Complete Works of Henrik Ibsen (556 page)

NORA
(efter en kort taushed, kaster hovedet tilbage og ser trodsigt på ham)
.

Nej, det er ikke. Det er mig, som har skrevet pappas navn.

KROGSTAD.
Hør, frue, – véd De vel, at dette er en farlig tilståelse?

NORA.
Hvorfor det? De skal snart få Deres penge.

KROGSTAD.
Må jeg gøre Dem et spørgsmål, – hvorfor sendte De ikke papiret til Deres fader?

NORA.
Det var umuligt. Pappa lå jo syg. Hvis jeg skulde have bedt om hans underskrift, så måtte jeg også sagt ham, hvad pengene skulde bruges til. Men jeg kunde jo ikke sige ham, så syg som han var, at min mands liv stod i fare. Det var jo umuligt.

KROGSTAD.
Så havde det været bedre for Dem, om De havde opgivet den udenlandsrejse.

NORA.
Nej, det var umuligt. Den rejse skulde jo redde min mands liv. Den kunde jeg ikke opgive.

KROGSTAD.
Men tænkte De da ikke på, at det var et bedrageri imod mig –?

NORA.
Det kunde jeg aldeles ikke tage noget hensyn til. Jeg brød mig slet ikke om Dem. Jeg kunde ikke udstå Dem for alle de kolde vanskeligheder, De gjorde, skønt De vidste, hvor farligt det stod til med min mand.

KROGSTAD.
Fru Helmer, De har åbenbart ikke nogen klar forestilling om, hvad det egentlig er for noget, De har gjort Dem skyldig i. Men jeg kan fortælle Dem, at det var hverken noget mere eller noget værre, det, jeg engang begik, og som ødelagde hele min borgerlige stilling.

NORA.
De? Vil De bilde mig ind, at De skulde have foretaget Dem noget modigt for at redde Deres hustrus liv?

KROGSTAD.
Lovene spørger ikke om bevæggrunde.

NORA.
Da må det være nogen meget dårlige love.

KROGSTAD.
Dårlige eller ikke, – fremlægger jeg dette papir i retten, så blir De dømt efter lovene.

NORA.
Det tror jeg aldeles ikke. En datter skulde ikke have ret til at skåne sin gamle dødssyge fader for ængstelser og bekymringer? Skulde ikke en hustru have ret til at redde sin mands liv? Jeg kender ikke lovene så nøje; men jeg er viss på, at der må stå etsteds i dem, at sådant er tilladt. Og det véd ikke De besked om, De, som er sagfører? De må være en dårlig jurist, herr Krogstad.

KROGSTAD.
Kan så være. Men forretninger, – slige forretninger, som vi to har med hinanden, – dem tror De dog vel, jeg forstår mig på? Godt. Gør nu hvad De lyster. Men det siger jeg Dem: blir jeg udstødt for anden gang, så skal De gøre mig selskab.

(Han hilser og går ud gennem forstuen.)

NORA
(en stund eftertænksom; kaster med nakken)
.

Å hvad! – At ville gøre mig bange! Så enfoldig er jeg da ikke.
(giver sig ifærd med at lægge børnenes tøj sammen; holder snart op.)
Men –? – – Nej, men det er jo umuligt! Jeg gjorde det jo af kærlighed.

BØRNENE
(i døren til venstre)
.

Mamma, nu gik den fremmede mand ud igennem porten.

NORA.
Ja, ja, jeg véd det. Men tal ikke til nogen om den fremmede mand. Hører I det? Ikke til pappa heller!

BØRNENE.
Nej, mamma; men vil du så lege igen?

NORA.
Nej, nej; ikke nu.

BØRNENE.
Å men, mamma, du loved det jo.

NORA.
Ja, men jeg kan ikke nu. Gå ind; jeg har så meget at gøre. Gå ind; gå ind, kære søde børn.

(hun nøder dem varsomt ind i værelset og lukker døren efter dem.)

NORA
(sætter sig på sofaen, tager et broderi og gør nogle sting, men går snart istå)
.

Nej!
(kaster broderiet, rejser sig, går til forstuedøren og råber ud:)
Helene! lad mig få træet ind.
(går til bordet til venstre og åbner bordskuffen; standser atter.)
Nej, men det er jo aldeles umuligt!

STUEPIGEN
(med grantræet)
.

Hvor skal jeg sætte det, frue?

NORA.
Der; midt på gulvet.

STUEPIGEN.
Skal jeg ellers hente noget?

NORA.
Nej, tak; jeg har, hvad jeg behøver.

(Pigen, der har sat træet fra sig, går ud igen.)

NORA
(ifærd med at pynte juletræet)
.

Her skal lys – og her skal blomster. – Det afskyelige menneske! Snak, snak, snak! Der er ingen ting ivejen. Juletræet skal blive dejligt. Jeg vil gøre alt, hvad du har lyst til, Torvald; – jeg skal synge for dig, danse for dig –

(Helmer, med en pakke papirer under armen, kommer udefra.)

NORA.
Ah, – kommer du alt igen?

HELMER.
Ja. Har her været nogen?

NORA.
Her? Nej.

HELMER.
Det var besynderligt. Jeg så Krogstad gå ud af porten.

NORA.
Så? Å ja, det er sandt, Krogstad var her et øjeblik.

HELMER.
Nora, jeg kan se det på dig, han har været her og bedt dig lægge et godt ord ind for ham.

NORA.
Ja.

HELMER.
Og det skulde du gøre ligesom af egen drift? Du skulde fortie for mig, at han havde været her. Bad han ikke om det også?

NORA.
Jo, Torvald; men –

HELMER.
Nora, Nora, og det kunde du indlade dig på? Føre samtale med et sligt menneske, og give ham løfte på noget! Og så ovenikøbet sige mig en usandhed!

NORA.
En usandhed –?

HELMER.
Sagde du ikke, at her ingen havde været?
(truer med fingeren.)
Det må aldrig min lille sangfugl gøre mere. En sangfugl må have rent næb at kviddre med; aldrig falske toner.
(tager hende om livet.)
Er det ikke så det skal være? Jo, det vidste jeg nok.
(slipper hende.)
Og så ikke mere om det.
(sætter sig foran ovnen.)
Ah, hvor her er lunt og hyggeligt.

(blader lidt i sine papirer.)

NORA
(beskæftiget med juletræet, efter et kort ophold)
.

Torvald!

HELMER.
Ja.

NORA.
Jeg glæder mig så umådeligt til kostumeballet hos Stenborgs iovermorgen.

HELMER.
Og jeg er umådelig nysgærrig efter at se, hvad du vil overraske mig med.

NORA.
Ak, det dumme indfald.

HELMER.
Nå?

NORA.
Jeg kan ikke finde på noget, som duer; altsammen blir så tåbeligt, så intetsigende.

HELMER.
Er lille Nora kommen til den erkendelse?

NORA
(bag hans stol, med armene på stoleryggen)
.

Har du meget travlt, Torvald?

HELMER.
Å –

NORA.
Hvad er det for papirer?

HELMER.
Banksager.

NORA.
Allerede?

HELMER.
Jeg har ladet den aftrædende bestyrelse give mig fuldmagt til at foretage de fornødne forandringer i personalet og i forretningsplanen. Det må jeg bruge juleugen til. Jeg vil have alt i orden til nytår.

NORA.
Det var altså derfor, at denne stakkers Krogstad –

HELMER.
Hm.

NORA
(fremdeles lænet til stoleryggen, purrer langsomt i hans nakkehår)
.

Hvis du ikke havde havt så travlt, vilde jeg have bedt dig om en umådelig stor tjeneste, Torvald.

HELMER.
Lad mig høre. Hvad skulde det være?

NORA.
Der er jo ingen, der har en sådan fin smag, som du. Nu vilde jeg så gerne se godt ud på kostumeballet. Torvald, kunde ikke du tage dig af mig og bestemme, hvad jeg skal være, og hvorledes min dragt skal være indrettet?

HELMER.
Aha, er den lille egensindige ude og søger en redningsmand?

NORA.
Ja Torvald, jeg kan ikke komme nogen vej uden din hjælp.

HELMER.
Godt, godt; jeg skal tænke på sagen; vi skal nok finde på råd.

NORA.
Å hvor det er snilt af dig.
(går atter til juletræet; ophold.)
Hvor smukt de røde blomster tar sig ud.– Men sig mig, er det virkelig så slemt, det som denne Krogstad har gjort sig skyldig i?

HELMER.
Skrevet falske navne. Har du nogen forestilling om, hvad det vil sige?

NORA.
Kan han ikke have gjort det af nød?

HELMER.
Jo, eller, som så mange, i ubesindighed. Jeg er ikke så hjerteløs, at jeg ubetinget skulde fordømme en mand for en sådan enkeltstående handlings skyld.

NORA.
Nej, ikke sandt, Torvald!

HELMER.
Mangen en kan moralsk rejse sig igen, hvis han åbent bekender sin brøde og udstår sin straf.

NORA.
Straf –?

HELMER.
Men den vej gik nu ikke Krogstad; han hjalp sig igennem ved kneb og kunstgreb; og det er dette, som moralsk har nedbrudt ham.

NORA.
Tror du, at det skulde –?

HELMER.
Tænk dig blot, hvorledes et sådant skyldbevidst menneske må lyve og hykle og forstille sig til alle sider, må gå med maske på ligeover for sine allernærmeste, ja ligeover for sin egen hustru og sine egne børn. Og dette med børnene, det er just det forfærdeligste, Nora.

NORA.
Hvorfor?

HELMER.
Fordi en sådan dunstkreds af løgn bringer smitte og sygdomsstof ind i et helt hjems liv. Hvert åndedrag, som børnene tager i et sådant hus, er fyldt med spirer til noget stygt.

NORA
(nærmere bag ham)
.

Er du viss på det?

HELMER.
Å kære, det har jeg tidtnok erfaret som advokat. Næsten alle tidligt forvorpne mennesker har havt løgnagtige mødre.

NORA.
Hvorfor just – mødre?

HELMER.
Det skriver sig hyppigst fra mødrene; men fædre virker naturligvis i samme retning; det véd enhver sagfører meget godt. Og dog har denne Krogstad gået derhjemme i hele år og forgiftet sine egne børn i løgn og forstillelse; det er derfor jeg kalder ham moralsk forkommen.
(strækker hænderne ud imod hende.)
Derfor skal min søde lille Nora love mig ikke at tale hans sag. Din hånd på det. Nå, nå, hvad er det? Ræk mig hånden. Se så. Afgjort altså. Jeg forsikrer dig, det vilde været mig umuligt at arbejde sammen med ham; jeg føler bogstavelig et legemligt ildebefindende i slige menneskers nærhed.

NORA
(drager hånden til sig og går over på den anden side af juletræet)
.

Hvor varmt her er. Og jeg har så meget at bestille.

HELMER
(rejser sig og samler sine papirer sammen)
.

Ja, jeg får også tænke på at få læst lidt af dette igennem før bordet. Din dragt skal jeg også tænke på. Og noget til at hænge i guldpapir på juletræet, har jeg kanske også i beredskab.
(lægger hånden på hendes hoved.)
Å du min velsignede lille sangfugl.