Complete Works of Henrik Ibsen (359 page)

SIGNE
(løber leende hen til Margit)
.
Ha-ha-ha! Han vil ikke tro, det er mig!

MARGIT
(smilende, til Gudmund)
.
Ser du; mens fjernt fra bygden du vandred,
har også hun sig så stærkt forandret.

GUDMUND.
Tilvisse! Men at hun skulde –! Nej, nej,
det var dog aldrig faldet mig ind.
(griber Signes hænder og ser på hende.)
Og dog, dit uskyldige barnesind
læser jeg endnu i øjnene blå; –
hvor kan jeg da længer tvile derpå!
Jeg må le, når jeg mindes, hvor tidt jeg har
tænkt dig sålunde, som dengang jeg bar
dig på mine arme. Da var du et barn;
nu er du en huldre, som kogler og gækker.

SIGNE
(truer med fingeren)
.
Ja, vogt dig! Hvis hulderens harme du vækker, –
pas på, – hun hilder dig i sit garn!

GUDMUND
(hen for sig)
.
Næsten bæres mig for, som det alt var sket.

SIGNE.
Men vent; du har jo end ikke set
hvorlunde jeg har holdt din harpe i ære.
(idet hun går ud til venstre.)
Nu må du mig alle dine kvæder lære!

GUDMUND
(sagte, ser efter hende)
.
Sprungen ud som den fagreste rosenblomme,
der endnu var knop ved dagens komme.

SIGNE
(bringer harpen)
.
Se her!

GUDMUND
(griber den)
.
Min harpe! Så blank som før!
(slår nogle toner.)
Der er endnu klang i de gamle strenge; –
nu skal du ikke længer på væggen hænge –

MARGIT
(ser ud i baggrunden)
.
Hist kommer vore gæster.

SIGNE
(mens Gudmund indleder sin sang)
.
Hys, – stille! Å hør!

GUDMUND
(synger)
.
     Jeg vandred i lien så tung og så ene;
     de småfugle kviddred fra busker og grene;
     så listeligt kviddred de sangere små:
     hør til, hvordan kærlighed monne opstå!
     Den vokser som eken i årene lange;
     den næres ved tanker og sorger og sange.
     Den spirer så let; i den flygtigste stund
     fæster den rødder i hjertets grund!
(Han går under efterspillet op mod baggrunden, hvor han sætter harpen fra sig.)

SIGNE
(tankefuld, gentager for sig selv)
.
     Den spirer så let; i den flygtigste stund
     fæster den rødder i hjertets grund.

MARGIT
(adspredt)
.
Talte du til mig? – Jeg hørte ikke ret –?

SIGNE.
Jeg? Nej visst ikke. Jeg mente kun –
(synker atter hen som i drømme.)

MARGIT
(halv højt; ser frem for sig)
.
     Den vokser som eken i årene lange;
     den næres ved tanker og sorger og sange.

SIGNE
(opvågnende)
.
Du siger, at –?

MARGIT
(farer med hånden over panden)
.
Å, det var intet. Kom; vi må gå vore gæster i møde.
(Bengt kommer med mange gæster, mænd og kvinder, ind gennem svalegangen.)

GÆSTERNE
(synger)
:
     Over tilje med sang og strengespil
     i gildestuen vi træde.
     Guds fred vi ønsker den frue mild;
     vi ønsker både gammen og glæde.
     Gid altid en himmel, så lys som idag,
     over Solhaugs tag
     må sig brede!

ANDEN AKT

(En birkelund, der støder op til huset, hvoraf et hjørne ses til venstre. En fodsti fører op i lien i baggrunden. Til højre for stien fosser en elv nedover og taber sig mellem fjeldstykker og stene. Det er lys sommernat. Døren til huset står åben; vinduerne er oplyste. Musik høres derinde.)

GÆSTERNE
(synger i gildestuen)
.
     Lad fedlen klinge; ved strengeklang
     træder vi dansen den nat så lang.
     Hvor lystigt at trine på tilje!
     Den jomfru brænder så skær som et blod;
     det er sig den smådreng, bold og god,
     han favner den væne lilje!
(Knut Gæsling og Erik fra Hægge kommer ud fra huset. Musik, dans og lystighed vedbliver under det følgende at lyde dæmpet derinde.)

ERIK.
Bare det ikke kommer til at angre dig, Knut.

KNUT.
Lad du mig om det.

ERIK.
Ja, ja, voveligt er det dog. Du er kongens foged. Der udgår herrebud til dig, at du skal fange Gudmund Alfsøn, hvor du kan komme over ham. Og nu, da du har ham lige i næven, så tilsiger du ham dit venskab og lader ham færdes frit, hvor det lyster ham.

KNUT.
Jeg véd, hvad jeg gør. I hans egen stue har jeg søgt ham, og der var han ikke at finde. Og dersom jeg nu forsøgte på at gribe ham her, – mener du da, at fru Margit var tilsinds at give mig Signe til hustru?

ERIK
(langtrukket)
.
Nej, med det gode blev det vel ikke, men –

KNUT.
Og med det onde gad jeg nødig gå frem. Gudmund er jo også min ven fra gamle tider; og han kan gøre mig nytte.
(bestemt.)
Derfor bliver det, som jeg har sagt. Ikveld skal ingen her på gården vide, at Gudmund Alfsøn er fredløs; – imorgen får han se at hjælpe sig selv.

ERIK.
Ja, men kongens lov?

KNUT.
Å, kongens lov! Du véd lige så godt som jeg, kongens lov agtes ikke stort her inde i bygderne. Skulde kongens lov gælde, så måtte mangen staut karl iblandt os bøde både for bruderov og manddrab. – Kom nu her! Jeg gad vide, hvor Signe –?
(de går ud til højre.)
(Gudmund og Signe kommer nedover fodstien i baggrunden.)

SIGNE.
Å tal! Bliv ved! Lad mig lytte dertil;
det høres som det væneste strengespil.

GUDMUND.
Signe, min fagre, min yndelige lilje!

SIGNE
(med glad og stille forundring)
.
Jeg – jeg er ham kær!

GUDMUND.
Det er ingen som du.

SIGNE.
Jeg skulde mægte at binde din vilje;
jeg skulde mægte at fylde din hu!
Å, tør jeg tro dig!

GUDMUND.
Det tør du for sandt.
Hør mig, Signe. Medens årene randt
tænkte jeg trofast både vinter og sommer
på eder to, mine fagreste blommer.
Men jeg kunde ikke fuldt mine tanker forstå; –
da jeg rejste, var du som alferne små, –
som alferne små, der færdes i skove
og lege som bedst, når vi drømme og sove.
Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue,
da forstod jeg mig selv tilfulde, –
forstod, at Margit var så stolt en frue,
men du den allerdejligste blandt ungmøer hulde.

SIGNE,
(der kun halvt har lyttet til hans ord)
.
Jeg mindes, vi sad ved arnens glød
en vinterkveld, – nu er det længe siden; –
du sang for mig om den jomfru liden,
som nøkken havde lokket ned i sit skød.
Der glemte hun bort både fader og moder;
der glemte hun bort både søster og broder;
hun glemte bort både himmel og jord,
hun glemte sin gud og hvert kristent ord.
Men tæt under strande den smådreng stod;
han var tilsinde så mødig og mod;
med kvide han slog sin harpes strenge,
så vide det klang både lydt og længe.
Den jomfru liden på tjernets bund
vågned derved af sin tunge blund;
nøkken måtte slippe hende ud af sit skød;
mellem liljerne hen over vandet hun flød; –
da kendte hun igen både himmel og jord,
da fatted hun tilfulde både gud og hans ord.

GUDMUND.
Signe, min dejligste blomme!

SIGNE.
Som hun
gik også jeg i en drømmende blund;
de gådefulde ord, du ikveld har mig sagt
om kærligheds magt, har mig frydeligt vakt.
Aldrig tyktes himlen mig før så blå,
aldrig så fager den verden vide;
mig tykkes, jeg kan fuglenes røst forstå,
når jeg vandrer med dig under lide.

GUDMUND.
Så mægtig er elskov; – i menneskets bryst
vækker den tanker og længsel og lyst. –
Men kom, lad os begge til din søster gå ind.

SIGNE
(undsélig)
.
Vil du sige hende –?

GUDMUND.
Alt bør hun kende.

SIGNE
(som før)
.
Ak, gå da alene; – jeg véd det, min kind
vil derinde af blusel brænde.

GUDMUND.
Nu godt; jeg går.

SIGNE.
Og jeg venter dig her;
(lytter mod højre.)
eller bedre, – nede ved elven, der
hører jeg Knut Gæsling; der er piger og svende.

GUDMUND.
Der bier du?

SIGNE.
Til du har talt med hende.
(Hun går ud til højre. Gudmund går ind i huset.)
(Margit kommer fra venstre bag ved huset.)

MARGIT.
I stuen er både gammen og glæde;
fruer og svende monne dansen træde.
Det blev mig så lummert om pande og bryst;
Gudmund var ikke derinde.
(ånder dybt.)
Herude er det godt; her er det tyst,
her svaler mig nattens vinde.
(grublende taushed.)
Denne hæslige tanke –; jeg kan ej forstå –;
den følger mig, hvor jeg end monne gå.
Flasken, – der rummer en gådefuld saft –?
En dråbe deraf i min – uvens bæger, –
så sagtelig sygner hans livsenskraft,
og intet i verden ham hjælper og læger.
(atter taushed.)
Vidste jeg, at Gudmund –; havde han mig kær, –
da agted jeg lidet –
(Gudmund kommer ud gennem husdøren.)

GUDMUND.
Margit, er du der?
Hvi går du så alene? Jeg har søgt dig overalt.

MARGIT.
Derinde er lummert, herude så svalt.
Ser du, hvorlunde de tåger hvide
sagtelig hen over myren glide?
Her er ikke hverken mørkt eller lyst;
det er midt imellem begge –
(hen for sig.)
ret som i mit bryst.
(ser på ham.)
Ej sandt, – når du færdes i slig en nat,
du véd ikke selv hvordan det er fat;
men du føler, der rører sig et lønligt liv
i busk og i blad, i blomster og siv!
(med pludselig overgang.)
Véd du, hvad jeg ønsker?

GUDMUND.
Nu?

MARGIT.
At jeg var
huldren, som sidder i lien derinde.
Hvor skulde jeg listigt min trolddom spinde!
Tro mig –!

GUDMUND.
Hvad fattes dig, Margit? Svar!

MARGIT
(uden at høre på ham)
.
Hvor skulde jeg kvæde, hvor skulde jeg klage!
Klage og kvæde både nætter og dage!
(med stigende heftighed.)
Hvor skulde jeg lokke den frejdige svend
gennem lierne grønne til bergets kammer; –
der kunde jeg glemme al verdens jammer;
der kunde jeg brænde og leve med min ven!

GUDMUND.
Margit! Margit!

MARGIT
(stedse voldsommere)
.
Ved midnatsstund
sov vi i lien den sødeste blund; –
og rammed mig døden, når solen randt, –
hvor lystigt at dø på slig vis; – ej sandt?

GUDMUND.
Du er syg!

MARGIT
(brister ud i latter)
.
Ha, ha, ha! Å, lad mig le!
Lad mig le! Det gør mig så godt.

GUDMUND.
Jeg kan se,
du har endnu det samme ustyrlige sind,
som fordum –

MARGIT
(pludselig alvorlig)
.
Du må ikke undres derover;
det er kun ved midnat, når menneskene sover;
om dagen er jeg så ræd som en hind.
Og hvad er det vel mere? Mindes dig kun
hine kvinder i fremmede lande, – hun,
den fagre prinsesse; – se, hun var vild;
mod hende er jeg som lammet mild.
At længes og hige hun voved ej blot;
hun pønsed på dåd; og se det –

GUDMUND.
Det er godt,
du minder mig derom; jeg vil ikke længer
gemme på det, jeg så lidet trænger.
(tager flasken frem.)

MARGIT.
Flasken! Du mener –?

GUDMUND.
Jeg gemte den, fordi
jeg tænkte, med den at løse mig fri,
hvis kongens mænd skulde komme mig nær.
Men alt fra ikveld har den mistet sit værd;
nu vil jeg stride med arm og med sværd,
byde frænder og venner op til det sidste,
for min frihed og livet at friste.
(vil kaste flasken imod et fjeldstykke.)

MARGIT
(griber hans arm)
.
Nej vent! Lad mig få den.
Se så!

GUDMUND.
Du vil –?

MARGIT.
Skænke den til nøkken dernede.
Han har mig så tidt forlystet med sit spil
og sunget mig mangt underligt kvæde.
Giv hid.
(tager flasken ud af hans hånd.)
Der er den!
(lader som om hun kasted den i elven.)

GUDMUND
(går mod højre og ser ned i dybet)
.
Kasted du den ud?

MARGIT
(idet hun skjuler flasken)
.
Ja visst; du så jo –
(hvisker, går hen imod huset.)
Nu hjælpe mig gud!
Nu må det briste eller bære!
(højere.)
Hør, Gudmund!

GUDMUND
(nærmer sig)
.
Hvad vil du?

MARGIT.
Et må du mig lære;
du må tyde mig grant det gamle kvæde,
som er gjort om kirken dernede.
Det var sig en frue og dertil en svend;
alt så havde de hinanden kær.
Den dag de bar hende til jorden hen,
han blødede ved sit sværd.
Hun jordedes syd under kirkevæg,
han stædtes til mulde i nord; –
der trivedes fordum hverken siljer eller hæg
alt i den viede jord; –
men næste vår på de grave to
der vokste de fagreste liljeblommer;
over kirketaget så monne de gro
og grønnes tilhobe både vinter og sommer.
Kan du tyde mig det kvæde?

GUDMUND
(ser forskende på hende)
.
Jeg véd ikke ret –

MARGIT.
Vel sandt, det kan tydes på mange sæt;
men jeg tror nu den retteste mening er:
kirken kan ej skille to, som har hinanden kær.

GUDMUND
(sagte)
.
Alle helgener, dersom –! Da er det på tide,
at hun får det hele at vide.
(højt.)
Svar mig, Margit, – vil du mit held?

MARGIT
(glad, bevæget)
.
Om jeg vil!

GUDMUND.
Ja, jeg mener –

MARGIT.
Sig frem!

GUDMUND.
Nu vel.
Du kunde gøre mig så rig og så fro –

MARGIT
(frembrydende)
.
Gudmund!

GUDMUND.
Hør mig; jeg vil dig fortro –
(Han standser pludselig. Stemmer og latter høres henne ved elvebredden.)
(Signe og nogle unge piger kommer fra højre. Knut, Erik og flere yngre mænd er i følge med dem.)

KNUT
(endnu i frastand)
.
Gudmund Alfsøn! Vent; jeg må tale et ord med dig.
(Han bliver stående i samtale med Erik. De øvrige fremmede går imidlertid ind i huset.)

MARGIT
(for sig selv)
.
Gøre ham så rig og fro –! Hvad kan han andet mene, end –!
(halvhøjt.)
Signe, – kære, kære søster!
(Hun griber Signe om livet og går samtalende med hende op mod baggrunden.)

GUDMUND
(sagte, idet han følger dem med øjnene)
.
Ja, sådan er det rådeligst. Både Signe og jeg må fra Solhaug. Knut Gæsling har jo vist sig som min ven; han hjælper mig nok.

KNUT
(sagte til Erik)
.
Jo, jo, siger jeg; Gudmund er hendes frænde; han kan bedst tale min sag.

ERIK.
Nå, som du vil da.
(han går ind i huset.)

KNUT
(kommer nærmere)
.
Hør, Gudmund –