Complete Works of Henrik Ibsen (360 page)

GUDMUND
(smilende)
.
Kommer du for at sige mig, at du ikke længer tør lade mig gå fri?

KNUT.
Tør? Vær du rolig for det; Knut Gæsling tør alt, hvad han vil. Nej, det er noget andet. – Du véd jo, jeg gælder her i bygden for en vild, ustyrlig karl –

GUDMUND.
Ja, og hvis ikke rygtet lyver, så –

KNUT.
Å nej, mangt og meget kan jo være sandt nok. Men nu skal du høre –
(de går i samtale opover mod baggrunden.)

SIGNE
(til Margit, idet de kommer nedover ved huset)
.
Jeg forstår dig ikke. Du taler, som om en uventet lykke var bleven dig til del. Hvad er det vel, du mener?

MARGIT.
Signe, – du er et barn endnu; du véd ikke hvad det vil sige at færdes i en evig rædsel for at –.
(pludselig afbrydende.)
Tænk dig, Signe, at måtte visne og dø uden at have levet!

SIGNE
(ser forundret og hovedrystende på hende)
.
Nej men, Margit –?

MARGIT.
Ja, ja, du fatter det ikke; lige godt –
(de går samtalende opover igen.)
(Gudmund og Knut kommer nedover på den anden side.)

GUDMUND.
Nu, hvis det er sådan fat, – dersom dette vilde liv ikke huer dig længer, så vil jeg skænke dig det bedste råd, som nogen ven har i eje: fæst dig en ærbar ungmø til hustru.

KNUT.
Se, se. Og hvis jeg nu sagde dig, at det er lige det samme, jeg har tænkt på?

GUDMUND.
Held og lykke da, Knut Gæsling! Og nu må du vide, at også jeg –

KNUT.
Du? Går du også med slige tanker?

GUDMUND.
Ja vel gør jeg; – men kongens vrede –; jeg er jo en fredløs mand –

KNUT.
Ej, det skal du lidet agte. Der er jo ingen her, uden fru Margit, som véd besked om det endnu; og så længe jeg er din ven, så har du en, du fuldt kan lide på. Hør nu bare –
(han fortsætter hviskende, idet de igen går opover.)

SIGNE,
(idet hun og Margit atter kommer tilbage)
.
Men så sig mig da, Margit –!

MARGIT.
Mere tør jeg ikke sige dig.

SIGNE.
Da vil jeg være ærligere mod dig. Men svar mig først på et.
(undsélig, nølende.)
Er der – er der ingen, som har sagt dig noget om mig?

MARGIT.
Om dig? Nej; hvad skulde det være?

SIGNE,
(som før; ser ned for sig)
.
Du spurgte mig imorges: hvis en bejler red sig hid –?

MARGIT.
Det er sandt.
(sagte.)
Knut Gæsling –; skulde han allerede –?
(spændt, til Signe.)
Nu? Og så?

SIGNE
(sagte, jublende)
.
Bejleren er kommen! Han er kommen, Margit! Dengang vidste jeg ikke, hvem du mente; men nu –!

MARGIT.
Og hvad har du svaret ham?

SIGNE.
Å, det véd jeg ikke.
(slår armene om hendes hals.)
Men verden tykkes mig så fager og rig fra den stund, han sagde mig, at han havde mig kær.

MARGIT.
Men, Signe, Signe; jeg fatter ikke, at du så snart –! Du har jo neppe kendt ham før idag.

SIGNE.
Å, jeg forstår mig endnu så lidet på kærlighed; men det véd jeg, sandt er det, som der står i visen:
     den spirer så let; i den flygtigste stund
     fæster den rødder i hjertets grund –

MARGIT.
Lad så være. Og når så er, da har jeg ikke længer nødig at dølge noget for dig. Ah –
(Hun standser pludselig, da hun ser Knut og Gudmund komme nærmere.)

KNUT
(fornøjet)
.
Se, det må jeg vel lide, Gudmund. Her er min hånd.

MARGIT
(sagte)
.
Hvad er det?

GUDMUND
(til Knut)
.
Og her er min.
(de ryster hinandens hænder.)

KNUT.
Men nu vil vi også nævne, begge to, hvem det er –

GUDMUND.
Godt. Her på Solhaug, mellem alle de fagre kvinder, har jeg fundet den, som –

KNUT.
Jeg lige så. Og jeg fører hende herfra endnu inat, hvis det gøres behov.

MARGIT,
(der ubemærket har nærmet sig)
.
Alle helgener!

GUDMUND
(nikker til Knut)
.
Det samme er også min agt.

SIGNE,
(der ligeledes har lyttet)
.
Gudmund!

GUDMUND OG KNUT,
(hviskende til hinanden, idet de begge peger på Signe)
.
Der er hun.

GUDMUND
(studsende)
.
Ja, min.

KNUT
(ligeså)
.
Nej, min!

MARGIT
(sagte, halvt orvildet)
.
Signe!

GUDMUND
(som før, til Knut)
.
Hvad mener du med det?

KNUT.
Det er jo Signe, som jeg vil –

GUDMUND.
Signe! Signe er min fæstemø for gud.

MARGIT
(med et skrig)
.
Hende var det! Nej, – nej!

GUDMUND
(sagte, idet han ser hende)
.
Margit! Hun har hørt alt.

KNUT.
Ej, ej; er det sådan fat? Hør, fru Margit, I har ikke nødig at lade så forundret; jeg skønner nu det hele.

MARGIT
(til Signe)
.
Men du sagde jo nys –?
(fatter pludselig sammenhængen.)
Gudmund var det, du mente!

SIGNE
(forundret)
.
Ja, vidste du ikke det! Men hvad fattes dig, Margit?

MARGIT
(med næsten toneløs stemme)
.
Å intet, intet.

KNUT
(til Margit)
.
Og imorges, da I fik mit ord på, at jeg ingen ufred skulde yppe her ikveld, – I har da vidst, at Gudmund Alfsøn var ivente. Ha, ha, bild jer aldrig ind, at I kan drive gæk med Knut Gæsling! Signe er bleven mig kær. Endnu før middag var det bare mit ubesindige løfte, som drev mig til at bejle efter hende; men nu –

SIGNE
(til Margit)
.
Han? Det var bejleren, du tænkte på?

MARGIT.
Stille, stille!

KNUT
(hårdt og bestemt)
.
Fru Margit, – I er hendes ældre søster; et svar skal I give mig.

MARGIT
(kæmpende med sig selv)
.
Signe har alt kåret sin brudgom; – jeg kan intet svare.

KNUT.
Det er godt; så har jeg ikke mere at gøre på Solhaug. Men efter midnat, – mærk jer det, – da er dagen til ende; da tør I nok få se mig igen, og så får lykken råde for, hvem der skal føre Signe fra gården, Gudmund eller jeg.

GUDMUND.
Ja, prøv du kun; det skal koste dig så blodig en pande!

SIGNE
(angst)
.
Gudmund! For alle helgener –!

KNUT.
Vær spag; vær bare spag, Gudmund Alfsøn! Før solen rinder skal du være i min magt. Og hun, – din fæstemø –.
(går hen til døren, vinker og råber dæmpet.)
Erik! Erik, kom her! Afsted til vore frænder!
(truende, mens Erik viser sig i døren.)
Ja, ve jer alle, når jeg kommer igen!
(Han og Erik går ud til venstre i baggrunden.)

SIGNE
(sagte til Gudmund)
.
Å, men så sig mig, hvad skal alt dette betyde.

GUDMUND,
(hviskende)
.
Vi må begge rejse fra Solhaug endnu inat.

SIGNE.
Gud stå mig bi, – du vil –!

GUDMUND.
Tal ikke om det! Ikke et ord til noget menneske; ikke engang til din søster.

MARGIT
(hen for sig)
.
Hende, – hende er det! Hende, som han knapt har tænkt på før ikveld. Havde jeg været fri, så véd jeg nok hvem han havde kåret. – Ja, fri!
(Bengt og gæsterne, mænd og kvinder, kommer ud fra huset.)

UNGE PIGER OG SVENDE
(synger)
.
     Herude, herude skal gildet stå,
     alt mens de fugle blunde,
     hvor lystigt at lege mellem blomster små
     i birkelunde.
     Herude, herude skal lyst og skemt
     lyde fra alle munde,
     al kvide må ende, når fedlen er stemt
     i birkelunde.

BENGT.
Se, sådan skal det være! Det må jeg lide! Jeg er lystig, og min hustru ligervis; og derfor skal I være lystige alle sammen.

EN AF GÆSTERNE.
Ja, lad os nu få en stevkamp!

MANGE
(råber)
.
Ja, ja, en stevkamp!

EN ANDEN GÆST.
Nej, lad være med det; det vækker bare ufred i laget.
(med dæmpet stemme.)
I drages vel til minde, at Knut Gæsling er på gården ikveld.

FLERE
(hviskende mellem hverandre)
.
Ja, ja, det er sandt. I mindes sidst, da han –. Det er bedst at vogte sig.

EN GAMMEL MAND.
Men I, fru Margit –; jeg véd, eders slægt var altid sagnkyndig, og I selv kunde mange vakkre eventyr, alt imens I var barn.

MARGIT.
Ak, jeg har glemt dem alle tilhobe. Men spørg Gudmund Alfsøn, min frænde; han kender et eventyr, som er lystigt nok.

GUDMUND
(dæmpet, bedende)
.
Margit –!

MARGIT.
Ej, hvilket klageligt ansigt du sætter op! Vær lystig, Gudmund! Vær lystig! Ja, ja, det falder dig ikke så let, kan jeg tro.
(leende, til gæsterne.)
Han har set huldren ikveld. Hun vilde forlokke ham; men Gudmund er en trofast svend.
(vender sig atter til Gudmund.)
Nu ja, eventyret er ikke endt endnu. Når du fører din hjertenskær over hej og gennem skove, så vend dig aldrig om; se dig aldrig tilbage; – huldren sidder bag hver en busk og ler; og til slut –
(med dæmpet stemme, idet hun træder tæt hen til ham:)
kommer du dog ikke længer end hun vil.
(hun går over mod højre.)

SIGNE
(sagte)
.
Å gud, å gud!

BENGT
(går fornøjet om mellem gæsterne)
.
Ha, ha, ha! Fru Margit véd at sætte det sammen! Når hun først vil, så gør hun det meget bedre end jeg.

GUDMUND
(for sig selv)
.
Hun truer; jeg må rive det sidste håb fra hende; før bliver hun ikke rolig tilsinds.
(vender sig til de fremmede.)
Jeg kender et lidet kvæde. Hvis det lyster eder at høre, så –

FLERE AF GÆSTERNE.
Tak, tak, Gudmund Alfsøn!
(Man slutter sig om ham, nogle siddende, andre stående. Margit læner sig til et træ foran til højre. Signe står til venstre nær ved huset.)

GUDMUND
(synger)
.
     Jeg red mig udi lunde,
     jeg sejled over sø;
     det var sig i mit væne hjem,
     der fæsted jeg min mø.
     Det var den alfekvinde,
     hun er så led og gram:
     ret aldrig skal den jomfru skær
     til kirken følge ham.
     Hør mig, du alfekvinde,
     lad fare den besvær;
     to hjerter kan ej skilles ad,
     som har hinanden kær!

EN GAMMEL MAND.
Det er et vakkert kvæde. Se, hvor de unge svende skotter did hen.
(peger mod pigerne.)
Ja, ja, hver har vel sin, kan jeg tro.

BENGT
(gør miner til Margit)
.
Ja, jeg har min, det véd jeg visst. Ha-ha-ha!

MARGIT
(sagte, bævende)
.
Å, at måtte lide al den spot og spe! Nej, nej; nu må den sidste redning fristes.

BENGT.
Hvad fattes dig? Mig tykkes, du er så bleg.