Complete Works of Henrik Ibsen (363 page)

ELINE.
Hys; stå stille! Rør dig ikke; lad dig ikke se! Vent; – der kommer månen frem –. Kan du skimte den sorte skikkelse –?

BJØRN.
Ved alle hellige –!

ELINE.
Ser du, – der vender hun Knut Alfsøns billede indad mod væggen. Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene!

BJØRN.
Jomfru Eline, hør mig!

ELINE
(idet hun går nedover mod ildstedet)
.
Nu véd jeg, hvad jeg véd!

BJØRN
(hen for sig)
.
Så er det dog sandt!

ELINE.
Hvem var det, Bjørn? Hvem var det?

BJØRN.
Det så I ligeså grant som jeg.

ELINE.
Nu vel? Hvem så jeg?

BJØRN.
I så eders moder.

ELINE
(halvt for sig selv)
.
Nat efter nat har jeg hørt hendes skridt derinde. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo –; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at –

BJØRN.
Stille!
(Fru Inger Gyldenløve kommer hurtigt ud fra salen uden at lægge mærke til de andre, går lige hen til vinduet, trækker forhænget fra og stirrer en tidlang ud, som om hun spejdede efter nogen på landevejen; derpå vender hun sig og går langsomt ind i salen igen.)

ELINE
(sagte, følger hende med øjnene)
.
Så drivende hvid, som en dødning – –!
(Larm og mange stemmer høres udenfor døren til højre.)

BJØRN.
Hvad er der nu?

ELINE.
Gå ud og se efter, hvad det gælder!
(Gårdsfogden Ejnar Huk samt en stor flok husfolk og bønder kommer tilsyne i forstuen.)

EJNAR HUK
(i døren)
.
Lige ind til hende! Og så ikke forsagt!

BJØRN.
Hvad søger I?

EJNAR HUK.
Fru Inger selv.

BJØRN.
Fru Inger? Så sent på kvelden?

EJNAR HUK.
Sent, men tidsnok, tænker jeg.

BØNDERNE.
Ja, ja, – nu må hun høre os!
(Hele mængden trænger ind i stuen. I det samme viser Fru Inger Gyldenløve sig i døren til riddersalen. Alle tier pludseligt.)

FRU INGER.
Hvad vil I mig?

EJNAR HUK.
Vi søgte eder, højbårne frue, for at –

FRU INGER.
Nu vel, – sig frem!

EJNAR HUK.
Nå, det er jo en ærlig sag. Kort og godt, – vi kommer for at bede eder om orlov og våben –

FRU INGER.
Orlov og våben? Hvortil?

EJNAR HUK.
Der er kommet det rygte over fra Sverig, at almuen har rejst sig i Dalarne og stævner imod kong Gustav –

FRU INGER.
Har almuen i Dalarne?

EJNAR HUK.
Ja, så går ordet, og det skal være ganske sikkert.

FRU INGER.
Nu, – om så var, – hvad har da I med Dalkarlenes rejsning at gøre?

BØNDERNE.
Vi vil med! Vi vil hjælpe til! Fri os selv!

FRU INGER
(sagte)
.
Ah, skulde tiden være kommen!

EJNAR HUK.
Fra alle de norske grænsebygder stryger bønder indover til Dalarne. Selv fredløse mænd, som har vanket vildsomt år for år i fjeldet, de vover sig nu ned til gårdene igen, søger folk og sliber eggen på sine rustne værger.

FRU INGER
(efter et ophold)
.
Hør, – sig mig, har I tilfulde betænkt jer? Har I regnet efter, hvad det vilde koste jer, hvis kong Gustavs mænd skulde sejre?

BJØRN
(sagte og bønligt til fru Inger)
.
Regn efter, hvad det vil koste Dansken, hvis kong Gustavs mænd skulde tabe.

FRU INGER
(afvisende)
.
Det regnestykke er ikke min sag.
(hun vender sig til mængden.)
I véd, kong Gustav kan håbe på sikker bistand fra Danmark. Kong Fredrik er hans ven, og han vil visselig ikke lade ham i stikken –

EJNAR HUK.
Men dersom nu bønderne rejste sig trindt om i hele Norges land? Dersom vi rejste os alle tilhobe, – herskabsfolk og almue? – Ja, fru Inger Gyldenløve, nu tror jeg næsten lejligheden er kommen, som vi har ventet på. Bryder det nu løs, så må de fremmede ud af landet.

BØNDERNE.
Ja, ud med de danske fogder! Ud med de fremmede herremænd! Ud med rigsrådernes svende!

FRU INGER
(sagte)
.
O, malm er der i dem; – men dog, dog –!

BJØRN
(hen for sig)
.
Hun er tvivlrådig.
(til Eline.)
Hvad gældet det, jomfru Eline, – I har forsyndet jer i dommen over eders moder.

ELINE.
Bjørn, – jeg kunde rive mine øjne ud af hovedet, ifald de havde løjet for mig!

EJNAR HUK.
Ser I vel, min højbårne frue, – først gælder det kong Gustav; er han gjort magtløs, så vil ikke Danskerne kunne holde sig længe her i landet –

FRU INGER.
Og så?

EJNAR HUK.
Så er vi fri; vi har ingen fremmede overherrer mere, og kan kåre os en konge selv, ligesom Svenskerne gjorde før os.

FRU INGER
(levende)
.
En konge selv! Tænker du på Sture-slægten?

EJNAR HUK.
Kong Kristjern, og andre efter ham, har gjort ryddigt hus rundt om på odels-sæderne. De bedste blandt vore herremænd vanker fredløse på fjeldstien, hvis de endnu er til. Men det turde vel hænde sig alligevel, at der kunde findes en eller anden ætling af de gamle slægter, som –

FRU INGER
(hurtigt)
.
Det er nok, Ejnar Huk! Det er nok!
(hen for sig.)
Ah, mit dyreste håb!
(hun vender sig til bønderne og husfolkene.)
Jeg har nu formanet jer, så godt jeg kunde. Jeg har sagt jer, hvor stor en fare I vover jer ind i. Men dersom I er så faste i eders forsæt, så vilde det vel være dårligt af mig at forbyde jer, hvad I jo på egen hånd kunde sætte igennem.

EJNAR HUK.
Vi har altså eders minde til at –?

FRU INGER.
I har eders egen faste vilje; spørg den tilråds. Er det så, som I siger, at I dagligen plages og trykkes – –. Jeg véd så lidet om disse ting. Jeg vil ikke vide mere! Hvad kan jeg, en enlig kvinde –? Selv om I vilde plyndre riddersalen –; og der findes mangt et brugeligt værge derinde –; I har jo hele magten på Østråt ikveld. I får gøre, hvad eder lyster. God nat!
(Mængden bryder ud i høje glædesråb. Der tændes lys og huskarlene henter allehånde våbenstykker ind fra salen.)

BJØRN
(griber fru Ingers hånd idet hun vil gå)
.
Tak, min ædle og stormodige frue! Jeg, som har kendt jer lige fra barneårene, jeg har aldrig tvivlet på jer.

FRU INGER.
Stille, Bjørn, – det er et farefuldt spil, jeg har vovet i denne kveld. – For de andre gælder det kun livet; men for mig – tusende gange mere; tro mig!

BJØRN.
Hvorledes? Ængstes I for eders magt og for eders gode forståelse med –?

FRU INGER.
Min magt? O, gud i himlen!

EN HUSKARL
(kommer fra salen med et stort sværd)
.
Se, her er en rigtig ulvetand! Med den skal jeg flænge blodsugernes svende.

EJNAR HUK
(til en anden huskarl)
.
Hvad har du fundet der?

HUSKARLEN.
Brystpladen, som de kalder for Herlof Hyttefads.

EJNAR HUK.
Den er for god til dig; – se, her har jeg landsestagen efter Sten Sture; hæng pladen på den, så fører vi det gildeste hærmærke, nogen mand vil forlange.

HUSTJENEREN FINN
(med et brev i hånden, kommer fra døren til venstre og går hen imod fru Inger)
.
Jeg har ledt efter eder i alle stuer –

FRU INGER.
Hvad vil du?

FINN
(rækker hende brevet)
.
En svend fra Trondhjem har bragt brev og bud til eder.

FRU INGER.
Lad os se!
(idet hun åbner brevet.)
Fra Trondhjem? Hvad kan det gælde?
(gennemløber skrivelsen.)
Hjælp, Krist! Fra ham! Og her i landet – –
(hun læser videre i stærk bevægelse, medens mændene vedbliver at hente våben ind fra salen.)

FRU INGER
(hen for sig)
.
Han kommer altså hid. Han kommer hid i denne nat. – Ja, så gælder det at kæmpe med kløgt og ikke med sværd.

EJNAR HUK.
Nok, nok, I gode bønder; nu mener jeg vi er vel rustede. Nu kan vi lægge ivej!

FRU INGER
(med en hurtig vending)
.
Ingen mand må forlade gården inat!

EJNAR HUK.
Men, min ædle frue, nu er vinden os føjelig; vi stryger indover fjorden og –

FRU INGER.
Det bliver, som jeg har sagt.

EJNAR HUK.
Skal vi da bie til imorgen?

FRU INGER.
Både til imorgen og længere. Ingen væbnet mand får lov til at forlade Østråt for det første.
(Der fornemmes uvilje iblandt mængden.)

NOGLE AF BØNDERNE.
Vi går alligevel, fru Inger!

MANGE FLERE.
Ja, ja; vi går alligevel!

FRU INGER
(et skridt nærmere)
.
Hvem vover det?
(alle tier; efter et øjebliks ophold tilføjer hun:)
Jeg har tænkt for jer. Hvad véd I ringe mænd af almuen om landets sager? Hvor kan I tage jer for at dømme om sligt? I får se at tåle tryk og tyngsler en stund endnu. Det kan vel ikke gå jer for nær, når I betænker, at selv os, herreslægterne, bydes der ikke bedre kår nutildags. – – Bær alle våben ind i salen igen. Siden skal I få min vilje at vide. Gå ud!
(Husfolkene bringer våbenstykkerne bort, hvorefter hele flokken fjerner sig gennem døren til højre.)

ELINE
(sagte til Bjørn)
.
Mener du endnu, at jeg har forsyndet mig i dommen over – fruen på Østråt?

FRU INGER
(vinker Bjørn til sig og siger)
:
Hold et gæstekammer rede.

BJØRN.
Vel, fru Inger!

FRU INGER.
Og porten åben for enhver, som måtte banke på.

BJØRN.
Men –?

FRU INGER.
Porten åben!

BJØRN.
Porten åben.
(han går ud til højre.)

FRU INGER
(til Eline, som allerede er i døren til venstre)
.
Bliv her! – – Eline; – mit barn, – jeg har noget at sige dig i enrum.

ELINE.
Jeg hører eder.

FRU INGER.
Eline, – – du tror ilde om din moder.

ELINE.
Jeg tror, hvad eders færd så kvidefuldt tvinger mig til at tro.

FRU INGER.
Og du svarer mig, som dit umilde sind byder.

ELINE.
Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt fra jeg var barn af havde jeg vant mig til at se på eder som på en stor, højsindet kvinde. Lig eder tænkte jeg mig hine kvinder, hvorom der står at læse i krønikerne og i Kæmpe-bogen. Det tyktes mig, som om Gud Herren selv havde sat sit tegn på eders pande og mærket jer som den, der skulde lede de rædde og de rådvilde. I højsalen sang riddere og herremænd eders pris; og selve almuen, nær og fjern, kaldte eder landets håb og støtte. Og alle mente de, at gennem eder skulde de gode tider komme igen! Alle mente de, at med eder skulde der komme som en ny dag over os. Det er endnu nat; og snart véd jeg ikke længer, om jeg tør tro, at nogen morgen kommer med eder.

FRU INGER.
Det ligger nær at skønne, hvor du henter slige giftige ord fra. Det er båret dig for øre, hvad den tankeløse hob hvisker og mumler om ting, som den lidet kan dømme om.