Complete Works of Henrik Ibsen (365 page)

FRU INGER.
Ikke for hendes lykke. Tror du, at jeg, med Meretes lod for øjnene, vilde ofre mit andet barn til en mand, som ikke var hende god?

ELINE.
Kløgtige ord dårer så mangt et sind; men mig dårer de ikke. – Tro ikke, at jeg er så ganske fremmed for hvad der går for sig rundt om i landet. Tilfulde skønner jeg eders færd. Jeg véd godt, at de danske herremænd ikke har nogen fuldtro ven i jer. I hader dem måske; men I frygter dem tillige. Den gang I gav Merete til Vinzents Lunge, havde de danske herrer overmagten på alle kanter i landet. Tre år efter, da I forbød Lucia at ægte ham, til hvem hun havde knyttet sit liv, skønt han havde forlokket hende, – da stod sagerne helt anderledes. Kongens danske fogder havde øvet skændige ugerninger imod almuen, og I fandt det ikke rådeligt at knytte jer fastere, end sket var, til de fremmede voldsmænd. Og hvad har I vel gjort for at hævne hende, der måtte dø så ung? I har intet gjort. Nu vel; jeg skal handle for jer; jeg skal hævne al den forsmædelse, der er overgået vort folk og vor æt!

FRU INGER.
Du? Hvad har du isinde?

ELINE.
Jeg går min vej, ligesom I går eders. Hvad jeg har isinde, véd jeg ikke selv; men jeg føler kræfter i mig til at vove alt for vor retfærdige sag.

FRU INGER.
Da vil du få en hård dyst at bestå. Jeg har engang lovet det samme som du, – og mit hår er grånet under byrden af mit løfte.

ELINE.
God nat! Eders gæst kan ventes; og ved det møde er jeg tilovers. Måske det endnu er tid for eder – –; nu, Gud styrke og lede eders færd! Glem ikke at mange tusenders øjne vogter på eder. Tænk på Merete, som græder sent og tidligt over sit forspildte liv. Tænk på Lucia, som sover i den sorte kiste. Og endnu ét. Glem ikke, at i denne nat spiller I brikkespil om eders sidste barn.
(hun går ud til venstre.)

FRU INGER
(ser en stund efter hende)
.
Mit sidste barn? Der talte du sandere, end du selv vidste. – – Men det gælder ikke mit barn alene. Hjælp mig Gud; i denne nat spilles brikkespil om hele Norges rige. Ah, – rider der ikke nogen gennem borgeledet?
(hun lytter ved vinduet.)
Nej; endnu ikke. Det var kun vinden. Gravkoldt blæser det. – – Har Gud Herren ret til dette? – Danne mig til kvinde, – og så læsse en mandsdåd på mine skuldre. For jeg har landets velfærd i mine hænder. Det står i min magt at rejse dem alle som én mand. Det er fra mig de venter tegnet; og giver jeg det ikke nu, så sker det – kanske aldrig. Nøle? Ofre de mange for den enes skyld? – Var det ikke bedre, ifald jeg kunde – –? Nej, nej, nej, – jeg vil det ikke! Jeg kan det ikke!
(hun kaster et stjålent blik imod riddersalen, vender sig bort som i angst og siger hviskende:)
Nu er de derinde igen. Blege spøgelser; – døde fædre; faldne frænder. – Fy; disse borende øjne fra alle krogene!
(hun slår bagover med hånden og skriger:)
Sten Sture! Knut Alfsøn! Olaf Skaktavl! Vig, – vig! Jeg kan ikke dette!
(En fremmed, stærkbygget mand med gråsprængt hår og skæg, klædt i en forreven lammeskindskjortel og med rustne våben, er trådt ind fra riddersalen.)

DEN FREMMEDE MAND
(standser ved døren og siger dæmpet)
:
Hil eder, fru Inger Gyldenløve!

FRU INGER
(vender sig med et skrig)
.
Ah, fri mig Krist i himlen!
(hun falder om i stolen. Den fremmede mand stirrer på hende, ubevægelig, lænet til sit sværd.)

ANDEN AKT

(Stuen på Østråt, ligesom i forrige akt.)

(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet til højre foran vinduet. Olaf Skaktavl står et stykke fra hende. Begges ansigter forråder, at en stærkt bevæget samtale har fundet sted.)

OLAF SKAKTAVL.
For sidste gang, Inger Gyldenløve, – I er altså urokkelig i eders forsæt?

FRU INGER.
Jeg kan ikke andet. Og mit råd til eder er: gør I ligesom jeg. Er det himlens vilje, at Norge rent skal gå under, så går det under, hvad enten vi støtter det eller ej.

OLAF SKAKTAVL.
Og med den tro mener I, at jeg skal slå mig tiltåls? Jeg skulde roligt sidde og se til, nu, da timen er kommen? Har I glemt, hvad jeg har at hævne? Mit jordegods har de røvet og stykket ud imellem sig. Min søn, mit eneste barn, sidste ætlingen af min slægt, slog de ihjel for mig som en hund. Mig selv har de i tyve år jaget fredløs i skog og fjeld. – Rygtet har sagt mig død mere end én god gang; men jeg har nu den tro, at de ikke skal få lagt mig i jorden, før jeg har taget hævn.

FRU INGER.
Så har I et langt liv ivente. Hvad vil I da gøre?

OLAF SKAKTAVL.
Gøre? Hvad véd jeg, hvad jeg vil gøre? Jeg har aldrig givet mig af med at lægge anslag op. Det er det, som I skal hjælpe mig med. I er kløgtig nok til det. Jeg har kun to arme og mit værge.

FRU INGER.
Eders værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle værger i Norge er rustne.

OLAF SKAKTAVL.
Det er vel derfor, at visse folk bare strider med tungen. – Inger Gyldenløve, – I har stærkt forandret eder. Der var en tid, da der slog et mandshjerte i eders bryst.

FRU INGER.
Mind mig ikke om, hvad der var.

OLAF SKAKTAVL.
Og dog er det derfor jeg er kommen til jer. I skal høre mig, om så –

FRU INGER.
Nu vel; men gør det kort; thi, – ja, jeg må da sige jer det, – det er utrygt for eder her på gården.

OLAF SKAKTAVL.
På Østråt gård er det utrygt for den fredløse? Det har jeg længe vidst. Men I glemmer nok, at fredløs mand er utryg, hvor han end vanker.

FRU INGER.
Så tal; jeg skal ikke formene jer det.

OLAF SKAKTAVL.
Det er nu snart treti år siden jeg så eder for første gang. Det var på Akershus hos Knut Alfsøn og hans frue. Dengang var I endnu fast et barn; men dog var I kæk som en jagende falk, og derhos stundom både vild og ustyrlig. Mange var de, der bejled om eder. Også mig var I kær, – kær, som ingen kvinde har været det før eller siden. Men I havde kun ét øjemærke og én tanke. Det var tanken på rigets ulykke og store nød.

FRU INGER.
Jeg var femten sommere gammel, – husk det! Og var det ikke, som om et vildsind havde grebet os allesammen i hine dage?

OLAF SKAKTAVL.
Kald det for hvad jer tykkes. Men det véd jeg: de gamle og erfarne blandt os mente, det stod skrevet hist oppe hos Vorherre, at I var den, som skulde bryde trældommen og give os alle vore rettigheder tilbage. Og det véd jeg også: I selv tænkte dengang det samme.

FRU INGER.
Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl! Det var hovmod og ikke Herrens kald, der talte gennem mig.

OLAF SKAKTAVL.
I kunde blevet den udkårne, ifald I havde villet. I stammed fra Norges ædleste ætter; I havde magt og rigdom ivente; og I havde øre for klageskrigene – dengang. – – Mindes I hin eftermiddag, da Hendrik Krummedike kom med danske flåden for Akershus? Skibsherrerne bød mindeligt forlig; og tryg ved lejdebrevet lod Knut Alfsøn sig ro ombord. Tre timer efter bar vi ham ind gennem slotsporten –

FRU INGER.
Som lig; som lig!

OLAF SKAKTAVL.
Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes lejesvende fældte ham. Endnu tykkes det mig, at jeg ser det lange tog, som skred ind i riddersalen, sorgtungt og par for par. Der lå han på båren, med øksehugget over panden, så hvid som en vårsky. Jeg tør vel sige, at Norges gæveste mænd var samlet der hin nat. Fru Margrete stod ved sin døde husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove velfærd og liv for at hævne både denne sidste ugerning og alt det øvrige. – Inger Gyldenløve, – hvem var det, som da brød sig vej gennem mændenes kreds? En ungmø, – fast endnu et barn, – med ild i øjet og med grådfyldt mæle. – Hvad svor hun? Skal jeg gentage eders ord.

FRU INGER.
Jeg svor, hvad I andre svor; hverken mere eller mindre.

OLAF SKAKTAVL.
I husker eders ed – og har dog glemt den.

FRU INGER.
Og hvorledes holdt de andre, hvad de havde lovet? Jeg taler ikke om eder, Olaf Skaktavl, men om eders venner, al Norges adel. Der er ikke én af dem, i alle disse år, som har havt mod til at være mand; og dog lægger de mig til last, at jeg er en kvinde.

OLAF SKAKTAVL.
Jeg véd, hvad I vil sige. Hvorfor de har underkastet sig, istedet for at byde voldsmændene trods til det sidste? Vel sandt; der er uselt malm i vore slægter nutildags; men havde der været samhold imellem dem, – hvem véd, hvad der da vilde sket? Og I kunde have holdt dem sammen; thi for eder havde de alle bøjet sig.

FRU INGER.
Let kunde jeg svare eder; men I vilde vel neppe tage mit svar for gyldigt. Lad os derfor ikke videre tale om, hvad der ej står til at ændre. Kom heller frem med, hvad der nærmest fører eder til Østråt. Trænger I til ly? Nu vel; jeg skal prøve på at skjule eder. Har I andre ting behov, så sig det; I skal finde mig rede –

OLAF SKAKTAVL.
I tyve år har jeg været hjemløs. På Jæmtelandsfjeldet er mit hår bleven gråt. Jeg har lånt hus hos ulv og bjørn. – I ser, fru Inger, – jeg trænger eder ikke; men både adel og almue har eder behov.

FRU INGER.
Det gamle omkvæd.

OLAF SKAKTAVL.
Ja, det klinger ilde i eders øren, det véd jeg nok; men I får høre det alligevel. Kort og godt: jeg kommer fra Sverig. Der er uro påfærde. I Dalarne skal det bryde løs.

FRU INGER.
Jeg véd det.

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler er med, – men hemmeligt, forstår I.

FRU INGER
(studsende)
.
Ja så?

OLAF SKAKTAVL.
Det er ham, som har skikket mig til Østråt.

FRU INGER
(rejser sig)
.
Peder Kanzler, siger I?

OLAF SKAKTAVL.
Han selv; – eller, kan hænde, I kender ham ikke længer?

FRU INGER
(halvt hen for sig)
.
Kun altfor vel! – Men sig mig, jeg beder jer, – hvad budskab bringer I?

OLAF SKAKTAVL.
Da ufredsrygtet spurgtes oppe på grænsefjeldene, hvor jeg holdt til, så tog jeg straks afsted indover til Sverig. Jeg kunde nok tænke mig, at Peder Kanzler havde sin hånd med i legen. Jeg søgte ham op og bød ham min bistand; – han har kendt mig i tidligere dage, som I véd. Han vidste, jeg var at lide på; og så skikked han mig hid.

FRU INGER
(utålmodig)
.
Ja visst, ja visst, – han skikked eder hid for at –?

OLAF SKAKTAVL
(hemmelighedsfuldt)
.
Fru Inger, – der kommer en fremmed til Østråt inat.

FRU INGER
(overrasket)
.
Hvorledes? Véd I, at –?

OLAF SKAKTAVL.
Ja vel véd jeg. Jeg véd alt. Det er jo for at træffe ham, at Peder Kanzler skikked mig hid.

FRU INGER.
Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl, – umuligt!

OLAF SKAKTAVL.
Som jeg siger jer. Hvis han ikke er kommen, så vil det ikke vare længe, førend –

FRU INGER.
Nej, ganske sikkert; men –

OLAF SKAKTAVL.
Så I var da beredt på hans komme?

FRU INGER.
Ja visst. Han har skikket mig budskab derom. Det var derfor I slap ind, så snart I banked på.

OLAF SKAKTAVL
(lyttende)
.
Hys; – der rider nogen henover vejen.
(han går til vinduet.)
Porten lukkes op.

FRU INGER
(ser ud)
.
Det er en ridder og hans svend. De stiger af i gården.

OLAF SKAKTAVL.
Det er altså ham. Hans navn?

FRU INGER.
I véd ikke hans navn?

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler vægred sig ved at nævne det. Han sagde kun, at udsendingen skulde møde mig på Østråt tredje kvelden efter Mortensmesse –

FRU INGER.
Rigtig; det er just som ikveld.

OLAF SKAKTAVL.
Han skulde bringe brevskaber med. Af dem og af eders egen mund kunde jeg erfare, hvem han var.

FRU INGER.
Så lad mig følge jer til eders gæstekammer. I trænger til at kvæge og hege jer. Den fremmede herre skal I snart få itale.

OLAF SKAKTAVL.
Nu, hvis I så lyster.
(De går begge ud til venstre.)
(Efter et kort ophold kommer hustjeneren Finn forsigtigt ind gennem døren til højre, ser sig om i værelset, kiger ind i riddersalen, går så tilbage til døren igen og giver et tegn til nogen udenfor. Derefter træder rigsråden Nils Lykke og den svenske befalingsmand, herr Jens Bjelke, ind i stuen.)

NILS LYKKE
(dæmpet)
.
Ingen?

FINN
(ligeså)
.
Nej, herre!

NILS LYKKE.
Og vi kan jo sikkert forlade os på dig i et og alt?

FINN.
Befalingsmanden i Trondhjem har stedse givet mig skudsmål for at være pålidelig.

NILS LYKKE.
Vel, vel; det har han også sagt mig. Altså, først og fremst, – er nogen fremmed kommet herhid til Østråt før os iaften?

FINN.
Ja, for en time siden kom her en fremmed mand.

NILS LYKKE
(dæmpet til Jens Bjelke)
.
Han er her.
(vender sig atter til Finn.)
Vilde du kunne genkende ham? Har du set ham?

FINN.
Nej, det har nok ingen uden portvægteren, såvidt jeg véd. Han blev straks stedet for fru Inger, og hun –

NILS LYKKE.
Nu? Hvad hun? Han er dog vel ikke allerede borte igen?

FINN.
Nej; men hun holder ham nok skjult inde i en af sine egne stuer, for –

NILS LYKKE.
Det er godt.

JENS BJELKE
(hvisker)
.
Altså først og fremst vagt for porten; så har vi ham sikker.

NILS LYKKE
(med et smil)
.
Hm!
(til Finn:)
Hør, sig mig, – gives der her på gården nogen anden udgang, end gennem porten? Se ikke så dumt på mig! Jeg mener, – kan nogen slippe usét bort fra Østråt, når borgeporten holdes lukket?

FINN.
Ja, det véd jeg ikke. Der tales rigtignok om løngange nedenunder i kælderne; men der er nok ingen, som kender dem, uden fru Inger selv; ja – og så kanske jomfru Eline.

JENS BJELKE.
Så, for djævelen!

NILS LYKKE.
Det er godt. Du kan gå.

FINN.
Vel. Skulde I senere ville mig noget, så behøver I bare at lukke på den anden dør til højre derinde i riddersalen; jeg skal da straks være ved hånden.

NILS LYKKE.
Godt.
(han peger mod døren til forgangen. Finn går ud.)

JENS BJELKE.
Hør, – véd I hvad, kære ven og bror, – dette her bliver nok et lumpigt felttog for os beggeto.

NILS LYKKE
(smilende)
.
Å, – ikke for mig, håber jeg.

JENS BJELKE.
Så? For det første er der nu liden ære i at gøre jagt på slig en opløben pojk, som denne Nils Sture. Skal jeg tro han er klog eller galen, efter den vis han har faret frem på? Først sætte ondt blod i bønderne; love dem bistand og guld og grønne skoge; – og så, når det kommer til stykket, løbe sin vej og krybe i skjul bag et kvindeskørt! Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at jeg fulgte eders råd og ikke gik frem efter mit eget hoved.