Complete Works of Henrik Ibsen (361 page)

MARGIT.
Det går snart over.
(vender sig til gæsterne.)
Det bæres mig for, som jeg nys sagde, jeg havde glemt alle mine eventyr. Men jeg tror dog, jeg mindes et.

BENGT.
Ret så, min hustru! Kom med det.

UNGE PIGER
(bedende)
.
Ja, fortæl, fortæl, fru Margit!

MARGIT.
Næsten er jeg bange for, det vil lidet hue jer; men det får nu være.

GUDMUND
(sagte)
.
Alle helgener, hun vil da vel ikke –!

MARGIT.
Det var sig en ungmø fager og fin,
hun sad i sin faders gård;
hun sømmed i silke, hun sømmed i lin; –
så lidet den gammen forslår.
Hun sad så ene med sorrig og gru;
der var tomt i hal og i stue;
den jomfru liden var stolt i hu,
hende lysted at vorde en adelsfrue. –
Det var sig bergkongen, red han fra nord,
kom han til gårde med guld og med svende;
tredje dags natten hjemad han foer
alt med sin brud, – med hende.
I berget sad hun hel mangen sommer,
af guldhorn kunde hun mjøden tømme,
i dalen trives de yndigste blommer, –
hun sanked dem kun i drømme. –
Det var sig den ungersvend bold og god;
vel kunde han lege på gyldne strenge;
det klang til bergets inderste rod,
hvor hun havde siddet så længe.
Så underligt blev hun tilsinde derved; –
op sprang fjeldets port som en bue;
over dalene lå gud faders fred,
og al den herlighed kunde hun skue.
Det var som om nu, for første gang,
hun var vækket til liv ved harpeklang,
som om hun først nu forstod at finde
den rigdom, verden slutter inde.
Og vel må I vide, hver og en,
at den, som er fængslet til fjeldets sten,
kan løses så let ved harpeleg!
Han så hende bunden, hørte hun skreg, –
men han slængte sin harpe bort i en vrå,
hejsede silkesejlet i rå,
stævnede over den salte sø
til fremmede lande med sin fæstemø.
(i stigende lidenskab.)
Du legte så fagert på strengenes guld;
thi svulmer min barm så kæk og fuld!
Jeg må ud, jeg må ud i de grønne dale!
Jeg dør herinde i fjeldets sale!
Han håner mig kun! Han favner sin mø
og stævner over den salte sø!
(skriger.)
Med mig er det ude; berget er lukket!
Solen lyser ikke mere; alle stjerner er slukket.
(hun vakler og segner afmægtig over mod en træstamme.)

SIGNE
(grædende, er ilet til og opfanger hende i sine arme)
.

GUDMUND
(på samme tid, støtter hende)
.
Hjælp, hjælp; hun dør!
(Bengt og gæsterne stimler under forskrækkede udråb sammen om dem.)

TREDJE AKT

(Stuen på Solhaug ligesom før men nu i uorden efter gildet. Det er fremdeles nat; en mild dæmring er udbredt over værelset og over landskabet udenfor.)

(Bengt står i den åbne svalegang med en ølbolle i hånden. En flok gæster er i færd med at forlade gården. Inde i stuen går en pige og rydder op.)

BENGT
(råber til de bortdragende.)
Guds fred da, og vel mødt igen på Solhaug! I kunde ellers gerne blevet her og sovet ud, I, lige så vel som de andre. Nå ja, ja –; nej vent; jeg følger med til ledet; jeg må drikke jer til endnu en gang.

GÆSTERNE
(synger i frastand)
.
     Guds fred og farvel til hver og en,
     som har på gården hjemme!
     Nu går vor sti over stok og sten; –
     frisk op; du må fedlen stemme!
     Med dans og med sang
     skal vi korte den vej så tung og lang.
     Hej, lystig afsted!
(Sangen taber sig mere og mere i det fjerne.)
(Margit kommer ind i stuen gennem døren til venstre.)

PIGEN.
Krist fri mig, min frue, er I ståt op?

MARGIT.
Jeg er frisk og vel; du kan gå ned og sove. Vent; sig mig, er alle gæsterne borte?

PIGEN.
Nej, ikke alle; en del bliver til udover dagen; de sover visst allerede.

MARGIT.
Og Gudmund Alfsøn –?

PIGEN.
Han sover nok også.
(peger mod højre.)
For lidt siden gik han ind i sit kammer, der, lige over gangen.

MARGIT.
Godt; du kan gå.
(Pigen går ud til venstre.)
(Margit går langsomt hen over gulvet, sætter sig ved bordet til højre og ser ud mod det åbne vindu.)

MARGIT.
Imorgen så drager vel Gudmund herfra,
han drager vel ud i den verden vide;
jeg sidder igen med min husbond, og da –;
mig vil det gå som blomsterne små,
som den fattige urt, som det knækkede strå, –
jeg har kun at visne og lide.
(kort ophold; hun læner sig i stolen.)
Jeg hørte en gang om et blindfødt barn,
som voksede op i leg og i glæde;
moderen spandt et trolddoms-garn,
som mægtede lys over øjet at sprede.
Og barnet skued med undrende lyst
over berg og sø, over dal og kyst.
Da svigted de koglende kunster brat,
og barnet gik atter i mulm og nat;
det var forbi med gammen og lege;
af savn og længsel blev kinderne blege;
det sygnede hen og leved alle dage
i en evig, en unævnelig klage. –
Ak, også mine øjne var blinde
for sommerens liv og for lysets skær –
(hun springer op.)
Men nu –! Og så stænges i buret inde!
Nej, nej, min ungdom er mere værd.
Tre år af mit liv har jeg offret ham,
min husbond; men nu må det briste.
Mægted jeg længere sligt at friste,
måtte jeg være som duen tam.
Her kedes jeg tildøde af smålig kiv;
gennem verden går der et bølgende liv; –
Gudmund vil jeg følge med skjold og med bue,
dele hans fryd og mildne hans kummer,
vogte hans fjed og værge hans slummer;
alt folket skal undrende stå, når de skue
den bolde ridder og Margit, hans viv. –
Hans viv!
(slår hænderne sammen.)
Å herre, tilgiv, tilgiv;
jeg véd ikke selv, hvad jeg taler.
Send mig din fred, som læger og svaler.
(går en stund i grublende taushed.)
Signe, min søster –? Hende jeg skulde
lægge før tiden i mulde?
Og dog –? Hvem véd? Hun er ung endnu;
hun bærer ham vel ikke så dybt i sin hu.
(atter taushed; hun tager den lille flaske frem, ser længe på den og siger sagte:)
I denne flaske –; med den jeg kunde –;
så måtte min husbond for evig blunde.
(i skræk.)
Nej, nej, den skal kastes på elvens bund!
(vil kaste den ud af vinduet, men standser.)
Og dog, – jeg kunde i denne stund –.
(hvisker med et blandet udtryk af gysen og henrykkelse.)
Hvad for en fristende, koglende magt
er der dog ikke i synden lagt!
Mig tykkes, den lykke vinder i pris,
som må købes med blod, med min sjæls forlis.
(Bengt, med den tomme ølbolle i hånden, kommer ind fra svalegangen; hans ansigt blusser; han går med usikkre skridt.)

BENGT
(slænger bollen på bordet til venstre)
.
Se så; det var et gilde, som vil spørges ud over alle bygder.
(får øje på Margit.)
Nå, er du der? Du er kommen dig igen. Det må jeg lide.

MARGIT,
(der imidlertid har gemt flasken)
.
Er porten lukket?

BENGT
(sætter sig ved bordet til venstre)
.
Jeg har sørget for al ting. Jeg fulgte de sidste gæster ned til ledet. Men hvor blev Knut Gæsling af ikveld? – Lad mig få mjød, Margit! Jeg er tørstig. Fyld mig bægeret der.
(Margit henter en mjødkande fra et skab og skænker i bægeret, der står foran ham på bordet.)

MARGIT
(går med kanden over til højre)
.
Du spurgte om Knut Gæsling.

BENGT.
Ja visst gjorde jeg. Den praler, – den storskryder! Jeg mindes nok, at han trued mig igår morges.

MARGIT
(sætter kanden på bordet til højre)
.
Han brugte værre ord inat, da han rejste.

BENGT.
Gjorde han? Det er godt. Jeg vil slå ham ihjæl.

MARGIT
(smiler foragteligt)
.
Hm –

BENGT.
Jeg vil slå ham ihjæl, siger jeg! Jeg er ikke ræd for at møde ti slige karle som han. Ude på stabburet hænger min farfaders økse; skaftet er indlagt med sølv, og når jeg kommer med den, så –!
(slår i bordet og drikker.)
Imorgen ruster jeg mig; jeg drager ud med alle mine mænd og slår Knut Gæsling ihjæl.
(han drikker tilbunds.)

MARGIT
(sagte)
.
Å, at måtte leve her med ham!
(hun vil gå.)

BENGT.
Margit, kom her! Fyld mig mit bæger igen.
(hun nærmer sig; han drager hende ned på sit knæ.)
Ha-ha-ha; du er vakker, Margit! Jeg holder af dig.

MARGIT
(river sig løs)
.
Slip mig!
(hun går med bægeret over til højre.)

BENGT.
Du er ikke føjelig ikveld. Ha-ha-ha; du mener det vel ikke så ilde.

MARGIT
(sagte idet hun skænker i bægeret)
.
Var det så sandt det sidste bæger jeg skænkte for dig.
(hun lader bægeret blive stående og vil gå ud til venstre.)

BENGT.
Hør du, Margit. En ting kan du takke himlen for, og det er, at jeg tog dig tilægte, før Gudmund Alfsøn kom igen.

MARGIT
(standser ved døren)
.
Hvorfor det?

BENGT.
Jo, for hele hans eje er ikke tiende delen så stort som mit. Og det er jeg sikker på, at han havde bejlet efter dig, ifald du ikke havde været frue på Solhaug.

MARGIT
(kommer nærmere; skotter til bægeret)
.
Tror du?

BENGT.
Jeg tør sværge på det, Margit. Bengt Gautesøn har to kloge øjne i panden. Men nu kan han jo tage Signe.

MARGIT.
Og du tænker, han vil –?

BENGT.
Tage hende? Å ja, siden han ikke kan få dig. Men havde du været fri, så –. Ha-ha-ha, Gudmund er ligesom de andre; han misunder mig, at jeg er din husbond. Det er derfor, jeg kan så godt lide dig, Margit. – Hid med bægeret! Fuldt til randen!

MARGIT
(går modstræbende over til højre)
.
Ret nu skal du få det.

BENGT.
Knut Gæsling bejlede jo også efter Signe; men ham vil jeg slå ihjæl. Gudmund er en hæderlig karl; han skal få hende. Tænk dig, Margit, hvor godt vi skal leve sammen som grander. Så drager vi på gæsteri til hinanden, og så sidder vi, så lang dagen er, hver med sin hustru på skødet, og drikker og snakker sammen om løst og fast.

MARGIT
(røber en stedse stigende sjælekamp; uvilkårligt har hun taget flasken frem, medens hun siger:)
Ja vel; ja vel.

BENGT.
Ha-ha-ha; i førstningen, tænker jeg, Gudmund vil se lidt umildt til mig, når jeg favner dig; men sligt forvinder han snart, kan jeg tro.

MARGIT
(sagte)
.
Dette er mere end et menneske kan bære!
(hælder indholdet af flasken i bægeret, går hen til vinduet, kaster den ud og siger uden at se på ham:)
Dit bæger er fuldt.

BENGT.
Så hid med det!

MARGIT
(kæmper i angst og tvil; endelig siger hun)
:
Drik ikke mere inat!

BENGT
(leende, idet han læner sig bagover i stolen)
:
Nå; venter du kanske på mig?
(blinker til hende.)
Gå du bare; jeg kommer snart efter.

MARGIT
(pludselig bestemt)
.
Dit bæger er fuldt.
(peger.)
Der står det.
(hun går hurtigt ud til venstre.)

BENGT
(rejser sig)
.
Jeg kan godt lide hende. Det angrer mig ikke, at jeg tog hende til ægte, skønt hun ikke ejed mere arvegods, end bægeret der og de søljer, hun stod brud med.
(han går til bordet ved vinduet og tager bægeret.)
(En huskarl kommer ilsomt og forskrækket ind fra baggrunden.)

HUSKARLEN
(råber)
.
Herr Bengt, herr Bengt, I skynde jer ud det rappeste I kan! Knut Gæsling stævner med et væbnet følge op mod gården.

BENGT
(sætter bægeret ned)
.
Knut Gæsling? Hvem siger det?

HUSKARLEN.
Nogle af eders gæster så ham nede på vejen, og så løb de ilsomt tilbage for at vare jer ad.

BENGT.
Godt; så skal jeg da også –! Hent mig min farfaders økse!
(han og huskarlen går ud i baggrunden.)
(Lidt efter kommer Gudmund og Signe sagte og varsomt ind gennem døren til højre.)

SIGNE
(dæmpet)
.
Det må da så være!

GUDMUND
(ligeså)
.
Den yderste nød
tvinger os.

SIGNE.
Ak, at drage
som flygtning fra bygden, hvor jeg er født –!
(tørrer øjnene.)
Og dog, jeg vil ikke klage;
det er jo for din skyld, jeg drager afsted.
Gudmund, havde du kongens fred,
jeg blev hos min søster.

GUDMUND.
Og næste dag
så kom Knut Gæsling med sværd og bue,
og løfted dig op på gangerens bag,
og gjorde dig til sin frue.

SIGNE.
Å, lad os flygte! Men hvor går vi hen?

GUDMUND.
Ude ved fjorden har jeg en ven;
han skaffer os et skib. Over salte vande
sejle vi ned til de danske strande.
Der, kan du tro, det er dejligt at bo;
der vil du finde det fagert at bygge;
der monne de væneste blomster gro
alt under bøgenes skygge.

SIGNE
(brister i gråd)
.
Min arme søster, – far vel, far vel!
Som en moder har du mig vogtet og fredet,
har ledet min fod, har til himlen bedet
den frommeste bøn for mit held. –
Se, Gudmund, – lad os i dette bæger
drikke hende til; lad os ønske, at snart
hendes sind må igen vorde frejdigt og klart,
og at gud hendes kvide læger.
(hun tager bægeret.)

GUDMUND.
Det vil vi; vi drikke tilbunds for hende.
(studsende.)
Nej stands!
(tager bægeret fra hende.)
Dette bæger skulde jeg kende.

SIGNE.
Det er Margits bæger.

GUDMUND
(ser nøje på det)
.
Ved himlen, – ja,
nu mindes jeg –. Dengang jeg drog herfra
monne mosten i bægeret gløde;
hun drak mig til på et frydeligt møde;
men det blev hende selv til sorg og nød.
Nej, Signe, drik aldrig most eller mjød
af dette bæger.
(slår indholdet ud af vinduet.)
Vi må afsted.
(Larm og råb udenfor i baggrunden.)

SIGNE.
Hys! – Gudmund, jeg hører stemmer og fjed!

GUDMUND
(lyttende)
.
Knut Gæslings røst!

SIGNE.
Å, frels os, gud!

GUDMUND
(stiller sig foran hende)
.
Frygt ikke; vel skal jeg værge min brud.
(Margit kommer ilsomt fra venstre.)