Complete Works of Henrik Ibsen (362 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
MARGIT
(lyttende til larmen)
.
Hvad gælder det? Er min husbond –?
GUDMUND OG SIGNE.
Margit!
MARGIT
(får øje på dem)
.
Gudmund! Og Signe! Er I her?
SIGNE
(imod hende)
.
Margit, – kære søster!
MARGIT
(forfærdet, idet hun bemærker bægeret, som Gudmund har beholdt i hånden)
.
Bægeret! Hvem har tømt det?
GUDMUND
(forvirret)
.
Tømt –? Jeg og Signe, vi vilde –
MARGIT
(skriger)
.
Nåde, nåde! Hjælp! De dør!
GUDMUND
(sætter bægeret fra sig)
.
Margit –!
SIGNE.
Å gud, hvad fejler dig!
MARGIT
(mod baggrunden)
.
Hjælp, hjælp! Vil da ingen hjælpe!
(En huskarl kommer skyndsomt fra svalegangen.)
HUSKARLEN
(råber forskrækket)
:
Fru Margit! Eders husbond –!
MARGIT.
Han! Har også han drukket –?
GUDMUND
(sagte)
.
Ah, nu fatter jeg –
HUSKARLEN.
Knut Gæsling har fældet ham!
SIGNE.
Fældet!
GUDMUND
(drager sværdet)
.
Endnu ikke, vil jeg håbe.
(hvisker til Margit.)
Vær rolig; ingen har drukket af bægeret der.
MARGIT.
Da priset være gud, som frelste os alle!
(hun synker ned i en stol til venstre. Gudmund vil ile ud i baggrunden.)
EN ANDEN HUSKARL
(i døren, standser ham)
.
I kommer for sent. Herr Bengt er død.
GUDMUND.
Altså dog fældet.
HUSKARLEN.
Gæsterne og eders folk har fåt bugt med voldsmændene. Knut Gæsling og hans mænd er bundne. Der kommer de.
(Gudmunds svende, gæster og huskarle fører Knut Gæsling, Erik fra Hægge og flere af Knuts mænd bundne mellem sig.)
KNUT
(bleg og stille)
.
Manddraber, Gudmund. Hvad siger du til det?
GUDMUND.
Knut, Knut, hvad har du gjort?
ERIK.
Det var en vådesgerning, det kan jeg sværge på.
KNUT.
Han løb imod mig med løftet økse; jeg vilde værge for mig, og så hug jeg uforvarende til.
ERIK.
Her er mange, som så på det.
KNUT.
Fru Margit, kræv hvad bod I vil; jeg er rede til at betale den.
MARGIT.
Jeg kræver intet. Gud må dømme os alle. Dog jo, – et kræver jeg; lad fare eders onde anslag imod min søster.
KNUT.
Aldrig skal jeg mere prøve på at løse mit usalige løfte. Tro mig, jeg skal bedre mig. Bare jeg ikke får lide en uhæderlig straf for min gerning.
(til Gudmund.)
Skulde du komme til ære og værdighed igen, så tal godt for mig hos kongen.
GUDMUND.
Jeg? Endnu før dagen er omme, må jeg ud af landet.
(Studsen blandt gæsterne; Erik forklarer dem hviskende sammenhængen.)
MARGIT
(til Gudmund)
.
Du rejser? Og Signe vil følge dig?
SIGNE
(bedende)
.
Margit!
MARGIT.
Lykke være med jer begge!
SIGNE
(om hendes hals)
.
Kære søster!
GUDMUND.
Tak, Margit. Og nu farvel.
(lyttende.)
Hys; jeg hører hovslag i gården.
SIGNE
(angst)
.
Der kommer fremmede folk!
EN HUSKARL
(i døren i baggrunden)
.
Kongens mænd står udenfor. De søger Gudmund Alfsøn.
SIGNE.
Å, herre i himlen!
MARGIT
(farer op i skræk)
.
Kongens mænd!
GUDMUND.
Så er alt forbi! Å, Signe, at miste dig nu, – det var det tungeste, jeg kunde friste.
KNUT.
Nej, Gudmund, dyrt skal du sælge livet; løs os; vi er alle rede til at slå for dig.
ERIK
(ser ud)
.
Det nytter ikke; de er os for mandstærke.
SIGNE.
De kommer her ind! Å Gudmund, Gudmund!
(Kongens sendebud med følge kommer ind fra baggrunden.)
SENDEBUDET.
I kongens navn og ærend søger jeg eder, Gudmund Alfsøn.
GUDMUND.
Godt. Men jeg er skyldfri, det sværger jeg højt og dyrt!
SENDEBUDET.
Det véd vi alle.
GUDMUND.
Hvorledes?
(Bevægelse blandt de forsamlede.)
SENDEBUDET.
Jeg har befaling at byde eder til gæst i kongens gård. Han skænker eder sit venskab som før, og rige forleninger dertil.
GUDMUND.
Signe!
SIGNE.
Gudmund!
GUDMUND.
Men så sig mig da –?
SENDEBUDET.
Eders avindsmand, kansleren Audun Hugleiksøn er falden.
GUDMUND.
Kansleren!
GÆSTERNE
(halvhøjt, til hverandre)
.
Falden!
SENDEBUDET.
For tre dage siden mistede han hovedet i Bergen.
(med dæmpet stemme.)
Han havde krænket Norges dronning.
MARGIT
(går hen mellem Gudmund og Signe)
.
Så følger straffen i brødens fjed!
Skærmende engle, fromme og milde,
har nådigt skuet inat til mig ned
og reddet mig før det var for silde.
Nu véd jeg, at livet vil mere sige
end jordens gammen, end verdens rige.
Jeg har følt den anger, den rædsel vild,
som kommer, når sjælen er sat på spil. –
Til den hellige Sunnives kloster jeg går –.
(da Gudmund og Signe vil tale.)
Stille! At rokke mig intet formår.
(lægger deres hænder sammen.)
Gudmund, – før hende hjem som brud.
Eders pagt er from; den skærmes af gud!
(Hun vinker til afsked og går mod venstre. Gudmund og Signe vil følge hende. Margit standser dem med en afværgende bevægelse, går ud og lukker døren efter sig. I samme øjeblik står solen op og kaster sit skær ind i stuen.)
GUDMUND.
Signe, – min viv! – Se, dagen rinder;
det er vor unge kærligheds dag!
SIGNE.
Mine bedste drømme, mine fagreste minder
skylder jeg dig og din harpes slag.
Min ædle sanger, – i sorrig og lyst
slå kun din harpe, som bedst du lærte;
tro mig, der er strenge dybt i mit bryst,
som skal svare dig i fryd og i smerte.
KORSANG
(af mænd og kvinder)
.
Over jorden vogter lysets øje,
værner kærligt om den frommes fjed,
sender trøstens milde stråler ned; –
lovet være herren i det høje!
FRU INGER OTTISDATTER RØMER, rigshovmester Nils Gyldenløves enke.
ELINE GYLDENLØVE, hendes datter.
RIGSRÅDEN NILS LYKKE, dansk ridder.
OLAF SKAKTAVL, en fredløs norsk adelsmand.
NILS STENSSØN.
HERR JENS BJELKE, svensk befalingsmand.
BJØRN, kammersvend på Østråt.
HUSTJENEREN FINN.
GÅRDSFOGDEN EJNAR HUK.
HUSFOLK, BØNDER og SVENSKE KRIGSKNÆGTE.
(Handlingen foregår på herresædet Østråt ved Trondhjemsfjorden i året 1528.)
(En stue på Østråt. Gennem den åbne dør i baggrunden ses riddersalen i svagt månelys, som fra og til strejfer ind gennem et dybt buevindu på den modsatte væg. Til højre udgangsdør; foran samme et vindu med forhæng. På venstre side en dør, som fører ind til de indre værelser; nærmere mod forgrunden et stort åbent ildsted, der belyser stuen. Det er stormfuld aften.)
(Kammersvenden Bjørn og hustjeneren Finn sidder ved ildstedet. Densidste er beskæftiget med at afpudse en hjelm. Forskellige våbenstykker, et sværd og et skjold ligger ved siden af dem.)
FINN
(efter et ophold)
.
Hvem var Knut Alfsøn?
BJØRN.
Herskabet siger, han var Norges sidste riddersmand.
FINN.
Og Danskerne fældte ham jo i Oslo-fjord?
BJØRN.
Spørg en femårs gut, ifald du ikke véd det.
FINN.
Så Knut Alfsøn var altså vor sidste riddersmand? Og nu er han død og borte!
(idet han holder hjelmen ivejret)
. Ja, så kan du gerne finde dig i at hænge blank og pudset i riddersalen; for nu er du ikke andet end en tom nøddeskal; kærnen – den har ormene ædt for mange vintre siden. Hør, du Bjørn, – kunde en ikke sige, at Norges land også er slig en tom nøddeskal, ligervis som hjelmen her; blank udenpå, ormstukken indeni?
BJØRN.
Hold kæft og pas din dont! – – Er hjelmen færdig?
FINN.
Den skinner som sølv i måneskin.
BJØRN.
Så sæt den væk. – – Se der; skrab gravrusten af sværdet.
FINN
(vender og drejer på det)
.
Men kan det lønne sig?
BJØRN.
Hvad mener du?
FINN.
Eggen er borte.
BJØRN.
Kommer ikke dig ved. Lad mig få det. – – Se der er skjoldet.
FINN
(som før)
.
Det mangler håndgrebet, du!
BJØRN
(mumler)
.
Ja, gid jeg såsandt havde et håndgreb i dig, som –
FINN
(nynner en stund for sig selv)
.
BJØRN.
Hvad er det nu?
FINN.
En tom hjelm, et sværd uden egg, et skjold uden håndgreb, – se, det er hele herligheden. Jeg tror, ingen skal kunne laste fru Inger, fordi hun hænger slige våbenstykker pudsede på salsvæggen, i stedet for at lade dem rustne i Danerblod.
BJØRN.
Ej, snak; vi har jo fred i landet, véd jeg.
FINN.
Fred? Ja, når bonden har skudt væk sin sidste pil, og ulven har stjålet hans sidste lam ud af fjøset, så holder de også fred sig imellem. Men det er nu sådant et underligt venskab. Nå, nå; lad den ting fare. Det er ganske rimeligt, som jeg sagde, at rustningen hænger blank i salen; for du kender vel det gamle ord: „kun riddersmanden er en mand”; – og da vi nu ikke længer har nogen riddersmand hertillands, så har vi altså heller ingen mand; og hvor der ingen mand er, der får kvinden råde; se, derfor –
BJØRN.
Derfor – derfor råder jeg dig at holde inde med al den rådne snak!
(han rejser sig.)
Det lakker udover kvelden. Se der; du kan hænge hjelm og plade ind i salen igen.
FINN
(dæmpet)
.
Nej, lad det heller være til imorgen.
BJØRN.
Nå, du er vel aldrig mørkræd?
FINN.
Ikke om dagen. Skulde det hænde sig, at jeg var det ved kveldstid, så er jeg ikke alene om det. Ja, du ser på mig; men du skal vide, nede i borgestuen går der snak om så mangt og meget.
(sagtere.)
Der er en og anden, som mener, at der vandrer en stor sortklædt skikkelse der inde hver evige nat.
BJØRN.
Kærringsladder!
FINN.
Ja, men de bander allesammen på, at det er sandt.
BJØRN.
Det tror jeg nok.
FINN.
Det forunderligste er, at fru Inger har den samme mening –
BJØRN
(studsende)
.
Fru Inger? Nå, hvad mener hun?
FINN.
Hvad fru Inger mener? Ja, se, det er der nok ikke mange som véd. Men visst er det, at hun har ingen ro på sig. Kan du ikke se, at hun blir blegere og magrere dag for dag?
(med et forskende øjekast.)
Folkene siger, at hun aldrig sover, – og at det er for spøgelsets skyld –
(Under de sidste ord er Eline Gyldenløve trådt frem i den halvåbne dør til venstre. Hun standser og lytter uden at bemærkes.)
BJØRN.
Og slig dumhed tror du på?
FINN.
Ja, så halvvejs. Der er ellers de, som udlægger den ting på en anden måde. Men se, det er nu bare ondskab. – Hør, du Bjørn, – kender du visen, som går landet rundt?
BJØRN.
En vise?
FINN.
Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstår sig. Men den går ret artigt forresten. Hør nu bare efter.
(han synger med dæmpet stemme:)
Fru Inger sidder på Østråt gård;
hun er vel svøbt i skind.
Hun er vel svøbt i fløjel og mård;
hun fletter de røde guldperler i hår, –
men har ikke fred i sit sind.
Fru Inger har solgt sig til Danskens drot.
Hun skikker sit folk i fremmedes vold,
som vederlag – –
(Bjørn griber ham forbittret i brystet. Eline Gyldenløve trækker sig ubemærket tilbage.)
BJØRN.
Og jeg skal skikke dig djævelen i vold uden vederlag, dersom du mæler et uhøvisk ord til om fru Inger!
FINN
(idet han river sig løs)
.
Nå, nå, – er det mig, der har gjort visen?
(Et horn høres udenfor til højre.)
BJØRN.
Hys, – hvad er det?
FINN.
Et horn. Så får vi nok gæster ikveld.
BJØRN
(ved vinduet)
.
De åbner porten. Jeg hører hovslag i borggården. Det må være en riddersmand.
FINN.
En riddersmand? Det kan det vel neppe være.
BJØRN.
Hvorfor ikke?
FINN.
Selv har du sagt det: vor sidste riddersmand er død og borte.
(han går ud til højre.)
BJØRN.
Den forbandede skelm, – han har øjnene med sig overalt. Så lidt har det da bådet, alt det jeg søgte at dølge og dække. Hun er i folkemunde; det vil ikke vare længe, før hver mand råber, at –
ELINE GYLDENLØVE
(kommer atter gennem døren til venstre; hun ser sig om og spørger med undertrykt bevægelse)
:
Er du alene, Bjørn?
BJØRN.
Er det jer, jomfru Eline?
ELINE.
Hør, – fortæl mig et af dine eventyr; – jeg véd, du kan flere end dem, som –
BJØRN.
Fortælle? Men nu, – så sent på kvelden –?
ELINE.
Ifald du regner fra den tid her blev mørkt på Østråt, så er det visselig sent.
BJØRN.
Hvad fejler jer? Er der gået jer noget imod? I er så urolig.
ELINE.
Det er muligt.
BJØRN.
Der er noget ivejen. I det sidste halve års tid har jeg knapt kunnet kende jer igen.
ELINE.
Husk på: i et halvt år har Lucia, min kæreste søster, sovet i ligkælderen.
BJØRN.
Det er ikke derfor, jomfru Eline, – det er ikke alene derfor, at I går omkring, snart tankefuld og bleg og stille, snart vild og rådløs, som nu ikveld.
ELINE.
Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke mild og from og fager som en sommernat? Bjørn, – jeg siger dig, jeg havde Lucia kær som mit eget liv. Har du glemt, hvor tidt og mange gange vi sad som børn på dine knæ om vinterkvelden? Du sang viser for os, og du fortalte – –
BJØRN.
Ja, dengang var I fro og glad.
ELINE.
Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt liv i eventyr og i mine egne tanker! Kan det være troligt, at stranden dengang var så nøgen som nu? Var den det, så mærked jeg det ikke. Dernede var det jeg helst gik og digted alle de fagre krøniker; mine helte kom langvejs fra og foer over havet igen; jeg selv leved iblandt dem og fulgte med, når de drog bort.
(synker ned på en stol.)
Nu kender jeg mig så mat og træt; mine eventyr kan ikke nære mig længer; – de er kun – eventyr.
(rejser sig heftigt.)
Bjørn, – véd du, hvad der har gjort mig syg? En sandhed. En styg, styg sandhed, som nager mig nat og dag.
BJØRN.
Hvad mener I?
ELINE.
Kan du mindes, at du stundom gav os leveregler og gode råd? Søster Lucia fulgte dem; men jeg, – gud bedre!
BJØRN
(trøstende)
.
Nå, nå!
ELINE.
Jeg véd det, – jeg var stolt, hovmodig! Når vi legte sammen, vilde jeg altid være dronning, fordi jeg var den største, den fagreste, den kløgtigste. Jeg véd det!
BJØRN.
Det er sandt.
ELINE.
Engang tog du mig ved hånden og så alvorligt på mig, idet du sagde: vær ikke stolt af din fagerhed og din kløgt; men vær stolt som ørnen på fjeldet, hver gang du tænker på, at du er Inger Gyldenløves datter!
BJØRN.
I havde vel grund til at være stolt derover.
ELINE.
Ja, det fortalte du mig tidt nok, Bjørn! O, du fortalte mig så mange eventyr dengang.
(trykker hans hånd.)
Tak for dem allesammen! – Fortæl mig endnu et; det turde hænde sig, at jeg blev let tilsinds igen, som før.
BJØRN.
I er jo ikke længer noget barn.
ELINE.
Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg er det. – – Nu; fortæl!
(Hun kaster sig ned på en stol; Bjørn sætter sig på kanten af ildstedet.)
BJØRN.
Der var engang en højbåren riddersmand –
ELINE,
(der uroligt har lyttet mod salen, griber ham i armen og udbryder heftigt men hviskende)
:
Hys! Skrig da ikke så; – jeg er jo ikke tunghørt!
BJØRN
(sagtere)
.
Der var engang en højbåren riddersmand, om hvem der gik det sælsomme ord – –
ELINE
(rejser sig halvt op og lytter i ængstelig spænding mod salen)
.
BJØRN.
Jomfru Eline, – hvad fattes jer?
ELINE.
(sætter sig atter)
.
Mig? Ingenting. Fortæl du kun.
BJØRN.
Nå, som sagt, – når han så en kvinde stivt ind i øjet, så glemte hun det aldrig siden, men fulgte ham i tanken, hvor han gik og stod, og sygnede hen af sorg.
ELINE.
Det har jeg hørt. – – Det er forresten ikke noget eventyr, det, du der fortæller. Thi riddersmanden, som du beretter om, er Nils Lykke, der endnu den dag idag sidder i det danske rigsråd –
BJØRN.
Kan vel hænde.
ELINE.
Nu ja, lige godt; – bliv kun ved!
BJØRN.
Og så begav det sig engang –
ELINE
(rejser sig pludseligt)
.
Hys; vær stille!
BJØRN.
Hvad nu? Hvad går der af jer?
ELINE
(lyttende)
.
Hører du?
BJØRN.
Hvilket?
ELINE.
Det er der! Ja, ved Kristi kors, det er der!
BJØRN
(rejser sig)
.
Hvad er der? Hvor?
ELINE.
Hun selv, – i riddersalen –
(hun iler op mod baggrunden.)
BJØRN
(følger efter)
.
Hvor kan I tro –? Jomfru Eline, – gå til jert kammer!