Complete Works of Henrik Ibsen (367 page)

NILS LYKKE.
– det tilfælde nemlig, at der i Sverig skulde findes en mand, som på grund af sin byrd havde krav på at kåres til folkets styrer.

FRU INGER
(undvigende)
.
Sverigs adel er lemlæstet ligeså blodigt som vor, herr rigsråd! Hvor skulde I vel ville søge –?

NILS LYKKE
(smilende)
.
Søge? Manden er allerede funden –

FRU INGER
(farer sammen)
.
Ah! Er han funden?

NILS LYKKE.
– og han står jer for nær, min frue, til at eders tanke ikke skulde falde på ham.
(ser stivt på hende.)
Den afdøde grev Sture har efterladt sig en søn –

FRU INGER
(med et skrig)
.
Hellige frelser, hvoraf véd I –?

NILS LYKKE
(studsende)
.
Fat eder, min frue, og lad mig tale til ende. – Denne unge mand har hidtil levet stille hos sin moder, Sten Stures enke.

FRU INGER
(ånder friere igen)
.
Hos –? Ah ja; – ja visst!

NILS LYKKE.
Nu derimod er han trådt åbenlyst frem. I Dalarne har han vist sig som bøndernes leder. Deres antal vokser med hver dag; og, – som I måske véd, finder de venner blandt almuen på denne side af grænsefjeldene.

FRU INGER
(der imidlertid har fattet sig)
.
Herr rigsråd, – I nævner alle disse begivenheder med fuld forvissning om, at jeg kender dem. Hvad grund har jeg givet eder til at formode sligt? Jeg véd intet, og ønsker ikke at vide noget. Det er min agt at leve roligt indenfor mine egne enemærker; jeg rækker ikke ufredsstifterne min bistand; men regn heller ikke på mig, dersom det er eders agt at underkue dem.

NILS LYKKE
(dæmpet)
.
Vilde I også forholde eder uvirksom, ifald det var min agt at stå dem bi?

FRU INGER.
Hvorledes skal jeg forstå eder?

NILS LYKKE.
I har altså ikke fattet, hvad jeg den hele tid har sigtet til? – Nu vel; ærligt og ligefrem vil jeg da sige eder alt. Vid da, at kongen og hans råd tilfulde har indset, hvorledes der i længden intet sikkert fodfæste findes for os i Norge, dersom adel og almue, således som nu, vedbliver at tro sig forurettet og undertrykt. Vi har fuldelig begrebet, at villige forbundsfæller er bedre end tvungne undersåtter; og vi ønsker derfor intet hjerteligere, end at kunne løsne de bånd, der igrunden snører os ligeså stramt som eder. Men I vil visst også erkende, at Normændenes sindelag imod os gør et sådant skridt altfor betænkeligt, – så længe vi ikke har en pålidelig støtte i ryggen.

FRU INGER.
Og denne støtte –?

NILS LYKKE.
Denne støtte er nærmest at søge i Sverig. Men, vel at mærke, ej sålænge Gustav Vasa sidder ved roret; thi hans regnskab med Danmark er endnu ikke opgjort, og vil vel heller aldrig blive det. En ny svensk konge derimod, som havde folket på sin side, og som skyldte Danmarks bistand sin krone – –. Nu; I begynder at forstå mig? Da kunde vi med tryghed sige til eder Norske: „tag eders gamle arvede rettigheder tilbage; vælg eder en styrer efter eget tykke; vær vore venner i nøden, ligesom vi vil være eders!” – Læg ellers vel mærke til, fru Inger, at dette højmod igrunden ikke er så stort, som det kanske synes; thi I vil selv indse, at vi, langtfra at svækkes, snarere vil styrkes derved. Og da jeg nu har talt åbenhjertigt med eder, så lad også I enhver mistro fare. Altså –
(bestemt.)
den riddersmand fra Sverig, som kom hid en timestid før jeg –

FRU INGER.
I véd det da allerede?

NILS LYKKE.
Tilfulde. Det er ham jeg søger.

FRU INGER
(for sig selv)
.
Forunderligt. Altså dog som Olaf Skaktavl sagde.
(til Nils Lykke.)
Jeg beder eder vente her, herr rigsråd! Nu går jeg for at føre ham til eder.
(hun går ud gennem riddersalen.)

NILS LYKKE
(ser en stund efter hende i hoverende forundring)
.
Hun henter ham! Ja, virkelig, – hun henter ham! Dysten er halvvejs vunden. Så let havde jeg ikke tænkt, det skulde gå. – Hun sidder dybt i det med urostifterne. Foer sammen af skræk, da jeg nævnte Sten Stures søn. – Og så? Hm! Er fru Inger troskyldig løbet i fælden, så vil ikke Nils Sture gøre mange vanskeligheder. Et ungt blod, uden al sindighed og omtanke – –. Med mit løfte om bistand drager han afsted. Uheldigvis snapper Jens Bjelke ham op på vejen, – og det hele forehavende er kvalt. Og så? Så et skridt videre, til fromme for os selv. Det spredes ud, at den unge grev Sture har været på Østråt, – at en dansk udsending har havt en sammenkomst med fru Inger, – at, som følge deraf, junker Nils blev snappet op af kong Gustavs krigsknægte en fjerdingvej fra gården. – – Inger Gyldenløves anseelse hos almuen være så stor den vil, – imod sligt et stød skal den have svært for at stå sig.
(farer pludselig uroligt op.)
Alle djævle –! Om fru Inger skulde have anet uråd! Kanske han i dette øjeblik smutter os af hænderne – –
(lytter beroliget mod riddersalen.)
Ah, det har ingen nød. Der kommer de.
(Fru Inger Gyldenløve kommer inde fra salen, ledsaget af herr Olaf Skaktavl.)

FRU INGER
(til Nils Lykke)
.
Her bringer jeg den I venter.

NILS LYKKE
(sagte)
.
For helvede, – hvad skal det sige?

FRU INGER.
Jeg har sagt denne riddersmand eders navn, og hvad I har meddelt mig –

NILS LYKKE
(tvivlrådig)
.
Så? Ja så? Nu, ja –

FRU INGER.
– og jeg vil ikke dølge for eder, at han ej fæster den stærkeste lid til eders bistand.

NILS LYKKE.
Ikke det?

FRU INGER.
Kan det undre jer? I kender dog vel både hans sindelag og hans tunge skæbne –

NILS LYKKE.
Denne mands –? Nå – ja, ja vel –

OLAF SKAKTAVL
(til Nils Lykke)
.
Men eftersom det er Peder Kanzler selv, der har stævnet os til at mødes her –

NILS LYKKE.
Peder Kanzler –?
(fatter sig hurtigt.)
Ja, rigtig, – jeg har en sendelse fra Peder Kanzler –

OLAF SKAKTAVL.
Og han må jo bedst vide, hvem han tør bygge på. Jeg gider derfor ikke bryde mit hoved med at gruble over, hvorledes –

NILS LYKKE.
Nej, det er ret, kære herre; lad os for alting ikke det.

OLAF SKAKTAVL.
Heller lige løs på sagen –

NILS LYKKE.
Lige løs, uden omsvøb; – således er altid min vane.

OLAF SKAKTAVL.
Og vil I så sige mig, hvad ærend I bringer?

NILS LYKKE.
Mit ærend tænker jeg vel I så omtrent kan gætte –

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler nævnte noget om papirer, som –

NILS LYKKE.
Papirer? Nå ja, papirerne!

OLAF SKAKTAVL.
I har dem vel hos jer?

NILS LYKKE.
Naturligvis; vel forvarede; næsten altfor vel til i en hast –
(han lader som om han søger indenfor sin vams, og siger sagte:)
Hvem djævelen er han? Hvad griber jeg til? Her tør være store opdagelser at gøre –
(han bemærker, at hustjenerne dækker bordet og tænder lamperne i riddersalen, og siger til Olaf Skaktavl:)
Ah, jeg ser, fru Inger lader aftensmåltidet anrette. Ved bordet kunde vi kanske bedre tale om vore anliggender.

OLAF SKAKTAVL.
Godt; som I synes.

NILS LYKKE
(sagte)
.
Frist vunden, – dyst vunden!
(med stor venlighed, til fru Inger:)
Og imidlertid kunde vi få at vide, hvad andel fru Inger Gyldenløve agter at tage i vort forehavende?

FRU INGER.
Jeg? – Ingen.

NILS LYKKE OG OLAF SKAKTAVL.
Ingen?

FRU INGER.
Kan det undre eder, mine ædle herrer, at jeg ikke vover mig ind i en leg, hvori alt sættes på spil? Såmeget mere, da ingen af mine forbundsfæller vover at forlade sig trygt på mig.

NILS LYKKE.
Denne bebrejdelse rammer ikke mig. Jeg tror eder blindt; derom beder jeg eder være forsikret.

OLAF SKAKTAVL.
Hvem skulde turde bygge på eder, når det ikke var eders landsmænd?

FRU INGER.
Sandelig, – denne tiltro glæder mig.
(hun går hen til et skab i baggrunden og fylder to bægre med vin.)

NILS LYKKE
(sagte)
.
Fordømt, om hun skulde trække sig ud af snaren!

FRU INGER
(rækker hver af dem et bæger)
.
Og siden så er, så byder jeg eder i et bæger velkommen til Østråt. Drik, mine ædle riddere! Drik tilbunds!
(hun betragter dem vekselvis efterat de har drukket, og siger alvorligt:)
Men nu må I vide, – det ene bæger indeholdt en velkomst-hilsen for min forbundsfælle, det andet – døden for min uven!

NILS LYKKE
(kaster bægeret)
.
Ah, jeg er forgiftet!

OLAF SKAKTAVL
(på samme tid, idet han griber efter sit sværd)
Død og helvede, har I myrdet mig!

FRU INGER
(leende til Olaf Skaktavl, idet hun peger på Nils Lykke)
Dette er de Danskes lid til Inger Gyldenløve –
(til Nils Lykke, pegende på Olaf Skaktavl:)
– og mine landsmænds tro på mig, ligervis!
(til dem begge:)
Og dog skulde jeg give mig eder ivold? Så sagte, mine ædle herrer, – så sagte! Fruen på Østråt har endnu sin fulde samling.

ELINE GYLDENLØVE
(kommer gennem døren til venstre)
.
Stor larm og støj –. Hvad er påfærde?

FRU INGER
(til Nils Lykke)
.
Min datter Eline.

NILS LYKKE
(sagte)
.
Eline! Således havde jeg ikke tænkt mig hende.

ELINE
(bemærker Nils Lykke og blir overrasket stående, idet hun betragter ham)
.

FRU INGER
(rører ved hendes arm)
.
Mit barn, – denne ridder er –

ELINE
(gør en afværgende håndbevægelse, idet hun fremdeles ser ufravendt på ham og siger)
:
Behøves ikke! Jeg ser, hvad han heder. Det er Nils Lykke.

NILS LYKKE
(sagte til fru Inger)
.
Hvorledes? Kender hun mig? Skulde Lucia –? Skulde hun vide –?

FRU INGER.
Stille! Hun véd intet.

ELINE
(hen for sig)
.
Jeg vidste det; – således måtte Nils Lykke se ud.

NILS LYKKE
(nærmere)
.
Nu vel, Eline Gyldenløve, – I har gættet rigtigt. Og da jeg således på en måde er eder bekendt, – og da jeg derhos er eders moders gæst, – så vil I ikke nægte mig den blomsterkost, I bærer ved eders bryst. Så længe den er frisk og duftende, ejer jeg i den et billed af eder selv.

ELINE
(stolt, men stedse vedblivende at stirre på ham)
.
Forlad mig, herr ridder, – den er plukket i mit eget kammer, og der vokser ingen blomst for eder.

NILS LYKKE
(idet han løsner en blomsterkost, som han selv bærer indstukken foran i sin vams:)
Ah; men så vil I dog ikke forsmå denne ringe gave. En høvisk frue rakte mig den til afsked, da jeg imorges foer fra Trondhjem. – Læg vel mærke til, min ædle jomfru, – skulde jeg byde eder en skænk, der var eder fuldkommen værdig, så måtte det være en fyrstekrone.

ELINE
(der viljeløst har taget blomsterne)
.
Og var det end Danmarks kongekrone, I rakte mig, – før jeg delte den med eder, før krysted jeg den sønder mellem mine hænder og slængte stumperne for eders fod!
(hun kaster blomsterkosten for hans fødder og går ind i riddersalen.)

OLAF SKAKTAVL
(mumler for sig selv)
:
Kæk, – som Inger Ottisdatter ved Knut Alfsøns båre!

FRU INGER
(sagte, efter vekselvis at have betragtet Eline og Nils Lykke)
.
Ulven kan tæmmes. Det gælder at smede lænken færdig.