Complete Works of Henrik Ibsen (370 page)

NILS STENSSØN.
Ha-ha-ha; det var jo mig!

NILS LYKKE.
Eder?

NILS STENSSØN.
Nu skal I høre, hvorledes det gik til. En dag kaldte Peder Kanzler mig for sig og lod sig forlyde med, at store begivenheder var i gære. Han bød mig drage ind i Norge til Østråt, hvor jeg måtte være tilstede på en bestemt tid –

NILS LYKKE
(nikker)
.
Tredje aften efter Mortens-messe.

NILS STENSSØN.
Der skulde jeg møde en fremmed –

NILS LYKKE.
Rigtig; det er mig.

NILS STENSSØN.
Af ham vilde jeg få at vide, hvad jeg senere havde at gøre. Jeg skulde derhos melde ham, at greven pludselig var død, men at det endnu ikke var vitterligt for nogen anden end for hans moder grevinden, samt for Peder Kanzler og nogle gamle husfolk hos Sturerne.

NILS LYKKE.
Jeg forstår. Greven var hovedet for bønderne. Hvis hans død rygtedes, så vilde de gå fra hverandre, – og der blev da intet af det hele.

NILS STENSSØN.
Kan nok hænde; jeg er ikke så inde i de ting.

NILS LYKKE.
Men hvorledes kunde det falde eder ind at give eder ud for greven?

NILS STENSSØN.
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad véd jeg det? Der er falden mig såmangen galskab ind i mine dage. Det var forresten ikke mit påfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der stimled almuen sammen og hilste mig som grev Sture. Det hjalp ikke, alt hvad jeg sagde dem imod. Greven havde været der for to år siden, fortalte de, – og det mindste barn kendte mig igen. Nå, lad gå, tænkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.

NILS LYKKE.
Nu, – og hvad tog I jer så videre for?

NILS STENSSØN.
Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt. Det var bare skade, at jeg måtte så snart afsted igen. Men da jeg foer over grænsen – ha-haha – så loved jeg dem, at jeg snart skulde komme tilbage med trefire tusend mand – eller hvormange det nu var, – og så skulde det rigtig gå løs.

NILS LYKKE.
Og det faldt eder ikke ind, at I handlede ubesindigt?

NILS STENSSØN.
Jo, det faldt mig ind bagefter; men da var det rigtignok for sent.

NILS LYKKE.
Det gør mig ondt for eder, min unge ven; men I vil snart komme til at spore følgerne af eders dårskab. Jeg kan fortælle jer, at I er forfulgt. En deling svenske ryttere har sat efter jer.

NILS STENSSØN.
Efter mig? Ha-ha-ha! Nej, det er prægtigt! Og når de så kommer, og mener, at de har fåt kløerne i grev Sture – ha-ha-ha!

NILS LYKKE
(alvorligt)
.
– så er det ude med eders liv.

NILS STENSSØN.
Mit –? Jeg er jo ikke grev Sture.

NILS LYKKE.
Men I har kaldt almuen til våben. I har gjort oprørske løfter og vækket ufred i landet.

NILS STENSSØN.
Ej, det var jo kun for spøg!

NILS LYKKE.
Kong Gustav vil se sagen på en anden måde.

NILS STENSSØN.
Ja, sandelig, der er noget i, hvad I der siger. At jeg også kunde være så galen – –. Nå, det kommer vi vel ud af! I vil jo nok tage jer af mig; og desuden, – rytterne er vel ikke i hælene på mig endnu.

NILS LYKKE.
Men hvad har I så videre at sige mig?

NILS STENSSØN.
Jeg? Ingenting. Når jeg nu bare får givet eder pakken –

NILS LYKKE
(ubetænksomt)
.
Pakken?

NILS STENSSØN.
Ja visst; I véd jo –

NILS LYKKE.
Ah, ja rigtig; papirerne fra Peder Kanzler –

NILS STENSSØN.
Se, her har I dem allesammen.
(han rækker ham en pakke, som han har taget frem under sin vams.)

NILS LYKKE
(sagte)
.
Breve og pergamenter til herr Olaf Skaktavl.
(til Nils Stenssøn.)
Pakken er åben, ser jeg. Så kender I vel indholdet?

NILS STENSSØN.
Nej, herre, jeg læser ikke gerne skrift; det har så sine årsager.

NILS LYKKE.
Forstår; I har mest lagt vind på våbenhåndværket.
(han sætter sig ved bordet til højre og gennemløber papirerne.)
Aha! Oplysninger, mere end tilstrækkelige for at komme efter, hvad der er i gære. Dette lille brev med silkesnoren om –
(undersøger udskriften.)
Også til herr Olaf Skaktavl.
(åbner brevet og ser flygtigt på indholdet.)
Fra Peder Kanzler. Det kunde jeg tænke.
(læser mumlende.)
„Jeg er hårdt i betryk; thi – –”; ja, ganske rigtigt; her står det; – „den unge junker Sture er gangen til sine fædre just i det samme urolighederne skulde bryde løs” – – „– men endnu kan der rådes bod på alting –” Hvad nu?
(han studser og læser videre.)
„I må da vide, herr Olaf Skaktavl, at den unge mand, der bringer eder dette brev, er en søn af –” – Himmel og jord, – står det så? – Ja, ved Kristi blod, det står der!
(med et blik på Nils Stenssøn.)
Han skulde være –? Ah, hvis det var således!
(læser videre.)
„Jeg har fostret ham, fra han var årsgammel; men til denne dag har jeg stadigt vægret mig ved at give ham tilbage, fordi jeg tænkte, at jeg i ham skulde have et sikkert gidsel for Inger Gyldenløves troskab imod os og mod vore venner. Dog har han til dette øjemed kun lidet bådet os. I tør vel undres over, at jeg ikke betroede eder denne hemmelighed, dengang I nys var hos mig her; og jeg vil derfor ærligt tilstå, at jeg frygtede for, I skulde beholde ham i samme øjemed som jeg. Nu derimod, da I er stedet til møde med fru Inger, og venteligen har forvisset eder om, hvor uvillig hun er til at tage sig af vore anliggender, vil I skønne, at det er klogest, så snart ske kan, at give hende tilbage, hvad hendes er. Vel turde det da være muligt, at glæden, trygheden og taknemmeligheden –” – „– dette er nu vort sidste håb”.
(han sidder en stund som slagen af overraskelse; da udbryder han for sig selv:)
Aha, – hvilket brev! Det er guld værd!

NILS STENSSØN.
Jeg har nok bragt eder vigtige budskaber, kan jeg skønne. Ja, ja, – Peder Kanzler har mange jern i ilden, siges der.

NILS LYKKE
(hen for sig)
.
Hvad gør jeg med alt dette? Her er tusend veje at slå ind på. – Ifald jeg –? Nej, det var for usikkert. Men dersom –? Ah, dersom jeg –? Det skal voves!
(han river brevet tvers over, krøller stykkerne sammen og gemmer dem indenfor vamsen; de øvrige papirer lægger han ind i pakken igen, stikker denne i sit bælte, rejser sig og siger:)
Et ord, min unge ven!

NILS STENSSØN
(nærmer sig)
.
Nå, – det lader på jer, som om spillet går godt.

NILS LYKKE.
Ja, det skulde jeg mene. I har givet mig lutter herrekort på hånden, – damer og knægter og –

NILS STENSSØN.
Men jeg, som har bragt jer alle disse gode tidender, har jeg nu ikke mere at bestille?

NILS LYKKE.
I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til spillet. I er konge – og trumf ovenikøbet.

NILS STENSSØN.
Er jeg? Å ja, nu forstår jeg jer; I tænker vel på ophøjelsen –

NILS LYKKE.
Ophøjelsen?

NILS STENSSØN.
Ja; dersom kong Gustavs folk fik fingre i mig, spåde I, så –
(han gør tegn, som en der hænges.)

NILS LYKKE.
Sandt nok; – men lad ikke det anfægte jer længer. Det står nu til eder selv, om I inden en måned skal bære hampesnoren eller en gylden kæde om halsen.

NILS STENSSØN.
En gylden kæde? Og det står til mig selv?

NILS LYKKE
(nikker)
.

NILS STENSSØN.
Ja, så måtte fanden betænke sig længe! Men sig mig bare, hvordan jeg skal bære mig ad.

NILS LYKKE.
Det skal jeg. Dog først sværger I mig en dyr ed på, at intet levende menneske i den vide verden får erfare, hvad jeg betror jer.

NILS STENSSØN.
Ikke andet? I skal få ti eder, om I vil.

NILS LYKKE.
Alvor, herre! Jeg spøger ikke med jer.

NILS STENSSØN.
Nå ja, ja; jeg er alvorlig.

NILS LYKKE.
I Dalarne kaldte I eder grevesøn; – ikke så?

NILS STENSSØN.
Ej, – begynder I nu med det igen? Jeg har jo ærligt skriftet for eder –

NILS LYKKE.
I forstår mig ikke. Hvad I dengang sagde, var sandhed.

NILS STENSSØN.
Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men så sig mig da –!

NILS LYKKE.
Først eden! Den helligste, den ubrydeligste, I kender.

NILS STENSSØN.
Den skal I få. Hist på væggen hænger jomfru Marias billede –

NILS LYKKE.
Jomfru Maria er bleven affældig på den sidste tid. Har I ikke hørt, hvad munken i Wittenberg påstår?

NILS STENSSØN.
Fy; hvor vil I agte på munken i Wittenberg? Det er jo en kætter, siger Peder Kanzler.

NILS LYKKE.
Ja, lad os ikke strides derom. Men her skal jeg vise eder en fuldgod helgen at gøre løfte til.
(han peger på et billede, der hænger på en af vægstolperne.)
Kom hid, – og sværg mig taushed indtil jeg selv løser eders tunge, – taushed, såsandt I håber himlens salighed for eder selv og for ham, som her hænger afbildet.

NILS STENSSØN
(idet han nærmer sig billedet)
.
Det sværger jeg, – hjælpe mig såsandt Guds hellige ord!
(viger overrasket tilbage.)
Men, Krist, min frelser –!

NILS LYKKE.
Hvad nu?

NILS STENSSØN.
Billedet der –! Det er jo mig selv!

NILS LYKKE.
Det er den gamle Sten Sture, således, som han i sine yngre år gik og stod her i livet.

NILS STENSSØN.
Sten Sture! – Og ligheden –? Og – jeg talte sandhed, da jeg kaldte mig grevesøn, sagde I? Var det ikke så?

NILS LYKKE.
Så var det.

NILS STENSSØN.
Ah, jeg har det; jeg har det! Jeg er –

NILS LYKKE.
I er Sten Stures søn, herre!

NILS STENSSØN
(slagen af stille forundring)
.
Jeg Sten Stures søn!

NILS LYKKE.
Også på mødrene-side er I adelsbåren. Peder Kanzler har talt usandt, hvis han har sagt, at en fattig bondehustru var eders moder.

NILS STENSSØN.
Sælsomt; vidunderligt! – Men kan jeg da også tro –?

NILS LYKKE.
Alt, hvad jeg siger eder, kan I tro. Men kom vel ihu, at det er altsammen til eders eget fordærv, dersom I glemmer, hvad I tilsvor mig ved eders faders salighed.

NILS STENSSØN.
Glemme det? O nej, det kan I være sikker på, jeg ikke skal. – Men I, som jeg har givet mit ord, – sig mig – hvem er I?

NILS LYKKE.
Mit navn er Nils Lykke.

NILS STENSSØN
(overrasket)
.
Nils Lykke? Dog vel ikke den danske rigsråd?

NILS LYKKE.
Jo netop.

NILS STENSSØN.
Og I skulde –? Det var sælsomt. Hvordan kommer I –?

NILS LYKKE.
– til at modtage budsendelser fra Peder Kanzler? Det undrer eder nok?

NILS STENSSØN.
Ja, jeg skal ikke nægte det. Han har altid nævnt eder som vor bittreste avindsmand –

NILS LYKKE.
Og derfor mistror I mig?

NILS STENSSØN.
Nej, det just ikke; men –. Nå; fanden måtte gruble!

NILS LYKKE.
Det har I ret i. Følger I eders eget hoved, så er bastesnoren eder ligeså viss, som grevenavnet og den gyldne kæde, dersom I forlader eder på mig.

NILS STENSSØN.
I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre! Hjælp I mig med gode råd, sålænge det er fornødent. Når det gælder at hugge løs, skal jeg nok berge mig selv.