Complete Works of Henrik Ibsen (650 page)

Ikke mere nu. Husk på, De skal ud og læse op for Tesman.

LØVBORG
(rolig, sætter glasset fra sig)
.

Det var dumt af mig, Thea, dette her. At ta’ det på slig vis, mener jeg. Vær så ikke vred på mig, du kære, kære kammerat. Du skal få se, – både du og de andre, – at var jeg end engang falden, så –. Nu har jeg rejst mig igen! Ved din hjælp, Thea.

FRU ELVSTED
(glædestrålende)
.

Å, Gud ske lov –.

(Brack har imidlertid set på sit uhr. Han og Tesman står op og kommer ind i salonen.)

BRACK
(tager sin hat og overfrakke)
.

Ja, fru Tesman, nu er vor time slagen.

HEDDA.
Den er vel det.

LØVBORG
(rejser sig)
.

Min også, herr assessor.

FRU ELVSTED
(sagte og bønligt)
.

Å, Løvborg, – gør det ikke!

HEDDA
(kniber hende i armen)
.

De hører dig!

FRU ELVSTED
(skriger svagt)
.

Au!

LØVBORG
(til Brack)
.

De var så venlig at be’ mig med.

BRACK.
Nå, kommer De så alligevel?

LØVBORG.
Ja mange tak.

BRACK.
Glæder mig særdeles –.

LØVBORG
(stikker papirpakken til sig og siger til Tesman)
:

For jeg vilde gerne vise dig et og andet, før jeg gi’r det af.

TESMAN.
Nej, tænk, – det skal bli’ morsomt! – Men, kære Hedda, hvorledes får du så fru Elvsted hjem? Hvad?

HEDDA.
Å, det blir der altid råd for.

LØVBORG
(ser hen mod damerne)
.

Fru Elvsted? Jeg kommer naturligvis igen og henter hende.
(nærmere.)
Sådan omkring ti-tiden, fru Tesman? Passer det?

HEDDA.
Ja visst. Det passer udmærket.

TESMAN.
Nå, så er jo alting godt og vel. Men mig må du ikke vente så tidligt, Hedda.

HEDDA.
Å kære, bli’ du så længe – så længe du bare vil.

FRU ELVSTED
(i dulgt angst)
.

Herr Løvborg, –jeg bier altså her, til De kommer.

LØVBORG
(med hatten i hånden)
.

Forstår sig, frue.

BRACK.
Og så går forlystelsestoget, mine herrer! Jeg håber, vi skal få det livligt, som en viss skøn frue siger.

HEDDA.
Ak, kunde så sandt den skønne frue være usynlig tilstede –!

BRACK.
Hvorfor usynlig?

HEDDA.
For at få høre lidt af Deres uforfalskede livligheder, herr assessor.

BRACK
(ler)
.

Det vilde jeg dog ikke tilråde den skønne frue.

TESMAN
(ler også)
.

Nej, nu er du rigtig god, Hedda! Tænk det!

BRACK.
Nå, farvel, farvel, mine damer!

LØVBORG
(bukker til afsked)
.

Omkring ti-tiden altså.

(Brack, Løvborg og Tesman går ud gennem forstuedøren. Samtidigt kommer Berte fra bagværelset med en tændt lampe, som hun sætter på salonbordet, og går ud igen samme vej.)

FRU ELVSTED
(har rejst sig og driver urolig om på gulvet)
.

Hedda, – Hedda, – hvad skal dette her bli’ til!

HEDDA.
Klokken ti, – da kommer han altså. Jeg ser ham for mig. Med vinløv i håret. Hed og frejdig –

FRU ELVSTED.
Ja, gid det var så vel.

HEDDA.
Og da, ser du, – da har han fåt magten over sig selv igen. Da er han en fri mand for alle sine dage.

FRU ELVSTED.
Å Gud, ja, – dersom han bare vilde komme således, som du ser ham.

HEDDA.
Således og ikke anderledes kommer han!
(rejser sig og går nærmere.)
Tvil du på ham så længe du Vil. Jeg tror på ham. Og nu skal vi prøve –

FRU ELVSTED.
Der stikker noget under med dig, Hedda!

HEDDA.
Ja, der gør. Jeg vil for en eneste gang i mit liv ha’ magt over en menneskeskæbne.

FRU ELVSTED.
Har du da ikke det?

HEDDA.
Har det ikke – og har aldrig havt det.

FRU ELVSTED.
Men over din mands da?

HEDDA.
Jo, det var rigtignok møjen værd. Å, dersom du kunde forstå, hvor fattig jeg er. Og du skal ha’ lov til at være så rig!
(slår armene lidenskabeligt om hende.)
Jeg tror, jeg svi’er håret af dig alligevel.

FRU ELVSTED.
Slip mig! Slip mig! Jeg er ræd for dig, Hedda!

BERTE
(i døråbningen)
.

Thebordet er dækket inde i spisestuen, frue.

HEDDA.
Godt. Vi kommer.

FRU ELVSTED.
Nej, nej, nej! Jeg vil heller gå hjem alene! Nu straks!

HEDDA.
Snak! Først skal du få thevand, du lille tossehode. Og så, – klokken ti, – så kommer Ejlert Løvborg – med vinløv i håret.

(hun drager fru Elvsted næsten med magt mod døråbningen.)

TREDJE AKT

(Værelset hos Tesmans. Forhængene for døråbningen er trukket sammen. Ligeså for glasdøren. Lampen, med en skærm over, brænder halvt nedskruet på bordet. I ovnen, hvis dør står åben, har der været ild, som nu næsten er udbrændt.)

(Fru Elvsted, indhyllet i et slort kastetørklæde og med fødderne på en skammel, sidder tæt ved ovnen, tilbagesunken i lænestolen. Hedda ligger påklædt sovende på sofaen med et tæppe over sig.)

FRU ELVSTED
(efter et ophold, retter sig hurtig i stolen og lytter spændt. Derpå synker hun igen træt tilbage og jamrer sagte)
:

Endnu ikke! – Å Gud, – å Gud, – endnu ikke.

(Berte kommer varsomt listende ind gennem forstuedøren. Hun har et brev i hånden.)

FRU ELVSTED
(vender sig og hvisker spændt)
:

Nå, – har her været nogen?

BERTE
(sagte)
:

Ja, nu netop var her en pige med dette brevet.

FRU ELVSTED
(hurtig, strækker hånden ud)
.

Et brev! Gi’ mig det!

BERTE.
Nej, det er til doktoren, frue.

FRU ELVSTED.
Ah så.

BERTE.
Det var frøken Tesmans pige, som var her med det. Jeg lægger det her på bordet.

FRU ELVSTED.
Ja, gør det.

BERTE
(lægger brevet fra sig)
.

Det er visst bedst jeg slukker lampen. For den står og oser.

FRU ELVSTED.
Ja, sluk De. Det blir vel snart lyst nu.

BERTE
(slukker)
.

Det er alt lyst, frue.

FRU ELVSTED.
Ja, lys dag! Og så endda ikke kommen hjem –!

BERTE.
Å, Herregud, – jeg tænkte nok, at det vilde gå så.

FRU ELVSTED.
Tænkte De det?

BERTE.
Ja, da jeg så, at en viss mandsperson var kommen til byen igen, så –. Og trak af med dem. For den herren har en da hørt nok om før i tiden.

FRU ELVSTED.
Tal ikke så højt. De vækker fruen.

BERTE
(ser mod sofaen og sukker)
.

Nej, Gud, – la’ hende bare sove, stakker. – Skal jeg ikke lægge lidt mere i ovnen?

FRU ELVSTED.
Tak, ikke for mig.

BERTE.
Ja-ja da.

(hun går sagte ud gennem forstuedøren.)

HEDDA
(vågner ved at døren lukkes og ser op)
.

Hvad er det –!

FRU ELVSTED.
Det var bare pigen –

HEDDA
(ser sig om)
.

Ah, herinde –! Ja, nu husker jeg jo –
(retter sig op, siddende på sofaen, strækker sig og gnider øjnene.)
Hvad er klokken, Thea?

FRU ELVSTED
(ser på sit uhr)
.

Den er nu over syv.

HEDDA.
Hvad tid kom Tesman.

FRU ELVSTED.
Han er ikke kommet.

HEDDA.
Ikke kommet hjem endnu?

FRU ELVSTED
(rejser sig)
.

Her er slet ingen kommet.

HEDDA.
Og vi, som sad her og våged og vented lige til klokken fire –

FRU ELVSTED
(vrider hænderne)
.

Og slig som jeg vented på ham!

HEDDA
(gisper og siger med hånden for munden)
:

Ak ja, – det kunde vi da ha’ sparet os for.

FRU ELVSTED.
Fik du så sove lidt siden?

HEDDA.
Å ja. Jeg tror, jeg fik sove nok så bra’. Fik ikke du?

FRU ELVSTED.
Ikke et øjeblik. Jeg kunde ikke, Hedda! Det var mig så rent umuligt.

HEDDA
(rejser sig og går hen imod hende)
.

Så, så, så! Det er da ikke noget at ængste sig for. Jeg skønner så godt, hvorledes det hænger sammen.

FRU ELVSTED.
Ja, hvad tror du da? Kan du sige mig det!

HEDDA.
Nå, det har naturligvis trukket gruelig længe ud hos assessoren –

FRU ELVSTED.
Å Gud, ja, – det har det visst. Men alligevel –

HEDDA.
Og så, ser du. så har ikke Tesman villet komme hjem og gøre larm og ringe på midt om natten.
(ler.)
Kanske ikke gerne villet vise sig heller – sådan lige ovenpå et lysteligt lag.

FRU ELVSTED.
Men, kære, – hvor skulde han da være gåt hen?

HEDDA.
Han er naturligvis gåt op til tanterne og har lagt sig til at sove der. De har jo hans gamle værelse stående.

FRU ELVSTED.
Nej, hos dem kan han ikke være. For nu nylig kom der et brev til ham fra frøken Tesman. Der ligger det.

HEDDA.
Så?
(ser på udskriften.)
Ja, det er såmæn fra tante Julle egenhændig. Nå, så er han altså ble’t igen hos assessoren da. Og Ejlert Løvborg, han sidder – med vinløv i håret, og læser op.

FRU ELVSTED.
Å Hedda, du går bare og snakker noget, som du ikke selv tror på.

HEDDA.
Du er virkelig et lidet fårehode, Thea.

FRU ELVSTED.
Å ja, desværre, jeg er vel sagtens det.

HEDDA.
Og så dødelig træt som du ser ud.

FRU ELVSTED.
Ja, jeg er også dødelig træt.

HEDDA.
Nå, derfor skal du gøre, som jeg siger. Du skal gå ind i mit værelse og lægge dig lidt på sengen.

FRU ELVSTED.
Å nej, nej, – jeg får så ikke sove alligevel.

HEDDA.
Jo visst gør du så.

FRU ELVSTED.
Ja, men din mand må da snart komme hjem nu. Og så må jeg straks få vide –

HEDDA.
Jeg skal nok sige dig til, når han kommer.

FRU ELVSTED.
Ja, lover du mig det. Hedda?

HEDDA.
Ja, det kan du stole på. Gå du bare ind og sov sålænge.

FRU ELVSTED.
Tak. Så vil jeg prøve på det da.

(hun går ind gennem bagværelset.)

(Hedda går hen til glasdøren og trækker forhængene fra. Det fulde dagslys falder ind i stuen. Derpå tager hun fra skrivebordet et lidet håndspejl, ser sig i det og ordner håret. Går så hen til forstuedøren og trykker på klokkeknappen.)

(Berte kommer lidt efter i døren.)

BERTE.
Er det noget, som fruen ønsker?

HEDDA.
Ja, De får lægge mere i ovnen. Jeg går her og fryser.

BERTE.
Jøsses, – straks på timen skal her bli’ varmt.

(hun rager gløderne sammen og lægger et vedstykke ind.)

BERTE
(standser og lytter)
.

Nu ringte det på gadedøren, frue.

HEDDA.
Så gå ud og luk op. Ovnen skal jeg selv sørge for.

BERTE.
Det kommer snart i brand.

(hun går ud gennem forstuedøren.)

(Hedda knæler på fodskammelen og lægger flere vedstykker ind i ovnen.)

(Jørgen Tesman kommer efter et kort ophold ind fra forstuen. Han ser træt og noget alvorlig ud. Lister sig på tåspidserne hen imod døråbningen og vil smutte ind mellem forhængene.)

HEDDA
(ved ovnen, uden at se op)
.

God morgen.

TESMAN
(vender sig)
.

Hedda!
(kommer nærmere)
Men i al verden, – er du oppe så tidligt! Hvad?

HEDDA.
Ja, jeg har været svært tidlig oppe idag.

TESMAN.
Og jeg, som var så viss på, at du lå og sov endnu! Tænk det, Hedda!

HEDDA.
Tal ikke så højt. Fru Elvsted ligger inde hos mig.

TESMAN.
Er fru Elvsted ble’t her inat!

HEDDA.
Ja, her kom jo ingen for at hente hende.

TESMAN.
Nej, der gjorde vel ikke det.

HEDDA
(lukker ovnsdøren og rejser sig)
.

Nå, var det så morsomt hos assessoren?

TESMAN.
Har du været ængstelig for mig? Hvad?

HEDDA.
Nej, det kunde da aldrig falde mig ind. Men jeg spurgte, om du havde havt det morsomt.

TESMAN.
Ja såmæn. For én gangs skyld, så –. Men mest i førstningen, synes nu jeg. For da læste Ejlert op for mig. Vi kom jo over en time for tidligt, – tænk det! Og Brack havde jo så meget at ordne. Men så læste Ejlert.

HEDDA
(sætter sig på højre side af bordel)
.

Nå? Lad mig så få høre –

TESMAN
(sætter sig på en taburet ved ovnen)
.

Nej, Hedda, du kan aldrig tro, hvad det blir for et værk! Det er visst næsten noget af det mærkeligste, som er skrevet. Tænk det!

HEDDA.
Ja, ja, det bryr jeg mig ikke om –

TESMAN.
Jeg vil tilstå en ting for dig, Hedda. Da han havde læst, – så kom der noget stygt over mig.

HEDDA.
Noget stygt?

TESMAN.
Jeg sad og misundte Ejlert, at han havde kunnet skrive sådant noget. Tænk det, Hedda!

HEDDA.
Ja, ja, jeg tænker jo!

TESMAN.
Og så vide, at han, – med de evner, som han har, – desværre nok er rent uforbederlig alligevel.

HEDDA.
Du mener vel, at han har mere livsmod end de andre?

TESMAN.
Nej, Herregud, – han kan sletikke holde måde i nydelsen, ser du.

HEDDA.
Og hvad blev det så til – tilslut?

TESMAN.
Ja, jeg synes nu nærmest, at det måtte kaldes et bakkanal, jeg, Hedda.

HEDDA.
Havde han vinløv i håret?

TESMAN.
Vinløv? Nej, det så jeg ikke noget til. Men han holdt en lang, forvirret tale for den kvinde, som havde beåndet ham under arbejdet. Ja, således udtrykte han sig.

HEDDA.
Nævnte han hende?

TESMAN.
Nej, det gjorde han ikke. Men jeg kan ikke tænke mig andet, end at det må være fru Elvsted. Pas du på!

HEDDA.
Nå, – hvor skiltes du så fra ham?