Complete Works of Henrik Ibsen (645 page)

BRACK.
Ja så? Virkelig?

TESMAN.
Men det skal ikke De få noget besvær med. Hedda sa’, at hun vilde selv sørge for det, som mangler. – Skal vi så ikke ta’ plads? Hvad?

BRACK.
Tak, et lidet øjeblik.
(sætter sig ved bordet.)
Der er noget, jeg gerne vilde tale med Dem om, kære Tesman.

TESMAN.
Så? Ah, forstår!
(sætter sig.)
Det er vel sagtens den alvorlige del af festen, som begynder nu. Hvad?

BRACK.
Å, de pengesagerne haster det jo ikke så svært med endnu. For øvrigt skulde jeg nok ønske, at vi havde indrettet os en smule tarveligere.

TESMAN.
Men det vilde jo aldeles ikke gåt an! Tænk da på Hedda, kære! De, som kender hende så godt –. Jeg kunde da umulig by’ hende rent småborgerlige omgivelser!

BRACK.
Nej, nej, – det er jo netop knuden.

TESMAN.
Og så – heldigvis – så kan det jo ikke vare længe, før jeg får udnævnelsen.

BRACK.
Å, ser De, sådant noget kan ofte trække i langdrag.

TESMAN.
Har De kanske hørt noget nærmere? Hvad?

BRACK.
Ikke sådan noget ganske bestemt –.
(afbrydende.)
Men det er sandt, – en nyhed kan jeg da fortælle Dem.

TESMAN.
Nå?

BRACK.
Deres gamle ven, Ejlert Løvborg, er kommen til byen igen.

TESMAN.
Det véd jeg allerede.

BRACK.
Så? Hvor har De fåt vide det?

TESMAN.
Hun fortalte det, den dame, som gik ud med Hedda.

BRACK.
Ja så. Hvad var det hun hed? Jeg hørte ikke rigtig –

TESMAN.
Fru Elvsted.

BRACK.
Aha, – fogdens frue altså. Ja, – det er nok oppe hos dem han har havt sit tilhold.

TESMAN.
Og tænk, – så hører jeg til min store glæde, at han er ble’t et aldeles ordentligt menneske igen!

BRACK.
Ja, man vil jo påstå det.

TESMAN.
Og så skal han jo ha’ gi’t ud en ny bog. Hvad?

BRACK.
Ja bevar’s!

TESMAN.
Og den har jo vakt opsigt også!

BRACK.
Ganske ualmindelig opsigt har den vakt.

TESMAN.
Tænk, – er ikke det glædeligt at høre? Han, med sine mærkværdige evner –. Jeg var så sørgeligt sikker på, at han var gåt rent tilgrunde for bestandig.

BRACK.
Det var nok også den almindelige mening om ham.

TESMAN.
Men jeg begriber bare ikke, hvad han nu vil ta’ sig til! Hvad i al verden skal han kunne få at leve af? Hvad.

(Hedda er under de sidste ord kommen ind gennem forstuedøren.)

HEDDA
(til Brack, ler lidt hånligt)
.

Altid går Tesman omkring og ængster sig for, hvad man skal få at leve af.

TESMAN.
Herregud, – vi sidder og taler om den stakkers Ejlert Løvborg, du.

HEDDA
(ser hurtigt hen på ham)
.

Ah så?
(sætter sig i lænestolen ved ovnen og spørger ligegyldigt:)
Hvad er der i vejen med ham?

TESMAN.
Jo, – arven har han da visst sat overstyr for længe siden. Og en ny bog kan han vel ikke skrive hvert år. Hvad? Nå, – så spør’ jeg virkelig, hvad der skal bli’ af ham.

BRACK.
Det kunde jeg kanske fortælle Dem lidt om.

TESMAN.
Nå?

BRACK.
De må huske på, at han har slægtninge med ikke så liden indflydelse.

TESMAN.
Å, desværre, – slægtningerne, de har jo rent slåt hånden af ham.

BRACK.
Før kaldte de ham dog for familjens håb.

TESMAN.
Ja før, ja! Men det har han jo selv forspildt.

HEDDA.
Hvem véd?
(smiler let.)
Oppe hos fogden Elvsteds har de jo genoprejst ham –

BRACK.
Og så dertil denne bogen, som er kommet –

TESMAN.
Ja-ja, Gud gi’ at de så sandt vilde hjælpe ham til et eller andet. Jeg har netop skrevet ham til. Du, Hedda, jeg bad ham komme ud til os iaften.

BRACK.
Men, kære, De skal jo med til mit ungkarlsgilde iaften. Det lovte De jo på bryggen inat.

HEDDA.
Havde du glemt det, Tesman?

TESMAN.
Ja så sandelig havde jeg det.

BRACK.
For øvrigt kan De visst være rolig for, at han ikke kommer.

TESMAN.
Hvorfor tror De det? Hvad?

BRACK
(lidt nølende, rejser sig og støtter hænderne på stolryggen)
.

Kære Tesman –. Og De også, frue –. Jeg kan ikke forsvare at la’ Dem være i uvidenhed om noget, som – som –

TESMAN.
Noget, som angår Ejlert –?

BRACK.
Både Dem og ham.

TESMAN.
Men, kære assessor, så sig det da!

BRACK.
De bør være forberedt på, at Deres udnævnelse kanske ikke kommer så hurtigt, som De ønsker og venter.

TESMAN
(springer urolig op)
.

Er der kommet noget i vejen? Hvad?

BRACK.
Besættelsen af posten turde kanske bli’ gjort afhængig af en konkurrence –

TESMAN.
Konkurrence! Tænk det, Hedda!

HEDDA
(læner sig længere bagover i stolen)
.

Ah, se, – se!

TESMAN.
Men med hvem da! Dog vel aldrig med –?

BRACK.
Jo, netop. Med Ejlert Løvborg.

TESMAN
(slår hænderne sammen)
.

Nej, nej, – dette her er jo rent utænkeligt! Rent umuligt! Hvad?

BRACK.
Hm, – vi kan nok alligevel komme til at opleve det.

TESMAN.
Nej men, assessor Brack, – det vilde da være den utroligste hensynsløshed imod mig!
(fægter med armene.)
Ja, for – tænk, – jeg er jo en gift mand! Vi har jo giftet os på de udsigterne, Hedda og jeg. Gåt hen og sat svær gæld. Og lånt penge af tante Julle også. For, Herregud, – jeg havde da sågodtsom løfte på stillingen. Hvad?

BRACK.
Nå, nå, nå, – stillingen får De sagtens også. Men først gennem en kappestrid.

HEDDA
(ubevægelig i lænestolen)
.

Tænk, Tesman, – det blir næsten ligesom et slags sport.

TESMAN.
Men, kæreste Hedda, hvor kan du da ta’ dette her så ligegyldigt!

HEDDA
(som før)
.

Det gør jeg sletikke. Jeg er virkelig spændt på udfaldet.

BRACK.
I ethvert tilfælde, fru Tesman, så er det godt, at De nu véd, hvorledes sagerne står. Jeg mener, – forinden De går ivej med de små indkøb, som jeg hører De truer med.

HEDDA.
Dette her kan ingen forandring gøre.

BRACK.
Nå så? Det er en anden sag. Farvel!
(til Tesman)
Når jeg går min eftermiddagstur, kommer jeg indom og henter Dem.

TESMAN.
Å ja, ja, – jeg véd hverken ud eller ind.

HEDDA
(liggende, strækker hånden frem)
.

Farvel, assessor. Og velkommen igen.

BRACK.
Mange tak. Farvel, farvel.

TESMAN
(følger ham til døren)
.

Farvel, kære assessor! De må virkelig ha’ mig undskyldt.

(Assessor Brack går ud gennem forstuedøren.)

TESMAN
(går henover gulvet)
.

Å, Hedda, – man skulde dog aldrig vove sig ind i eventyrlandet. Hvad?

HEDDA
(ser på ham og smiler)
.

Gør du det?

TESMAN.
Ja, du, – det la’r sig ikke nægte, – det var eventyrligt at gå hen og gifte sig og sætte bo på blotte og bare udsigter.

HEDDA.
Du kan kanske ha’ ret i det.

TESMAN.
Nå, – vort hyggelige hjem har vi da ialfald, Hedda! Tænk, – det hjem, som vi beggeto gik og drømte om. Sværmed for, kan jeg næsten sige. Hvad?

HEDDA
(rejser sig langsomt og træt)
.

Det var jo aftalen, at vi skulde leve selskabeligt. Føre hus.

TESMAN.
Ja, Herregud, – sådan som jeg havde glædet mig til det! Tænk, – at få se dig som værtinde, – i en udvalgt kreds! Hvad? – Ja, ja, ja, – foreløbig får vi to altså holde sammen i ensomhed, Hedda. Bare se tante Julle hos os en gang imellem. – Å, du, som skulde havt det så langt – langt anderledes –!

HEDDA.
Livrétjeneren får jeg naturligvis ikke nu for det første.

TESMAN.
Å nej, – desværre. Holde tjener, – det kan der jo umulig bli’ tale om, ser du.

HEDDA.
Og ridehesten, som jeg skulde ha’ –

TESMAN
(forskrækket)
.

Ridehesten!

HEDDA.
– den tør jeg vel ikke engang tænke på nu.

TESMAN.
Nej, Gud bevare mig vel, – det siger sig da af sig selv!

HEDDA
(går henover gulvet)
.

Nå – én ting har jeg da ialfald til at muntre mig med sålænge.

TESMAN
(glædestrålende)
.

Å, Gud ske lov og tak for det! Og hvad er så det for noget, Hedda? Hvad?

HEDDA
(ved døråbningen, ser på ham med dulgt hån)
.

Mine pistoler, – Jørgen.

TESMAN
(i angst)
.

Pistolerne!

HEDDA
(med kolde øjne)
.

General Gablers pistoler.

(hun går gennem bagværelset ud til venstre side.)

TESMAN
(løber hen i døråbningen og råber efter hende)
.

Nej, Gud velsigne dig, kæreste Hedda, – rør da ikke de farlige tingesterne! For min skyld, Hedda! Hvad?

ANDEN AKT

(Værelset hos Tesmans ligesom i første akt, kun at pianofortet er flyttet ud og et elegant lidet skrivebord med bogreol er stillet i stedet. Ved sofaen til venstre er et mindre bord hensat. De fleste af blomsterbuketterne er borttagne. Fru Elvsteds buket står på det større bord fremme på gulvet. – Det er eftermiddag.)

(Hedda, omklædt i modtagelsesdragt, er alene i værelset. Hun står ved den åbne glasdør og lader en revolverpistol. Magen til den ligger i en åben pistolkasse på skrivebordet.)

HEDDA
(ser ned i haven og råber)
:

Goddag igen, herr assessor!

ASSESSOR BRACK
(høres nedefra i frastand)
.

I lige måde, fru Tesman!

HEDDA
(hæver pistolen og sigter)
.

Nu skyder jeg Dem, assessor Brack!

BRACK
(råber dernede)
.

Nej-nej-nej! Stå da ikke og sigt lige på mig!

HEDDA.
Det kommer der ud af at gå bagveje.

(hun skyder.)

BRACK
(nærmere)
Er De ren gal –!

HEDDA.
Å, Herregud, – traf jeg Dem kanske?

BRACK
(fremdeles udenfor)
.

Lad være med de narrestreger!

HEDDA.
Kom så ind da, assessor.

(Assessor Brack, omklædt som til herreselskab, kommer ind gennem glasdøren. Han bærer en let overfrakke på armen.)

BRACK.
For pokker, – driver De på med den sport endnu? Hvad skyder De på?

HEDDA.
Å, jeg står bare sådan og skyder op i den blå luft.

BRACK
(tar lempeligt pistolen ud af hånden på hende)
.

Med forlov, frue.
(ser på den.)
Ah, denne her, – den kender jeg godt.
(ser sig om.)
Hvor har vi så kassen? Nå her.
(lægger pistolen ned i og lukker.)
For nu skal vi ikke ha’ mere af den spas for idag.

HEDDA.
Ja, hvad i Herrens navn vil De jeg skal ta’ mig til?

BRACK.
Har De ingen besøg havt?

HEDDA
(lukker glasdøren)
.

Ikke et eneste. Alle de intime ligger nok på landet endnu.

BRACK.
Og Tesman er kanske heller ikke hjemme?

HEDDA
(ved skrivebordet, lukker pistolkassen ned i skuffen)
.

Nej. Straks han havde spist, så løb han hen til tanterne. For han vented ikke Dem så tidligt.

BRACK.
Hm, – at jeg ikke tænkte mig det. Det var dumt af mig.

HEDDA
(drejer hodet og ser på ham)
.

Hvorfor dumt?

BRACK.
Jo, for så var jeg kommet herud endnu lidt – tidligere.

HEDDA
(går henover gulvet)
.

Ja, da havde De nu slet ingen truffet. For jeg har været inde og klædt mig om efter middagen.

BRACK.
Og der er ikke sådan en bitte liden dørsprække, som en kunde ha’ forhandlet igennem?

HEDDA.
De har jo glemt at arrangere en slig en.

BRACK.
Det var også dumt af mig.

HEDDA.
Nå, så får vi slå os ned her da. Og vente. For Tesman kommer visst ikke hjem så snart.

BRACK.
Ja-ja, Herregud, jeg skal være tålmodig.

(Hedda sætter sig i sofahjørnet. Brack lægger sin paletot over ryggen på den nærmeste stol og sætter sig, men beholder hatten i hånden. Kort ophold. De ser på hinanden.)

HEDDA.
Nå?

BRACK
(i samme tone)
.

Nå?

HEDDA.
Det var mig, som spurgte først.

BRACK
(bøjer sig lidt fremover)
.

Ja, lad os så få os en liden lun passiar, fru Hedda.

HEDDA
(læner sig mere tilbage i sofaen)
.

Synes De ikke, det er som en hel evighed siden vi sidst taltes ved? – Ja, det småtteri igåraftes og i formiddag – det regner jeg nu ikke for noget.

BRACK.
Men sådan – imellem os selv? På tomandshånd, mener De?

HEDDA.
Å ja. Så omtrent.

BRACK.
Hver eneste dag har jeg gåt her og ønsket, at De bare var vel hjemme igen.

HEDDA.
Og jeg har såmæn hele tiden bare ønsket det samme.

BRACK.
De? Virkelig, fru Hedda? Og jeg, som trode, De havde moret Dem så inderlig godt på rejsen!

HEDDA.
Jo, det kan De tro!

BRACK.
Men det skrev da Tesman bestandig om.

HEDDA.
Ja, han! For han synes nu, det er det dejligste han véd at gå og rode i bogsamlingerne. Og få sidde og skrive af gamle pergamentblade, – eller hvad det nu er for noget.

BRACK
(lidt ondskabsfuldt)
.

Nå, det er jo hans kald her i verden. For en del da.

HEDDA.
Ja, det er jo det. Og da kan en sagtens –. Men jeg! Å nej, kære assessor, – jeg har havt det gruelig kedeligt.

BRACK
(deltagende)
.

Siger De virkelig det? For ramme alvor?

HEDDA.
Ja, De kan da vel selv tænke Dem –! Sådan i et helt halvt år aldrig at træffe på et menneske, som kender en smule til vor kreds. Og som en kan tale med om vore egne sager.

BRACK.
Nej-nej, – det vilde jeg også føle sorn et savn.

HEDDA.
Og så det, som er det aller u-udholdeligste –

BRACK.
Nå?

HEDDA.
– evig og altid at skulle være sammen med – med én og den samme –

BRACK
(nikker bifaldende)
.

Både sent og tidlig, – ja. Tænk, – til alle mulige tider.

HEDDA.
Jeg sa’: evig og altid.

BRACK.
Lad gå. Men med vor skikkelige Tesman synes jeg jo rigtignok, at man måtte kunne –

HEDDA.
Tesman er – et fagmenneske, kære.

BRACK.
Unægtelig.

HEDDA.
Og fagmennesker er slet ikke morsomme at rejse sammen med. Ikke i længden i alle fald.

BRACK.
Ikke engang – det fagmenneske, man elsker?

HEDDA.
Uh, – brug da ikke det klissede ord!

BRACK
(studsende)
.

Hvad nu, fru Hedda!

HEDDA
(halvt leende, halvt ærgerlig)
.

Ja, De skulde bare prøve det, De! At høre tale om kulturhistorie både sent og tidlig –

BRACK.
Evig og altid –

HEDDA.
Ja-ja-ja! Og så dette her om husfliden i middelalderen –! Det er nu det aller græsseligste!

BRACK
(ser forskende hen på hende)
.

Men, sig mig, – hvorledes skal jeg da egentlig forstå at –? Hm –

HEDDA.
At der blev et par af mig og Jørgen Tesman, mener De?

BRACK.
Nå ja, lad os udtrykke det så.

HEDDA.
Herregud, synes De da, det er så underligt?

BRACK.
Både ja og nej, – fru Hedda.

HEDDA.
Jeg havde virkelig danset mig træt, kære assessor. Min tid var omme –
(farer let sammen.)
Uh nej, – det vil jeg da ikke sige alligevel. Ikke tænke det heller!

BRACK.
Det har De da tilforladelig heller ingen grund til.

HEDDA.
Åh, – grund –.
(ser ligesom spejdende på ham.)
Og Jørgen Tesman, – han må jo dog siges at være et korrekt menneske i alle måder.

BRACK.
Både korrekt og solid. Gud bevar’s.

HEDDA.
Og noget egentlig løjerligt kan jeg ikke finde der er ved ham. – Finder De det?

BRACK.
Løjerligt? Ne-j, – det vil jeg just ikke sige –

HEDDA.
Nå. Men så er han da en svært flittig samler ialfald! – Det kan såmæn godt være, at han bringer det vidt med tiden alligevel.

BRACK
(ser noget uviss på hende)
.

Jeg trode, De mente ligesom alle de andre, at der vilde bli’ en særdeles fremragende mand af ham.

HEDDA
(med et træt udtryk)
.

Ja, jeg gjorde det. – Og da han så gik der og endelig med vold og magt vilde få lov til at forsørge mig –. Jeg véd ikke, hvorfor jeg ikke skulde ta’ imod det?

BRACK.
Nej-nej. Fra den side betragtet –

HEDDA.
Det var såmæn mere end mine andre opvartende venner var villige til, kære assessor.

BRACK
(ler)
.

Ja, jeg kan tilforladelig ikke svare for alle de andre. Men hvad mig selv angår, så véd De jo nok, at jeg altid har næret en – en viss respekt for ægteskabets bånd. Sådan i sin almindelighed, fru Hedda.

HEDDA
(spøgende)
.

Å, jeg har såmæn aldrig gjort mig forhåbninger med hensyn til Dem.

BRACK.
Alt, hvad jeg begærer, det er at ha’ en god, fortrolig omgangskreds, hvor jeg kan være til tjeneste med råd og dåd og får lov til at gå ud og ind som – som en prøvet ven –

HEDDA.
Af manden i huset, mener De?

BRACK
(bøjer sig)
.

Oprigtig talt, – helst af fruen. Men dernæst også af manden, forstår sig. Véd De hvad, – et sådant – lad mig sige, et sådant trekantet forhold, – det er i grunden en stor behagelighed for alle parter.

HEDDA.
Ja, jeg har mangen god gang savnet en tredje mand på rejsen. Uh, – det, at sidde på tomands hånd i kupeen –!

BRACK.
Heldigvis er nu bryllupsrejsen overstået –

HEDDA
(ryster på hodet)
.

Rejsen tør bli’ lang, – lang endnu. Jeg er bare kommen til et stoppested undervejs.

BRACK.
Nå, så hopper man ud. Og moverer sig en smule, fru Hedda.

HEDDA.
Jeg hopper aldrig ud.

BRACK.
Virkelig ikke?

HEDDA.
Nej. For der er altid nogen tilstede, som –

BRACK
(leende)
.