Complete Works of Henrik Ibsen (644 page)

HEDDA.
Nej, det er begribeligt. – Og din mand –? Han er vel sagtens ofte ude på rejser?

FRU ELVSTED.
Ja. De – du kan vide, at som foged må han tidt rejse omkring i distriktet.

HEDDA
(læner sig mod stolarmen)
.

Thea, – stakkers søde Thea, – nu skal du fortælle mig alting, – således som det er.

FRU ELVSTED.
Ja, så får du spørge da.

HEDDA.
Hvorledes er egentlig din mand, du, Thea? Jeg mener, – sådan – i omgang. Er han god imod dig?

FRU ELVSTED
(undvigende)
.

Han tror visst selv, at han gør alt på det bedste.

HEDDA.
Jeg synes bare han må være altfor gammel for dig. Visst over de tyve år ældre?

FRU ELVSTED
(irriteret)
.

Det også. Det ene med det andet. Alt er mig imod hos ham! Vi ejer ikke en tanke sammen. Ingen verdens ting, – han og jeg.

HEDDA.
Men holder han ikke alligevel af dig? Sådan på sin måde?

FRU ELVSTED.
Å, jeg véd ikke, hvad han gør. Jeg er visst bare nyttig for ham. Og så koster det ikke så stort at holde mig. Jeg er billig.

HEDDA.
Det er dumt af dig,

FRU ELVSTED
(ryster på hodet)
.

Kan ikke være anderledes. Ikke med ham. Han holder visst ikke rigtig af nogen anden end sig selv. Og så kanske lidt af børnene.

HEDDA.
Og så af Ejlert Løvborg, Thea.

FRU ELVSTED
(ser hen på hende)
.

Af Ejlert Løvborg! Hvor kan du falde på det?

HEDDA.
Men, kære, – jeg synes da, at når han sender dig helt herind til byen efter ham –
(smiler næsten umærkeligt.)
Og desuden så sa’ du det jo selv til Tesman.

FRU ELVSTED
(med en nervøs trækning)
.

Nå så? Ja, jeg gjorde nok det.
(udbryder dæmpet.)
Nej, – jeg får lige så godt sige dig det først som sidst! For det kommer jo så for dagens lys alligevel.

HEDDA.
Men, min kære Thea –?

FRU ELVSTED.
Nå, kort og godt da! Min mand vidste sletikke af, at jeg rejste.

HEDDA.
Hvad for noget! Vidste ikke din mand af det!

FRU ELVSTED.
Nej naturligvis. Han var desuden ikke hjemme. Var på rejse, han også. Å, jeg kunde ikke holde det ud længer, Hedda! Rent umuligt! Så alene, som jeg herefter vilde bli’ deroppe.

HEDDA.
Nå? Og så?

FRU ELVSTED.
Så pakked jeg nogen af mine sager sammen, ser du. Det nødvendigste. Sådan i al stilhed. Og så gik jeg fra gården.

HEDDA.
Uden videre?

FRU ELVSTED.
Ja. Og rejste så med jernbanen lige herind til byen.

HEDDA.
Men, min kære, gode Thea, – at du turde vove det!

FRU ELVSTED
(rejser sig og går hen over gulvet)
.

Ja, hvad i al verden skulde jeg vel andet gøre!

HEDDA.
Men hvad tror du da din mand vil sige, når du kommer hjem igen?

FRU ELVSTED
(ved bordet, ser hen på hende)
.

Der op til ham?

HEDDA.
Ja vel, – ja vel?

FRU ELVSTED.
Der op til ham kommer jeg aldrig mere.

HEDDA
(rejser sig og går nærmere)
.

Du er altså, – for fuldt alvor, – rejst ifra det altsammen?

FRU ELVSTED.
Ja. Jeg syntes ikke, der var andet for mig at gøre.

HEDDA.
Og så – at du gik så rent åbenlyst.

FRU ELVSTED.
Å, sligt noget kan jo ikke lægges dølgsmål på alligevel.

HEDDA.
Men hvad tror du så, folk vil sige om dig, Thea?

FRU ELVSTED.
De får i Guds navn sige, hvad de vil.
(sætter sig træt og tungt i sofaen.)
For jeg har ikke gjort andet end jeg måtte gøre.

HEDDA
(efter en kort taushed)
.

Hvad tænker du nu at ta’ dig til? Hvad vil du slå ind på?

FRU ELVSTED.
Det véd jeg ikke endnu. Jeg véd bare, at jeg må leve her, hvor Ejlert Løvborg lever. – Hvis jeg skal leve da.

HEDDA
(flytter en stol nærmere fra bordet, sætter sig hos hende og stryger hendes hænder)
.

Du, Thea, – hvorledes kom dette – dette venskabsforhold – mellem dig og Ejlert Løvborg?

FRU ELVSTED.
Å, det kom sådan lidt efter lidt. Jeg fik ligesom et slags magt over ham.

HEDDA.
Så?

FRU ELVSTED.
Han la’ af sine gamle vaner. Ikke fordi jeg bad ham om det. For det turde jeg aldrig gøre. Men han mærked nok, at sligt noget var mig imod. Og så lod han det fare.

HEDDA
(dølger et uvilkårligt hånsmil)
.

Du har altså genoprejst ham, – som man siger, – du, lille Thea.

FRU ELVSTED.
Ja, det siger han selv i det mindste. Og han, – på sin side, – han har gjort et slags virkeligt menneske ud af mig. Lært mig at tænke – og forstå både det ene og det andet.

HEDDA.
Læste han kanske med dig også?

FRU ELVSTED.
Nej, ikke just læste. Men han talte med mig. Talte om så uendelig mangt og meget. Og så kom den dejlige, lykkelige tid, da jeg fik del i hans arbejde! Fik lov til at hjælpe ham!

HEDDA.
Så det fik du?

FRU ELVSTED.
Ja! Når han skrev noget, så måtte vi altid være sammen om det.

HEDDA.
Som to gode kammerater altså.

FRU ELVSTED
(livfuldt)
.

Kammerater! Ja tænk, Hedda, – så kaldte han det også! – Å, jeg burde jo føle mig så inderlig glad. Men jeg kan ikke det heller. For jeg véd jo ikke, om det vil vare ved i længden.

HEDDA.
Er du ikke sikrere på ham end som så?

FRU ELVSTED
(tungt)
.

En kvindeskygge står imellem Ejlert Løvborg og mig.

HEDDA
(ser spændt på hende)
.

Hvem kan det være?

FRU ELVSTED.
Véd ikke. En eller anden fra – fra hans fortid. En, som han visst aldrig rigtig har glemt.

HEDDA.
Hvad har han sagt – om dette her!

FRU ELVSTED.
Han har bare en eneste gang – så løselig – tydet hen på det.

HEDDA.
Nå! Og hvad sa’ han så!

FRU ELVSTED.
Han sa’, at da de skiltes, så vilde hun ha’ skudt ham med en pistol.

HEDDA
(koldt, behersket)
.

Å hvad! Sligt noget bruger man da ikke her.

FRU ELVSTED.
Nej. Og derfor så tror jeg det må være den rødhårede sangerinden, som han en tid –

HEDDA.
Ja, det kan vel være.

FRU ELVSTED.
For jeg husker, det blev sagt om hende, at hun gik med ladte våben.

HEDDA.
Nå, – så er det naturligvis hende da.

FRU ELVSTED
(vrider hænderne)
.

Ja, men tænk dig, Hedda, – nu hører jeg, at den sangerinden, – hun er i byen igen! Å, – jeg er så rent fortvilet –

HEDDA
(skotter mod bagværelset)
.

Hys! Nu kommer Tesman.
(rejser sig og hvisker.)
Thea, – alt dette her må bli’ imellem dig og mig.

FRU ELVSTED
(springer op)
.

Å ja, – ja! For Guds skyld –.

(Jørgen Tesman, med et brev i hånden, kommer fra højre side gennem bagværelset.)

TESMAN.
Se så, – nu er epistelen fix og færdig.

HEDDA.
Det var jo vel. Men fru Elvsted vil nok gå, tror jeg. Bi lidt. Jeg følger med til haveporten.

TESMAN.
Du, Hedda, – kunde kanske Berte besørge dette her?

HEDDA
(tar brevet)
.

Jeg skal gi’ hende besked.

(Berte kommer fra forstuen.)

BERTE.
Assessor Brack er her og siger, at han gerne vilde hilse på herskabet.

HEDDA.
Ja, bed assessoren værs’god komme ind. Og så, – hør her, – kast så dette brevet i postkassen.

BERTE
(tar brevet)
.

Ja vel, frue.

(hun åbner døren for assessor Brack og går selv ud. Assessoren er en herre på 45 år. Undersætsig men velbygget og med elastiske bevægelser. Ansigtet rundagtigt med nobel profil. Håret kortklippet, næsten sort endnu og omhyggelig friseret. Øjnene livlige, spillende. Øjenbrynene tykke. Knebelsbarten ligeså, med afstudsede spidser. Han er klædt i elegant spadserdragt, dog lidt for ungdommeligt for sin alder. Bruger lorgnet, som han nu og da lar falde.)

ASSESSOR BRACK
(med hatten i hånden, hilser)
.

Tør man se indom så tidligt på dagen.

HEDDA.
Ja såmæn tør man så.

TESMAN
(trykker hans hånd)
.

Altid velkommen skal De være.
(forestiller.)
Assessor Brack – frøken Rysing –

HEDDA.
Åh –!

BRACK
(bøjer sig)
.

Ah, – glæder mig særdeles –

HEDDA
(ser på ham og ler)
.

Det er virkelig morsomt at få beskue Dem ved dagslys, assessor!

BRACK.
Forandret – finder De kanske?

HEDDA.
Ja, en smule yngre, synes jeg.

BRACK.
Takker forbindtligst.

TESMAN.
Men hvad siger så De om Hedda! Hvad? Ser ikke hun frodig ud? Hun formelig –

HEDDA.
Å, lad endelig mig bli’ udenfor. Tak heller assessoren for al den ulejlighed, han har havt –

BRACK.
Å hvad, – det var mig bare en fornøjelse –

HEDDA.
Ja, De er en trofast sjæl. Men min veninde står her og brænder efter at komme afsted. På gensyn, assessor. Jeg er her straks igen.

(gensidige hilsener. Fru Elvsted og Hedda går ud gennem forstuedøren.)

BRACK.
Nå, – er nu Deres hustru så nogenlunde fornøjet –?

TESMAN.
Ja, vi kan ikke noksom takke Dem. Det vil sige, – lidt omflytning hist og her blir jo nødvendig, hører jeg. Og så mangler der jo et og andet. Vi blir nok nødt til at anskaffe en del småting til.