Complete Works of Henrik Ibsen (641 page)

TESMAN.
Udsigter?

FRØKEN TESMAN.
Herregud, Jørgen, – jeg er da din gamle tante!

TESMAN.
Jo-visst har jeg udsigter, jo.

FRØKEN TESMAN.
Nå!

TESMAN.
Jeg har jo de aller bedste udsigter til at bli’ professor en af dagene.

FRØKEN TESMAN.
Ja, professor, ja –

TESMAN.
Eller, – jeg kan gerne sige, jeg har visshed for, at jeg blir det. Men, snille tante Julle, – det véd du jo selv så godt!

FRØKEN TESMAN
(småleende)
.

Ja visst gør jeg så. Du har ret i det.
(slår over.)
– Men det var rejsen, vi snakked om. – Den må da ha’ kostet svært mange penge, Jørgen?

TESMAN.
Nå, Herregud, – det store stipendium hjalp da et godt stykke på vejen.

FRØKEN TESMAN.
Men jeg kan bare ikke skønne, at du fik det til at strække til for to.

TESMAN.
Nej, nej, det er ikke så ligetil at skønne heller? Hvad?

FRØKEN TESMAN.
Og så det til, når det er en dame, en rejser med. For det skal nu falde så urimelig meget dyrere, har jeg hørt sige.

TESMAN.
Ja, det forstår sig, – noget dyrere falder det jo. Men Hedda måtte ha’ den rejsen, tante! Hun måtte virkelig det. Det vilde ikke ha’ passet sig andet.

FRØKEN TESMAN.
Nej, nej, det vilde vel ikke det. For en bryllupsrejse hører jo ligesom til nutildags. – Men sig mig så, – har du nu fåt set dig rigtig om i lejligheden?

TESMAN.
Ja, det kan du tro. Jeg har været på færde lige siden det blev lyst.

FRØKEN TESMAN.
Og hvad synes du så om det alt sammen?

TESMAN.
Udmærket! Ganske udmærket! Der er bare det, jeg ikke kan forstå, hvad vi skal gøre med de to tomme værelserne, som ligger imellem bagstuen der og Heddas sovekammer.

FRØKEN TESMAN
(småler)
.

Å, min kære Jørgen, dem kan der nok bli’ brug for – sådan med tiden.

TESMAN.
Ja, det har du sandelig ret i, tante Julle! For efterhånden som jeg forøger min bogsamling, så –. Hvad?

FRØKEN TESMAN.
Netop, min kære gut. Det var bogsamlingen, jeg tænkte på.

TESMAN.
Mest glad er jeg nu for Heddas skyld. Før vi blev forlovet, sa’ hun jo så tidt, at hun aldrig brød sig om at ho noget andet steds, end i statsrådinde Falks villa.

FRØKEN TESMAN.
Ja, tænk, – og så skulde det træffe sig så, at den blev til salgs. Just som I var rejst.

TESMAN.
Ja, tante Julle, vi havde rigtignok lykken med os. Hvad?

FRØKEN TESMAN.
Men dyrt, min kære Jørgen! Dyrt blir det for dig, – alt dette her.

TESMAN
(ser lidt forsagt på hende)
.

Ja, det blir vel kanske det, tante?

FRØKEN TESMAN.
Å, du store Gud!

TESMAN.
Hvor meget, tror du? Så omtrent? Hvad?

FRØKEN TESMAN.
Nej, det kan jeg umulig vide, før alle regningerne kommer.

TESMAN.
Nå, heldigvis så har jo assessor Brack betinget så læmpelige vilkår for mig. Det skrev han selv til Hedda.

FRØKEN TESMAN.
Ja, ængst dig aldrig for det, min gut. – Møblerne og alle tæpperne har jeg desuden gi’t sikkerhed for.

TESMAN.
Sikkerhed? Du? Kære tante Julle, – hvad slags sikkerhed kunde du gi’?

FRØKEN TESMAN.
Jeg har gi’t anvisning på rentepengene?

TESMAN
(springer op)
.

Hvad! På dine – og tante Rinas rentepenge!

FRØKEN TESMAN.
Ja, jeg vidste ikke nogen anden udvej, ser du.

TESMAN
(stiller sig foran hende)
.

Men er du da ble’t rent gal, tante! De rentepengene, – det er jo det eneste, som du og tante Rina har at leve af.

FRØKEN TESMAN.
Nå, nå, – tag da ikke så på vej for det. Det hele er bare en formsag, skønner du. Det sa’ assessor Brack også. For det var ham, som var så snil at ordne det alt sammen for mig. Bare en formsag, sa’ han.

TESMAN.
Ja, det kan være godt nok. Men alligevel –

FRØKEN TESMAN.
For nu får du jo din egen gage at ta’ af. Og, Herregud, om vi også måtte punge lidt ud –? Spæ’ lidt til i førstningen –? Det vilde jo bare være ligesom en lykke for os, det.

TESMAN.
Å, tante, – aldrig blir du da træt af at ofre dig for mig!

FRØKEN TESMAN
(rejser sig og lægger hænderne på hans skuldre)
.

Har jeg da nogen anden glæde i denne verden end at jævne vejen for dig, min kære gut? Du, som hverken har havt far eller mor at holde dig til. Og nu står vi ved målet, du! Det kunde se sort ud imellemstunder. Men, Gud ske lov, nu er du ovenpå, Jørgen!

TESMAN.
Ja, det er i grunden mærkeligt, sådan som alting har føjet sig.

FRØKEN TESMAN.
Ja, – og de, som stod dig imod – og vilde stænge for dig, – de får såmæn ligge under. De er faldne, de, Jørgen! Han, som var dig den farligste, – han faldt nu værst, han. – Og nu ligger han der, som han har redet for sig, – stakkers forvildede menneske.

TESMAN.
Har du hørt noget om Ejlert? Siden jeg rejste, mener jeg.

FRØKEN TESMAN.
Ikke andet end at han skal ha’ git ud en ny bog.

TESMAN.
Hvad for noget? Ejlert Løvborg? Nu nylig? Hvad?

FRØKEN TESMAN.
Ja, de siger så. Gud véd, om der kan være stort ved den, du? Nej, når din nye bog kommer, – det blir vel noget andet, det, Jørgen! Hvad skal den handle om?

TESMAN.
Den kommer til at handle om den brabantske husflid i middelalderen.

FRØKEN TESMAN.
Nej, tænk, – at du kan skrive om sådant noget også!

TESMAN.
For resten kan det komme til at vare længe med den bogen endnu. Jeg har jo disse vidtløftige samlinger, som må ordnes først, ser du.

FRØKEN TESMAN.
Ja, ordne og samle, – det kan du rigtignok. Du er ikke for ingenting salig Jochums søn.

TESMAN.
Jeg glæder mig også så svært til at gå ivej med det. Helst nu, da jeg har fåt mit eget hyggelige hus og hjem til at arbejde i.

FRØKEN TESMAN.
Og først og fremst nu, da du har fåt hende, som dit hjerte begærte, kære Jørgen.

TESMAN
(omfavner hende)
.

Å ja, ja, tante Julle! Hedda, – det er nu det aller dejligste af det hele!
(ser mod døråbningen.)
Der tror jeg hun kommer. Hvad?

(Hedda kommer fra venstre side gennem bagværelset. Hun er en dame på 29 år. Ansigt og skikkelse ædelt og fornemt formet. Hudfarven er af en mat bleghed. Øjnene er stålgrå og udtrykker en kold, klar ro. Håret er smukt mellembrunt, men ikke synderlig fyldigt. Hun er klædt i en smagfuld, noget løst siddende formiddagsdragt.)

FRØKEN TESMAN
(går Hedda imøde)
.

Godmorgen, kære Hedda! Hjertelig godmorgen!

HEDDA
(rækker hende hånden)
.

Godmorgen, kære frøken Tesman! Så tidlig på visit? Det var jo venligt.

FRØKEN TESMAN
(synes noget forlegen)
.

Nå, – har så den unge fruen sovet godt i sit nye hjem?

HEDDA.
Å jo, tak! Så tålelig.

TESMAN
(ler)
.

Tålelig! Nej, nu er du god, Hedda! Du sov såmæn som en sten, da jeg stod op.

HEDDA.
Heldigvis. For resten så må man jo vænne sig til alt nyt, frøken Tesman. Sådan lidt efter lidt.
(ser mod venstre.)
Uh, – der har pigen sat altandøren åben. Her står ind et helt hav af sol.

FRØKEN TESMAN
(går mod døren)
.

Nå, så skal vi lukke.

HEDDA.
Nej, nej, ikke det! Kære Tesman, træk forhængene sammen. Det gir mildere lys.

TESMAN
(ved døren)
.

Ja vel, – ja vel. – Se så, Hedda, – nu har du både skygge og frisk luft.

HEDDA.
Ja, frisk luft kan her virkelig behøves. Alle disse velsignede blomsterne –. Men, kære, – vil De ikke ta’ plads, frøken Tesman?

FRØKEN TESMAN.
Nej mange tak. Nu véd jeg jo, at her står godt til, – Gud ske lov! Og så får jeg se at komme mig hjemover igen. Til hende, som ligger og venter så sårt, stakker.

TESMAN.
Hils hende endelig så mange gange fra mig, du. Og sig, at jeg kommer indom og ser til hende senere idag.

FRØKEN TESMAN.
Ja, ja, det skal jeg nok gøre. Men det er sandt, Jørgen –
(famler i kjolelommen.)
Det havde jeg sånær glemt. Her har jeg noget med til dig.

TESMAN.
Hvad er det for noget, tante? Hvad?

FRØKEN TESMAN
(trækker op en flad pakke i avispapir og rækker ham den)
.

Se her, min kære gut.

TESMAN
(åbner)
.

Nej, Herregud, – har du gemt dem for mig, tante Julle! Hedda! Det er virkelig rørende, du! Hvad?

HEDDA
(ved etagèrerne til højre)
.

Ja, kære, hvad er det da?

TESMAN.
Mine gamle morgensko! Tøflerne, du!

HEDDA.
Ja så. Jeg husker, du talte ofte om dem på rejsen.

TESMAN.
Ja, jeg savned dem så svært.
(går hen til hende.)
Her skal du få se dem, Hedda!

HEDDA
(går hen mod ovnen)
.

Nej tak, det bryr jeg mig virkelig ikke om.

TESMAN
(følger efter)
.

Tænk, du, – de har tante Rina ligget og broderet for mig. Så syg, som hun var. Å, du kan ikke tro, hvor mange erindringer, der knytter sig til dem.

HEDDA
(ved bordet)
.

Ikke egentlig for mig.

FRØKEN TESMAN.
Det kan jo Hedda ha’ ret i, Jørgen.

TESMAN.
Ja, men jeg synes, at nu, da hun hører til familjen –

HEDDA
(afbrydende)
.

Med den pigen kommer vi visst aldrig ud af det, Tesman.

FRØKEN TESMAN.
Ikke ud af det med Berte?

TESMAN.
Kære, – hvor falder du på det? Hvad?

HEDDA
(peger)
.

Se der! Der har hun lagt sin gamle hat efter sig på stolen.

TESMAN
(forskrækket, slipper morgenskoene på gulvet)
.

Men Hedda da –!

HEDDA.
Tænk, – om nogen kom og så sligt.