Complete Works of Henrik Ibsen (638 page)

BOLETTE.
Nej, slet ikke. For den sags skyld kan jeg så godt rejse, hvor hen det så skal være.

ARNHOLM.
Ja, når så er, kære Bolette, – så skal De også få rejse med mig.

BOLETTE
(klapper i hænderne)
.
Å Gud i himmelen, – hvilken lykke at tænke på!

ARNHOLM.
For jeg håber da, at De har fuld tillid til mig?

BOLETTE.
Ja, det har jeg rigtignok!

ARNHOLM.
Og De tør altså trygt og fuldt betro Dem selv og Deres fremtid i mine hænder, Bolette? Ikke sandt? Tør De ikke det?

BOLETTE.
Å jo, visst! Skulde jeg ikke det? Kan De tænke Dem andet! De, som har været min gamle lærer – min lærer i gamle dage, mener jeg.

ARNHOLM.
Ikke blot derfor. Den side af sagen hæfter jeg mig ikke videre ved. Men –. Nå, – De er altså fri, Bolette. Der er intet forhold, som binder Dem. Og så spør’ jeg Dem da – om De kunde ville – kunde ville knytte Dem til mig – for livet?

BOLETTE
(viger tilbage i skræk)
.
Åh, – hvad er det De siger!

ARNHOLM.
For hele livet, Bolette. Om De vil bli’ min hustru.

BOLETTE
(halvt for sig selv)
.
Nej, nej, nej! Dette her er umuligt! Aldeles umuligt!

ARNHOLM.
Skulde det virkelig være så rent umuligt for Dem at –?

BOLETTE.
Men De kan da vel aldrig i verden mene, hvad De siger, herr Arnholm!
(ser på ham.)
Eller –. Alligevel –. Var det således, De mente det – da De tilbød Dem at gøre så meget for mig?

ARNHOLM.
Nu skal De høre lidt på mig, Bolette. Jeg har
²
nok overrasket Dem stærkt, lader det til.

2.
fu: ha

BOLETTE.
Å, hvor kunde sådant noget – fra Dem, – hvor kunde det andet end – end overraske mig!

ARNHOLM.
Det kan De ha’ ret i. De vidste jo ikke, – kunde ikke vide, at det var for Deres skyld jeg har gjort denne rejsen hid.

BOLETTE.
Er De kommet hid for – for min skyld!

ARNHOLM.
Ja, det er jeg, Bolette. I våres fik jeg et brev fra Deres far. Og i det forekommer der en vending, som bragte mig på den tro – hm –, at De havde bevaret Deres fordums lærer i – i lidt mer end venskabelig erindring.

BOLETTE.
Hvor kunde far skrive sligt noget!

ARNHOLM.
Det var slet ikke således, han havde ment det. Men jeg leved mig nu altså ind i den indbildning, at der her gik en ung pige og længted efter, at jeg skulde komme igen. – Nej, nu må De ikke afbryde mig, kære Bolette! Og, – ser De vel, – når man, som jeg, ikke længer står i de egentlige ungdomsår, da gør en sådan tro – eller indbildning – et overmåde stærkt indtryk. Der vokste frem i mig en levende – en taknemmelig tilbøjelighed for Dem. Jeg syntes, jeg måtte rejse til Dem. Se Dem igen. Sige Dem, at jeg delte de følelser, som jeg bildte mig ind, at De gik her og bar på for mig.

BOLETTE.
Men når De nu véd, at det ikke var så! At det var en fejltagelse!

ARNHOLM.
Hjælper ikke, Bolette. Deres billede, – således, som jeg bærer det i mig, – vil altid stå farvet og præget af den stemning, som fejltagelsen satte mig i. De kan kanske ikke forstå dette her. Men således er det.

BOLETTE.
Aldrig havde jeg tænkt mig muligt, at noget sligt kunde bli’ af.

ARNHOLM.
Men når det nu altså har vist sig, at det dog kunde? Hvad siger De så, Bolette? Kunde De så ikke beslutte Dem til at, – ja, til at bli’ min hustru?

BOLETTE.
Å, men jeg synes, det er så rent umuligt, herr Arnholm. De, som har været min lærer! Jeg kan ikke tænke mig at skulle stå i noget slags andet forhold til Dem.

ARNHOLM.
Ja, ja, – når De aldeles ikke synes, at De kan –. Så blir altså forholdet uforandret, kære Bolette.

BOLETTE.
Hvorledes, mener De?

ARNHOLM.
Jeg står naturligvis ved mit tilbud alligevel. Jeg skal sørge for, at De kommer ud og får se Dem om i verden. Får lære noget, som De rigtig har lyst til. Får leve under trygge og uafhængige vilkår. Deres senere fremtid skal jeg nok også sikkre, Bolette. For i mig vil De altid ha’ en god, trofast, pålidelig ven. Vær De viss på det!

BOLETTE.
Å Gud, – herr Arnholm, – alt dette er jo ble’t rent umuligt nu.

ARNHOLM.
Er dette også umuligt?

BOLETTE.
Ja, De kan da vel tænke Dem det! Efter det, De her har sagt mig, – og efter det svar, jeg har gi’t Dem –. Å, De må da selv kunne forstå, at jeg nu umulig kan ta’ imod så umådelig meget af Dem! Ikke nogen verdens ting kan jeg ta’ imod af Dem. Aldrig efter dette!

ARNHOLM.
Vil De altså heller bli’ ved at sidde her hjemme og la’ livet gå fra Dem?

BOLETTE.
Å, det er så forfærdelig våndefuldt at tænke på!

ARNHOLM.
Vil De gi’ afkald på at få se noget af verden udenfor? Gi’ afkald på at få være med om alt det, som De selv siger, De går her og tørster efter? Vide, at der er så uendelig meget til, – og så alligevel aldrig få rigtig rede på noget af det? Betænk Dem vel, Bolette.

BOLETTE.
Ja, ja, – De har så storlig ret, herr Arnholm.

ARNHOLM.
Og så, – når engang Deres far ikke er her mere, – da kanske at stå hjælpeløs og alene i verden. Eller også at måtte gi’ Dem hen til en anden mand, – som De – muligens – heller ikke kunde føle nogen godhed for.

BOLETTE.
Å ja, – jeg ser jo nok, hvor sandt det er, – alt det, som De siger. Men alligevel –! – Eller kanske dog –?

ARNHOLM
(hurtigt)
.
Nu!

BOLETTE
(ser tvilrådig på ham)
.
Kanske det da ikke var så rent umuligt alligevel –.

ARNHOLM.
Hvilket, Bolette!

BOLETTE.
At det kunde la’ sig gøre, – at gå ind på – på det, – som De foreslog mig.

ARNHOLM.
Mener De, at De kanske dog kunde være villig til at –? At De i alle fald kunde ville unde mig den glæde at få hjælpe Dem som en trofast ven?

BOLETTE.
Nej, nej, nej! Aldrig det! For det vilde nu være så rent aldeles umuligt. – Nej, – herr Arnholm, – tag mig så heller.

ARNHOLM.
Bolette! Vil De alligevel!

BOLETTE.
Ja, – jeg tror – jeg vil det.

ARNHOLM.
De vil altså dog bli’ min hustru!

BOLETTE.
Ja. Hvis De endnu synes, at – at De bør ta’ mig.

ARNHOLM.
Om jeg synes –!
(griber hendes hånd.)
Å, tak, – tak, Bolette! Hvad De ellers sa’, – Deres tvilrådighed før, – det afskrækker mig ikke. Har jeg end ikke fuldt ud Deres hjerte nu, så skal jeg nok vide at vinde det. Å, Bolette, jeg skal bære Dem på hænderne!

BOLETTE.
Og så får jeg se mig om i verden. Får leve med i livet. Det har De lovet mig.

ARNHOLM.
Og det står jeg ved.

BOLETTE.
Og får lov til at lære alt, hvad jeg har lyst til.

ARNHOLM.
Jeg skal selv være Deres lærer. Ligesom før, Bolette. Husk på det sidste skoleåret –.

BOLETTE
(stille eg fordybet i sig selv)
.
Tænk, – at vide sig fri – og få komme ud i det fremmede. Og så ikke behøve at gå og ængste sig for fremtiden. Ikke gå og grue for dette tossede udkomme –.

ARNHOLM.
Nej, sligt noget skal De aldrig ha’ nødig at spilde en tanke på. Og – ikke sandt, min kære Bolette, – det er også en ganske god ting? Hvad?

BOLETTE.
Ja. Det er det rigtignok. Det er visst og sandt.

ARNHOLM
(lægger armen om hendes liv)
.
Å, De skal bare se, hvor hyggeligt og lunt vi skal indrette os sammen! Og hvor godt og trygt og fortroligt vi to skal komme ud af det med hinanden, Bolette!

BOLETTE.
Ja, jeg begynder også at –. Jeg tror i grunden – at dette her må kunne gå.
(ser ud til højre og gør sig hurtig løs.)
Ah! Sig endelig ikke noget!

ARNHOLM.
Hvad er det, kære?

BOLETTE.
Å, det er den stakkers –.
(peger ud.)
Se der borte.

ARNHOLM.
Er det Deres far –?

BOLETTE.
Nej, det er den unge billedhuggeren. Han går der henne med Hilde.

ARNHOLM.
Nå, Lyngstrand. Hvad er der i vejen med ham?

BOLETTE.
Å, De véd jo, hvor svag og dårlig han er.

ARNHOLM.
Ja, hvis det ikke bare er indbildning.

BOLETTE.
Å nej, det er nok sandt. Han gør det visst ikke længe. Men det er kanske det bedste for ham.

ARNHOLM.
Kære, hvorfor skulde det være bedst?

BOLETTE.
Jo, fordi – fordi det blir visst aldrig til noget med hans kunst alligevel. – Lad os gå før de kommer.

ARNHOLM.
Så hjertelig gerne, min kære Bolette.
(Hilde og Lyngstrand kommer frem ved dammen.)

HILDE.
Hej, – hej! Vil ikke herskabet vente på os?

ARNHOLM.
Bolette og jeg går helst lidt i forvejen.
(han og Bolette går ud til venstre.)

LYNGSTRAND
(ler stille)
.
Det er svært fornøjeligt her i denne tid. Alle mennesker så går de parvis. Altid to og to sammen.

HILDE
(ser efter dem)
.
Jeg tør næsten bande på, at han går og frier til hende.

LYNGSTRAND.
Så? Har De mærket noget sligt?

HILDE.
Å ja. Det er da ikke vanskeligt, – når en har øjnene med sig.

LYNGSTRAND.
Men frøken Bolette tar ham ikke. Det er jeg sikker på.

HILDE.
Nej. For hun synes, han er ble’t så fælt gammel at se til. Og så tror hun, at han snart blir skaldet også.

LYNGSTRAND.
Nå, det er ikke for det alene. Hun vilde ikke ta’ ham alligevel.

HILDE.
Hvor kan nu De vide det?

LYNGSTRAND.
Jo, for der er en anden en, som hun har lovet at gå og tænke på.

HILDE.
Bare tænke på?

LYNGSTRAND.
Mens han er borte, ja.

HILDE.
Å, så er det vel sagtens Dem selv, som hun skal gå og tænke på da!

LYNGSTRAND.
Det kunde nok kanske være.

HILDE.
Har hun lovet Dem det?

LYNGSTRAND.
Ja, tænk, – det har hun lovet mig! Men De må endelig ikke si’e hende, at De véd om det.

HILDE.
Å, Gud bevare min mund. Jeg er så taus som graven.

LYNGSTRAND.
Jeg synes, det er så svært snilt af hende.

HILDE.
Og når De så kommer her hjem igen, – vil De så forlove Dem med hende da? Og gifte Dem med hende også?

LYNGSTRAND.
Nej, det vilde ikke passe godt sammen. For jeg tør jo ikke tænke på sligt noget i de første årene. Og når jeg engang kommer så vidt, så vil hun ligesom være ble’t noget for gammel for mig, synes jeg.

HILDE.
Men endda så vil De ha’, at hun skal gå her og tænke på Dem?

LYNGSTRAND.
Ja, for det er så nyttigt for mig. For mig som kunstner, forstår De. Og hun kan jo så let gøre det, hun, som ikke selv har noget rigtigt livskald. – Men snilt er det af hende alligevel.