Complete Works of Henrik Ibsen (634 page)

WANGEL.
Dem! Fremdeles –!

ELLIDA
(viger bag Wangel)
.
Åh –! Han slipper mig aldrig!

WANGEL.
Dem! Siger De, at hun hører Dem til!

DEN FREMMEDE.
Har hun fortalt Dem noget om to fingerringe? Min ring og Ellidas?

WANGEL.
Ja vel. Men hvad så? Hun gjorde det jo siden forbi igen. De har jo fåt hendes breve. De véd det altså selv.

DEN FREMMEDE.
Både Ellida og jeg var enige om, at dette med ringene skulde stå ved magt og gælde så fuldt og godt som en vielse.

ELLIDA.
Men jeg vil ikke, hører De jo! Aldrig i verden vil jeg vide noget af Dem mere! Se ikke således på mig! Jeg vil ikke, siger jeg!

WANGEL.
De må være en forstyrret mand, dersom De tror, De kan komme her og bygge nogen ret på slige barnestreger.

DEN FREMMEDE.
Det er sandt. Nogen ret, – i den mening, som De tar det, – det har jeg jo slet ikke.

WANGEL.
Men hvad vil De så gøre? De bilder Dem da vel aldrig ind, at De kan ta’ hende fra mig med magt! Mod hendes egen vilje!

DEN FREMMEDE.
Nej. Hvad skulde det være godt for? Vil Ellida være med mig, så må hun rejse frivillig.

ELLIDA
(studser og bryder ud)
.
Frivillig –!

WANGEL.
Og det kunde De tænke Dem –!

ELLIDA
(hen for sig)
.
Frivillig –!

WANGEL.
De må være sindsforvirret. Gå Deres vej! Vi har ikke noget mere med Dem at skaffe.

DEN FREMMEDE
(ser på sit uhr)
.
Det er snart på tiden for mig at komme ombord igen.
(et skridt nærmere.)
Ja, ja, Ellida, – nu har jeg altså gjort min skyldighed.
(atter nærmere.)
Jeg har holdt det ord, jeg gav dig.

ELLIDA
(bønligt, viger tilside)
.
Å, rør mig ikke!

DEN FREMMEDE.
Og så får du betænke dig til imorgen nat –

WANGEL.
Her er ingen ting at betænke. Se til, at De kommer ud!

DEN FREMMEDE
(fremdeles til Ellida)
.
Nu går jeg med damperen indover i fjorden. Imorgen nat kommer jeg altså igen. Og så ser jeg indom til dig. Du får vente på mig her i haven. For jeg vil helst gøre den sagen af med dig alene, forstår du.

ELLIDA
(sagte og bævende)
.
Å, hører du det, Wangel!

WANGEL.
Vær bare rolig. Det besøg skal vi nok vide at forhindre.

DEN FREMMEDE.
Farvel da så længe, Ellida. Imorgen nat altså.

ELLIDA
(bønfaldende)
.
Å nej, nej, – kom ikke imorgen nat! Kom aldrig mere igen!

DEN FREMMEDE.
Og skulde du til den tid bli’ til sinds at følge med over havet –

ELLIDA.
Å, se da ikke sådan på mig!

DEN FREMMEDE.
Jeg mener bare, at så får du holde dig rejsefærdig.

WANGEL.
Gå op i huset, Ellida.

ELLIDA.
Jeg kan ikke. Å, hjælp mig! Frels mig, Wangel!

DEN FREMMEDE.
For du må vel tænke på den ting, at rejser du ikke med mig imorgen, så er det hele ude.

ELLIDA
(ser bævende på ham)
.
Er så det hele ude? For bestandig –?

DEN FREMMEDE
(med et nik)
.
Kan aldrig gøres om igen da, Ellida. Jeg kommer aldrig mere til disse lande. Du får aldrig se mig mere. Aldrig høre fra mig heller. Da er jeg som død og borte fra dig for bestandig.

ELLIDA
(ånder uroligt)
.
Åh –!

DEN FREMMEDE.
Tænk altså nøje over, hvad du gør. Farvel.
(går hen og stiger over gærdet, standser og siger:)
Ja, Ellida, – hold dig så rejsefærdig til imorgen nat. For da kommer jeg her og henter dig.
(han går langsomt og rolig henad fodstien ud til højre.)

ELLIDA
(ser en stund efter ham)
.
Frivillig, sa’ han! Tænk, – han sa’, at frivillig skulde jeg rejse med ham.

WANGEL.
Vær bare sindig. Nu er han jo borte. Og du skal aldrig få se ham mere.

ELLIDA.
Å, hvor kan du da sige det? Han kommer jo igen imorgen nat.

WANGEL.
Lad ham komme. Dig skal han i alle fald ikke mødes med.

ELLIDA
(ryster på hodet)
.
Å, Wangel, tro aldrig, at du kan hindre ham.

WANGEL.
Jo, kære, – lid du bare på mig.

ELLIDA
(grublende, uden at høre på ham)
.
Når han nu har været her – imorgen nat –? Og når han så er rejst over havet med dampskibet –?

WANGEL.
Ja, hvad så?

ELLIDA.
Gad vide, om han da aldrig – aldrig mere kommer?

WANGEL.
Nej, kære Ellida, det kan du visst være ganske tryg for. Hvad skulde han vel gøre her bagefter dette? Nu har han jo fåt høre af din egen mund, at du slet ikke vil vide af ham. Dermed er den sag forbi.

ELLIDA
(hen for sig)
.
Imorgen altså. Eller aldrig.

WANGEL.
Og skulde han end finde på at komme her igen –

ELLIDA
(spændt)
.
Hvad så –?

WANGEL.
Da står det jo i vor magt at gøre ham uskadelig.

ELLIDA.
Å, tro ikke det.

WANGEL.
Det står i vor magt, siger jeg! Kan du ikke få fred for ham på anden måde, så skal han komme til at bøde for drabet på kaptejnen.

ELLIDA
(heftigt)
.
Nej, nej, nej! Aldrig det! Vi véd ingen ting om drabet på kaptejnen! Slet ingen ting!

WANGEL.
Véd vi ikke! Han har jo selv tilståt det for dig!

ELLIDA.
Nej, ingen ting om dette! Siger du noget, så nægter jeg det. Ikke spærre ham inde! Han hører til ude på det åbne hav. Der ude hører han til.

WANGEL
(ser på hende og siger langsomt)
.
Ah, Ellida, – Ellida!

ELLIDA
(klynger sig voldsomt op til ham)
.
Å, kære, trofaste, – frels mig for den mand!

WANGEL
(gør sig læmpeligt løs)
.
Kom! Kom med mig!
(Lyngstrand og Hilde, hegge med fiskeredskaberne, kommer frem frahøjre ved dammen.)

LYNGSTRAND
(går hurtig hen til Ellida)
.
Å nej, frue, nu skal De høre noget mærkeligt!

WANGEL.
Hvad er det?

LYNGSTRAND.
Tænk, – vi har set amerikaneren!

WANGEL
Amerikaneren?

HILDE.
Ja, jeg så ham også.

LYNGSTRAND.
Han gik op bag om haven og så ombord i det store engelske dampskibet.

WANGEL.
Hvor kender De den mand fra?

LYNGSTRAND.
Jeg har faret til sjøs med ham en gang. Jeg trode så visst, at han var druknet. Og så er han ganske levendes.

WANGEL.
Véd De noget nærmere om ham?

LYNGSTRAND.
Nej. Men han er visst kommet for at hævne sig på sin troløse sjømandskone.

WANGEL.
Hvad er det De siger?

HILDE.
Lyngstrand vil bruge ham til at lave et kunstværk af.

WANGEL.
Jeg begriber ikke et ord –

ELLIDA.
Du skal få høre det siden.
(Arnholm og Bolette kommer fra venstre på fodstien udenfor havegærdet.)

BOLETTE
(til dem i haven)
.
Kom her og se! Nu går den engelske damperen indover fjorden.
(Et stort dampskib glider langsomt forbi i nogen frastand.)

LYNGSTRAND
(til Hilde henne ved havegærdet)
.
Inat kommer han visst over hende.

HILDE
(nikker)
.
Over den troløse sjømandskonen, – ja.

LYNGSTRAND.
Tænk, – ved midnats tider.

HILDE.
Jeg synes, det må bli’ spændende.

ELLIDA
(ser efter skibet)
.
Imorgen altså –

WANGEL.
Og så aldrig mere.

ELLIDA
(sagte og bævende)
.
Å, Wangel, – frels mig for mig selv!

WANGEL
(ser angstfuldt på hende)
.
Ellida! Jeg aner det, – her er noget bagved.

ELLIDA.
Det dragende er bagved.

WANGEL.
Det dragende –?

ELLIDA.
Den mand er som havet.
(hun går langsomt og grublende gennem haven ud til venstre. Wangel går urolig ved siden af og iagttager hende forskende.)

FJERDE AKT

(Doktor Wangels havestue. Døre til højre og venstre. I baggrunden mellem begge vinduerne åben glasdør ud til verandaen. Nedenfor denne ses en del af haven. Sofa med bord foran til venstre. Til højre et pianoforte og længere tilbage en stor blomsteropsats. Midt på gulvet et rundt bord med stole omkring. På bordet et blomstrende rosentræ og andre potteplanter omkring. – Det er formiddag.)

(Inde i stuen ved bordet til venstre sidder Bolette i sofaen, beskæftiget med et broderi. Lyngstrand sidder på en stol ved den øvre ende af bordet. Nede i haven sidder Ballested og maler. Hilde står ved siden af og ser på ham.)

LYNGSTRAND
(med armene på bordet, sidder en stund i taushed og ser på hvorledes Bolette arbejder)
.
Det må visst være svært vanskeligt at sy slig en bord, frøken Wangel.

BOLETTE.
Å nej, det er ikke så vanskeligt. Når en bare passer på at tælle rigtig –

LYNGSTRAND.
Tælle? Må De tælle også?

BOLETTE.
Ja, stingene. Se her.

LYNGSTRAND.
Rigtig, ja! Tænk bare! Det er jo næsten som en slags kunst. Kan De tegne også?

BOLETTE.
Å ja, når jeg har mønster for mig.

LYNGSTRAND.
Ikke ellers?

BOLETTE.
Nej, ellers ikke.

LYNGSTRAND.
Så er det ikke rigtig kunst alligevel.

BOLETTE.
Nej, det er jo mest sådan – håndfærdighed.

LYNGSTRAND.
Men jeg tror nu, at De kanske kunde lære kunst.

BOLETTE.
Når jeg ikke har noget anlæg?

LYNGSTRAND.
Alligevel. Hvis De bestandig kunde få være sammen med en rigtig ægte kunstner –

BOLETTE.
Tror De, jeg så kunde lære af ham?

LYNGSTRAND.
Ikke sådan lære på almindelig måde. Men jeg tror, det vilde komme over Dem lidt efter lidt. Ligesom ved et slags underværk, frøken Wangel.

BOLETTE.
Det var underligt.

LYNGSTRAND
(lidt efter)
.
Har De tænkt nærmere –? Jeg mener – om De har tænkt sådan dybere og alvorligt over ægteskabet, frøken?

BOLETTE
(ser flygtig på ham)
.
Over –? Nej.

LYNGSTRAND.
Jeg har.

BOLETTE.
Så? Har De det.

LYNGSTRAND.
Jaha, – jeg tænker svært ofte over slige ting. Mest over ægteskabet. Og så har jeg jo læst om det i adskillige bøger også. Jeg tror, at ægteskabet må være ligesom et slags underværk at regne for. At kvinden sådan efterhånden forvandler sig over til at bli’ sin mand lig.

BOLETTE.
Får hans interesser, mener De?

LYNGSTRAND.
Ja, netop det!

BOLETTE.
Nå, men hans evner da? Og hans anlæg og hans færdigheder?

LYNGSTRAND.
Hm, ja, – jeg gad vide, om ikke alt det også –

BOLETTE.
Så tror De kanske også, at det, som en mand har læst sig til – eller tænkt sig til, – det skulde også kunne gå over på hans hustru?

LYNGSTRAND.
Det også, ja. Lidt efter lidt. Ligesom ved et underværk. Men jeg véd nok, at sligt bare kan ske i et ægteskab, som er trofast og kærligt og rigtig lykkeligt.

BOLETTE.
Er det aldrig faldet Dem ind, at en mand kanske også kunde drages således over i sin hustru? Bli’ hende lig, mener jeg.

LYNGSTRAND.
En mand? Nej, det har jeg ikke tænkt mig.

BOLETTE.
Men hvorfor ikke lige så godt det ene som det andet?

LYNGSTRAND.
Nej. for en mand har jo et kald at leve for. Og det er det, som gør en mand så stærk og fast, frøken Wangel. Han har et livskald, han.

BOLETTE.
Hver eneste en?

LYNGSTRAND.
Å nej. Jeg tænker nu nærmest på kunstneren.

BOLETTE.
Synes De, det er rigtigt af en kunstner, at han går hen og gifter sig?

LYNGSTRAND.
Ja, det synes jeg da. Når han kan finde nogen, som han holder inderlig af, så –

BOLETTE.
Alligevel. Jeg tænker mig, at han helst skulde leve bare for sin kunst alene.

LYNGSTRAND.
Ja vel skal han det. Men det kan han jo så godt gøre, om han også gifter sig.

BOLETTE.
Nå, men hun da?

LYNGSTRAND.
Hun? Hvorledes –?

BOLETTE.
Hun, som han gifter sig med. Hvad skal hun så leve for?

LYNGSTRAND.
Hun skal også leve for hans kunst. Jeg synes, at en kvinde måtte føle sig så inderlig lykkelig ved det.

BOLETTE.
Hm, – jeg véd ikke rigtig –

LYNGSTRAND.
Jo, frøken, det kan De tro. Det er ikke bare al den ære og anseelse, som hun nyder for hans skyld –. For det synes jeg næsten er det mindste at regne for. Men det, at hun får hjælpe ham til at skabe, – at hun kan lette arbejdet for ham ved at være om ham og hygge for ham og pleje ham godt og gøre ham livet rigtig fornøjeligt. Det synes jeg måtte være så rent dejligt for en kvinde.

BOLETTE.
Å, De véd ikke selv, hvor egenkærlig De er!

LYNGSTRAND.
Er jeg egenkærlig! Nå, du store Gud –! Å, dersom De bare kendte mig lidt bedre, end De gør –
(bøjer sig nærmere hen til hende.)
Frøken Wangel, – når jeg nu engang er borte, – og det er jeg jo snart –

BOLETTE
(ser deltagende på ham)
.
Men begynd da ikke at tro noget så trist.

LYNGSTRAND.
I grunden er det nu ikke så svært trist, synes jeg.

BOLETTE.
Hvorledes mener De da?

LYNGSTRAND.
Jeg rejser jo om en måneds tid. Herfra først. Og siden så går jeg jo altså ned til de sydlige lande.

BOLETTE.
Ah, således. Ja vel.

LYNGSTRAND.
Vil De da en gang imellem tænke på mig, frøken?

BOLETTE.
Ja, det vil jeg gerne.

LYNGSTRAND
(glad)
.
Nej, lover De mig det!

BOLETTE.
Ja, det lover jeg.

LYNGSTRAND.
Helligt og dyrt, frøken Bolette?

BOLETTE.
Helligt og dyrt.
(slår om.)
Å, men hvad skal det egentlig til, dette her! Det fører jo dog ikke til nogen verdens ting.

LYNGSTRAND.
Hvor kan De da sige det! For mig vilde det være så dejligt at vide, at De gik her hjemme og tænkte på mig.

BOLETTE.
Nå, men hvad så videre?

LYNGSTRAND.
Ja, noget videre véd jeg jo ikke sådan rigtig –

BOLETTE.
Ikke jeg heller. Der står jo så meget i vejen. Al verdens ting står i vejen, synes jeg.

LYNGSTRAND.
Å, der kunde vel ske et eller andet underværk. En lykkelig tilskikkelse af skæbnen – eller sligt noget. For jeg tror nu det, at jeg har lykken med mig.

BOLETTE
(levende)
.
Ja, ikke sandt! Tror De ikke det!

LYNGSTRAND.
Jo, det tror jeg så fuldt og fast. Og så – om nogen år – når jeg kommer hjem igen som en navnkundig billedhugger og i gode kår og i sundhedens fylde –

BOLETTE.
Ja, ja visst. Det vil vi håbe, at De gør.

LYNGSTRAND.
Det kan De så trygt håbe. Bare De tænker trofast og varmt på mig, mens jeg er ude i de sydlige lande. Og det har jeg jo nu Deres ord for.

BOLETTE.
Det har De.
(ryster på hodet.)
Men det fører visst ikke til noget alligevel.

LYNGSTRAND.
Jo, frøken Bolette, det vil da i det mindste føre til det, at så får jeg arbejde så meget des lettere og fortere på mit kunstværk.

BOLETTE.
Tror De altså det?

LYNGSTRAND.
Ja, det føler jeg indvendig. Og jeg synes da, det måtte være så oplivendes for Dem også – her i det afsides – når De vidste med Dem selv, at De ligesom hjalp mig med at skabe.

BOLETTE
(ser på ham)
.
Nå, – men De, på Deres side da?

LYNGSTRAND.
Jeg –?

BOLETTE
(ser ud mod haven)
.
Hys! Lad os tale om noget andet. For der kommer overlæreren.
(Overlærer Arnholm ses nede i haven fra venstre. Han standser og taler med Ballested og Hilde.)

LYNGSTRAND.
Holder De af Deres gamle lærer, frøken Bolette?

BOLETTE.
Om jeg holder af ham?

LYNGSTRAND.
Ja, jeg mener, om De synes godt om ham?

BOLETTE.
Å ja, det gør jeg. For han er svært bra’ at ha’ til ven og rådgiver sådan. – Og så er han altid så hjælpsom, når han kan.

LYNGSTRAND.
Men er ikke det underligt, at han ikke har giftet sig?

BOLETTE.
Synes De, det er så underligt?

LYNGSTRAND.
Ja. For han er jo en velhavendes mand, siger de.

BOLETTE.
Han skal nok være det. Men det har vel ikke været så let for ham at finde nogen, som vilde ha’ ham, kan jeg tro.

LYNGSTRAND.
Hvorfor det da?

BOLETTE.
Å, han har jo været lærer for næsten alle de unge piger, som han kender. Det siger han selv.

LYNGSTRAND.
Ja, hvad skulde det gøre?

BOLETTE.
Men, Herregud, man gifter sig da ikke med en, som har været ens lærer!

LYNGSTRAND.
Tror De ikke, at en ung pige kunde elske sin lærer?

BOLETTE.
Ikke efter at hun er ble’t rigtig voksen.

LYNGSTRAND.
Nej – tænk det!

BOLETTE
(advarende)
.
Så, så, så!
(Ballested har imidlertid samlet sine sager sammen og bærer dem udtil højre i haven. Hilde hjælper ham. Arnholm går op på varandaen og kommer ind i stuen.)

ARNHOLM.
God morgen, min kære Bolette. God morgen, herr – herr – hm!
(han ser misfornøjet ud og nikker koldt til Lyngstrand, som rejser sig og bukker.)

BOLETTE
(står op og går hen til Arnholm)
.
God morgen, herr overlærer.

ARNHOLM.
Hvorledes står her til idag?

BOLETTE.
Jo tak, bra’.

ARNHOLM.
Er Deres stedmor kanske i bad idag også?

BOLETTE.
Nej, hun er oppe på sit værelse.

ARNHOLM.
Ikke rigtig rask?

BOLETTE.
Jeg véd ikke. For hun har lukket sig inde.

ARNHOLM.
Hm, – har hun det?

LYNGSTRAND.
Fru Wangel blev nok svært altereret over den amerikaneren igår.

ARNHOLM.
Hvad véd De om det?

LYNGSTRAND.
Jeg fortalte fruen, at jeg havde set ham gå levendes bagom haven.

ARNHOLM.
Åh, således.

BOLETTE
(til Arnholm)
.
De og far blev visst siddende længe oppe inat.