Complete Works of Henrik Ibsen (632 page)

ELLIDA.
Det vilde han ikke ud med. Han sa’, at det var ikke noget for mig at høre på.

WANGEL.
Og du trode ham på hans blotte og bare ord?

ELLIDA.
Ja, der faldt mig ikke ind andet. Nå, rejse måtte han jo alligevel. Men idet han skulde til at sige mig farvel –. Nej, du kan aldrig tænke dig, hvad han da fandt på.

WANGEL.
Nå? Så lad mig høre da!

ELLIDA.
Han tog op af lommen en nøglehank og trak så af fingeren en ring, som han brugte gå med. Fra mig tog han også en liden ring, som jeg havde. Disse to ringene stak han sammen ind på nøglehanken. Og så sa’ han, at nu skulde vi to vie os sammen til havet.

WANGEL.
Vie –?

ELLIDA.
Ja, så sa’ han. Og dermed så kasted han hanken med ringene, af al sin magt, så langt han kunde, ud i dybet.

WANGEL.
Og du, Ellida? Du gik med på det?

ELLIDA.
Ja, tænk dig, – jeg syntes dengang, at det var, som om det skulde så være. – Men, Gud ske lov, – så rejste han da!

WANGEL.
Og da han vel var borte –?

ELLIDA.
Å, du kan vel tænke, at jeg snart kom til besindelse igen. Kom til at skønne, hvor rent galt og meningsløst det havde været alt sammen.

WANGEL.
Men du talte før om breve. Du har altså dog hørt fra ham siden?

ELLIDA.
Ja, jeg har hørt fra ham. Først fik jeg et par korte linjer fra Arkangel. Han skrev bare, at han vilde over til Amerika. Og så opgav han, hvor hen jeg kunde sende svar.

WANGEL.
Gjorde du da det?

ELLIDA.
Straks. Jeg skrev naturligvis, at al ting måtte være forbi imellem os. Og at han ikke mere skulde tænke på mig, ligesom jeg aldrig mere vilde tænke på ham.

WANGEL.
Men skrev han da så alligevel igen?

ELLIDA.
Ja, han skrev igen.

WANGEL.
Og hvad svared han på det, du havde ladt ham vide?

ELLIDA.
Ikke et ord på det. Det var, som om jeg slet ikke havde brudt med ham. Han skrev ganske sindig og rolig, at jeg skulde vente på ham. Når han kunde ta’ imod mig, vilde han la’ mig det vide. Og da skulde jeg komme til ham straks.

WANGEL.
Vilde altså ikke slippe dig?

ELLIDA.
Nej. Så skrev jeg igen. Næsten ord til andet det samme som første gang. Eller endnu stærkere.

WANGEL.
Og så gav han sig da?

ELLIDA.
Å nej, tro ikke det. Han skrev rolig som før. Ikke et ord om, at jeg havde brudt med ham. Så skønte jeg nok, det var unyttigt. Og derfor så skrev jeg aldrig mere til ham.

WANGEL.
Og hørte ikke heller fra ham?

ELLIDA.
Jo, jeg har fåt tre breve fra ham efter den tid. En gang skrev han mig til fra Kalifornien og en anden gang fra Kina. Det sidste brev, jeg fik fra ham, var fra Australien. Da skrev han, at han vilde gå til guldminerne. Men siden har han aldrig ladt høre fra sig.

WANGEL.
Den mand har havt en uvanlig magt over dig. Ellida.

ELLIDA.
Å ja, ja. Det grufulde menneske!

WANGEL.
Men det må du ikke tænke mere på. Aldrig! Lov mig endelig det, min kære, velsignede Ellida! Nu skal vi forsøge en anden kur for dig. En friskere luft, end her inde i fjordene. Den saltsvangre, fejende havluft, du! Hvad siger du til det?

ELLIDA.
Å, tal ikke om den ting! Tænk ikke på sligt noget! Der er ingen hjælp i det for mig. Jeg føler det så godt, – jeg får ikke væltet det af mig derude heller.

WANGEL.
Hvilket? Kære, – hvilket mener du egentlig nu?

ELLIDA.
Det grufulde, mener jeg. Denne ubegribelige magt over sindet –

WANGEL.
Men det har du jo væltet af dig. For længe siden. Dengang du brød med ham. Nu er jo det længst forbi.

ELLIDA
(springer op)
.
Nej, det er netop det, det ikke er!

WANGEL.
Ikke forbi!

ELLIDA.
Nej, Wangel, – det er ikke forbi! Og jeg er ræd, at det aldrig blir forbi. Aldrig i dette liv!

WANGEL
(med kvalt stemme)
.
Vil du dermed sige, at du inderst inde aldrig har kunnet glemme den fremmede mand?

ELLIDA.
Jeg havde glemt ham. Men så var det med et ligesom om han kom igen.

WANGEL.
Hvor længe er det siden?

ELLIDA.
Det er nu omkring tre år siden. Eller lidt mere. – Det var imens jeg gik og vented barnet.

WANGEL.
Ah! På den tid altså? Ja, Ellida, – da begynder jeg jo at få rede på så mangt og meget.

ELLIDA.
Du tar fejl, kære! Det, som er kommet over mig –. Å, jeg tror, det er aldrig i verden til at få rede på.

WANGEL
(ser smertefuld på hende)
.
Tænke sig til – at her har du gået i hele tre år og båret kærlighed til en anden mand. Til en anden! Ikke til mig, – men til en anden!

ELLIDA.
Å, du tar så rent fejl. Jeg bærer ikke kærlighed til nogen anden end til dig.

WANGEL
(dæmpet)
.
Hvorfor er det da, at du i al denne tid ikke har villet leve med mig som min hustru?

ELLIDA.
Det er for den rædsels skyld, som står af den fremmede mand.

WANGEL.
Rædsel –?

ELLIDA.
Ja, rædsel. En rædsel så grufuld, som jeg synes bare havet kan ha’ den. For nu skal du høre, Wangel –
(De unge folk fra byen kommer tilbage fra venstre, hilser og går ud til højre. Sammen med dem kommer Arnholm, Bolette, Hilde og Lyngstrand.)

BOLETTE
(i det de går forbi)
.
Nej, går l og vandrer her oppe endnu?

ELLIDA.
Ja, det er så svalt og godt her oppe i højden.

ARNHOLM.
Vi for vor part skal såmæn ned og danse.

WANGEL.
Godt, godt. Vi kommer snart derned, vi også.

HILDE.
Farvel så længe da.

ELLIDA.
Herr Lyngstrand, – å, vent et øjeblik.
(Lyngstrand standser. Arnholm, Bolette og Hilde går ud til højre.)

ELLIDA
(til Lyngstrand)
.
Skal De også danse?

LYNGSTRAND.
Nej, frue, jeg tror ikke, jeg tør.

ELLIDA.
Nej, det er bedst, De er forsigtig. Dette med brystet –. De har jo ikke rigtig forvundet det endnu.

LYNGSTRAND.
Ikke så ganske rigtig, nej.

ELLIDA
(noget nølende)
.
Hvor længe kan det vel nu være siden De gjorde den rejsen –?

LYNGSTRAND.
Den gang jeg fik knækket?

ELLIDA.
Ja, den rejsen, De fortalte om i formiddags.

LYNGSTRAND.
Å, det er vel så omtrent –. Bi lidt. Jo, det er nu godt og vel tre år siden.

ELLIDA.
Tre år altså.

LYNGSTRAND.
Eller lidt mere. Vi gik fra Amerika i Februar. Og så forliste vi i Marts. Det var jævndøgnsstormene, vi var kommet ud for.

ELLIDA
(ser på Wangel)
.
Altså på den tiden var det –.

WANGEL.
Men, kære Ellida –?

ELLIDA.
Nå, lad Dem ikke opholde, herr Lyngstrand. Gå De. Men dans ikke.

LYNGSTRAND.
Nej, bare se på.
(han går ud til højre.)

WANGEL.
Kære Ellida, – hvorfor spurgte du ham ud om den rejsen?

ELLIDA.
Johnston har været med ombord. Det er jeg ganske viss på.

WANGEL.
Hvoraf slutter du det?

ELLIDA
(uden at svare)
.
Han har fåt vide ombord, at jeg havde giftet mig med en anden. Mens han var borte. Og så – i samme stunden så kom dette her over mig!

WANGEL.
Dette med rædselen?

ELLIDA.
Ja. Ret som det er, kan jeg pludselig komme til at se ham lys levende foran mig. Eller egentlig lidt til siden. Han ser aldrig på mig. Han bare er der.

WANGEL.
Hvorledes synes du, han ser ud?

ELLIDA.
Således, som da jeg så ham sidst.

WANGEL.
For ti år siden?

ELLIDA.
Ja. Ude på Bratthammeren. Aller tydeligst ser jeg hans brystnål med en stor, blåhvid perle i. Den perlen ligner et dødt fiskeøje. Og det ligesom stirrer på mig.

WANGEL.
I Guds navn –! Du er sygere, end jeg trode. Sygere end du selv véd af, Ellida.

ELLIDA.
Ja, ja, – hjælp mig, om du kan! For jeg føler, at det trækker sig mere og mere sammen om mig.

WANGEL.
Og i slig en tilstand har du nu gået her i hele tre år. Båret på disse lønlige lidelser uden at betro dig til mig.

ELLIDA.
Men det kunde jeg jo ikke! Ikke før nu, da det blev nødvendigt – for din egen skyld. Skulde jeg ha’ betrod dig alt dette her, – så måtte jeg jo også ha’ betrod dig – det uudsigelige.

WANGEL.
Det uudsigelige –?

ELLIDA
(afværgende)
.
Nej, nej, nej! Spør’ ikke! Bare en eneste ting til. Så ikke mere. – Wangel, – hvorledes skal vi grunde ud – dette gådefulde med barnets øjne –?

WANGEL.
Kære, velsignede Ellida, jeg forsikrer dig, at det var bare en indbildning af dig. Barnet havde akkurat samme slags øjne sorn andre normale børn.

ELLIDA.
Nej, det havde ikke! At du ikke kunde se det! Barnets øjne skifted farve efter sjøen. Lå fjorden i solskinsstille, så var øjnene derefter. I stormvejr også. – Å, jeg så det nok, jeg, om ikke du så det.

WANGEL
(eftergivende)
.
Hm, – lad så være da. Men selv om så var? Hvad så?

ELLIDA
(sagte og nærmere)
.
Jeg har set slige øjne før.

WANGEL.
Når? Og hvor –?

ELLIDA.
Ude på Bratthammeren. For ti år siden.

WANGEL
(viger et skridt)
.
Hvad skal dette –!

ELLIDA
(hvisker bævende)
.
Barnet havde den fremmede mands øjne.

WANGEL
(skriger uvilkårligt)
.
Ellida –!

ELLIDA
(slår i jammer hænderne sammen over hodet)
.
Nu må du vel forstå, hvorfor jeg aldrig mere vil, – aldrig mere tør leve med dig som din hustru!
(hun vender sig hurtigt og flygter ned over bakkerne til højre.)

WANGEL
(iler efter hende og råber)
.
Ellida, – Ellida! Min stakkers ulykkelige Ellida!

TREDJE AKT

(En afsides liggende del af doktor Wangels have. Stedet er fugtigt, sumpigt og overskygget af store gamle trær. Til højre ses bredden af en skimlet dam. Et lavt åbent gærde skiller haven fra fodstien og fjorden i baggrunden. Længst tilbage fjeldrækkerne og tinderne hinsides fjorden. Det er sen eftermiddag, henimod aften.)

(Bolette sidder og syr på en stenbænk til venstre. På bænken ligger ei par bøger og en sykurv. Hilde og Lyngstrand, begge med fiskeredskaber, går ved bredden af dammen.)

HILDE
(gør tegn til Lyngstrand)
.
Stå stille! Der ser jeg en stor en.

LYNGSTRAND
(ser efter)
.
Hvor står den henne?

HILDE
(peger)
.
Kan De ikke se – der nede står den. Og se der! Der er, Guds død, en til!
(ser hen mellem træerne.)
Uh, – nu kommer han og skræmmer dem for os!

BOLETTE
(ser op)
.
Hvem kommer?

HILDE.
Din overlærer, mor!

BOLETTE.
Min –?

HILDE.
Ja, min har han, så gu’, aldrig været.
(Overlærer Arnholm, fra højre, kommer frem mellem træerne.)

ARNHOLM.
Er der kommet fisk i dammen nu?

HILDE.
Ja, her går nogen svært gamle karudser.

ARNHOLM.
Nej, så de gamle karudserne er i live endnu?

HILDE.
Ja, de er sejge, de. Men nu skal vi vel se at få has på nogen af dem.

ARNHOLM.
De skulde da heller prøve ude på fjorden.

LYNGSTRAND.
Nej, dammen – den er ligesom mere hemmelighedsfuld at kalde for.

HILDE.
Ja, her er det mere spændende. – Har De været i sjøen nu?

ARNHOLM.
Netop. Jeg kommer lige fra badehuset.

HILDE.
De holdt Dem vel inde i kummen da?

ARNHOLM.
Ja, jeg er ikke nogen særdeles svømmer.

HILDE.
Kan De svømme på ryggen?

ARNHOLM.
Nej.

HILDE.
Jeg kan.
(til Lyngstrand )
Lad os prøve der borte på den andre siden.
(de går langsmed dammen ud til højre.)

ARNHOLM
(går nærmere hen til Bolette)
.
Sidder De så alene, De, Bolette?

BOLETTE.
Å ja, det gør jeg som oftest.

ARNHOLM.
Er ikke Deres mor her nede i haven?

BOLETTE.
Nej. Hun er visst ude og går
¹
med far.

1.
fu: gå

ARNHOLM.
Hvorledes står det til med hende i eftermiddag?

BOLETTE.
Jeg véd ikke rigtig. Jeg glemte at spørge efter.

ARNHOLM.
Hvad er det for bøger, De har der?

BOLETTE.
Å, den ene er sådant noget om plantelære. Og den anden er en jordbeskrivelse.

ARNHOLM.
Læser De gerne den slags ting?

BOLETTE.
Ja, når jeg kan få tid til det, så –. Men husstellet må jeg jo først og fremst ta’ mig af.

ARNHOLM.
Men hjælper ikke Deres mor – Deres stedmor – hjælper ikke hun Dem med det?

BOLETTE.
Nej, det ligger til mig. Jeg måtte jo stå for det i de to år, far var alene. Og så er det ble’t ved det sidenefter også.

ARNHOLM.
Men lige stor læselyst har De altså fremdeles.

BOLETTE.
Ja, jeg læser, hvad jeg kan få fat på af nyttige bøger. En vil jo gerne vide lidt besked om verden. For her lever vi jo så rent udenfor alt det, som til er. Ja, næsten da.

ARNHOLM.
Men, kære Bolette, sig dog ikke det.

BOLETTE.
Å jo. Jeg synes ikke, vi lever synderlig anderledes, vi, end karudserne nede i dammen der. Fjorden har de så lige ind på sig og der stryger de store vilde fiskestimene ud og ind. Men det får de stakkers tamme husfiskene ikke vide nogen ting om. Og der får de aldrig være med.

ARNHOLM.
Jeg tror ikke heller, det vilde bekomme dem videre bra’, om de slap ud der.

BOLETTE.
Å, det fik næsten være det samme, synes jeg.

ARNHOLM.
For resten kan De da ikke sige, at man er sat så rent udenfor livet her. Ikke om sommeren i alle fald. Her er jo nu om dagene netop ligesom et slags mødested for verdenslivet. Næsten et knudepunkt – sådan i forbigående.

BOLETTE
(smiler)
.
Å ja, De, som selv er her bare sådan i forbigående, De har sagtens let nok for at gøre nar af os.

ARNHOLM.
Gør jeg nar –? Hvor falder De på det?

BOLETTE.
Jo, for alt dette her om mødested og knudepunkt for verdenslivet, det er noget, som De har hørt folk i byen sige. Ja, for de bruger at sige sådant noget.

ARNHOLM.
Ja, oprigtig talt, så har jeg lagt mærke til det.

BOLETTE.
Men der er jo ikke et sandt ord i det i grunden. Ikke for os, som lever her til stadig. Hvad nytter det os, at den store fremmede verden kommer her forbi for at rejse op og se på midnatssolen? Vi selv får jo ikke være med på det. Vi får såmæn ikke se nogen midnatssol. Å nej, vi får nok pent leve livet her i vor karudsdam.

ARNHOLM
(sætter sig hos hende)
.
Sig mig en gang, kære Bolette, – er der ikke, mon tro, et eller andet, – noget bestemt, mener jeg, som De går her hjemme og længter efter?

BOLETTE.
Å jo, det kunde nok være.

ARNHOLM.
Og hvad er så det egentlig for noget? Hvad er det, De går og længter efter?

BOLETTE.
Mest efter at få komme ud.

ARNHOLM.
Det altså først og fremst?

BOLETTE.
Ja. Og så efter at få lære noget mere. At få vide noget rigtig om alle ting.

ARNHOLM.
I den tid, jeg læste med Dem, sa’ Deres far ofte, at De skulde få lov til at studere.

BOLETTE.
Å ja, stakkers far, – han siger så meget. Men når det kommer til stykket, så –. Der er ikke nogen rigtig fremfærd i far.

ARNHOLM.
Nej, desværre, det har De ret i. Der er ikke egentlig det. Men har De da nogensinde talt med ham om den sag? Sådan rigtig alvorligt og indtrængende?

BOLETTE.
Nej, det har jeg egentlig ikke gjort heller.

ARNHOLM.
Men, véd De hvad, det skulde De dog virkelig gøre. Før det blir for sent, Bolette. Hvorfor gør De ikke det?

BOLETTE.
Å, det er vel fordi der ikke er nogen rigtig fremfærd i mig heller, kan jeg tro. Det er visst noget, jeg har efter far.

ARNHOLM.
Hm, – mon tro De ikke gør Dem selv uret der?

BOLETTE.
Å nej, desværre. Og så har jo far så liden tid til at tænke på mig og min fremtid. Liden lyst har han også til det. Sligt noget skyder han helst ifra sig, når han bare kan. For han er jo så rent optaget af Ellida –

ARNHOLM.
Af hvem –? Hvorledes –?

BOLETTE.
Jeg mener, at han og min stedmor –.
(afbrydende.)
Far og mor har jo sit for sig selv, kan De skønne.

ARNHOLM.
Nå, desto bedre vilde det da være, om De så til at komme væk fra dette her.

BOLETTE.
Ja, men jeg synes ikke, jeg har ret til det heller. Ikke til at forlade far.

ARNHOLM.
Men, kære Bolette, det blir De jo nødt til engang alligevel. Derfor så synes jeg, at De jo før jo heller –

BOLETTE.
Ja, der blir vel ikke andet for. Jeg må jo tænke på mig selv også. Søge at komme ind i en eller anden stilling. Når far engang falder fra, så har jeg jo ingen, jeg kan holde mig til. – Men stakkers far, – jeg gruer for at rejse fra ham.

ARNHOLM.
Gruer –?

BOLETTE.
Ja, for fars egen skyld.

ARNHOLM.
Men, Herregud, Deres stedmor da? Hun blir jo hos ham.

BOLETTE.
Ja, det er jo så. Men hun er slet ikke skikket til alt det, som mor havde sådant et godt greb på. Der er så mangt og meget, som denne her ikke ser. Eller som hun kanske ikke vil se, – eller ikke bryr sig om. Jeg véd ikke, hvilken af delene det er.

ARNHOLM.
Hm, – jeg tror nok, jeg forstår, hvad De sigter til.

BOLETTE.
Stakkers far, – han er svag i enkelte stykker. De har kanske selv mærket det. Forretninger har han jo heller ikke nok af til at fylde tiden ud. Og så det, at hun er så rent ude af stand til at støtte ham. – Det har han nu for resten visst selv nogen skyld i.

ARNHOLM.
Hvorledes det, tror De?

BOLETTE.
Å, far vil nu altid så gerne se glade ansigter omkring sig. Der skal være solskinsvejr og fornøjelighed i huset, siger han. Derfor er jeg ræd, han mangen gang lar hende få medicin, som hun slet ikke har godt af i længden.

ARNHOLM.
Tror De virkelig det.

BOLETTE.
Ja, jeg kan ikke komme bort fra den tanke. For hun er så underlig iblandt.
(heftig.)
Men er det så ikke ubilligt, at jeg skal bli’ ved at gå her hjemme! Det er jo i grunden ikke til nogen verdens nytte for far. Og jeg har da også pligter imod mig selv, synes jeg.

ARNHOLM.
Véd De hvad, kære Bolette, – disse sager skal vi to tale nærmere om.

BOLETTE.
Å, det nytter visst ikke stort. Jeg er vel skabt til at bli’ her i karudsdammen, kan jeg tro.

ARNHOLM.
Slet ikke. Det kommer ganske an på Dem selv.

BOLETTE
(livfuldt)
.
Siger De det?

ARNHOLM.
Ja, tro De mig. Det ligger helt og holdent i Deres egen hånd.

BOLETTE.
Å, gid jeg så sandt –! Vil De kanske lægge ind et godt ord for mig hos far?

ARNHOLM.
Det også. Men først og fremst vil jeg tale åbenhjertigt og uforbeholdent med Dem selv, kære Bolette.
(ser ud til venstre.)
Hys! Lad Dem ikke mærke med noget. Vi skal komme tilbage til det siden.
(Ellida kommer fra venstre. Hun er uden hat, kun med et stort tørklæde kastet over hodet og skuldrene.)

ELLIDA
(i urolig livlighed)
.
Her er det godt! Her er det dejligt!

ARNHOLM
(rejser sig)
.
Har De været ude at spadsere?

ELLIDA.
Ja, en lang, lang herlig tur opover med Wangel. Og nu skal vi ud og sejle.

BOLETTE.
Vil du ikke sætte dig?

ELLIDA.
Nej tak. Ikke sidde.

BOLETTE
(flytter sig på bænken)
.
For her er god plads.

ELLIDA
(går omkring)
.
Nej, nej, nej. Ikke sidde. Ikke sidde.

ARNHOLM.
Den turen har visst bekommet Dem vel. De ser så oplivet ud.

ELLIDA.
Å, jeg befinder mig så inderlig vel! Jeg føler mig så usigelig lykkelig! Så tryg! Så tryg –.
(ser ud til venstre.)
Hvad er det for et stort dampskib, som kommer der?

BOLETTE
(rejser sig og ser ud)
.
Det må være det store engelske.

ARNHOLM.
Det lægger til ude ved tønden. Plejer det stoppe her?