Complete Works of Henrik Ibsen (635 page)

ARNHOLM.
Ja, temmelig længe. Vi kom til at tale om noget alvorligt.

BOLETTE.
Fik De tale lidt med ham om mig og mine sager også?

ARNHOLM.
Nej, kære Bolette. Jeg kom ikke til. For han var så helt inde på noget andet.

BOLETTE
(sukker)
.
Ak ja, – det er han altid.

ARNHOLM
(ser betydningsfuldt på hende)
.
Men siden idag så skal jo vi to tale nærmere om de ting. – Hvor er Deres far nu? Kanske ikke hjemme?

BOLETTE.
Jo. Han må visst være nede på kontoret. Nu skal jeg hente ham her op.

ARNHOLM.
Nej tak. Gør ikke det. Jeg vil heller gå ned til ham.

BOLETTE
(lytter mod venstre)
.
Vent lidt, herr overlærer. Der tror jeg far kommer i trappen. Ja. Han har nok været ovenpå og set til hende.
(Doktor Wangel kommer ind gennem døren til venstre.)

WANGEL
(rækker Arnholm hånden)
.
Nå, kære ven, – er De allerede der? Det var snilt, at De kom så tidligt. For jeg vil gerne tale noget mere med Dem.

BOLETTE
(til Lyngstrand)
.
Skal vi kanske gå lidt ned i haven til Hilde?

LYNGSTRAND.
Ja, så svært gerne det, frøken.
(han og Bolette går ned i haven og ud mellem træerne i baggrunden.)

ARNHOLM
(som har fulgt dem med øjnene, vender sig til Wangel)
.
Kender De noget nærmere til den unge manden?

WANGEL.
Nej, slet ikke.

ARNHOLM.
Men synes De så om, at han går og driver så meget med småpigerne?

WANGEL.
Gør han da det? Det har jeg såmæn ikke lagt mærke til.

ARNHOLM.
Sligt burde De dog ha’ et lidet øje med, synes jeg.

WANGEL.
Ja, De har visst ret i det. Men, Herregud, hvad skal jeg arme mand gøre? Småpigerne er nu ble’t så vante til at skøtte sig selv. De lar sig ikke sige, hverken af mig eller af Ellida.

ARNHOLM.
Ikke af hende heller?

WANGEL.
Nej. Og for resten så kan jeg jo ikke forlange, at hun skal blande sig op i sligt noget. Det ligger slet ikke for hende.
(afbrydende.)
Men det var jo ikke det, vi skulde tale om. Sig mig så, – har De tænkt videre over sagen? Over alt dette her, som jeg fortalte Dem?

ARNHOLM.
Jeg har ikke tænkt på andet lige siden vi skiltes inat.

WANGEL.
Og hvad mener De da, at der er her at gøre?

ARNHOLM.
Kære doktor, jeg synes, at De som læge må vide det bedre end jeg.

WANGEL.
Å, dersom De bare vidste, hvor vanskeligt det er for en læge at dømme rigtigt om en syg, som han holder inderlig af! Og dette her er jo ikke nogen almindelig sygdom heller. Her hjælper ingen almindelig læge, – og ingen almindelige lægemidler.

ARNHOLM.
Hvorledes har hun det idag?

WANGEL.
Jeg var nu netop oppe hos hende og da forekom hun mig ganske rolig. Men bag alle hendes stemninger ligger der noget dulgt, som det er mig umuligt at komme på det rene med. Og så er hun jo så foranderlig, – så uberegnelig, – så pludselig vekslende.

ARNHOLM.
Det følger vel af hendes sygelige sindstilstand.

WANGEL.
Ikke alene. I sin dybeste grund er det hende medfødt. Ellida hører til havfolket. Det er sagen.

ARNHOLM.
Hvorledes mener De egentlig det, kære doktor?

WANGEL.
Har De ikke lagt mærke til, at de mennesker der ude ved det åbne hav er ligesom et folk for sig selv? Det er næsten som om de leved havets eget liv. Der er bølgegang – og ebbe og flod også – både i deres tænkning og i deres fornemmelser. Og så lar de sig aldrig omplante. Å, jeg skulde jo ha’ betænkt det før. Det var en ren forsyndelse imod Ellida at ta’ hende bort der ude fra og flytte hende hid ind!

ARNHOLM.
Er De kommen til den mening nu?

WANGEL.
Ja, mere og mere. Men jeg burde jo ha’ sagt mig det på forhånd. Å, i grunden vidste jeg det jo også. Men jeg lod det ikke komme til orde i mig. For jeg holdt jo så meget af hende, ser De! Derfor tænkte jeg først og fremst på mig selv. Så rent uforsvarlig egenkærlig var jeg dengang!

ARNHOLM.
Hm, – enhver mand er visst lidt egenkærlig under de omstændigheder. For resten så har jeg aldrig mærket noget til den lyde hos Dem, doktor Wangel.

WANGEL
(driver urolig om på gulvet)
.
Å jo! Og jeg har været det sidenefter også. Jeg er jo så meget, meget ældre end hun. Jeg burde ha’ været for hende som en far – og en vejleder tillige. Burde ha’ gjort mit bedste for at udvikle og klarne hendes tankeliv. Men det er der desværre aldrig ble’t noget af. Jeg har ikke havt fremfærd nok til det, ser De! For jeg vilde jo helst ha’ hende slig, som hun var. Men så blev det jo værre og værre med hende. Og jeg gik her og vidste ikke, hvad jeg skulde finde på.
(sagtere.)
Derfor var det, at jeg i min vånde skrev til Dem og bad Dem komme til os.

ARNHOLM
(ser forbauset på ham)
.
Hvad for noget! Var dét derfor, at De skrev?

WANGEL.
Ja. Men lad Dem ikke mærke med det.

ARNHOLM.
Men i al verden, kære doktor, – hvad gavn vented De da egentlig af mig? Det forstår jeg ikke.

WANGEL.
Nej, det er så rimeligt. For jeg var ledet på vildspor. Jeg trode, at Ellidas hjerte havde hængt ved Dem engang. At det lønligt hang en smule ved Dem endnu. At det kanske vilde gøre hende godt at få se Dem igen og få tale med Dem om hjemmet og om gamle dage.

ARNHOLM.
Det var altså Deres hustru, De mente, da De skrev, at her gik en og vented på mig og – og kanske længted efter mig!

WANGEL.
Ja, hvem ellers?

ARNHOLM
(hurtigt)
.
Nej, nej, De har ret. – Men jeg forstod det ikke.

WANGEL.
Meget rimeligt, som sagt. Jeg var jo rent på vildspor.

ARNHOLM.
Og De siger om Dem selv, at De er egenkærlig!

WANGEL.
Å, jeg havde jo så stor en skyld at bøde på. Jeg syntes ikke, jeg turde vrage noget middel, når det kanske kunde lette hendes sind en smule.

ARNHOLM.
Hvorledes forklarer De nu egentlig den magt, som denne fremmede mand øver over hende?

WANGEL.
Hm, kære ven, – der turde være sider ved den sag, som ikke lar sig forklare.

ARNHOLM.
Noget, som i og for sig er uforklarligt, mener De? Aldeles uforklarligt?

WANGEL.
I alle fald uforklarligt indtil videre.

ARNHOLM.
Tror De da på noget sådant?

WANGEL.
Jeg hverken tror eller benægter. Jeg bare véd ikke. Derfor lar jeg det stå hen.

ARNHOLM.
Ja, men sig mig nu én ting. Denne hendes underlige, uhyggelige påstand om, at barnets øjne –?

WANGEL
(ivrig)
.
Det med øjnene tror jeg aldeles ikke på! Jeg vil ikke tro på sligt noget! Det må være den pure indbildning af hende. Ikke noget andet.

ARNHOLM.
La’ De mærke til mandens øjne, da De så ham igår?

WANGEL.
Ja visst gjorde jeg det.

ARNHOLM.
Og De fandt ikke nogen slags lighed?

WANGEL
(undvigende)
.
Hm, – Herregud, hvad skal jeg svare? Det var jo ikke ganske lyst, da jeg så ham. Og desuden så havde jo Ellida talt så meget om denne ligheden i forvejen –. Jeg véd slet ikke, om jeg var i stand til at se ganske uhildet på ham.

ARNHOLM.
Nej, nej, det kan så være. Men så det andet da? At al denne angst og uro kom over hende netop på den tid, da dette fremmede menneske lader til at ha’ været på hjemrejsen?

WANGEL.
Ja, ser De, – det er også noget, som hun må ha’ digtet og drømt sig ind i siden i forgårs. Det kom aldeles ikke så pludselig – med én gang – over hende, som hun nu påstår. Men siden hun hørte af denne unge Lyngstrand, at Johnston – eller Friman – eller hvad han nu heder, – at han var på hidrejsen for tre år siden – i Marts måned, – så tror hun åbenbart nu, at sindsuroen greb hende netop i den selv-samme måned.

ARNHOLM.
Gjorde den da ikke det?

WANGEL.
Ikke på nogen måde. Der har været spor og tegn at påvise længe før den tid. – Rigtignok kom det – tilfældigvis – netop i Marts måned for tre år siden til et temmelig voldsomt udbrud hos hende –

ARNHOLM.
Altså dog –!

WANGEL.
Ja, men det lar sig ganske simpelt hen forklare af den tilstand – de omstændigheder, – som hun netop på den tid befandt sig i.

ARNHOLM.
Altså tegn imod tegn.

WANGEL
(knuger hænderne)
.
Og så ikke kunne hjælpe hende! Ikke vide sine arme råd! Ikke øjne noget som helst middel –!

ARNHOLM.
Om De nu kunde beslutte Dem til at skifte opholdssted? Flytte andetsteds hen? Så hun kunde få leve under forholde, som arted sig hjemligere for hende?

WANGEL.
Å, kære, – tror De ikke, jeg har tilbudt hende det også? Jeg har foreslåt, at vi skulde flytte ud til Skjoldviken. Men hun vil ikke.

ARNHOLM.
Ikke det heller?

WANGEL.
Nej. For hun tror ikke, der vilde være nogen nytte i det. Og det kan hun jo kanske ha’ ret i også.

ARNHOLM.
Hm, – siger De det?

WANGEL.
Ja, og så desuden, – når jeg tænker mig nærmere om, – så véd jeg virkelig ikke, hvorledes jeg skulde kunne sætte det i værk. For jeg synes næsten ikke, jeg kan forsvare for småpigernes skyld at flytte ud til slig en afkrog. De må jo dog leve på et sted, hvor der i det mindste er nogen udsigt til at få dem forsørget en gang.

ARNHOLM.
Forsørget? Tænker De allerede så meget på det?

WANGEL.
Ja, Herregud, – jeg må da tænke på det også! Men så – på den anden side igen – hensynet til min stakkers syge Ellida –! Å, kære Arnholm, – jeg står virkelig – på mange måder – som midt imellem ild og vand!

ARNHOLM.
For Bolette behøver De kanske ikke at være så særdeles bekymret –
(afbrydende.)
Jeg gad vide, hvor hun – hvor de er gåt hen?
(han går op til den åbne dør og ser ud.)

WANGEL
(henover mod pianoet)
.
Å, jeg skulde så gerne bringe hvad offer det end var – for dem alle tre. – Bare jeg vidste noget.
(Ellida kommer ind gennem døren til venstre.)

ELLIDA
(hurtig til Wangel)
.
Gå endelig ikke ud i formiddag!

WANGEL.
Nej, nej visst. Jeg blir hjemme hos dig.
(tyder mod Arnholm, som nærmer sig.)
Men vil du ikke hilse på vor ven?

ELLIDA
(vender sig)
.
Å, er De der, herr Arnholm!
(rækker ham hånden.)
Godmorgen.

ARNHOLM.
Godmorgen, frue, Nå, altså ikke i bad idag ligesom ellers?

ELLIDA.
Nej, nej, nej! Der kan ikke være tale om det idag. Men kanske De vil sidde ned et lidet øjeblik?

ARNHOLM.
Nej, mange tak, – ikke nu.
(ser hen på Wangel.)
Jeg lovte småpigerne at komme ned til dem i haven.

ELLIDA.
Ja, Gud véd, om De træffer dem i haven. Jeg har aldrig rede på, hvor de færdes.

WANGEL.
Å jo, de holder visst til nede ved dammen.

ARNHOLM.
Nå, jeg skal sagtens nok komme på spor efter dem.
(han nikker og går over verandaen ud i haven til højre.)