Complete Works of Henrik Ibsen (633 page)

BOLETTE.
Bare en halv times tid. Det skal længere indover i fjorden.

ELLIDA.
Og så udover igen – imorgen. Ud på det store åbne hav. Helt over havet. Tænk, – at få være med der! Den, som kunde det! Den, som bare kunde!

ARNHOLM.
Har De aldrig fåt gøre nogen større sjørejse, fru Wangel?

ELLIDA.
Aldrig nogensinde. Bare sådanne små farter her inde i fjordene.

BOLETTE
(med et suk)
.
Å nej, vi får nok ta’ til takke med landjorden.

ARNHOLM.
Nå, der hører vi jo også egentlig hjemme.

ELLIDA.
Nej, det tror jeg slet ikke, at vi gør.

ARNHOLM.
Ikke på landjorden?

ELLIDA.
Nej. Jeg tror ikke det. Jeg tror, at dersom menneskene bare fra først af havde vænnet sig til at leve sit liv på havet, – i havet kanske, – så vilde vi nu ha’ været ganske anderledes fuldkomne end vi er. Både bedre og lykkeligere.

ARNHOLM.
Tror De virkelig det?

ELLIDA.
Ja, jeg gad vide, om vi ikke vilde været det. Jeg har mangen gang talt med Wangel om dette her –

ARNHOLM.
Nå, og han –?

ELLIDA.
Jo, han mener, det kunde kanske nok være.

ARNHOLM
(spøgende)
.
Nå, lad gå. Men sket er sket. Vi er da altså en gang for alle kommet på gal vej og er ble’t landdyr istedet for havdyr. Under alle omstændigheder er det visst nu for sent at rette på fejlen.

ELLIDA.
Ja, der siger De en sørgelig sandhed. Og jeg tror, at menneskene aner noget sådant selv. At de går og bærer på det, som på en lønlig anger og sorg. De kan tro mig, – deri er det, at menneskenes tungsind har sin dybeste grund. Jo, – tro De mig på det.

ARNHOLM.
Men, bedste fru Wangel, – jeg har ikke fåt det indtryk, at menneskene er så svært tungsindige endda. Jeg synes tvert imod, at de fleste ser livet så lyst og let – og i en stor, stille, ubevidst glæde.

ELLIDA.
Å nej, det er nok ikke så. Den glæden – den er nok ligesom vor glæde over det lange lyse sommerdøgn. Den har mindelsen om den kommende mørketid over sig. Og den mindelsen er det, som kaster sin skygge over menneskeglæden, – ligesom drivskyen kaster sin skygge over fjorden. Der lå den så blank og blå. Og så med ét –

BOLETTE.
Du skulde ikke gi’ dig af med slige triste tanker nu. Nylig var du jo så glad og så oplivet –

ELLIDA.
Ja, ja, jeg var jo det. Å, dette her – det er så dumt af mig.
(ser sig urolig om.)
Bare Wangel nu vilde komme her ned. Han lovte mig det så bestemt. Men han kommer jo ikke alligevel. Han har visst glemt det. Å, kære herr Arnholm, vil ikke De se til at finde ham for mig?

ARNHOLM.
Jo, meget gerne.

ELLIDA.
Sig ham, at han endelig må komme straks. For nu kan jeg ikke se ham –

ARNHOLM.
Ikke se ham –?

ELLIDA.
Å, De forstår mig ikke. Når han ikke er tilstede, så kan jeg tidt ikke huske, hvorledes han ser ud. Og så er det, som om jeg rent havde mistet ham. – Det er så forfærdelig pinligt. Men gå bare!
(hun driver om henne ved dammen.)

BOLETTE
(til Arnholm)
.
Jeg går med Dem. De véd jo ikke besked –

ARNHOLM.
Å hvad. Jeg skal nok –

BOLETTE
(halvhøjt)
.
Nej, nej, jeg er urolig. Jeg er ræd, han er ombord i dampskibet.

ARNHOLM.
Ræd?

BOLETTE.
Ja, han plejer se, om der er bekendte med. Og så er der jo restauration ombord –

ARNHOLM.
Ah! Ja kom så.
(han og Bolette går ud til venstre.)
(Ellida står en stund og stirrer ned i dammen. Af og til taler hun sagte og afbrudt med sig selv.)
(Udenfor på fodstien bag havegærdet kommer fra venstre en fremmed rejseklædt mand. Han har busket rødligt hår og skæg. Skottehue på hodet og rejsetaske i en rem over skulderen.)

DEN FREMMEDE MAND
(går langsomt langs gærdet og spejder ind i haven. Da han får øje på Ellida, standser han, ser ufravendt og forskende på hende og siger dæmpet)
:
God aften, Ellida!

ELLIDA
(vender sig om og råber)
:
Å, kære, – kommer du da endelig!

DEN FREMMEDE.
Ja, endelig en gang.

ELLIDA
(ser overrasket og ængstelig på ham)
.
Hvem er De? Søger De nogen her?

DEN FREMMEDE.
Det kan du vel forstå.

ELLIDA
(studser)
.
Hvad er det! Hvorledes tiltaler De mig! Hvem ser De efter?

DEN FREMMEDE.
Jeg ser da vel efter dig.

ELLIDA
(farer sammen)
.
Ah –!
(stirrer på ham, tumler tilbage og bryder ud i et halvkvalt skrig:)
Øjnene! – Øjnene!

DEN FREMMEDE.
Nå, – begynder du endelig at dra’ kendsel på mig? Jeg kendte dig straks, jeg, Ellida.

ELLIDA.
Øjnene! Se ikke sådan på mig! Jeg skriger om hjælp!

DEN FREMMEDE.
Hys, hys! Vær ikke ræd. Jeg gør dig jo ikke noget.

ELLIDA
(holder hånden for øjnene)
.
Se ikke så på mig, siger jeg!

DEN FREMMEDE
(læner sig med armene på havegærdet)
.
Jeg er kommen med den engelske damperen.

ELLIDA
(skotter sky hen til ham)
.
Hvad vil De mig?

DEN FREMMEDE.
Jeg lovte dig jo at komme igen, så snart jeg kunde –

ELLIDA.
Rejs! Rejs igen! Kom aldrig – aldrig mere her! Jeg har jo skrevet Dem til, at alt skulde være forbi mellem os! Alt sammen! Det véd De jo!

DEN FREMMEDE
(uforstyrret, uden at svare)
.
Jeg vilde gerne kommet til dig før. Men det kunde jeg ikke. Nu kunde jeg da endelig. Og så har du mig da, Ellida.

ELLIDA.
Hvad er det, De vil mig? Hvad er det, De tænker på? Hvad er det, De er kommet her for?

DEN FREMMEDE.
Du kan da vel vide, jeg er kommet for at hente dig.

ELLIDA
(viger i rædsel)
.
Hente mig! Er det det, De tænker på!

DEN FREMMEDE.
Ja, forstår sig.

ELLIDA.
Men De må jo dog vide, at jeg er gift!

DEN FREMMEDE.
Ja, det véd jeg.

ELLIDA.
Og så alligevel –! Alligevel så kommer De her for at – for at – hente mig!

DEN FREMMEDE.
Ja vel gør jeg det.

ELLIDA
(griber sig med begge hænder om hodet)
.
Å, dette forfærdelige –! Å, dette grufulde, grufulde –!

DEN FREMMEDE.
Vil du kanske ikke?

ELLIDA
(forvildet)
.
Se ikke sådan på mig!

DEN FREMMEDE.
Jeg spør’, om du ikke vil?

ELLIDA.
Nej, nej, nej! Jeg vil ikke! Aldrig i evighed! Jeg vil ikke, siger jeg! Jeg hverken kan eller vil!
(sagtere.)
Jeg tør ikke heller.

DEN FREMMEDE
(stiger over gærdet og kommer ind i haven)
.
Ja ja da, Ellida, – så lad mig bare sige dig én eneste ting, før jeg rejser.

ELLIDA
(vil flygte, men kan ikke. Hun står som lammet af skræk og støtter sig til en træstamme ved dammen)
.
Rør mig ikke! Kom ikke hid til mig! Ikke nærmere! Rør mig ikke, siger jeg!

DEN FREMMEDE
(varsomt, et par skridt imod hende)
.
Du får ikke være så ræd for mig, Ellida.

ELLIDA
(slår hænderne for øjnene)
.
Se ikke sådan på mig!

DEN FREMMEDE.
Bare ikke ræd. Ikke ræd.
(Doktor Wangel kommer gennem haven fra venstre.)

WANGEL
(endnu halvvejs inde mellem træerne)
.
Nå, du har nok ventet dygtig længe på mig.

ELLIDA
(styrter hen til ham, klynger sig fast til hans arm og råber)
:
Å, Wangel, – frels mig! Frels mig du – om du kan!

WANGEL.
Ellida, – hvad i Guds navn –!

ELLIDA.
Frels mig, Wangel! Ser du ham da ikke? Der borte står han jo!

WANGEL
(ser derhen)
.
Den mand der?
(går nærmere.)
Må jeg spørge, – hvem er De? Og hvorfor kommer De her ind i haven?

DEN FREMMEDE
(tyder med et nik mod Ellida)
.
Jeg vil tale med hende der.

WANGEL.
Ja så. Så var det vel Dem –?
(til Ellida)
Jeg hører, der har været en fremmed mand inde i gården og spurgt efter dig.

DEN FREMMEDE.
Ja, det var mig.

WANGEL.
Og hvad vil De så min hustru?
(vender sig.)
Kender du ham, Ellida?

ELLIDA
(sagte, vrider hænderne)
.
Å, om jeg kender ham! Ja, ja, ja!

WANGEL
(hurtigt)
.
Nu!

ELLIDA.
Å, det er jo ham, Wangel! Det er ham selv! Ham, som du véd –!

WANGEL.
Hvad! Hvad er det, du siger!
(vender sig.)
Er De den Johnston, som engang –?

DEN FREMMEDE
Nå, – De kan jo kalde mig Johnston. Gerne for mig. For resten heder jeg ikke så.

WANGEL.
Ikke det?

DEN FREMMEDE.
Ikke nu længer, nej.

WANGEL.
Og hvad kan De så ville min hustru? Ja, for De véd jo altså, at fyrforvalterens datter er gift for længe siden. Og hvem hun er gift med, det må De jo også vide.

DEN FREMMEDE.
Det har jeg nu vidst i over tre år.

ELLIDA
(spændt)
.
Hvorledes fik De vide det?

DEN FREMMEDE.
Jeg var på vejen hjem til dig. Så kom jeg over en gammel avis. Det var et blad her fra disse kanter. Og i det stod der om vielsen.

ELLIDA
(ser hen for sig)
.
Vielsen –. Altså det var det –

DEN FREMMEDE.
Det tog mig så underligt. For det med ringene, – det var jo også en vielse, Ellida.

ELLIDA
(slår hænderne for ansigtet)
.
Åh –!

WANGEL.
Hvor tør De –!

DEN FREMMEDE.
Havde du glemt det?

ELLIDA
(føler hans blik og bryder ud)
.
Stå ikke og se således på mig!

WANGEL
(stiller sig foran ham)
.
De har at vende Dem til mig og ikke til hende. Altså, kort og godt, – når De nu kender forholdene, – hvad har De så egentlig her at gøre? Hvorfor kommer De hid og søger min hustru op?

DEN FREMMEDE.
Jeg havde lovet Ellida at komme til hende så snart jeg kunde.

WANGEL.
Ellida –! Nu igen!

DEN FREMMEDE.
Og Ellida havde lovet mig så sikkert at bie på mig, til jeg kom.

WANGEL.
Jeg hører, De kalder min hustru ved fornavn. Den slags fortrolighed bruges ikke her hos os.

DEN FREMMEDE.
Jeg véd godt det. Men da hun nu først og fremst hører mig til –