Complete Works of Henrik Ibsen (637 page)

WANGEL.
Ja, vel er det grufuldt –

ELLIDA.
Derfor synes jeg også, at jeg ligesom må ind i det.

WANGEL
(ser på hende)
.
Fordi det står for dig som noget grufuldt?

ELLIDA.
Ja. Netop derfor.

WANGEL
(nærmere)
.
Hør her, Ellida, – hvad forstår du da egentlig ved det grufulde?

ELLIDA
(tænker sig om)
.
Det grufulde, – det er det, som skræmmer og drager.

WANGEL.
Drager også?

ELLIDA.
Mest drager, – tror jeg.

WANGEL
(langsomt)
.
Du er i slægt med havet.

ELLIDA.
Det er det grufulde også.

WANGEL.
Og det grufulde igen med dig. Du både skræmmer og drager.

ELLIDA.
Synes du det, Wangel?

WANGEL.
Jeg har nok aldrig kendt dig rigtig alligevel. Aldrig helt til bunds. Det begynder at gå op for mig nu.

ELLIDA.
Derfor skal du også gi’ mig fri! Løse mig fra ethvert forhold til dig og dit! Jeg er ikke den, du tog mig for. Nu ser du det jo selv. Nu kan vi skilles i forståelse – og i frivillighed.

WANGEL
(tungt)
.
Det var kanske bedst for os begge – om vi skiltes. – Men jeg kan det ikke alligevel! – Du er for mig som det grufulde, Ellida. Det dragende, – det er det stærkeste i dig.

ELLIDA.
Siger du det?

WANGEL.
Lad os se at komme over denne dag med overlæg. Med fuld ro i sindet. Jeg tør ikke løse og slippe dig idag. Har ikke lov til det. Ikke lov for din egen skyld, Ellida. Jeg gør gældende min ret og min pligt at værge for dig.

ELLIDA.
Værge? Hvad er da her at værge imod? Det er jo slet ikke nogen vold og magt udenfra, som truer mig. Det grufulde ligger dybere, Wangel! Det grufulde, – det er dragningen i mit eget sind. Og hvad kan vel du gøre ved den?

WANGEL.
Jeg kan styrke og støtte dig til at stride imod.

ELLIDA.
Ja. – hvis jeg vilde stride imod.

WANGEL.
Vil du da ikke det?

ELLIDA.
Å, det er jo det, jeg ikke selv véd!

WANGEL.
Inat er alting afgjort, kære Ellida –

ELLIDA
(bryder ud)
.
Ja, tænk! Afgørelsen så nær! Afgørelse for hele livet!

WANGEL.
– og så imorgen –

ELLIDA.
Ja, imorgen! Kanske min rette fremtid da er forspildt!

WANGEL.
Din rette –?

ELLIDA.
Et helt og fuldt liv i frihed forspildt, – forspildt for mig! Og kanske – for ham også.

WANGEL
(sagtere, griber hende om håndledet)
.
Ellida, – elsker du denne fremmede mand?

ELLIDA.
Om jeg –? Å, hvad véd jeg det! Jeg véd bare, at han er for mig den grufulde og at –

WANGEL.
– og at?

ELLIDA
(river sig løs)
.
– og at det er hos ham, jeg synes, at jeg hører til.

WANGEL
(sænker hodet)
.
Jeg begynder at forstå det meste.

ELLIDA.
Og hvad hjælp har så du imod dette her? Hvad råd véd du for mig?

WANGEL
(ser tungt på hende)
.
Imorgen, – da er han altså rejst. Da er ulykken afvendt fra dit hode. Og da skal jeg være villig til at løse og slippe dig. Vi lar handelen gå om igen, Ellida.

ELLIDA.
Å, Wangel –! Imorgen – da er det jo for sent –!

WANGEL
(ser ud mod haven)
.
Børnene! Børnene –! Lad os da i det mindste skåne dem – indtil videre.
(Arnholm, Bolette, Hilde og Lyngstrand kommer frem i haven. Lyngstrand tager afsked dernede og går ud til venstre. De øvrige kommer ind i stuen.)

ARNHOLM.
Nu kan De tro, vi har gået og lagt planer –

HILDE.
Vi vil ud på fjorden ikveld og –

BOLETTE.
Nej, ikke sig noget!

WANGEL.
Vi to har også gået her og lagt planer.

ARNHOLM.
Ah, – virkelig?

WANGEL.
Imorgen rejser Ellida ud til Skjoldviken – for en tid.

BOLETTE.
Rejser –?

ARNHOLM.
Se, det var jo meget fornuftigt, fru Wangel.

WANGEL.
Ellida vil hjem igen. Hjem til havet.

HILDE
(med et spring imod Ellida)
.
Rejser du! Rejser du ifra os!

ELLIDA
(forskrækket)
.
Men Hilde da! Hvad går der af dig?

HILDE
(fatter sig)
.
Å, det var ingenting.
(halvhøjt, vender sig fra hende.)
Rejs bare du!

BOLETTE
(angst)
.
Far, – jeg ser det på dig, – du rejser også – til Skjoldviken!

WANGEL.
Visst ikke, nej! Jeg ser kanske derud en gang imellem –

BOLETTE.
Og her ind til os –?

WANGEL.
Ser jeg også –

BOLETTE.
– en gang imellem, ja!

WANGEL.
Kære barn, det må så være.
(han går henover gulvet.)

ARNHOLM
(hvisker)
.
Vi tales siden ved, Bolette.
(han går hen til Wangel. De taler sagte sammen oppe ved døren.)

ELLIDA
(halvhøjt til Bolette)
.
Hvad var det med Hilde? Hun så jo ud som forstyrret!

BOLETTE.
Har du aldrig mærket, hvad Hilde dag ud og dag ind har gået og tørstet efter?

ELLIDA.
Tørstet efter?

BOLETTE.
Lige siden du kom i huset?

ELLIDA.
Nej, nej, – hvad er det?

BOLETTE.
Et eneste kærligt ord fra dig.

ELLIDA.
Ah –! Skulde her være gerning for mig!
(hun slår hænderne sammen om hodet og ser ubevægelig frem for sig ligesom gennemkrydset af stridende tanker og stemninger.)
(Wangel og Arnholm kommer i hviskende samtale fremover gulvet.)
(Bolette går hen og ser ind i sideværelset til højre. Derpå slår hun døren op.)

BOLETTE.
Ja, kære far, – nu står maden på bordet – i fald du –

WANGEL
(med tiltvungen fatning)
.
Gør den det, barn? Det var jo bra’. Vær så god, overlærer! Nu vil vi gå ind og tømme en afskedspokal med – med „fruen fra havet”.
(de går mod døren til højre.)

FEMTE AKT

(Den afsides del af doktor Wangels have ved karudsdammen. Tiltagende sommernatsskumring.)

(Arnholm, Bolette, Lyngstrand og Hilde, i en båd, stager sig frem fra venstre langs stranden.)

HILDE.
Se, her kan vi så magelig hoppe iland!

ARNHOLM.
Nej, nej, gør ikke det!

LYNGSTRAND.
Jeg kan ikke hoppe, frøken.

HILDE.
De, Arnholm, kan ikke De heller hoppe?

ARNHOLM.
Jeg vil helst la’ det være.

BOLETTE.
Lad os så lægge til henne ved badehustrappen.
(de stager sig ud til højre.)
(l det samme kommer Ballested fra højre frem på fodstien, bærende notebøger og et valdhorn. Han hilser til dem i båden, vender sig og taler til dem. Svar høres fjernere og fjernere udenfor.)

BALLESTED.
Hvad siger De? – Ja visst er det for den engelske damperens skyld. For det er sidste gang, han kommer her iår. Men vil De nyde godt af tonerne, så må De ikke drøje for længe.
(råber.)
Hvad?
(ryster på hodet.)
Kan ikke høre, hvad De siger!
(Ellida, med sit sjal over hodet, kommer, fulgt af doktor Wangel, ind fra venstre.)

WANGEL.
Men, kære Ellida, – jeg forsikkrer dig, – der er rundelig tid endnu.

ELLIDA.
Nej, nej, – der er ikke! Hvert øjeblik kan han komme.

BALLESTED
(udenfor ved havegærdet)
.
Se, god aften, herr doktor! God aften, frue!

WANGEL
(blir ham var)
.
Å, er De der? Skal her være musik inat også?

BALLESTED.
Ja. „Hornforeningen” agter at la’ sig høre. Det skorter os ikke på festlige anledninger i denne tid. I nat skal det være til ære for englænderen.

ELLIDA.
Englænderen! Er han alt i sigte?

BALLESTED.
Ikke endnu. Men han kommer jo inde fra – mellem holmerne. En véd ikke ordet af, før han er lige over os.

ELLIDA.
Ja, – just så er det.

WANGEL
(halvt mod Ellida)
.
Inat er det sidste rejsen. Så kommer han ikke mere.

BALLESTED.
En sørgelig tanke, herr doktor. Men derfor vil vi også, som sagt, gøre ære på ham. Ak ja, ak ja! Nu går snart den glade sommertid til ende. Snart er alle sunde lukket, som det heder i sørgespillet.

ELLIDA.
Alle sunde lukket, – ja.

BALLESTED.
Trist at tænke på. Nu har vi været sommerens glade børn i uger og måneder. Det holder hårdt at forsone sig med mørketiden. Ja, i førstningen, mener jeg. For menneskene kan alki-a-klimatisere sig, fru Wangel, Ja, såmæn kan De så.
(han hilser og går ud til venstre.)

ELLIDA
(ser ud over fjorden)
.
Å, denne pinefulde spænding! Denne opjagende sidste halvtime før afgørelsen.

WANGEL.
Det står altså fast, at du selv vil tale med ham?

ELLIDA.
Jeg må tale med ham selv. For det er jo i frivillighed, at jeg skal træffe mit valg.

WANGEL.
Du har ikke noget valg, Ellida. Du får ikke lov at vælge. Får ikke lov for mig.

ELLIDA.
Valget kan du aldrig hindre. Hverken du eller nogen anden. Du kan forbyde mig at rejse med ham, – følge ham, – ifald jeg vælger det. Du kan holde mig tilbage her med magt. Imod min vilje. Det kan du. Men at jeg vælger, – vælger inderst inde i mit sind, – vælger ham og ikke dig, – ifald jeg vil og må vælge således, – det kan du ikke hindre.

WANGEL.
Nej, det har du ret i. Det kan jeg ikke hindre.

ELLIDA.
Og så har jeg jo slet ingen ting at stå imod med! Her hjemme er der jo ingen verdens ting, som drager og binder mig. Jeg er jo så rent rodløs i dit hus, Wangel. Børnene ejer jeg ikke. Ejer ikke deres sind, mener jeg. Har aldrig ejet det. – Når jeg rejser, – om jeg rejser da, – enten med ham inat – eller ud til Skjoldviken imorgen, så har jeg ikke en nøgle at gi’ fra mig, – ikke en besked at lægge efter mig, hverken om det ene eller om det andet. Så rent rodløs er jeg i dit hus. Så rent udenfor alt sammen har jeg været lige fra første stund af.

WANGEL.
Du har selv villet det således.

ELLIDA.
Nej, jeg har ikke det. Jeg har hverken villet det eller ikke villet det. Jeg har bare simpelt hen ladet alting bli’ således, som jeg fandt det den dag, jeg kom. Det er dig – og ingen anden, – som har villet ha’ det således.

WANGEL.
Jeg tænkte at gøre det på det bedste for dig.

ELLIDA.
Å ja, Wangel, det véd jeg jo så godt! Men der er en gengældelse i dette. Noget, som hævner sig. For nu findes her ingen bindende magt, – ingen støtte for mig, – ingen hjælp, – ingen dragning ind imod alt det, som skulde ha’ været vort fælles inderste eje.

WANGEL.
Jeg ser det jo nok, Ellida. Og derfor så skal du jo også fra imorgen af få din frihed igen. Du skal herefter få leve dit eget liv.

ELLIDA.
Og det kalder du mit eget liv! Å nej, mit eget rigtige liv kom ud af sporet, da jeg gik ind på samlivet med dig.
(knuger hænderne i angst og uro.)
Og nu, – inat – om en halv time – kommer han, som jeg har svigtet, – han, som jeg skulde ha’ holdt ubrødelig fast ved, ligesom han har holdt fast ved mig! Nu kommer han og byder mig – for sidste og eneste gang – at få leve livet om igen, – få leve mit eget rigtige liv, – det liv, som skræmmer og drager – og som jeg ikke kan gi’ slip på. Ikke i frivillighed!

WANGEL.
Just derfor trænger du til, at din mand – og din læge også – tar magten fra dig – og handler på dine vegne.

ELLIDA.
Ja. Wangel, jeg forstår det så godt. Å, du må ikke tro andet, end at der er stunder imellem, da jeg synes, der vilde være fred og redning i at ty inderligt ind til dig – og prøve på at trodse alle dragende og skræmmende magter. Men jeg kan ikke det heller. Nej, nej, – jeg kan det ikke!

WANGEL.
Kom, Ellida, – lad os gå lidt op og ned sammen.

ELLIDA.
Jeg vilde så gerne. Men jeg tør ikke. For han sa’ jo, jeg skulde vente på ham her.

WANGEL.
Kom bare. Du har god tid endnu.

ELLIDA.
Ja, tror du det?

WANGEL.
Rundelig tid, siger jeg.

ELLIDA.
Lad os gå lidt da.
(de går ud i forgrunden til højre. I det samme kommer Arnholm og Bolette frem ved den øvre bred af dammen.)

BOLETTE
(bemærker de bortgående)
.
Se der –!

ARNHOLM
(sagte)
.
Hys, – lad dem gå.

BOLETTE.
Kan De begribe, hvad der er imellem dem i de sidste dage?

ARNHOLM.
Har De mærket noget?

BOLETTE.
Om jeg har!

ARNHOLM.
Noget sådan særligt?

BOLETTE.
Å ja. Både det ene og det andet. Har ikke De?

ARNHOLM.
Å, jeg véd ikke så rigtig –

BOLETTE.
Jo, såmæn har De så. Men De vil bare ikke ud med det.

ARNHOLM.
Jeg tror, det vil være godt for Deres stedmor, at hun får gøre den lille rejsen.

BOLETTE.
Tror De det?

ARNHOLM.
Ja, jeg gad vide, om det ikke vil være bra’ for alle parter, at hun får komme lidt ud en gang imellem?

BOLETTE.
Flytter hun nu imorgen hjem igen til Skjoldviken, så kommer hun visst aldrig mere her ind til os.

ARNHOLM.
Men, kære Bolette, hvor falder De da på sligt?

BOLETTE.
Jo, det tror jeg fuldt og fast. Pas De bare på! De skal se, – hun kommer ikke igen. I alle fald ikke så længe jeg og Hilde er her i huset.

ARNHOLM.
Hilde også?

BOLETTE.
Nå, med Hilde kunde det kanske endda gå. For hun er jo ikke stort mere end barn endnu. Og så forguder hun Ellida i grunden, tror jeg. Men med mig er det anderledes, ser De. En stedmor, som ikke er så svært meget ældre end en selv –

ARNHOLM.
Kære Bolette, – for Dem turde det kanske ikke vare så ret længe, før De får komme ud.

BOLETTE
(levende)
.
Siger De det! Har De altså talt med far om det?

ARNHOLM.
Det har jeg også gjort, ja.

BOLETTE.
Nå, – og hvad sa’ han så!

ARNHOLM.
Hm, – Deres far er jo så stærkt optaget af andre tanker i disse dage –

BOLETTE.
Ja, ja, det var jo det samme, jeg sa’ før.

ARNHOLM.
Men så meget fik jeg dog ud af ham, at De nok ikke må gøre regning på nogen hjælp fra ham.

BOLETTE.
Ikke –!

ARNHOLM.
Han forklarte mig så indlysende om sine forhold. Mente, at sligt noget var rent ud en umulig ting for ham.

BOLETTE
(bebrejdende)
.
Og så kunde De endda ha’ hjerte til at stå her og narre mig.

ARNHOLM.
Det gjorde jeg så visst ikke, kære Bolette. Det beror helt og holdent på Dem selv – om De vil komme ud eller ikke.

BOLETTE.
Hvad beror på mig, siger De?

ARNHOLM.
Om De skal få komme ud i verden. Få lære alt det, som De mest har lyst til. Få del i alt det, som De går her hjemme og tørster efter. Få leve livet under lysere vilkår, Bolette. Hvad siger De til det?

BOLETTE
(slår hænderne sammen)
.
Å, du store Gud –! Men det er jo rent umuligt, dette her. Når far hverken vil eller kan, så –. For jeg har jo ingen anden i hele verden, som jeg kunde vende mig til.

ARNHOLM.
Skulde De ikke kunne bekvemme Dem til at ta’ imod en håndsrækning af Deres gam – af Deres fordums lærer?

BOLETTE.
Af Dem, herr Arnholm! Skulde De være villig til at –?

ARNHOLM.
At stå Dem bi? Ja, så inderlig gerne. Både med råd og med dåd. Det kan De lide på. – Slår De altså til? Hvad? Går De ind på det?

BOLETTE.
Om jeg går ind på det! Få komme ud, – få se verden, – få lære noget rigtig grundigt! Alt det, som har stået for mig som den store dejlige umulighed –!

ARNHOLM.
Ja, alt det kan nu bli’ til virkelighed for Dem. Hvis De bare selv vil.

BOLETTE.
Og al denne usigelige lykke vil De hjælpe mig frem til! Å nej, – men sig mig, – kan jeg ta’ imod sligt et offer af noget fremmed menneske?

ARNHOLM.
Af mig kan De så godt ta’ imod det, Bolette. Af mig kan De ta’ imod, hvad det så skal være.

BOLETTE
(griber hans hænder)
.
Ja, jeg synes næsten, at jeg kan det også! Jeg véd ikke hvorledes det er; men –
(bryder ud.)
Å, jeg kunde både le og græde af glæde! Af lyksalighed! Å, – så skal jeg da få leve rigtig alligevel. Jeg begyndte at bli’ så ræd for, at livet skulde gå ifra mig.

ARNHOLM.
Det behøver De ikke at ængste Dem for, kære Bolette. Men nu må De også si’ mig ganske oprigtigt – om der er noget – noget, som binder Dem her?

BOLETTE.
Binder mig? Nej, det er der ikke.

ARNHOLM.
Ikke noget som helst?

BOLETTE.
Nej, slet ikke. Det vil si’, – far binder mig jo nok på en måde. Og Hilde også. Men –

ARNHOLM.
Nå. – Deres far må De jo dog bort fra før eller senere. Og Hilde kommer jo også en gang til at gå sin egen vej gennem livet. Dette her er altså bare tidsspørsmål. Ikke andet. Men ellers er der altså ikke noget, som binder Dem, Bolette? Ikke noget slags forhold?