Complete Works of Henrik Ibsen (636 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
7.11Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

ELLIDA.
Hvad er klokken, Wangel?

 

WANGEL
(ser på sit uhr)
.
Den er nu lidt over elleve.

 

ELLIDA.
Lidt over. Og klokken elleve – halv tolv inat kommer dampskibet. Å, når jeg bare havde overståt det!

 

WANGEL
(går nærmere hen til hende)
.
Kære Ellida, – der er en ting, jeg gerne vilde, spørge dig om.

 

ELLIDA.
Hvad er det for noget?

 

WANGEL.
I forgårs aftes – der oppe på „Udsigten” – sa’ du, at i de sidste tre år havde du så ofte set ham lys-levende for dig.

 

ELLIDA.
Ja, det har jeg også. Det må du tro mig på.

 

WANGEL.
Nå, men hvorledes så du ham da?

 

ELLIDA.
Hvorledes jeg så ham?

 

WANGEL.
Jeg mener, – hvorledes syntes du, han så ud, når du trode, at du så ham for dig?

 

ELLIDA.
Men, kære Wangel, – du véd jo nu selv, hvorledes han ser ud.

 

WANGEL.
Så han også således ud i dine forestillinger?

 

ELLIDA.
Ja, det gjorde han da.

 

WANGEL.
Netop således, som du igår aftes så ham i virkeligheden?

 

ELLIDA.
Ja, netop således.

 

WANGEL.
Nå, men hvoraf kom det da, at du ikke straks kendte ham igen?

 

ELLIDA
(studser)
.
Gjorde jeg ikke det?

 

WANGEL.
Nej. Du sa’ selv siden, at i førstningen vidste du slet ikke, hvem den fremmede manden var.

 

ELLIDA
(slået)
.
Ja, jeg tror virkelig, du har ret! Synes du ikke, det var besynderligt, Wangel? Tænk, – at jeg ikke straks kendte ham!

 

WANGEL.
Det var bare på øjnene, sa’ du –

 

ELLIDA.
Å ja, – øjnene! Øjnene!

 

WANGEL.
Nå, – men oppe på „Udsigten” sa’ du, at han altid viste sig for dig, slig, som han var, da I skiltes. Der ude for ti år siden.

 

ELLIDA.
Sa’ jeg det?

 

WANGEL.
Ja.

 

ELLIDA.
Så har han vel dengang set ud omtrent som nu.

 

WANGEL.
Nej. Du gav en ganske anden skildring af ham i forgårs på hjemvejen. For ti år siden var han uden skæg, sa’ du. Ganske anderledes klædt var han også. Og så brystnålen med perlen i –? Den havde jo slet ikke manden igår.

 

ELLIDA.
Nej, den havde han ikke.

 

WANGEL
(ser forskende på hende)
.
Tænk dig altså lidt om, kære Ellida. Eller – kan du kanske ikke længer huske, hvorledes han så ud, da han stod med dig på Bratthammeren?

 

ELLIDA
(eftertænkende, lukker øjnene en stund)
.
Ikke ganske tydeligt. Nej, – idag kan jeg det slet ikke. Er ikke det besynderligt?

 

WANGEL.
Ikke så besynderligt endda. Der er nu trådt et nyt virkelighedsbillede frem for dig. Og det skygger for det gamle, – så du ikke længer kan se det.

 

ELLIDA.
Tror du det, Wangel?

 

WANGEL.
Ja. Og det skygger for dine syge forestillinger også. Derfor er det godt, at virkeligheden kom.

 

ELLIDA.
Godt! Siger du, at det er godt?

 

WANGEL.
Ja. Det, at den kom, – det tør bli’ helsebod for dig.

 

ELLIDA
(sætter sig i sofaen)
.
Wangel, – kom og sæt dig hos mig her. Jeg må sige dig alle mine tanker.

 

WANGEL.
Ja, gør det, kære Ellida.
(han sætter sig på en stol ved den anden side af bordet.)

 

ELLIDA.
Det var egentlig en stor ulykke – for os begge – at just vi to skulde komme sammen.

 

WANGEL
(studser)
.
Hvad er det du siger!

 

ELLIDA.
Å jo. Det var det. Og det er jo så rimeligt også. Det kunde ikke bli’ til andet end ulykke. Ikke efter den måde, vi to kom sammen på.

 

WANGEL.
Hvad skulde der da være i vejen ved måden –!

 

ELLIDA.
Hør nu, Wangel, – det nytter ikke, at vi går her længer og lyver for os selv – og for hinanden.

 

WANGEL.
Gør vi da det! Lyver vi, siger du!

 

ELLIDA.
Ja, vi gør. Eller – vi fordølger sandheden i alle fald. For sandheden – den rene, skære sandhed – er jo dog det, – at du kom der ud og – og købte mig.

 

WANGEL.
Købte –! – Siger du – købte!

 

ELLIDA.
Å, jeg var jo ikke et hår bedre end du. Jeg slog til. Gik hen og solgte mig til dig.

 

WANGEL
(ser smertefuld på hende)
.
Ellida, – har du virkelig hjerte til at kalde det så?

 

ELLIDA.
Men er der da noget andet navn for det! Du kunde ikke længer bære tomheden i dit hus. Du så dig om efter en ny hustru –

 

WANGEL.
Og efter en ny mor for børnene, Ellida.

 

ELLIDA.
Kanske det også – sådan ved siden af. Skønt – du vidste jo slet ikke, om jeg dued til den stilling. Du havde jo bare set mig – og talt lidt med mig et par gange. Så fik du lyst til mig, og så –

 

WANGEL.
Ja, kald du det kun, hvad du helst synes.

 

ELLIDA.
Og jeg, på min side –. Jeg stod jo der hjælpeløs og rådløs og så rent alene. Det var jo så rimeligt, at jeg slog til – da du kom og tilbød dig at forsørge mig for livstid.

 

WANGEL.
Det stod så visst ikke for mig som en forsørgelse, kære Ellida. Jeg spurgte dig ærligt, om du vilde dele med mig og børnene den smule, jeg kunde kalde mit.

 

ELLIDA.
Ja, det gjorde du. Men jeg skulde ikke ha’ ta’t imod det alligevel! Aldrig for nogen pris skulde jeg ha’ ta’t imod det! Ikke solgt mig selv! Heller det usleste arbejde, – heller de fattigste vilkår i – i frivillighed – og efter eget valg!

 

WANGEL
(rejser sig)
.
Har altså de fem–sex år, vi har levet sammen, været så rent uden værd for dig?

 

ELLIDA.
Å, tro da endelig ikke det, Wangel! Jeg har havt det så godt her hos dig, som noget menneske kan ønske sig det. Men jeg gik ikke ind til dit hjem i frivillighed. Det er sagen.

 

WANGEL
(ser hen på hende)
.
Ikke i – frivillighed!

 

ELLIDA.
Nej. Det var ikke frivillig jeg rejste med dig.

 

WANGEL
(dæmpet)
.
Ah, – jeg mindes – vendingen fra igår.

 

ELLIDA.
I den vendingen ligger det alt sammen. Den har lyst op for mig. Og derfor så ser jeg det jo nu.

 

WANGEL.
Hvad ser du?

 

ELLIDA.
Jeg ser, at det liv, vi to lever med hinanden, – det er i grunden ikke noget ægteskab.

 

WANGEL
(bittert)
.
Der sa’ du et sandt ord. Det liv, vi nu lever, er ikke noget ægteskab.

 

ELLIDA.
Ikke før heller. Aldrig. Ikke fra først af.
(ser hen for sig.)
Det første – det kunde ble’t et helt og rent ægteskab.

 

WANGEL.
Det første? Hvilket første, mener du?

 

ELLIDA.
Mit – med ham.

 

WANGEL
(ser forundret på hende)
.
Jeg forstår dig aldeles ikke!

 

ELLIDA.
Å, kære Wangel, – lad os ikke lyve for hinanden. Ikke for os selv heller.

 

WANGEL.
Nej, vel! Men hvad så videre?

 

ELLIDA.
Jo, ser du, – vi kan aldrig komme bort fra den ting – at et frivilligt løfte er fuldt ud så bindende som en vielse.

 

WANGEL.
Men hvad i al verden –!

 

ELLIDA
(rejser sig i heftighed)
.
Lad mig få lov til at rejse fra dig, Wangel!

 

WANGEL.
Ellida –! Ellida –!

 

ELLIDA.
Jo, jo, – gi’ mig bare lov til det! Du kan tro mig, – det blir så ikke til andet alligevel. Ikke efter den måde, vi to kom sammen på.

 

WANGEL
(i behersket smerte)
.
Så vidt skulde det altså komme imellem os.

 

ELLIDA.
Det måtte komme således. Kunde ikke andet.

 

WANGEL
(ser tungt på hende)
.
Altså ikke vundet dig gennem samlivet heller. Aldrig, – aldrig ejet dig helt.

 

ELLIDA.
Å, Wangel, – om jeg kunde holde af dig, således, som jeg så gerne vilde! Så inderligt, som du fortjener det! Men jeg føler det så godt, – det kommer aldrig.

 

WANGEL.
Skilsmisse altså? Det er skilsmisse, – en fuld lovformelig skilsmisse, – som du vil ha’?

 

ELLIDA.
Kære, du forstår mig så lidt. Det er slet ikke formerne, jeg bryr mig om. For det er jo ikke slige nogen ydre ting, som det kommer an på, synes jeg. Det, jeg vil, det er, at vi to skal bli’ enige om i frivillighed at løse hinanden.

 

WANGEL
(bittert, nikker langsomt)
.
La’ handelen gå om igen, – ja.

 

ELLIDA
(levende)
.
Netop det! La’ handelen gå om igen!

 

WANGEL.
Og så siden, Ellida? Bagefter? Har du tænkt over, hvorledes det så vil se ud for os begge? Hvorledes livet så vil komme til at arte sig både for dig og for mig?

 

ELLIDA.
Det får være det samme. Bagefter får det arte sig, som det kan. Det, som jeg be’r og bønfalder dig om, Wangel, – det er jo dog det vigtigste! Gi’ mig bare fri! Gi’ mig min fulde frihed igen!

 

WANGEL.
Ellida, – det er et forfærdeligt krav, du stiller til mig. Lad mig da i det mindste få frist til at samle mig til en beslutning. Lad os få tale nærmere med hinanden. Og und dig da også selv tid til at overveje, hvad du gør!

 

ELLIDA.
Men her er jo ingen tid at spilde med sligt! Jeg må jo ha’ min frihed igen i denne dag!

 

WANGEL.
Hvorfor just det?

 

ELLIDA.
Jo, – for det er jo inat han kommer.

 

WANGEL
(farer sammen)
.
Kommer! Han! Hvad har den fremmede mand med dette her at gøre?

 

ELLIDA.
Jeg vil stå frem for ham i fuld frihed.

 

WANGEL.
Og hvad – hvad tænker du så videre at gøre?

 

ELLIDA.
Jeg vil ikke skyde mig ind under, at jeg er en anden mands hustru. Ikke skyde mig ind under, at jeg intet valg har. For ellers vilde der ingen afgørelse være i det.

 

WANGEL.
Du taler om valg! Valg, Ellida! Valg i denne sag!

 

ELLIDA.
Ja, valg må jeg ha’. Valg til begge sider. Må kunne la’ ham rejse alene –. Eller også – følge med ham.

 

WANGEL.
Forstår du selv, hvad du siger? Følge med ham! Gi’ din hele skæbne i hans hænder!

 

ELLIDA.
Men gav jeg da ikke min hele skæbne i dine hænder! Og det – sådan uden videre.

 

WANGEL.
Lad så være. Men han! Han! En vild-fremmed! Et menneske, som du kender så lidet til!

 

ELLIDA.
Å, men dig kendte jeg jo kanske endnu mindre. Og jeg fulgte dog alligevel med dig.

 

WANGEL.
Den gang vidste du da i alle fald så nogenlunde, hvad slags liv du gik imøde. Men her? Her? Tænk dig dog om! Hvad véd du her? Ikke det ringeste véd du. Ikke engang hvem han er – eller hvad han er.

 

ELLIDA
(ser hen for sig)
.
Det er sandt. Men det er netop det grufulde.

Other books

Two Loves by Sian James
ShotgunRelations by Ann Jacobs
The Fifth Woman by Henning Mankell
Jinx's Fire by Sage Blackwood
My Fair Lily by Meara Platt
Entwined Enemies by Robin Briar
Brother's Blood by C.B. Hanley
One Night with her Boss by Noelle Adams