Complete Works of Henrik Ibsen (631 page)

ELLIDA.
Ja, kom og sæt dig her hos mig.

WANGEL
(sætter sig)
.
Her er frit og stille. Nu vil vi tale lidt sammen.

ELLIDA.
Om hvad?

WANGEL.
Om dig. Og så om vort forhold, Ellida. Jeg ser nok, at det kan ikke bli’ sådan ved.

ELLIDA.
Hvad skulde komme i stedet, mener du?

WANGEL.
Fuld fortrolighed, kære. Samliv mellem os, – som før.

ELLIDA.
Å, om det kunde! Men det er så rent umuligt!

WANGEL.
Jeg tror, jeg forstår dig. Af visse yttringer, som du nu og da har ladt falde, tror jeg det.

ELLIDA
(heftigt)
.
Det gør du ikke! Sig ikke, at du forstår –!

WANGEL.
Å jo. Du er en ærlig natur, Ellida. Du har et trofast sind –

ELLIDA.
Ja, det har jeg.

WANGEL.
Hvert et forhold, som du skal kunne føle dig tryg og lykkelig i, må være et helt og fuldt forhold.

ELLIDA
(ser spændt på ham)
.
Nå, – og så!

WANGEL.
Du er ikke skikket til at være en mands anden hustru.

ELLIDA.
Hvorledes kommer du på det nu?

WANGEL.
Det har ofte skudt op i mig som en anelse. Idag stod det klart for mig. Børnenes mindefest –. Du så i mig et slags medskyldig –. Nu ja, – en mands erindringer kan jo ikke udslettes. Ikke mine i alle fald. Jeg har det ikke så.

ELLIDA.
Det véd jeg. Å, det véd jeg så godt.

WANGEL.
Men du tar fejl alligevel. For dig står det næsten som om børnenes mor var levende endnu. Som om hun var usynlig tilstede iblandt os. Du tror, at mit sind er delt lige imellem dig og hende. Den tanke er det, som oprører dig. Du ser ligesom noget usædeligt i vort forhold. Derfor er det, at du ikke længer kan – eller ikke længer vil leve med mig som min hustru.

ELLIDA
(rejser sig)
.
Har du set alt dette, Wangel? Set ind i alt dette?

WANGEL.
Ja, idag har jeg endelig set inderst ind i det. Helt til bunds.

ELLIDA.
Helt til bunds, siger du. Å, tro bare ikke det.

WANGEL
(rejser sig)
.
Jeg véd meget godt, at der er mere end dette her, kære Ellida.

ELLIDA
(angst)
.
Véd du, at der er mere?

WANGEL.
Ja. Der er det, at du ikke kan bære omgivelserne her. Fjeldene trykker og tynger på dit sind. Her er ikke lys nok for dig. Ikke vid himmel nok omkring dig. Ikke magt og fylde nok i luftstrømmen.

ELLIDA.
Det har du så fuldt ret i. Nat og dag, vinter og sommer er den over mig – denne dragende hjemve efter havet.

WANGEL.
Jeg véd det jo nok, kære Ellida.
(lægger hånden på hendes hoved.)
Og derfor så skal det stakkers syge barn få komme hjem til sit eget igen.

ELLIDA.
Hvorledes mener du det?

WANGEL.
Ganske lige frem. Vi flytter.

ELLIDA.
Flytter!

WANGEL.
Ja. Ud et steds ved åbne havet, – et steds, hvor du kan finde et rigtigt hjem efter dit sind.

ELLIDA.
Å, kære, tænk aldrig på det! Det er rent umuligt. Du kan ikke leve lykkelig noget steds i verden uden her.

WANGEL.
Det får gå med det, som det kan. Og desuden, – tror du, jeg kan leve lykkelig her – uden dig?

ELLIDA.
Men jeg er her jo. Og jeg blir her. Du har mig jo.

WANGEL.
Har jeg dig, Ellida?

ELLIDA.
Å, tal ikke om dette andet. Her har du da alt det, som du lever og ånder for. Hele dit livs gerning ligger jo netop her.

WANGEL.
Det får gå med det, som det kan, siger jeg. Vi flytter herfra. Flytter did ud et steds. Den sag står nu uryggelig fast, kære Ellida.

ELLIDA.
Å, men hvad tror du da vel, vi vilde vinde ved det?

WANGEL.
Du vilde vinde sundhed og fred i sindet igen.

ELLIDA.
Knapt nok det. Men så du selv da! Tænk dog på dig selv også. Hvad vilde vel du vinde?

WANGEL.
Jeg vilde vinde dig igen, du kære.

ELLIDA.
Men det kan du ikke! Nej, nej, du kan ikke det, Wangel! Det er jo netop det forfærdelige, – det fortvilende at tænke på.

WANGEL.
Det får stå sin prøve. Går du her med slige tanker, så er der sandelig ingen anden redning for dig end – bort herfra. Og det jo før jo heller. Den sag står nu uryggelig fast, hører du.

ELLIDA.
Nej! Så får jeg da i himlens navn heller sige dig al ting lige ud. Slig, som det er.

WANGEL.
Ja, ja, – gør bare det!

ELLIDA.
For ulykkelig skal du da ikke gøre dig for min skyld. Helst da det ikke kan hjælpe os til noget alligevel.

WANGEL.
Jeg har nu dit ord på, at du vil sige mig al ting, – slig, som det er.

ELLIDA.
Jeg skal sige dig det så godt jeg kan. Og slig, som jeg synes, at jeg véd det. – Kom her og sid hos mig.
(de sætter sig på stenene.)

WANGEL.
Nu vel, Ellida? Altså –?

ELLIDA.
Den dag, da du kom der ud og spurgte mig, om jeg kunde og vilde tilhøre dig, – da talte du så åbent og så ærligt til mig om dit første ægteskab. Det havde været så lykkeligt, sa’ du.

WANGEL.
Det var det også.

ELLIDA.
Ja, ja, det tror jeg nok, kære. Det er ikke derfor, jeg nævner det nu. Jeg vil bare minde dig om, at jeg på min side også var oprigtig imod dig. Jeg sa’ dig jo ganske uforbeholdent, at jeg en gang i mit liv havde holdt af en anden. At det var kommet til – til et slags forlovelse mellem os.

WANGEL.
Et slags –?

ELLIDA.
Ja, noget sådant. Nå, det vared jo så ganske kort. Han rejste. Og så gjorde jeg det siden forbi. Det sa’ jeg dig alt sammen.

WANGEL.
Men, kære Ellida, hvorfor ripper du så op i dette her? I grunden kom det jo slet ikke mig ved. Og jeg har da heller aldrig så meget som spurgt dig en gang, hvem han var.

ELLIDA.
Nej, det har du ikke Du er altid så hensynsfuld imod mig.

WANGEL
(smiler)
.
Å, i dette tilfælde –. Jeg kunde jo nok så omtrent sige mig navnet selv.

ELLIDA.
Navnet!

WANGEL.
Ude i Skjoldviken og der omkring var der jo ikke mange at gætte imellem. Eller, rettere sagt, der var vel bare en eneste en –

ELLIDA.
Du tror visst, at det var – Arnholm.

WANGEL.
Ja, var det kanske ikke –?

ELLIDA.
Nej.

WANGEL.
Ikke det? Ja, da står unægtelig min forstand stille.

ELLIDA.
Kan du huske, at senhøstes en gang kom der et stort amerikansk skib ind til Skjoldviken for havari?

WANGEL.
Ja, det husker jeg godt. Det var der ombord, at de en morgen fandt kaptejnen dræbt i kahytten. Jeg var selv ude og obducerte liget.

ELLIDA.
Ja, du var vel det.

WANGEL.
Understyrmanden var nok den, som havde dræbt ham.

ELLIDA.
Det kan ingen sige! For det kom aldrig op.

WANGEL.
Der er nok ingen tvil om det alligevel. Hvorfor skulde han ellers gå hen og drukne sig, som han gjorde?

ELLIDA.
Han drukned sig ikke. Han rejste opover med en nordfarer.

WANGEL
(studser)
.
Hvoraf véd du det?

ELLIDA
(med overvindelse)
.
Jo, Wangel, – for det er den understyrmanden, som jeg har været – forlovet med.

WANGEL
(springer op)
.
Hvad er det, du siger! Kan dette her være muligt!

ELLIDA.
Ja, – således er det. Det var med ham.

WANGEL.
Men i al verden, Ellida –! Hvor kunde du falde på sligt noget! Gå hen og forlove dig med en sådan en! Med et vildfremmed menneske! – Hvad hed han for noget?

ELLIDA.
Dengang kaldte han sig Friman. Siden, i brevene, skrev han sig Alfred Johnston.

WANGEL.
Og hvor var han fra?

ELLIDA.
Oppe fra Finmarken, sa’ han. For resten var han født over i Finland. Var nok vandret ind som barn – med sin far, tror jeg.

WANGEL.
Altså en kvæn.

ELLIDA.
Ja, de kaldes jo så.

WANGEL.
Hvad véd du ellers om ham?

ELLIDA.
Bare det, at han var gåt tidlig til sjøs. Og at han havde faret på lange rejser.

WANGEL.
Ellers slet ingen ting?

ELLIDA.
Nej. Vi kom aldrig til at tale om sådant noget.

WANGEL.
Hvad talte I da om?

ELLIDA.
Vi talte mest om havet.

WANGEL.
Ah –! Om havet altså?

ELLIDA.
Om storm og om stille. Om mørke nætter på havet. Havet på de glittrende solskinsdage talte vi også om. Men mest talte vi om hvalerne og om springerne og om sælerne, som plejer ligge der ude på skærene i middagsvarmen. Og så talte vi om mågerne og ørnene og alle de andre sjøfuglene, som du véd. – Tænk, – er ikke det underligt, – når vi talte om sådant noget, så stod det for mig, som om både sjødyrene og sjøfuglene var i slægt med ham.

WANGEL.
Og du selv –?

ELLIDA.
Ja, jeg syntes næsten, at jeg også kom i slægt med dem alle sammen.

WANGEL.
Ja, ja. – Og så var det altså, at du forloved dig med ham?

ELLIDA.
Ja. Han sa’, at jeg skulde gøre det.

WANGEL.
Skulde? Havde du da ingen vilje selv?

ELLIDA.
Ikke når han var i nærheden. Å, – bagefter syntes jeg, det var så rent ubegribeligt.

WANGEL.
Kom du ofte sammen med ham?

ELLIDA.
Nej, det var ikke ret ofte. En dag var han ude hos os og så sig om i fyrtårnet. Derved blev jeg kendt med ham. Og siden så traf vi hinanden en gang imellem. Men så kom jo dette her på med kaptejnen. Og så måtte han jo rejse.

WANGEL.
Ja, ja, lad mig høre lidt mere om det!

ELLIDA.
Det var tidligt i grålysingen, – da fik jeg en seddel fra ham. Og i den stod der, at jeg skulde komme ud til ham på Bratthammeren, – du véd, det næsset mellem fyrtårnet og Skjoldviken.

WANGEL.
Ja visst, ja visst, – jeg kender det godt.

ELLIDA.
Did ud skulde jeg komme straks, skrev han, for han vilde tale med mig.

WANGEL.
Og du gik?

ELLIDA.
Ja. Jeg kunde ikke andet. Nå, så fortalte han mig da, at han havde stukket kaptejnen om natten.

WANGEL.
Det sa’ han altså selv! Sa’ det lige ud!

ELLIDA.
Ja. Men han havde bare gjort, hvad som ret og rigtigt var, sa’ han.

WANGEL.
Ret og rigtigt? Hvorfor stak han ham da?