Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
Complete Works of Henrik Ibsen (626 page)
DOKTOR WANGEL, distriktslæge.
FRU ELLIDA WANGEL, hans anden hustru.
BOLETTE.
HILDE, halvvoksen. } hans døttre af første ægteskab.
OVERLÆRER ARNHOLM.
LYNGSTRAND.
BALLESTED.
EN FREMMED MAND.
UNGE FOLK FRA BYEN.
TURISTER.
SOMMERGÆSTER.
(Handlingen foregår ved sommertid i en liden fjordby i det nordlige Norge.)
(Doktor Wangels hus med stor overbygget veranda til venstre. Have foran og omkring. Nedenfor verandaen en flagstang. Til højre i haven en løvhytte med bord og stole. Hækkegærde med en liden indgangsdør i baggrunden. Bag gærdet en vej langs stranden. Allé ved vejen. Mellem træerne ses fjorden og høje fjeldrækker og tinder i det fjerne. Det er en varm og strålende klar sommermorgen.)
(Ballested, middelaldrende, iført en gammel fløjelsjakke og med bredskygget kunstnerhat, står under flagstangen og steller med linen. Flaget ligger på jorden. Lidt fra ham et staffeli med et opspændt lærred. Ved siden af ligger på en feltstol pensler, palet og en malerkasse.)
(Bolette Wangel kommer fra den åbne havestuedør ud på verandaen. Hun bærer en stor vase med blomster, som hun sætter på bordet.)
BOLETTE.
Nå, Ballested, – får De det så til at glide?
BALLESTED.
Ja vel, frøken. Det er en smal sag. – Med tilladelse, – venter De fremmede på besøg idag?
BOLETTE.
Ja, vi venter overlærer Arnholm hid til os i formiddag. Han er kommen til byen i nat.
BALLESTED.
Arnholm? Bi lidt –. Hed han ikke Arnholm, han, som var huslærer her for en del år siden?
BOLETTE.
Jo. Det er netop ham.
BALLESTED.
Se, se. Kommer han nu på disse kanter igen.
BOLETTE.
Det er derfor vi gerne vil flage.
BALLESTED.
Ja, det er jo nok så rimeligt da.
(Bolette går ind i havestuen.)
(Lidt efter kommer Lyngstrand frem på vejen fra højre og standser interesseret, da han ser staffeliet og malersagerne. Han er en spæd ung mand, tarveligt, men ordentligt klædt og af et svageligt udseende.)
LYNGSTRAND
(udenfor ved hækken)
.
God morgen.
BALLESTED
(vender sig)
.
Håh –! God morgen.
(Hejser flaget op.)
Se så, – nu går ballonen.
(Gør linen fast og gir sig at skaffe ved staffeliet.)
God morgen, meget ærede. Jeg har rigtignok ikke den fornøjelse at –
LYNGSTRAND.
De er visst maler, De.
BALLESTED.
Ja, begribeligvis. Skulde jeg ikke være maler også?
LYNGSTRAND.
Jo, jeg kan se det. – Måtte jeg ikke få lov at komme lidt indenfor?
BALLESTED.
Vil De kanske ind og se på?
LYNGSTRAND.
Ja, det vilde jeg så svært gerne.
BALLESTED.
Å, der er ikke noget betydeligt at se endnu. Men vær så artig. Træd De kun nærmere.
LYNGSTRAND.
Mange tak.
(han kommer ind gennem havedøren.)
BALLESTED
(maler)
.
Det er fjorden der inde mellem øerne, som jeg holder på med.
LYNGSTRAND.
Jeg ser det, ja.
BALLESTED.
Men figuren mangler endnu. Her i byen er der ikke en model at opdrive.
LYNGSTRAND.
Skal der være en figur også?
BALLESTED.
Ja. Inde ved skæret her i forgrunden skal der ligge en halvdød havfrue.
LYNGSTRAND.
Hvorfor skal hun være halvdød?
BALLESTED.
Hun har forvildet sig ind fra havet og kan ikke finde ud igen. Og så ligger hun her og omkommer i brakvandet, forstår De.
LYNGSTRAND.
Nå, således.
BALLESTED.
Det var fruen her i huset, som satte mig på tanken at male sligt noget.
LYNGSTRAND.
Hvad vil De kalde det billede, når det blir færdigt?
BALLESTED.
Jeg agter at kalde det „havfruens ende”.
LYNGSTRAND.
Det passer bra’. – De kan visst få noget godt ud af dette her.
BALLESTED
(ser på ham)
.
Mand af faget måske?
LYNGSTRAND.
Maler, mener De?
BALLESTED.
Ja.
LYNGSTRAND.
Nej, jeg er ikke det. Men jeg skal bli’ billedhugger. Jeg heder Hans Lyngstrand.
BALLESTED.
Så De skal bli’ billedhugger? Ja ja, skulpturkunsten er også en net, flot kunst. – Jeg tror, jeg har set Dem på gaden et par gange. Har De opholdt Dem længe her hos os?
LYNGSTRAND.
Nej, jeg har bare været her en fjorten dages tid. Men jeg vil se, om jeg kan få bli’ her sommeren ud.
BALLESTED.
Nyde badelivets behageligheder? Hvad?
LYNGSTRAND.
Ja, jeg skulde se at komme mig lidt til kræfter.
BALLESTED.
Dog vel ikke svagelig?
LYNGSTRAND.
Jo, jeg er ligesom lidt svagelig af mig. Men det er ikke noget videre farligt. Det er bare sådant noget med trangpustenhed for brystet.
BALLESTED.
Pyt, – den slags bagateller! For resten skulde De nu tale med en kyndig læge alligevel.
LYNGSTRAND.
Jeg har tænkt på at spørge doktor Wangel ved lejlighed.
BALLESTED.
Ja, gør det.
(ser ud til venstre.)
Der kommer en dampbåd igen. Stoppende fuldt af passagerer ombord. Det er dog et mageløst opsving, rejselivet har ta’t her i de sidste år.
LYNGSTRAND.
Ja, her er rigtig en svær trafik, synes jeg.
BALLESTED.
Fuldt op af sommergæster er her også. Jeg er mangen gang bange for, at vor gode by skal tabe sit præg ved alt dette fremmede væsen.
LYNGSTRAND.
Er De barnefødt her i byen?
BALLESTED.
Nej, jeg er ikke det. Men jeg har akkla– akklimatiseret mig. Jeg føler mig knyttet til stedet ved tidens og vanens bånd.
LYNGSTRAND.
De har altså boet længe her?
BALLESTED.
Nå, en sytten-atten år. Jeg kom hid med Skives teaterselskab. Men så geråded vi i finansielle vanskeligheder. Og så opløste selskabet sig og spredtes for alle vinde.
LYNGSTRAND.
Men De selv blev altså igen?
BALLESTED.
Jeg blev. Og det har jeg ståt mig nokså godt på. Jeg virked nemlig dengang nærmest i dekorationsfaget, skal jeg sige Dem.
(Bolette kommer ud med en gyngestol, som hun sætter på verandaen.)
BOLETTE
(taler ind i havestuen)
.
Hilde, – se om du kan finde den broderte fodskammelen til far.
LYNGSTRAND
(går hen under verandaen og hilser)
:
God morgen, frøken Wangel!
BOLETTE
(ved rækværket)
.
Nej se, er det Dem, herr Lyngstrand? God morgen. Undskyld et øjeblik, – jeg skal bare –
(går ind i huset.)
BALLESTED.
Kender De familjen her?
LYNGSTRAND.
Ikke videre. Jeg har bare truffet frøkenerne hist og her hos andre. Og så talte jeg lidt med fruen, sidst der var musik oppe på „Udsigten”. Hun sa’, jeg måtte gerne komme og besøge dem.
BALLESTED.
Nå, véd De hvad, – De skulde kultivere det bekendtskab.
LYNGSTRAND.
Ja, jeg har også tænkt på at gøre et besøg. Sådan en visit at kalde for. Når jeg nu bare kunde finde en anledning –
BALLESTED.
Å hvad, – anledning –
(ser ud til venstre.)
Død Og plage!
(samler sine sager sammen.)
Dampbåden er alt inde ved bryggen. Jeg må hen i hotellet. Kanske nogen af de nyankomne har brug for mig. Jeg virker nemlig som hårskærer og frisør også, skal jeg sige Dem.
LYNGSTRAND.
De er visst svært alsidig. De.
BALLESTED.
Man må vide at akklimatisere sig i diverse fag på småstederne. Skulde De nogen gang tiltrænge et eller andet i hårvejen, – lidt pomade eller sligt, så spør’ De bare efter danselærer Ballested.
LYNGSTRAND.
Danselærer –?
BALLESTED.
Formand i „Hornforeningen”, om De så vil. I aften har vi koncert oppe på „Udsigten”. Farvel, – farvel!
(han går med malersagerne gennem stakitdøren og videre ud til venstre.)
(Hilde kommer ud med skammelen. Bolette bringer flere blomster. Lyngstrand hilser på Hilde, nede fra haven.)
HILDE
(ved rækværket, uden at hilse igen)
.
Bolette sa’, at De havde vovet Dem indenfor idag.
LYNGSTRAND.
Ja, jeg tog mig den frihed at gå lidt indenfor.
HILDE.
Har De været ude og gå’t morgentur nu?
LYNGSTRAND.
Å nej, – det blev nok ikke nogen lang tur idag.
HILDE.
Har De været i bad da?
LYNGSTRAND.
Ja, jeg var ude i sjøen en liden stund. Jeg så Deres mor dernede. Hun gik ind i sit badehus.
HILDE.
Hvem gjorde det?
LYNGSTRAND.
Deres mor.
HILDE.
Nå så, nå.
(hun sætter skammelen foran gyngestolen.)
BOLETTE
(ligesom afbrydende)
.
Så De ikke noget til fars båd ude på fjorden?
LYNGSTRAND.
Jo, jeg syntes jeg så en sejlbåd, som styred indover.
BOLETTE.
Det var visst far. Han har været ude i sygebesøg på øerne.
(hun ordner et og andet ved bordet.)
LYNGSTRAND
(et skridt oppe på trappen til verandaen)
.
Nej, her er da rigtig staseligt med blomster –!
BOLETTE.
Ja, ser det ikke godt ud?
LYNGSTRAND.
Å, det ser dejligt ud. Det ser ud, som om her var en højtidsdag i huset.
HILDE.
Det er det såmæn også.
LYNGSTRAND.
Kunde næsten skønne det. Det er visst Deres fars geburtsdag idag.
BOLETTE
(advarende til Hilde)
.
Hm – hm!
HILDE
(uden at bryde sig om det)
.
Nej, mors.
LYNGSTRAND.
Nå så, – Deres mors er det.
BOLETTE
(sagte, vred)
.
Men, Hilde –!
HILDE
(ligeså)
.
La’ mig være!
(til Lyngstrand.)
De skal vel gå hjem og få Dem frokost nu?
LYNGSTRAND
(stiger ned fra trappen)
.
Ja, jeg skulde vel se at få mig lidt til livs.
HILDE.
De synes da visst, at De lever rigtig godt der borte på hotellet?
LYNGSTRAND.
Jeg bor ikke længer på hotellet. Det blev mig for dyrt.
HILDE.
Hvor bor De da nu?
LYNGSTRAND.
Nu bor jeg oppe hos madam Jensen.
HILDE.
Hvilken madam Jensen?
LYNGSTRAND.
Jor’moren.
HILDE.
Undskyld, herr Lyngstrand, – men jeg har virkelig andet at bestille end at –
LYNGSTRAND.
Å, jeg skulde visst ikke ha’ sagt det der.
HILDE.
Hvilket noget?
LYNGSTRAND.
Det, som jeg sa’.
HILDE
(måler ham, unådigt)
.
Jeg forstår Dem aldeles ikke.
LYNGSTRAND.
Nej, nej. Men så vil jeg da sige frøkenerne farvel så længe.