Complete Works of Henrik Ibsen (622 page)

KROLL.
Jeg mener forudsætningerne i udspringet. I oprindelsen, – frøken West.

REBEKKA.
Nå så. Ja, det er ganske sandt – jeg er gåt ud fra meget ringe forhold. Men alligevel –

KROLL.
Det er ikke stand og stilling, jeg sigter til. Jeg tænker på de moralske forudsætninger.

REBEKKA.
Forudsætninger –? For hvad?

KROLL.
For at De overhodet blev til.

REBEKKA.
Hvad er det, De siger!

KROLL.
Jeg siger det jo kun, fordi det forklarer hele Deres adfærd.

REBEKKA.
Jeg forstår ikke dette. Fuld besked vil jeg ha’!

KROLL.
Jeg trode sandelig, De havde fuld besked. Det vilde dog ellers være besynderligt, at De lod Dem adoptere af doktor West –

REBEKKA
(rejser sig)
.

Ah så Nu forstår jeg.

KROLL.
– at De antog hans navn. Deres mors navn var Gamvik.

REBEKKA
(går henover gulvet)
.

Min fars navn var Gamvik, herr rektor.

KROLL.
Deres mors bestilling måtte jo tidt og jævnt bringe hende sammen med distriktslægen.

REBEKKA.
Det har De ret i.

KROLL.
Og så tar han Dem til sig, – straks da Deres mor var død. Han behandler Dem hårdt. Og dog blir De hos ham. De véd, at han ikke vil efterlade Dem en eneste skilling. De fik jo bare en kasse bøger. Og dog holder De ud hos ham. Bærer over med ham. Plejer ham lige til det sidste.

REBEKKA
(henne ved bordet, ser hånligt på ham)
.

Og at jeg gjorde alt dette, – det forklarer De deraf, at der var noget usædeligt, – noget forbrydersk ved min tilblivelse!

KROLL.
Hvad De gjorde for ham, udleder jeg af et uvilkårligt datterligt instinkt. Hele Deres færd for resten holder jeg for et udslag af Deres oprindelse.

REBEKKA
(heftigt)
.

Men der er ikke et sandt ord i alt, hvad De siger! Og det kan jeg bevise! For doktor West var ikke kommen til Finmarken, da jeg blev født.

KROLL.
Undskyld, – frøken. Han kom der op året i forvejen. Det har jeg undersøgt.

REBEKKA.
De tar fejl, siger jeg! De tar aldeles fejl!

KROLL.
De sa’ her i forgårs, at De var ni og tyve år. Gik i det tredivte.

REBEKKA.
Så? Sa’ jeg det?

KROLL.
Ja, De gjorde. Og deraf kan jeg regne ud –

REBEKKA.
Stop! Det hjælper ikke at regne. For jeg kan lige så gerne sige Dem det straks: Jeg er et år ældre, end jeg gir mig ud for.

KROLL
(smiler vantro)
.

Virkelig? Det er noget nyt. Hvorledes er det kommet?

REBEKKA.
Da jeg havde fyldt de fem og tyve, så syntes jeg, – ugift som jeg var, – at jeg blev så rent for gammel. Og så tog jeg mig for at lyve et år af.

KROLL.
De? En frigjort kvinde. Nærer De fordomme angående giftealderen?

REBEKKA.
Ja, det var tossedumt, – og latterligt også. Men der blir altid hængende et eller andet ved en, som en ikke kan gøre sig fri for. Vi er nu slig.

KROLL.
Lad så være. Men regningen kan bli rigtig alligevel. For doktor West var deroppe på et flygtigt besøg året forinden han blev ansat.

REBEKKA
(bryder ud)
.

Det er ikke sandt!

KROLL.
Er det ikke sandt?

REBEKKA.
Nej. For det har mor aldrig talt om.

KROLL.
Så hun har ikke det?

REBEKKA.
Nej, aldrig. Og ikke doktor West heller. Aldrig med et ord.

KROLL.
Kunde ikke det være, fordi de begge to havde grunde til at springe et år over? Ligesom De har gjort, frøken West. Det er kanske en ejendommelighed i slægten.

REBEKKA
(går omkring, knuger og vrider hænderne)
.

Det er umuligt. Det er bare noget, De vil bilde mig ind. Aldrig i verden er det sandt, dette her. Kan ikke være sandt! Aldrig i verden –!

KROLL
(rejser sig)
.

Men, kære, – hvorfor i Guds navn tar De så på vej? De gør mig rent forfærdet! Hvad skal jeg tro og tænke –!

REBEKKA.
Ingen ting. De skal hverken tro eller tænke noget.

KROLL.
Så må De sandelig forklare mig, hvorledes De kan ta’ Dem den sag, – den mulighed så nær.

REBEKKA
(fatter sig)
.

Det er jo så ganske ligefrem, rektor Kroll. Jeg har da ikke lyst til at gå her og gælde for et uægte barn.

KROLL.
Nå så. Ja-ja, lad os slå os til ro med den forklaring – foreløbig. Men så har De jo altså beholdt en viss – fordom på det punkt også.

REBEKKA.
Ja, jeg har vel det.

KROLL.
Nå, jeg tænker, det er ligedan bevendt med det meste af dette her, som De kalder for Deres frigjorthed. De har læst Dem til en hel hob nye tanker og meninger. De har fåt vide et slags besked om forskninger på forskellige områder, – forskninger, som synes at omstyrte adskilligt af det, der hidtil hos os har gældt for uomstødeligt og uangribeligt. Men alt dette er bare ble’t en viden hos Dem, frøken West. En kundskab. Det er ikke gåt Dem i blodet.

REBEKKA
(betænkelig)
.

Kan hænde, De har ret i det.

KROLL.
Ja, bare prøv De Dem selv, så skal De se! Og når det står slig til med Dem, så kan en sagtens vide, hvorledes det er fat med Johannes Rosmer. Det er jo den rene, skære galskab, – det er at rende lige lukt ind i fordærvelsen, når han vil træde åbenlyst frem og bekende sig som en frafalden! Tænk, – han med denne skyhed i sindet! Tænk Dem ham forstødt, – forfulgt af den kreds, han hidtil har tilhørt. Udsat for hensynsløse angreb af de bedste i samfundet. Aldrig i dette liv blir han mand for at stå det ud.

REBEKKA.
Han må stå det ud! Nu er det for sent for ham at trække sig tilbage.

KROLL.
Aldeles ikke for sent. Ikke på nogen måde. Hvad der er sked, det kan ties ned, – eller det kan i det mindste fortolkes som en blot og bart forbigående om end beklagelig vildfarelse. Men – én forholdsregel er rigtignok uomgængelig fornøden.

REBEKKA.
Og hvad er det for noget?

KROLL.
De må få ham til at legalisere forholdet, frøken West.

REBEKKA.
Det forhold, som han står i til mig?

KROLL.
Ja. De må se at få ham til det.

REBEKKA.
De kan altså slet ikke gøre Dem fri for den tro, at vort forhold trænger til at – legaliseres, som De siger?

KROLL.
Jeg vil ikke indlade mig nærmere på sagen selv. Men jeg tror rigtignok at ha’ iagttaget, at der, hvor det falder lettest at bryde med alle såkaldte fordomme, det er i – hm.

REBEKKA.
Det er i forholdet mellem mand og kvinde, mener De?

KROLL.
Ja, – oprigtig talt, – jeg tror det.

REBEKKA
(driver henover gulvet og ser ud gennem vinduet)
.

Jeg havde nær sagt, – gid De havde ret, rektor Kroll.

KROLL.
Hvad mener De med det? De siger det så besynderlig.

REBEKKA.
Å hvad! Lad os ikke snakke mere om de ting. – Ah, – der kommer han.

KROLL.
Allerede! Så vil jeg gå.

REBEKKA
(hen til ham)
.

Nej, – bli’ her. For nu skal De få høre noget.

KROLL.
Ikke nu. Jeg synes ikke, jeg tåler at se ham.

REBEKKA.
Jeg ber Dem, – bli’. Gør det. Ellers vil De angre det siden. Det er sidste gang jeg be’r Dem om noget.

KROLL
(ser forundret på hende og lægger hatten fra sig)
.

Nu vel, frøken West. Lad så være da.

(Det er en stund stille. Da kommer Johannes Rosmer ind fra forstuen.)

ROSMER
(ser rektoren, standser i døren)
.

Hvad! – Er du her!

REBEKKA.
Han vilde helst ikke ha’ mødt dig, Rosmer.

KROLL
(uvilkårligt)
.

Du!

REBEKKA.
Ja, herr rektor. Rosmer og jeg – vi siger du til hinanden. Forholdet imellem os har ført det med sig.

KROLL.
Var det det, som De lovte, jeg skulde få høre?

REBEKKA.
Både det – og lidt mere til.

ROSMER
(kommer nærmere)
.

Hvad er hensigten med besøget her idag?

KROLL.
Jeg vilde endnu en gang prøve på at standse dig og vinde dig tilbage.

ROSMER
(peger på avisen)
.

Efter det, som står der?

KROLL.
Jeg har ikke skrevet det.

ROSMER.
Gjorde du noget skridt for at holde det tilbage?

KROLL.
Det vilde ha’ været uforsvarligt imod den sag, jeg tjener. Og desuden så stod det ikke i min magt.

REBEKKA
(river avisen i stykker, krøller stumperne sammen og kaster dem bag ovnen)
.

Se så. Nu er det ude af øje. Og lad det så være ude af sind også. For der kommer ikke mere af den slags, Rosmer.

KROLL.
Å ja, kunde De så sandt mage det så.

REBEKKA.
Kom, og lad os sætte os, kære. Alle tre. Så vil jeg sige det altsammen.

ROSMER
(sætter sig uvilkårligt)
.

Hvad er det for noget, som er kommet over dig, Rebekka! Denne uhyggelige ro –. Hvad er det for noget?

REBEKKA.
Beslutningens ro.
(sætter sig.)
Sæt Dem, De også, rektor.

(Rektor Kroll tar plads i sofaen.)

ROSMER.
Beslutningens, siger du. Hvilken beslutning?

REBEKKA.
Jeg vil gi’ dig igen, hvad du trænger for at leve livet. Du skal få din glade skyldfrihed tilbage, kære ven.

ROSMER.
Men hvad er dog dette!

REBEKKA.
Jeg vil bare fortælle. Der behøves ikke andet.

ROSMER.
Nu!

REBEKKA.
Da jeg var kommen her ned fra Finmarken – sammen med doktor West, – så syntes jeg, at der ligesom åbned sig en ny, stor, vid verden for mig. Doktoren havde lært mig både løst og fast. Alt det spredte, som jeg vidste om tingene i livet den gang.
(kæmpende og neppe hørligt.)
Og så –

KROLL.
Og så?

ROSMER.
Men, Rebekka, – dette her véd jeg jo.