Complete Works of Henrik Ibsen (617 page)

ROSMER.
Nå, tænk dig altså selv –. En slig jagende, grufuld kval over noget ganske uforskyldt –! Og hun skulde være tilregnelig?

KROLL.
Hm –. Kan du huske, om du den gang havde bøger i huset, som handled om ægteskabets hensigt – efter vor tids fremskredne opfatning?

ROSMER.
Jeg husker, at frøken West lånte mig et sådant værk. For hun arved jo doktorens bogsamling, som du véd. Men kære Kroll, du tror da vel aldrig, vi var så uforsigtige at indvie den stakkers syge i slige ting? Jeg kan forsikkre dig højt og dyrt, vi har ingen skyld. Det var hendes egne forstyrrede hjernenerver, som jog hende ind på de vildsomme afveje.

KROLL.
Et kan jeg i alle fald fortælle dig nu. Og det er, at den stakkers forpinte og overspændte Beate gjorde ende på sit eget liv for at du skulde få leve lykkelig, – få leve frit og – efter din lyst.

ROSMER
(er faret halvt op fra stolen)
.

Hvad vil du sige med det?

KROLL.
Nu skal du høre rolig på mig, Rosmer. For nu kan jeg tale om det. I sit sidste leveår var hun to gange inde hos mig for at klage sin angst og sin fortvilelse.

ROSMER.
Over dette samme?

KROLL.
Nej. Den første gang kom hun ind og påstod, at du var på frafaldets vej. At du vilde bryde med dine fædres tro.

ROSMER
(ivrig)
.

Det, du der siger, er umuligt, Kroll! Rent umuligt! Du må ta’ fejl i dette her.

KROLL.
Hvorfor det?

ROSMER.
Jo, for så længe Beate leved, gik jeg endnu i tvil og kamp med mig selv. Og den kamp udkæmped jeg ensom og i den fuldeste stilhed. Jeg tror ikke en gang, at Rebekka –

KROLL.
Rebekka?

ROSMER.
Nå ja, – frøken West. Jeg kalder hende Rebekka for nemheds skyld.

KROLL.
Jeg har lagt mærke til det.

ROSMER.
Derfor er det mig så ubegribeligt, hvorledes Beate kunde komme ind på den tanke. Og hvorfor talte hun ikke til mig selv om det? Og det har hun aldrig gjort. Aldrig med et eneste ord.

KROLL.
Stakker, – hun bad og trygled om, at jeg skulde tale til dig.

ROSMER.
Og hvorfor gjorde du så ikke det?

KROLL.
Kunde jeg dengang et øjeblik tvile på, at hun var sindsforvirret? En slig anklage imod en mand som du! – Og så kom hun igen, – vel en måneds tid bagefter. Da var hun roligere at se til. Men da hun gik, sa’ hun: Nu kan de snart vente den hvide hesten på Rosmersholm.

ROSMER.
Ja, ja. Den hvide hesten, – den talte hun så tidt om.

KROLL.
Og da jeg så prøvte at få hende bort fra de triste tanker, så svarte hun bare: Jeg har ikke lang tid igen. For nu må Johannes straks gifte sig med Rebekka.

ROSMER
(næsten målløs)
.

Hvad er det, du siger –! Jeg gifte mig med –!

KROLL.
Det var en torsdags eftermiddag. – Lørdags aften kastede hun sig fra kloppen ned i møllefossen.

ROSMER.
Og du, som ikke varsled os –!

KROLL.
Du véd jo selv, hvor ofte hun lod ord falde om, at nu måtte hun visst snart dø.

ROSMER.
Det véd jeg nok. Men alligevel; – du skulde varslet os!

KROLL.
Det tænkte jeg også på. Men da var det for sent.

ROSMER.
Men hvorfor har du så ikke siden efter –? Hvorfor har du fortiet alt dette?

KROLL.
Hvad skulde det tjene til at komme her og pine og oprive dig endnu mere? Jeg har jo holdt det alt sammen for lutter tomme og vilde indbildninger. – Lige til igår aftes.

ROSMER.
Altså ikke nu længer?

KROLL.
Så ikke Beate ganske klart, da hun sa’, at du vilde falde fra din barnetro?

ROSMER
(stirrer frem for sig)
.

Ja, det forstår jeg ikke. Det er mig det ubegribeligste af alt i verden.

KROLL.
Ubegribelig eller ikke, – det er nu engang så. Og nu spør’ jeg dig, Rosmer, – hvor megen sandhed ligger der i hendes anden beskyldning? I den sidste, mener jeg.

ROSMER.
Beskyldning? Var da det en beskyldning?

KROLL.
Du la’ kanske ikke mærke til, hvorledes ordene faldt. Hun vilde gå bort, sa’ hun –. Hvorfor? Nå?

ROSMER.
Jo, for at jeg kunde gifte mig med Rebekka –.

KROLL.
Ordene faldt ikke ganske så. Beate udtrykte sig anderledes. Hun sa’: Jeg har ikke lang tid igen. For nu må Johannes straks gifte sig med Rebekka.

ROSMER
(ser en stund på ham; så rejser han sig)
.

Nu forstår jeg dig, Kroll.

KROLL.
Og så? Hvad svar har du?

ROSMER
(altid stille, behersket)
.

På noget så uhørt –? Det eneste rette svar vilde være at pege mod døren.

KROLL
(rejser sig)
.

Godt og vel.

ROSMER
(stiller sig foran ham)
.

Hør nu her. I over år og dag, – lige siden Beate gik bort, – har Rebekka West og jeg levet alene her på Rosmersholm. I al den tid har du kendt Beates beskyldning imod os. Men aldrig et øjeblik har jeg mærket, at du tog anstød af, at Rebekka og jeg leved sammen her.

KROLL.
Jeg vidste ikke før igår aftes, at det var en frafalden mand og en – frigjort kvinde, som førte dette samliv.

ROSMER.
Ah –! Du tror altså ikke, at der hos frafaldne og frigjorte mennesker kan findes renhedssind? Du tror ikke, de kan ha’ sædelighedskravet i sig som en naturtrang!

KROLL.
Jeg bygger ikke stort på den slags sædelighed, som ikke har sin rod i kirkens tro.

ROSMER.
Og dette lar du gælde om Rebekka og mig også? Om mit og Rebekkas forhold –?

KROLL.
Jeg kan ikke til gunst for jer to fravige den mening, at der vel ikke er nogen svælgende kløft mellem den fri tanke og – hm.

ROSMER.
Og hvad –?

KROLL.
– og den fri kærlighed, – siden du endelig vil høre det.

ROSMER
(sagte)
.

Og det skammer du dig ikke for at sige til mig! Du, som har kendt mig lige fra min tidligste ungdom af.

KROLL.
Just derfor. Jeg véd, hvor let du lar dig påvirke af de mennesker, du omgås med. Og denne din Rebekka –. Nå, denne frøken West, – hende kender vi jo egentlig ikke videre til. Kort og godt, Rosmer, – jeg opgir dig ikke. Og du selv, – du må søge at redde dig i tide.

ROSMER.
Redde mig? Hvorledes –?

(Madam Helseth kikker ind gennem døren til venstre.)

ROSMER.
Hvad vil De?

MADAM HELSETH.
Jeg skulde be’ frøkenen komme ned.

ROSMER.
Frøkenen er ikke her oppe.

MADAM HELSETH.
Så?
(ser sig om.)
Det var da besynderligt.

(hun går.)

ROSMER.
Du sa’ –?

KROLL.
Hør nu. Hvad der her er gåt for sig i løndom, mens Beate leved, – og hvad der fremdeles går for sig her, – det vil jeg ikke forske nøjere efter. Du var jo dybt ulykkelig i dit ægteskab. Og det får vel på en måde tale til din undskyldning –

ROSMER.
Å, hvor lidet du i grunden kender mig –!

KROLL.
Afbryd mig ikke. Det er det, jeg vil sige, – at skal endelig dette samliv med frøken West fortsættes, så er det aldeles nødvendigt, at du dysser ned det omslag, – det sørgelige frafald, – som hun har forledet dig til. Lad mig tale! Lad mig tale! Jeg siger, at når galt skal være, så tænk og mén og tro, i Herrens navn, alt hvad du vil – både i den ene retning og i den anden. Men behold bare dine meninger for dig selv. Dette her er jo en rent personlig sag. Der er da ingen nødvendighed for, at sligt noget råbes ud over hele landet.

ROSMER.
Det er en nødvendighed for mig at komme ud af en falsk og tvetydig stilling.

KROLL.
Men du har en pligt imod din slægts traditioner, Rosmer! Husk på det! Rosmersholm har siden umindelige tider været som et arnested for tugt og orden, – for respektfuld agtelse lige over for alt det, der er hævdet og godkendt af de bedste i samfundet. Hele egnen har ta’t sit præg fra Rosmersholm. Det vil fremkalde en usalig, en ubodelig forvirring, dersom det rygtes, at du selv har brudt med, hvad jeg vil kalde den rosmerske familjetanke.

ROSMER.
Kære Kroll, – jeg kan ikke se sagen så. Jeg synes, det er en uafviselig pligt for mig at tænde lidt lys og glæde her, hvor slægten Rosmer har skabt mørke og tyngsel gennem alle de lange, lange tider.

KROLL
(ser strængt på ham)
.

Jo, det vilde være en værdig gerning for den mand, med hvem slægten dør ud. Lad sligt ligge, du. Det er ikke passeligt arbejde for dig. Du er skabt til at leve som den stille forsker.

ROSMER.
Ja, det kan så være. Men jeg vil nu med i livsstriden en gang, jeg også.

KROLL.
Den livsstrid, – véd du, hvad den blir for dig? Den blir en kamp på liv og død med alle dine venner.

ROSMER
(stille)
.

De er vel ikke alle sammen så fanatiske som du.

KROLL.
Du er en troskyldig sjæl, Rosmer. En uerfaren sjæl er du. Du aner ikke, hvor overhændigt uvejret vil komme over dig.

(Madam Helseth glytter på døren til venstre.)

MADAM HELSETH.
Jeg skulde spørge fra frøkenen –

ROSMER.
Hvad er det?

MADAM HELSETH.
Der er en nede, som gerne vilde snakke et ord med pastoren.

ROSMER.
Er det kanske ham, som var her igår aftes?

MADAM HELSETH.
Nej, det er denne her Mortensgård.

ROSMER.
Mortensgård!

KROLL.
Aha! Så vidt er vi altså! Så vidt allerede!

ROSMER.
Hvad vil han mig? Hvorfor lod De ham ikke gå igen?

MADAM HELSETH.
Frøkenen sa’, jeg skulde spørge, om han måtte komme op.

ROSMER.
Sig ham, at her er nogen –

KROLL
(til madam Helseth)
.

Lad De ham bare komme, madam.

(Madam Helseth går.)

KROLL
(tar sin hat)
.

Jeg viger marken – foreløbig. Men hovedslaget er ikke slåt endnu.

ROSMER.
Så sandt jeg lever, Kroll, – jeg har ikke noget med Mortensgård at skaffe.

KROLL.
Jeg tror dig ikke længer. Ikke på noget punkt. Ikke i noget forhold tror jeg dig herefter. Nu gælder det krig på kniven. Vi vil dog prøve, om vi ikke kan få gjort dig uskadelig.

ROSMER.
Å, Kroll, – hvor dybt, – hvor lavt nede du står nu!

KROLL.
Jeg? Og det siger en sådan en, som du er! Husk på Beate!