Complete Works of Henrik Ibsen (620 page)

REBEKKA
(ånder besværligt)
.

La’ mig – få vide – hvad det er.

ROSMER.
Hvorledes tror du vort forhold vil arte sig efter denne dag?

REBEKKA.
Jeg tænker nok vort venskab kan holde ud, – hvad der så end kommer.

ROSMER.
Ja, det var nu ikke just så, jeg mente det. Men det, som fra først af førte os to sammen, – det, som binder os så inderligt til hinanden, – vor fælles tro på et rent samliv mellem mand og kvinde –

REBEKKA.
Ja, ja, – hvad det?

ROSMER.
Jeg mener, at et sligt forhold, – som vort altså, – egner ikke det sig nærmest for en livsførelse i stille, lykkelig fred –?

REBEKKA.
Og så!

ROSMER.
Men nu åbner der sig for mig et liv med kamp og med uro og med stærke sindsstemninger. For jeg vil leve mit liv, Rebekka! Jeg lar mig ikke slå til jorden af uhyggelige muligheder. Jeg lar mig ikke foreskrive min livsgang, hverken af levende eller af – nogen anden.

REBEKKA.
Nej, nej, – la’ dig ikke det! Vær helt ud en fri mand, Rosmer!

ROSMER.
Men véd du, hvad jeg så tænker på? Véd du det ikke? Ser du ikke, hvorledes jeg bedst kan vinde frigørelse fra alle nagende minder, – fra hele den triste forgangenhed?

REBEKKA.
Nu!

ROSMER.
Ved at stille op imod den en ny, en levende virkelighed.

REBEKKA
(famler efter stolryggen)
.

En levende –? Hvad er – dette?

ROSMER
(nærmere)
.

Rebekka, – hvis jeg nu spurgte dig, – vil du være min anden hustru?

REBEKKA
(et øjeblik målløs, skriger op i glæde)
.

Din hustru! Din –! Jeg!

ROSMER.
Godt. Lad os prøve det. Vi to vil være ét. Her må ikke længere stå noget tomt rum efter den døde.

REBEKKA.
Jeg – i Beates sted –!

ROSMER.
Så er hun ude af sagaen. Helt ude. For evig og altid.

REBEKKA
(sagte og bævende)
.

Tror du det, Rosmer?

ROSMER.
Det må ske! Det må! Jeg kan ikke, – jeg vil ikke gå igennem livet med et lig på ryggen. Hjælp mig at kaste det af, Rebekka. Og lad os så kvæle alle mindelser i frihed, i fryd, i lidenskab. Du skal være for mig den eneste hustru, jeg nogen sinde har havt.

REBEKKA
(behersket)
.

Kom ikke oftere ind på dette. Jeg blir aldrig din hustru.

ROSMER.
Hvad! Aldrig! Å, tror du da ikke, at du kunde komme til at elske mig? Er der da ikke allerede et stænk af kærlighed i vort venskab!

REBEKKA
(holder for ørerne som i skræk)
.

Tal ikke så, Rosmer! Sig ikke noget sligt!

ROSMER
(griber hende i armen)
.

Jo, jo, – der er en spirende mulighed i vort forhold. Å, jeg kan se på dig, at du føler det samme. Gør du ikke det, Rebekka?

REBEKKA
(atter fast og fattet)
.

Hør nu her. Det siger jeg dig, – at blir du ved med dette, så rejser jeg fra Rosmersholm.

ROSMER.
Rejse! Du! Det kan du ikke. Det er umuligt.

REBEKKA.
Det er endda umuligere, at jeg kan bli’ din hustru. Aldrig i denne verden kan jeg bli’ det.

ROSMER
(ser studsende på hende)
.

Du siger „kan”. Og det siger du så underligt. Hvorfor kan du ikke?

REBEKKA
(griber begge hans hænder)
.

Kære ven, – både for din egen skyld og for min, – spør’ ikke om hvorfor.
(slipper ham.)
Se så, Rosmer.

(hun går mod døren til venstre.)

ROSMER.
Herefterdags har jeg ikke noget andet spørsmål end det ene – hvorfor?

REBEKKA
(vender sig og ser på ham)
.

Så er det slut.

ROSMER.
Mellem dig og mig?

REBEKKA.
Ja.

ROSMER.
Aldrig blir det slut mellem os to. Aldrig rejser du fra Rosmersholm.

REBEKKA
(med hånden på dørklinken)
.

Nej, jeg gør vel ikke det. Men spør’ du mig tiere, – så er det slut alligevel.

ROSMER.
Slut alligevel? Hvorledes –?

REBEKKA.
Jo, for så går jeg den vej, som Beate gik. Nu véd du det, Rosmer.

ROSMER.
Rebekka –!

REBEKKA
(i døren, nikker langsomt)
.

Nu véd du det.

(hun går.)

ROSMER
(stirrer som fortabt mod den lukkede dør og siger hen for sig)
:

Hvad – er – dette?

TREDJE AKT

(Dagligstuen på Rosmersholm. Vinduet og forstuedøren står åbne. Formiddagssolen skinner udenfor.)

(Rebekka West, klædt som i første akt, står ved vinduet og vander og steller med blomsterne. Hendes hækletøj ligger i lænestolen. Madam Helseth går omkring med en fjerkost i hånden og støver møblerne af.)

REBEKKA
(efter en tids taushed)
.

Det er underligt, at pastoren blir så længe ovenpå idag.

MADAM HELSETH.
Å, det gør han jo så tidt. Men nu kommer han vel snart ned, kan jeg tro.

REBEKKA.
Har De set noget til ham?

MADAM HELSETH.
Det var just så vidt. Da jeg kom op med kaffeen, gik han inde i sengkammerset og klædte sig på.

REBEKKA.
Jeg spør’, for igår var han ikke rigtig vel til pas.

MADAM HELSETH.
Nej, han så slig ud. Og så undres jeg på, om der ikke er noget ivejen med ham og svogeren.

REBEKKA.
Hvad tror De, det skulde være?

MADAM HELSETH.
Jeg kan ikke vide det. Kanske er det denne her Mortensgård, som har sat de to op imod hinanden.

REBEKKA.
Det er vel muligt, det. – Kender De noget til denne Peder Mortensgård?

MADAM HELSETH.
Nej da. Hvor kan frøkenen tænke det? En slig en, som han er!

REBEKKA.
Mener De, fordi han gir ud den stygge avisen?

MADAM HELSETH.
Å, det er nu ikke bare for det. – Frøkenen har vel hørt, at han fik barn med en gift kone, som manden var rømt ifra?

REBEKKA.
Jeg har hørt sige det. Men det var nok længe, før jeg kom hid.

MADAM HELSETH.
Ja kors, han var helt ung dengang. Og hun skulde vel havt bedre forstand, end han. Gifte sig med hende vilde han jo også. Men det kunde han da ikke få lov til. Og så fik han nok svie svært for det. – Men siden så har, min tro, Mortensgård slåt sig op, han. Der er nok mange, som søger den manden.

REBEKKA.
De fleste ringere folk vender sig helst til ham, når der er noget på færde.

MADAM HELSETH.
Å, der turde være andre end de ringe folk også –

REBEKKA
(skotter lønligt hen på hende)
.

Så?

MADAM HELSETH
(ved sofaen, støver og fejer ivrigt)
.

Der turde være de folk, som en mindst skulde tænke det om, frøken.

REBEKKA
(steller med blomsterne)
.

Ja, det er nu bare noget, som De tror, madam Helseth. For De kan jo ikke vide sligt noget så bestemt.

MADAM HELSETH.
Så det mener frøkenen, jeg ikke kan vide? Jo såmænd kan jeg så. For, – når jeg endelig skal ud med det, – så har jeg selv engang gåt med brev til Mortensgård.

REBEKKA
(vender sig)
.

Nej, – har De!

MADAM HELSETH.
Ja, det har jeg rigtignok. Og det brevet var såmænd skrevet her på Rosmersholm.

REBEKKA.
Virkelig, madam Helseth?

MADAM HELSETH.
Ja min tro var det så. Og fint papir var det skrevet på. Og fint rødt lak var der sat udenpå det også.

REBEKKA.
Og De blev betrod til at gå med det? Ja, kære madam Helseth, så er det jo ikke vanskeligt at skønne, hvem det var fra.

MADAM HELSETH.
Nå?

REBEKKA.
Det var naturligvis noget, som den stakkers fru Rosmer i sin sygelighed –

MADAM HELSETH.
Det er frøken West, som siger det, og ikke jeg.

REBEKKA.
Men hvad stod der så i brevet? Nå, det er sandt, – det kan jo ikke De vide.

MADAM HELSETH.
Hm, det kunde nok hænde, at jeg vidste det ligevel.

REBEKKA.
Sa’ hun Dem, hvad hun skrev om?

MADAM HELSETH.
Nej, hun gjorde ikke just det. Men da han, Mortensgård, havde læst det, så gav han sig til at spørge mig slig ud, både på langs og på tvers, så jeg kunde nok skønne, hvad der stod i det.

REBEKKA.
Hvad tror De da, der stod i det? Å, kære, snille madam Helseth, sig mig det!

MADAM HELSETH.
Nej da, frøken. Ikke for alt det, som i verden er.

REBEKKA.
Å, til mig kan De da sige det. Vi to er jo så gode venner.

MADAM HELSETH.
Gud bevare mig for at sige noget til Dem om det, frøken. Jeg kan ikke sige andet, end at det var noget stygt, som de havde gåt og bildt den stakkers syge fruen ind.

REBEKKA.
Hvem havde bildt hende det ind?

MADAM HELSETH.
Slette mennesker, frøken West. Slette mennesker.

REBEKKA.
Slette –?

MADAM HELSETH.
Ja, det siger jeg to ganger. Rigtig slette mennesker må det ha’ vær’t.

REBEKKA.
Og hvad tror De, det kunde være for nogen?

MADAM HELSETH.
Å, jeg véd nok, hvad jeg tror. Men Gud bevare min mund. Der går rigtignok en viss frue der inde i byen – hm!

REBEKKA.
Jeg kan se på Dem, at De mener fru Kroll.

MADAM HELSETH.
Ja, hun er en for sig selv, hun. Imod mig har hun nu altid vær’t så stor på det. Og Dem har hun da aldrig havt noget godt øje til.

REBEKKA.
Tror De, fru Rosmer var ved sin fulde forstand, da hun skrev det brevet til Mortensgård?

MADAM HELSETH.
Det er så underligt med forstanden, frøken. Rent ifra sig selv tror jeg nu ikke hun var.

REBEKKA.
Men hun blev da som forstyrret, da hun fik vide, at hun ikke kunde få børn. Det var da galskaben brød ud.

MADAM HELSETH.
Ja, det tog svært på hende, stakkers frue.

REBEKKA
(tar hækletøjet og sætter sig i stolen ved vinduet)
.

For resten, – tror ikke De også, at det i grunden var godt for pastoren, madam Helseth?

MADAM HELSETH.
Hvilket, frøken?

REBEKKA.
At her ingen børn blev af. Hvad?

MADAM HELSETH.
Hm, jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det.

REBEKKA.
Jo, De kan tro mig. Det var det bedste for ham. Pastor Rosmer er ikke skikket til at gå her og høre på ungeskrig.

MADAM HELSETH.
Små barn skriger ikke på Rosmersholm, frøken.

REBEKKA
(ser på hende)
.

Skriger de ikke?

MADAM HELSETH.
Nej. Her på gården har de små barn aldrig brugt at skrige, så længe folk kan mindes.

REBEKKA.
Det var da underligt.

MADAM HELSETH.
Ja, er ikke det underligt? Men det ligger til slægten. Og så er der én underlig ting til. Når de blir større, så ler de aldrig. Ler aldrig, så længe de lever.

REBEKKA.
Det vilde da være besynderligt –

MADAM HELSETH.
Har frøkenen nogen eneste gang hørt eller set pastoren le?

REBEKKA.
Nej, – når jeg tænker mig om, så tror jeg næsten, De har ret. Men menneskene ler nu i det hele ikke meget her på disse kanter, synes jeg.

MADAM HELSETH.
De gør ikke det. Det begyndte på Rosmersholm, siger folk. Og så har det vel bredt sig ud, som et slags smitte, det også, kan jeg tro.

REBEKKA.
De er en dybsindig kone, De, madam Helseth.

MADAM HELSETH.
Å, frøkenen skal ikke sidde og gøre nar –.
(lytter.)
Hys, hys, – nu kommer pastoren ned. Han liker ikke at se fejekosten her inde.

(hun går ud gennem døren til højre.)

(Johannes Rosmer, med stok og hat i hånden, kommer ind fra forstuen.)

ROSMER.
God morgen, Rebekka.

REBEKKA.
God morgen, kære.
(lidt efter; hækler.)
Skal du ud?

ROSMER.
Ja.

REBEKKA.
Vejret er jo så vakkert.

ROSMER.
Du så ikke op til mig imorges.

REBEKKA.
Nej, – jeg gjorde ikke det. Ikke idag.

ROSMER.
Vil du ikke gøre det herefter heller?

REBEKKA.
Å, jeg véd ikke endnu, du.

ROSMER.
Er der kommet noget til mig?

REBEKKA.
„Amtstidenden” er kommet.

ROSMER.
„Amtstidenden” –!

REBEKKA.
Den ligger der på bordet.

ROSMER
(sætter hat og stok fra sig)
.

Står der noget –?

REBEKKA.
Ja.

ROSMER.
Og så sender du den ikke op –

REBEKKA.
Du får tidsnok læse den.

ROSMER.
Nå så.
(tar bladet og læser stående ved bordet.)
– Hvad! – – „kan ikke noksom advare imod karakterløse overløbere” –.
(ser hen på hende.)
De kalder mig en overløber, Rebekka.

REBEKKA.
Der nævnes ikke noget navn.

ROSMER.
Det er jo det samme.
(læser videre.)
– „lønlige forrædere imod den gode sag” –. – „Judasnaturer, som frækt bekender sit frafald, så snart de tror, at det belejlige og – profitableste tidspunkt er kommet”. „Hensynsløst attentat på ærværdige forfædres eftermæle” –. – „i påvente af at øjeblikkets magthavere ikke vil lade en passende belønning udeblive.”
(lægger avisen på bordet.)
Og det skriver de om mig. De, som har kendt mig så længe og så nøje. Dette, som de ikke selv tror på. Dette, som de véd, at der ikke er et eneste sandt ord i, – det skriver de alligevel.

REBEKKA.
Der står mere endnu.

ROSMER
(tar atter avisen)
.

– „undskyldning i en uøvet dømmekraft” –. – „fordærvelig indflydelse, – kanske udstrakt også til områder, som vi foreløbig ikke vil gøre til genstand for offentlig omtale eller påtale” –.
(ser på hende.)
Hvad er det?

REBEKKA.
De sigter til mig, kan du skønne.

ROSMER
(lægger avisen fra sig)
.

Rebekka, – dette her er uhæderlige mænds færd.

REBEKKA.
Ja, jeg synes ikke, de har noget at la’ Mortensgård høre.

ROSMER
(går om på gulvet)
.

Her må bringes redning. Alt, hvad godt er i menneskene, går tilgrunde, hvis dette får vare ved. Men det skal det ikke! Å, hvor glad, – hvor glad jeg vilde føle mig, om jeg kunde få det til at lysne lidt i al denne skumle styghed.

REBEKKA
(rejser sig)
.

Ja, ikke sandt, du? I dette her har du noget stort og herligt at leve for!

ROSMER.
Tænk, om jeg kunde vække dem til selverkendelse. Bringe dem til at angre og til at skamme sig for sig selv. Få dem til at nærme sig hverandre i fordragelighed, – i kærlighed, Rebekka.