Complete Works of Henrik Ibsen (624 page)

REBEKKA.
Det er kommet gennem samlivet med dig.

ROSMER.
Men hvorledes? Hvorledes?

REBEKKA.
Da jeg var ble’t alene med dig her, – og da du var ble’t dig selv –

ROSMER.
Ja, ja?

REBEKKA.
– for du var aldrig helt ud dig selv, så længe Beate leved –

ROSMER.
Desværre, det har du nok ret i.

REBEKKA.
Men da jeg så fik leve sammen med dig her, – i stilhed, – i ensomhed, – da du gav mig alle dine tanker uforbeholdent, – hver en stemning, så blødt og så fint, som du følte den, – da gik det store omslag for sig. Lidt efter lidt, – skønner du. Næsten umærkelig, – men så overvældende til slut. Lige til bunden af mit sind.

ROSMER.
Å, hvad er dog dette her, Rebekka!

REBEKKA.
Alt det andet, – dette stygge, sansedrukne begær, det kom så langt, så langt bort fra mig. Alle disse opjagede magter slog sig stilfærdigt ned i taushed. Der faldt en sindshvile over mig, – en stilhed, som på et fugleberg under midnatssolen oppe hos os.

ROSMER.
Sig mere om dette. Alt, hvad du véd at sige.

REBEKKA.
Der er ikke stort andet, du. Der er bare det, at så kom der kærlighed op i mig. Den store, forsagende kærlighed, som nøjer sig med samlivet, slig, som det har været imellem os to.

ROSMER.
Å, ifald jeg blot havde anet et fnug af alt dette!

REBEKKA.
Bedst så, som det er. Igår, – da du spurgte mig, om jeg vilde være din hustru, – da jubled jeg ud –

ROSMER.
Ja, gjorde du ikke det, Rebekka! Jeg syntes, jeg forstod det så.

REBEKKA.
Et øjeblik, ja. I selvforglemmelse. For det var min fordums frejdige vilje, som holdt på at gøre sig fri igen. Men nu har den ikke mere nogen magt, – i længden, ikke.

ROSMER.
Hvorledes forklarer du, hvad der er sked med dig

REBEKKA.
Det er Rosmer-slægtens livssyn, – eller dit livssyn i alle fald, – som har smittet min vilje.

ROSMER.
Smittet?

REBEKKA.
Og gjort den syg. Trælbundet den under love, som før ikke galdt for mig. Du, – samlivet med dig, – har adlet mit sind –

ROSMER.
Å, turde jeg så sandt tro det!

REBEKKA.
Du kan trygt tro det. Det rosmerske livssyn adler. Men –
(ryster på hodet.)
– men, – men –

ROSMER.
Men? Nu?

REBEKKA.
– men det dræber lykken, du.

ROSMER.
Siger du det, Rebekka?

REBEKKA.
For mig i det mindste.

ROSMER.
Ja, men véd du det så visst. Om jeg nu spurgte dig igen –? Bad dig så bønligt –

REBEKKA.
Å, kære, – kom aldrig mere ind på dette her! Det er umulige ting –! Ja, for du skal vide det, Rosmer, at jeg har en – fortid bag mig.

ROSMER.
Noget mere, end det, du har fortalt?

REBEKKA.
Ja. Noget andet og noget mere.

ROSMER
(med et svagt smil)
.

Er det ikke underligt, du, Rebekka? Tænk, at en anelse om sligt noget har strejfet mig en gang imellem.

REBEKKA.
Har det! Og endda så –? Alligevel? –

ROSMER.
Jeg trode aldrig på det. Jeg bare legte med det, – sådan i tankerne, forstår du.

REBEKKA.
Hvis du kræver det, så vil jeg nu straks sige dig dette også.

ROSMER
(afværgende)
.

Nej, nej! Ikke et ord vil jeg vide. Hvad det så end er, – så har jeg glemsel for det.

REBEKKA.
Men jeg ikke.

ROSMER.
Å, Rebekka –!

REBEKKA.
Ja, du, – det er jo det forfærdelige, at nu, da al livets lykke bydes mig med fulde hænder, – nu er jeg ble’t slig, at min egen fortid stænger for mig.

ROSMER.
Din fortid er død, Rebekka. Den har ikke længere noget tag i dig, – ikke nogen sammenhæng med dig, – slig, som du nu er.

REBEKKA.
Å, kære, det er nok bare talemåder, du. End skyldfriheden da? Hvor tar jeg den fra.

ROSMER
(tungt)
.

Ja, ja, – skyldfriheden.

REBEKKA.
Skyldfriheden, ja. I den er lykken og glæden. Det var jo den lære, som du vilde gøre levende i alle disse vordende, glade adelsmennesker –

ROSMER.
Å, mind mig ikke om det. Det var bare en halvfærdig drøm, Rebekka. En overilet indskydelse, som jeg ikke selv tror på længer. – Menneskene lar sig nok ikke adle udenfra, du.

REBEKKA
(sagte)
.

Ikke gennem den stille kærlighed, tror du?

ROSMER
(tankefuld)
.

Ja, – det er jo det, som vilde være det store. Det herligste næsten i hele livet, synes jeg. – Ifald så var.
(vrider sig i uro.)
Men hvorledes kommer jeg på det rene med det spørsmål? Til bunds i det?

REBEKKA.
Tror du mig ikke, Rosmer?

ROSMER.
Å, Rebekka, – hvor kan jeg tro fuldt ud på dig? På dig, som har gåt her og dækket og dulgt så usigelig meget! – Nu kommer du frem med dette nye. Ligger der nogen hensigt under, – så sig mig det rent ud. Er der kanske et eller andet, som du ønsker at opnå ved det. Jeg vil jo så gerne gøre for dig alt, hvad jeg kan.

REBEKKA
(vrider hænderne)
.

Å, denne dræbende tvil –! Rosmer, – Rosmer –!

ROSMER.
Ja, er det ikke forfærdeligt, du? Men jeg kan ikke gøre ved det. Jeg vil aldrig komme til at fri mig fra tvilen. Aldrig vide visst, at jeg har dig i hel og ren kærlighed.

REBEKKA.
Men er der da ikke noget, inderst i dig selv, som vidner for, at med mig er der sket en forvandling! Og at forvandlingen er sket ved dig, – ved dig alene!

ROSMER.
Å du, – jeg tror ikke længer på min evne til at forvandle mennesker. Jeg tror ikke på mig selv i nogen sag mere. Jeg tror hverken på mig eller på dig.

REBEKKA
(ser mørkt hen på ham)
.

Hvorledes vil du da kunne leve livet?

ROSMER.
Ja, det forstår jeg ikke selv. Jeg begriber det ikke. Jeg tror ikke, jeg kan leve det. – Og jeg véd jo heller ikke den ting i verden, som det kunde være værdt at leve for.

REBEKKA.
Å, livet, – det har fornyelse i sig. Lad os holde fast ved det, du. – Vi kommer tidsnok ud af det.

ROSMER
(springer urolig op)
.

Så giv mig troen igen! Troen på dig, Rebekka! Troen på din kærlighed! Vidnesbyrd! Vidnesbyrd vil jeg ha’!

REBEKKA.
Vidnesbyrd? Hvor kan jeg gi’ dig vidnesbyrd –!

ROSMER.
Det må du!
(går henover gulvet.)
Jeg bærer ikke dette øde, – denne forfærdelige tomhed, – dette, – dette –

(Det banker hårdt på forstuedøren.)

REBEKKA
(farer op fra stolen)
.

Ah, – hørte du det!

(Døren åbnes. Ulrik Brendel kommer ind. Han er iført mansketskjorte, sort frakke og gode støvler udenpå benklæderne. For øvrigt er han klædt som forrige gang. Ser forstyrret ud.)

ROSMER.
Å, er det Dem, herr Brendel!

BRENDEL.
Johannes, min gut, – jeg hilser dig – farvel!

ROSMER.
Hvor vil De hen så sent?

BRENDEL.
Nedad bakke.

ROSMER.
Hvorledes –?

BRENDEL.
Nu går jeg hjemover, min dyrebare lærling. Jeg har fåt hjemve efter det store ingenting.

ROSMER.
Der er hændt Dem noget, herr Brendel! Hvad er det?

BRENDEL.
Så du observerer forvandlingen? Ja, – du må vel det. Da jeg sidst betrådte denne sal, – da stod jeg for dig som velstandsmand og slog mig på brystlommen.

ROSMER.
Så! Jeg forstår ikke ganske –

BRENDEL.
Men slig, som du i denne nat ser mig, er jeg en afsat konge på askedyngen af mit brændte slot.

ROSMER.
Hvis der er noget, som jeg kan hjælpe Dem med –

BRENDEL.
Du har konserveret dit barnehjerte, Johannes. Kan du yde mig et lån?

ROSMER.
Ja, ja, så gerne det.

BRENDEL.
Kan du afse et ideal eller to?

ROSMER.
Hvad for noget, siger De?

BRENDEL.
Et par aflagte idealer. Så gør du en god gerning. For nu er jeg læns, min kære gut. Blank og bar.

REBEKKA.
Kom De ikke til at holde Deres foredrag?

BRENDEL.
Nej, forlokkende dame. Hvad synes De vel? Just som jeg står parat til at tømme overflødighedshornet, gør jeg den penible opdagelse, at jeg er bankerot.

REBEKKA.
Men alle Deres uskrevne værker da?

BRENDEL.
I fem og tyve år har jeg siddet, som gnieren sidder på sit låsede pengeskrin. Og så igår, – da jeg åbner og vil hente skatten frem, – så er der ingen. Tidens tænder havde maset den til støv. Der var nichts og ingenting i hele stadsen.

ROSMER.
Men véd De nu det så visst?

BRENDEL.
Her er ikke rum for tvil, min yndling. Præsidenten har overtydet mig om det.

ROSMER.
Præsidenten?

BRENDEL.
Nå ja, – excellencen da. Ganz nach Belieben.

ROSMER.
Ja, men hvem mener De?

BRENDEL.
Peder Mortensgård naturligvis.

ROSMER.
Hvad!

BRENDEL
(hemmelighedsfuldt)
.

Hys, hys, hys! Peder Mortensgård er fremtidens høvding og herre. Aldrig har jeg været stedet for en størres åsyn. Peder Mortensgård har almægtigheds-evnen i sig. Han kan gøre alt, hvad han vil.

ROSMER.
Å tro dog ikke det.

BRENDEL.
Jo, min gut! For Peder Mortensgård vil aldrig mere, end han kan. Peder Mortensgård er kapabel til at leve livet uden idealer. Og det, – ser du, – det er just handlingens og sejrens store hemmelighed. Det er summen af al verdens visdom. Basta!

ROSMER
(lavmælt)
.

Nu skønner jeg, – at De går herfra fattigere end De kom.

BRENDEL.
Bien! Tag så et Beispiel af din gamle lærer. Stryg ud alt, hvad han gik her og prented ind i dig. Byg ikke din borg på svigtende sand. Og se dig for, – og prøv dig frem, – før du bygger på denne yndefulde skabning, som her forsøder dit liv.

REBEKKA.
Er det mig, De mener?

BRENDEL.
Ja, min tiltrækkende havfrue.

REBEKKA.
Hvorfor skulde ikke jeg være at bygge på?

BRENDEL
(et skridt nærmere)
.

Jeg har ladet mig sige, at min fordums lærling har en livssag at føre til sejr.