Complete Works of Henrik Ibsen (630 page)

ELLIDA
(steller med blomsterne)
.
Å hvad, – skulde ikke jeg også være med og gøre stads af – af mors fødselsdag?

ARNHOLM.
Hm –.
(han går op til Wangel og Ellida. Bolette og Hilde blir nede i haven.)

ANDEN AKT

(Oppe på „Udsigten”, en kratbevokset højde bag byen. Lidt tilbage står en varde og en vindfløj. Store stene, skikkede til siddepladse, er henlagt omkring varden og i forgrunden. Dybt nede i baggrunden ses den ydre fjord med øer og fremspringende næs. Det åbne hav ses ikke. Det er sommernat med halvlys. Gulrødt skær i luften og over fjeldtinderne langt ude i det fjerne. Lyden af firstemmig sang høres svagt nedenunder i bakkerne til højre.)

(Unge folk fra byen, damer og herrer, kommer parvis op fra højre, går under fortrolig samtale forbi varden og ud til venstre. Lidt efter kommer Ballested som vejviser for et selskab af udenlandske turister med deres damer. Han er belæsset med sjaler og rejsetasker.)

BALLESTED
(peger opad med stokken)
.
Sehen Sie, meine Herrschaften, – dort borte liegt eine andere højde. Das willen wir også besteigen und so herunter –
(han fortsætter på engelsk og fører selskabet ud til venstre.)
(Hilde kommer raskt op fra skråningen til højre, standser og ser sig tiltilbage. Lidt efter kommer Bolette op samme vej.)

BOLETTE.
Men, kære, hvorfor skulde vi da løbe fra Lyngstrand?

HILDE.
Fordi jeg kan ikke udstå at gå så langsomt i bakkerne. Se, – se, hvor han kryber opover.

BOLETTE.
Å, du véd jo, hvor dårlig han er.

HILDE.
Tror du, det er svært farligt?

BOLETTE.
Ja, det tror jeg rigtignok.

HILDE.
Han var jo hos far i eftermiddag. Jeg gad vide, hvad far mener om ham.

BOLETTE.
Far sa’ til mig, at det er forhærdelse i lungen, – eller sligt noget. Han blir ikke gammel, sa’ far.

HILDE.
Nej, sa’ han det! Tænk, – det er akkurat det samme, som jeg har tro’d.

BOLETTE.
Men du må for Guds skyld ikke la’ dig mærke med noget.

HILDE.
Å, kan du da falde på sligt.
(halv sagte.)
Se så, – nu har Hans fåt kravlet sig op. Hans –. Synes du ikke en kan se udenpå ham, at han heder Hans?

BOLETTE
(hvisker)
.
Vær nu bare skikkelig! Det rå’r jeg dig til.
(Lyngstrand kommer fra højre med en parasol i hånden.)

LYNGSTRAND.
Jeg må be’ frøkenerne undskylde, at jeg ikke kunde gå så fort som De.

HILDE.
Har De fåt Dem en parasol også nu?

LYNGSTRAND.
Det er Deres mors. Hun sa’, jeg skulde bruge den til stok. For jeg havde ingen med.

BOLETTE.
Er de der nede endnu? Far og de andre?

LYNGSTRAND.
Ja. Deres far gik lidt ind i beværtningen. Og de andre sidder udenfor og hører på musiken. Men siden så vilde de komme herop, sa’ Deres mor.

HILDE
(som står og ser på ham)
.
De er nok svært træt nu.

LYNGSTRAND.
Ja, jeg synes næsten, jeg er ligesom noget træt af mig. Jeg tror så sandelig, jeg får sætte mig en liden smule.
(han sætter sig på en sten i forgrunden til højre.)

HILDE
(står foran ham)
.
Véd De det, at siden skal der være dans nede på musikpladsen?

LYNGSTRAND.
Ja, jeg hørte, der blev snakket om det.

HILDE.
De synes vel, det er morsomt, det, at danse?

BOLETTE
(som går og plukker småblomster i lyngen)
.
Å, Hilde, – lad nu herr Lyngstrand få puste ud.

LYNGSTRAND
(til Hilde)
.
Ja, frøken, jeg vilde gerne danse – ifald jeg bare kunde.

HILDE.
Å så. Har De aldrig lært det?

LYNGSTRAND.
Nej, det har jeg ikke heller. Men det var ikke det, jeg mente. Jeg mente, jeg kan ikke for brystet.

HILDE.
For dette her knækket, som De siger, De har?

LYNGSTRAND.
Ja, derfor er det.

HILDE.
Er De svært bedrøvet, fordi De har det knækket?

LYNGSTRAND.
Å nej, jeg kan ikke sige det heller.
(smiler.)
For deraf tror jeg det kommer, at alle mennesker er så snille og venlige og så godgørendes imod mig.

HILDE.
Ja, og så er det jo slet ikke farligt heller.

LYNGSTRAND.
Nej, det er ikke det mindste farligt. Det forstod jeg så godt på Deres far også.

HILDE.
Og så går det jo over, straks De kommer ud at rejse.

LYNGSTRAND.
Jaha. Da går det over.

BOLETTE
(med blomster)
.
Se her, herr Lyngstrand, – disse her skal De stikke i knaphullet.

LYNGSTRAND.
Å, tusend tak, frøken! Det er da også altfor snilt af Dem.

HILDE
(ser nedover til højre)
.
Der kommer de nede på vejen.

BOLETTE
(ser også nedover)
.
Bare de véd, hvor de skal bøje af. Nej, nu går de galt.

LYNGSTRAND
(rejser sig)
.
Jeg vil løbe der ned til svingen og skrige til dem.

HILDE.
De må skrige svært højt da.

BOLETTE.
Nej, det er ikke værdt. De blir bare så træt igen.

LYNGSTRAND.
Å, nedover går det så glat.
(han går ud til højre.)

HILDE.
Ja nedover, ja.
(ser efter ham.)
Nu hopper han også! Og så tænker han ikke på det, at han skal opover igen.

BOLETTE.
Stakkers menneske –.

HILDE.
Hvis Lyngstrand fri’de til dig, vilde du så ta’ ham?

BOLETTE.
Er du ble’t gal nu?

HILDE.
Å, jeg mener naturligvis, dersom han ikke havde dette her knækket. Og dersom han ikke så snart skulde dø. Vilde du så ta’ ham.

BOLETTE.
Jeg synes, det var bedst du tog ham.

HILDE.
Nej såmæn om jeg vilde. Han ejer jo ikke et gran. Han har ikke engang det, han selv skal leve af.

BOLETTE.
Hvorfor gir du dig da altid så meget af med ham?

HILDE.
Å, det gør jeg jo bare for det knækkets skyld.

BOLETTE.
Jeg har slet ikke mærket noget til, at du ynker ham for det.

HILDE.
Nej, det gør jeg ikke heller. Men jeg synes, det er så fristende.

BOLETTE.
Hvilket?

HILDE.
At se på ham og få ham til at fortælle, at det ikke er farligt. Og så at han skal få rejse udenlands, og at han skal bli’ kunstner. Alt det går han og tror på og er så sjæle-fornøjet for det. Og så blir det ikke til noget ligevel. Aldrig i verden. For han får ikke leve så længe. Det synes jeg er så spændende at tænke på.

BOLETTE.
Spændende!

HILDE.
Ja, jeg synes netop, det er spændende. Jeg tillader mig det.

BOLETTE.
Fy, Hilde, du er rigtig en styg unge!

HILDE.
Det vil jeg også være. På trods!
(ser nedover.)
Nå endelig! Arnholm liker nok ikke det at stige tilvejrs.
(vender sig.)
Nej, det er sandt, – véd du, hvad jeg så på Arnholm ved middagsbordet?

BOLETTE.
Nå?

HILDE.
Tænk, – håret begynder at falde af ham – her midt oppe i hodet.

BOLETTE.
Å snak! Det er visst ikke sandt.

HILDE.
Jo. Og så har han rynker her ved begge øjnene. Gud, Bolette, at du kunde være så forlibt i ham, dengang han læste med dig!

BOLETTE
(smiler)
.
Ja, kan du skønne det? Jeg husker, jeg engang græd mine modige tårer, fordi han havde sagt, at han syntes Bolette var et stygt navn.

HILDE.
Ja, tænk det!
(ser nedover igen.)
Nej, vil du bare se der, du! Nu går „fruen fra havet” og prater med ham. Ikke med far. – Jeg undres på, om ikke de to har et godt øje til hinanden.

BOLETTE.
Du skulde rigtig skamme dig, skulde du. Hvor kan du stå og sige sligt noget om hende? Nu var det ble’t så godt imellem os –

HILDE.
Javisst, – bild dig bare det ind, min tøs! Å nej, du, det blir såmæn aldrig godt imellem os og hende. For hun passer slet ikke for os. Og ikke vi for hende heller. Gud véd, hvad far skulde trække hende ind i huset for! – Det skulde ikke undre mig, om hun gik hen og blev gal for os en vakker dag.

BOLETTE.
Gal! Hvor kan du falde på sligt?

HILDE.
Å, det var da ikke så underligt. Hendes mor blev jo også gal. Hun døde som gal, det véd jeg,

BOLETTE.
Ja, Gud véd, hvad ikke du har din næse i. Men gå bare ikke og snak om det. Vær nu snil – for fars skyld. Hører du det, Hilde?
(Wangel, Ellida, Arnholm og Lyngstrand kommer op fra højre.)

ELLIDA
(peger henover mod baggrunden)
.
Der ude ligger det!

ARNHOLM.
Ja, rigtig. I den retning må det være.

ELLIDA.
Der ude ligger havet.

BOLETTE
(til Arnholm)
.
Synes De ikke, det er – smukt heroppe?

ARNHOLM.
Her er storartet, synes jeg. Pragtfuld udsigt.

WANGEL.
Ja, De har sagtens aldrig været her oppe før?

ARNHOLM.
Nej, aldrig. I min tid tror jeg knapt her var fremkommeligt. Ikke en fodsti engang.

WANGEL.
Og ingen anlæg heller. Alt det har vi fåt i de sidste år.

BOLETTE.
Der borte på „Lodskollen” er det endnu mere storartet at se udover.

WANGEL.
Skal vi kanske gå der bort, Ellida?

ELLIDA
(sætter sig på en sten til højre)
.
Tak. Ikke jeg. Men gå kun I andre. Så blir jeg siddende her imens.

WANGEL.
Ja, da blir jeg hos dig. Småpigerne kan jo vise herr Arnholm omkring.

BOLETTE.
Har De lyst at gå med os, herr Arnholm?

ARNHOLM.
Ja, meget gerne. Er der lagt vej did op også?

BOLETTE.
Å ja. Der er god bred vej.

HILDE.
Vejen er så bred, at der rundelig kan gå to mennesker arm i arm.

ARNHOLM
(spøgende)
.
Ja mon tro det, lille frøken Hilde?
(til Bolette.)
Skal vi to prøve, om hun siger sandt?

BOLETTE
(undertrykker et smil)
.
Ja nok. Lad os det.
(De går arm i arm ud til venstre.)

HILDE
(til Lyngstrand)
.
Skal vi også gå –?

LYNGSTRAND.
Under arm –?

HILDE.
Nå, hvorfor ikke det? Gerne for mig.

LYNGSTRAND
(tager hendes arm og ler fornøjet)
.
Dette her er da rigtig løjerlig morsomt!

HILDE.
Løjerlig –?

LYNGSTRAND.
Ja, for det ser jo akkurat ud, som om vi var forlovet.

HILDE.
De har visst aldrig promeneret med en dame under armen før, herr Lyngstrand.
(de går ud til venstre.)

WANGEL
(som står henne ved varden)
.
Kære Ellida, nu har vi en stund for os selv –