Complete Works of Henrik Ibsen (661 page)

SOLNESS.
Ja. Alt, hvad De vil.

HILDE.
At De tog og slog armene om mig?

SOLNESS.
Ja da!

HILDE.
Og bøjed mig bagover?

SOLNESS.
Svært langt bagover.

HILDE.
Og kyssed mig?

SOLNESS.
Ja, jeg gjorde det.

HILDE.
Mange gange?

SOLNESS.
Så mange, De bare vil.

HILDE
(vender sig rask imod ham og har igen det tindrende glade udtryk i øjnene)
.
Nå, ser De, at jeg fik lokket det ud af Dem tilslut!

SOLNESS
(drager på smilebåndet)
.
Ja, tænk bare, – at jeg kunde glemme sligt noget.

HILDE
(atter lidt mut, går fra ham)
.
Å, De har vel kysset så mange i Deres dage, De, kan jeg tænke.

SOLNESS.
Nej, det må De da ikke tro om mig.
(Hilde sætter sig i lænestolen. Solness står og støtter sig til gyngestolen.)

SOLNESS
(ser iagttagende på hende)
.
Frøken Wangel?

HILDE.
Ja?

SOLNESS.
Hvorledes var det nu? Hvad blev det så videre til, – dette med os to?

HILDE.
Det blev jo ikke til noget mere. Det véd De da vel. For så kom jo de andre fremmede, og så – isch!

SOLNESS.
Ja rigtig! De andre kom. At jeg kunde glemme det også.

HILDE.
Å, De har såmæn ingenting glemt. Bare skammet Dem lidt. En glemmer da ikke sligt noget, véd jeg.

SOLNESS.
Nej, det skulde jo synes så.

HILDE
(atter livfuld, ser på ham)
.
Eller har De kanske også glemt, hvad dag det var?

SOLNESS.
Hvad dag –?

HILDE.
Ja, hvad dag hejste De kransen på tårnet? Nå? Sig det straks!

SOLNESS.
Hm, – selve dagen har jeg, min s’æl, glemt. Jeg véd bare, at det var for ti år siden. Så’n udover høstparten.

HILDE
(nikker flere gange langsomt med hodet)
.
Det var for ti år siden. Den 19de September.

SOLNESS.
Jaha, det var vel så ved lag. Se, det mindes De også, De!
(standser.)
Men bi lidt –! Jo, – idag har vi også den 19de September.

HILDE.
Ja, vi har det. Og de ti år er gåt. Og de kom ikke, – som De havde lovet mig.

SOLNESS.
Lovet Dem? Skræmt Dem med, mener De vel?

HILDE.
Jeg synes ikke, det var noget at skræmme med, det.

SOLNESS.
Nå, narret Dem lidt med da.

HILDE.
Var det bare det, De vilde? Narre mig?

SOLNESS.
Nå, eller spøge lidt med Dem da! Jeg husker det, Gud hjælpe mig, ikke. Men noget sligt noget har det vel været. For De var jo bare et barn dengang.

HILDE.
Å, jeg var kanske ikke så rent barn heller. Ikke så’n en tøsunge, som De tror.

SOLNESS
(ser forskende på hende)
.
Har De rigtig for ramme alvor gåt og tænkt, at jeg vilde komme igen?

HILDE
(dølger et halvt drillende smil)
.
Ja da! Jeg havde ventet mig det af Dem.

SOLNESS.
At jeg vilde komme hjem til Deres og ta’ Dem med mig?

HILDE.
Akkurat som et trold, ja.

SOLNESS.
Og gøre Dem til prinsesse?

HILDE.
De lovte mig jo det.

SOLNESS.
Og gi’ Dem et kongerige også?

HILDE
(ser op mod loftet)
.
Hvorfor ikke det da? For det behøvte jo ikke netop at være så’nt et almindeligt, rigtigt kongerige heller.

SOLNESS.
Men noget andet, som var lige så godt?

HILDE.
Ja, mindst lige så godt.
(ser lidt på ham.)
Kunde De bygge de højeste kirketårne i verden, så måtte De vel sagtens kunde gøre udvej til et eller andet slags kongerige også, – tænkte jeg mig.

SOLNESS
(ryster på hodet)
.
Jeg kan ikke rigtig få rede på Dem, frøken Wangel.

HILDE.
Kan De ikke det? Jeg synes, det er så ligetil, jeg.

SOLNESS.
Nej, jeg kan ikke bli’ klog på, om De mener alt det, som De siger. Eller om De bare sidder så’n og driver spas –

HILDE
(smiler)
.
Gør nar, kanske? Jeg også?

SOLNESS.
Ja netop. Gør nar. Af os begge to.
(ser hen på hende.)
Har De længe vidst, at jeg var gift?

HILDE.
Ja, det har jeg da vidst hele tiden. Hvorfor spør’ De om det?

SOLNESS
(henkastende)
.
Nej, nej, det faldt mig bare så’n ind.
(ser alvorlig på hende og siger dæmpet.)
Hvorfor er De kommen?

HILDE.
Fordi jeg vil ha’ fat i mit kongerige. Nu er jo fristen ude.

SOLNESS
(ler uvilkårligt)
.
Jo, De er god, De!

HILDE
(lystig)
.
Ryk ud med mit kongerige, bygmester!
(banker med fingeren.)
Kongeriget på bordet!

SOLNESS
(skyver gyngestolen nærmere og sætter sig)
.
Alvorlig talt, – hvorfor er De kommen? Hvad vil De egentlig gøre her?

HILDE.
Å, for det første så vil jeg nu gå omkring og se på alt det, som De har bygget.

SOLNESS.
Da får De mere end nok at løbe om efter.

HILDE.
Ja, De har jo bygget så forfærdelig meget.

SOLNESS.
Jeg har det. Mest i de senere årene.

HILDE.
Mange kirketårne også? Så’ne umådelig høje?

SOLNESS.
Nej. Jeg bygger ingen kirketårne nu mere. Og ingen kirker heller.

HILDE.
Hvad bygger De nu da?

SOLNESS.
Hjem for mennesker.

HILDE
(eftertænksom)
.
Kunde De ikke gøre lidt – lidt så’n kirketårn over de hjemmene også?

SOLNESS
(studser)
.
Hvad mener De med det?

HILDE.
Jeg mener, – noget, som peger – ligesom frit tilvejrs. Med fløjen så svimlende højt oppe.

SOLNESS
(grubler lidt)
.
Mærkværdig nok, at De siger det. For det er jo netop det, jeg allerhelst vilde.

HILDE
(utålmodig)
.
Men hvorfor gør De det så ikke da!

SOLNESS
(ryster på hodet)
.
Nej, for menneskene vil ikke ha’ det.

HILDE.
Tænk, – at de ikke vil det!

SOLNESS
(lettere)
.
Men nu bygger jeg mig et nyt hjem. Her lige over for.

HILDE.
Til Dem selv?

SOLNESS.
Ja. Det er omtrent færdigt. Og på det er der et tårn.

HILDE.
Højt tårn?

SOLNESS.
Ja.

HILDE.
Svært højt?

SOLNESS.
Folk vil visst si’, at det er altfor højt. For et hjem at være.

HILDE.
Det tårnet vil jeg ud og se på straks imorgen tidlig.

SOLNESS
(sidder med hånden under kind og stirrer på hende)
.
Sig mig, frøken Wangel, – hvad heder De? Til fornavn, mener jeg.

HILDE.
Jeg heder jo Hilde.

SOLNESS
(som før)
.
Hilde? Så?

HILDE.
Sanser De ikke det da? De kaldte mig jo selv Hilde. Den dagen, da De var uskikkelig.

SOLNESS.
Gjorde jeg det også?

HILDE.
Men dengang sa’ De lille Hilde. Og det likte jeg ikke.

SOLNESS.
Så De likte ikke det, frøken Hilde?

HILDE.
Nej. Ikke ved den lejlighed. – For resten – „prinsesse Hilde” –. Det vil komme til at ta’ sig ganske godt ud, synes jeg.

SOLNESS.
Ja vel. Prinsesse Hilde af – af –. Hvad var det nu, kongeriget skulde hede?

HILDE.
Isch da! Det dumme kongerige vil jeg ikke vide noget af. Jeg vil ha’ mig et ganske andet et, jeg!

SOLNESS
(har lænet sig tilbage i stolen og ser fremdeles på hende)
.
Er det ikke underligt –? Jo mere jeg tænker over det nu, – så står det for mig, som om jeg i hele lange år har gåt her og pint mig med – hm –

HILDE.
Med hvad?

SOLNESS.
Med at komme på noget – noget sådan oplevet, som jeg syntes, jeg måtte ha’ glemt igen. Men aldrig så fik jeg tag i, hvad det kunde være.

HILDE.
De skulde slåt knude på Deres lommetørklæde, bygmester.

SOLNESS.
Så havde jeg bare gåt og funderet på, hvad den knuden kunde betyde.

HILDE.
Å ja, der gi’es vel slige trold i verden også.

SOLNESS
(rejser sig langsomt op)
.
Det var inderlig godt, at De kom til mig nu.

HILDE
(ser dybt på ham)
.
Var det godt?

SOLNESS.
For jeg har siddet her så alene. Og stirret så rent hjælpeløs på det altsammen.
(sagtere.)
Jeg skal si’ Dem, – jeg er begyndt at bli’ så ræd, – så rasende ræd for ungdommen.

HILDE
(blæser)
.
Pyh, – er ungdommen noget at bli’ ræd for!

SOLNESS.
Ja, just den. Derfor så har jeg låset og stængt mig inde.
(hemmelighedsfuldt.)
De skal vide, at ungdommen vil komme her og dundre på døren! Bryde ind til mig!

HILDE.
Så synes jeg, De skulde gå ud og lukke op for ungdommen da.

SOLNESS.
Lukke op?

HILDE.
Ja. Så ungdommen kunde få slippe ind til Dem. Så’n med det gode.

SOLNESS.
Nej, nej, nej! Ungdommen, – det er gengældelsen, det, ser De. Den kommer i spidsen for omslaget. Ligesom under en ny fane.

HILDE
(rejser sig, ser på ham og siger med en dirrende trækning om munden)
.
Kan De bruge mig til noget, bygmester?

SOLNESS.
Ja, det kan jeg da rigtignok nu! For De kommer også – ligesom under en ny fane, synes jeg. Ungdom imod ungdom altså –!
(Doktor Herdal kommer ind gennem forstuedøren.)

DOKTOR HERDAL.
Nå, – er De og frøkenen her endnu?

SOLNESS.
Ja. Vi har havt mangt og meget at snakke om, vi to.

HILDE.
Både gammelt og nyt.

DOKTOR HERDAL.
Nej, har De det?

HILDE.
Å, det har været så svært morsomt. For bygmester Solness – han har så’n en rent ubegribelig hukommelse, han. Alle mulige småting så husker han dem på flækken.
(Fru Solness kommer ind gennem døren til højre.)