Complete Works of Henrik Ibsen (573 page)

FRU ALVING.
Hvorledes, mener du?

OSVALD.
Det var en af de første læger dernede. Jeg måtte da fortælle ham, hvorledes jeg følte det; og så begyndte han at gøre mig en hel del spørsmål, som jeg syntes slet ikke kom sagen ved; jeg begreb ikke hvor manden vilde hen –

FRU ALVING.
Nu!

OSVALD.
Tilsidst sa’ han: der har lige fra fødselen af været noget ormstukket ved Dem; – han brugte netop udtrykket „vermoulu”.

FRU ALVING
(spændt)
.
Hvad mente han med det?

OSVALD.
Jeg forstod det heller ikke, og bad ham om en nærmere forklaring. Og så sa’ den gamle cyniker –
(knytter hånden.)
Å –!

FRU ALVING.
Hvad sa’ han?

OSVALD.
Han sa’: fædrenes synder hjemsøges på børnene.

FRU ALVING
(rejser sig langsomt op)
.
Fædrenes synder –!

OSVALD.
Jeg havde nær slåt ham i ansigtet –

FRU ALVING
(går henover gulvet)
.
Fædrenes synder –

OSVALD
(smiler tungt)
.
Ja, hvad synes du? Naturligvis forsikkred jeg ham, at der aldeles ikke kunde være tale om sligt noget. Men tror du han gav sig for det? Nej, han blev ved sit; og det var først da jeg havde taget frem dine breve og oversat for ham alle de steder, som handled om far –

FRU ALVING.
Men da –?

OSVALD.
Ja, da måtte han selvfølgelig indrømme, at han var på vildspor; og så fik jeg vide sandheden. Den ubegribelige sandhed! Dette jublende lyksalige ungdomsliv med kammeraterne skulde jeg afholdt mig fra. Det havde været for stærkt for mine kræfter. Selvforskyldt, altså!

FRU ALVING.
Osvald! Å nej; tro ikke det!

OSVALD.
Der var ingen anden forklaring mulig, så’ han. Det er det forfærdelige. Uhelbredelig ødelagt for hele livet – for min egen ubesindigheds skyld. Alt, hvad jeg vilde udrettet i verden, – ikke at turde tænke på det engang, – ikke at kunne tænke på det. Å, kunde jeg bare leve om igen, – gøre det ugjort altsammen!
(han kaster sig på ansigtet ned i sofaen.)

FRU ALVING
(vrider hænderne og går taus kæmpende frem og tilbage)
.

OSVALD
(efter en stund, ser op og blir halvt liggende på albuen)
.
Havde det endda været noget nedarvet, – noget, som man ikke selv kunde gøre for. Men dette her! På en så skammelig, tankeløs, letsindig måde at ha’ sløset bort sin egen lykke, sin egen sundhed, alting i verden, – sin fremtid, sit liv –!

FRU ALVING.
Nej, nej, min kære, velsignede gut; dette er umuligt!
(bøjer sig over ham.)
Det står ikke så fortvilet til med dig, som du tror.

OSVALD.
Å, du véd ikke –.
(springer op.)
Og så det, mor, at jeg skal volde dig al den sorg! Mangen gang har jeg næsten ønsket og håbet, at du igrunden ikke brød dig så stort om mig.

FRU ALVING.
Jeg, Osvald; min eneste gut! Det eneste, jeg ejer og har i verden; det eneste, jeg bryr mig om.

OSVALD
(griber begge hendes hænder og kysser dem)
.
Ja, ja, jeg ser det nok. Når jeg er hjemme, så ser jeg det jo. Og det er noget af det tungeste for mig. – Men nu véd du det altså. Og nu vil vi ikke tale mere om det for idag. Jeg tåler ikke at tænke længe på det af gangen.
(går opover gulvet.)
Skaf mig noget at drikke, mor!

FRU ALVING.
Drikke? Hvad vil du drikke nu?

OSVALD.
Å, hvadsomhelst. Du har jo noget kold punch i huset.

FRU ALVING.
Ja, men min kære Osvald –!

OSVALD.
Sæt dig ikke imod det, mor. Vær nu snil! Jeg må ha’ noget at skylle alle disse nagende tankerne ned med.
(går op i blomsterværelset.)
Og så – så mørkt, som her er!

FRU ALVING
(ringer på en klokkestreng til højre)
.

OSVALD.
Og dette uophørlige regnvejr. Uge efter uge kan det jo vare ved; hele måneder. Aldrig få se et solglimt. De gange, jeg har været hjemme, mindes jeg aldrig jeg har set solen skinne.

FRU ALVING.
Osvald, – du tænker på at rejse fra mig!

OSVALD.
Hm –
(drager vejret tungt.)
Jeg tænker ikke på nogenting. Kan ikke tænke på nogenting!
(lavmælt.)
Det lar jeg nok være.

REGINE
(fra spisestuen)
.
Ringte fruen?

FRU ALVING.
Ja, lad os få lampen ind.

REGINE.
Straks, frue. Den er alt tændt.
(går ud.)

FRU ALVING
(går hen til Osvald)
.
Osvald, vær ikke forbeholden imod mig.

OSVALD.
Det er jeg ikke, mor.
(går hen til bordet.)
Jeg synes, jeg har sagt dig så meget.

REGINE
(bringer lampen og sætter den på bordet)
.

FRU ALVING.
Hør, Regine, du kunde hente os en halv flaske champagne.

REGINE.
Vel, frue.
(går ud igen.)

OSVALD
(tar fru Alving om hodet)
.
Det er, som det skal være. Jeg vidste nok, mor vilde ikke la’ sin gut tørste.

FRU ALVING.
Du min stakkers kære Osvald; hvorledes skulde jeg kunne nægte dig nogenting nu?

OSVALD
(livfuldt)
.
Er det sandt, mor? Mener du det?

FRU ALVING.
Hvorledes? Hvilket?

OSVALD.
At du ikke vilde kunne nægte mig nogen ting?

FRU ALVING.
Men kære Osvald –

OSVALD.
Hys!

REGINE
(bringer en brikke med en halv flaske champagne og to glas, som hun sætter på bordet)
.
Skal jeg åbne –?

OSVALD.
Nej tak, det skal jeg selv.
(Regine går ud igen.)

FRU ALVING
(sætter sig ved bordet)
.
Hvad var det, du mente – jeg ikke måtte nægte dig?

OSVALD
(beskæftiget med at åbne flasken)
.
Først et glas – eller to.
(Korken springer; han skænker i det ene glas og vil skænke i det andet.)

FRU ALVING
(holder hånden over)
.
Tak, – ikke for mig.

OSVALD.
Nå, så for mig da!
(han tømmer glasset, fylder det pånyt og tømmer det atter; derpå sætter han sig ved bordet.)

FRU ALVING
(ventende)
.
Nu da?

OSVALD
(uden at se på hende)
.
Hør, sig mig, – jeg syntes du og pastor Manders så så underlig – hm, stilfærdige ud ved middagsbordet.

FRU ALVING.
La’ du mærke til det?

OSVALD.
Ja. Hm –
(efter en kort taushed.)
Sig mig, – hvad synes du om Regine?

FRU ALVING.
Hvad jeg synes?

OSVALD.
Ja, er hun ikke prægtig?

FRU ALVING.
Kære Osvald, du kender hende ikke så nøje som jeg –

OSVALD.
Nå?

FRU ALVING.
Regine fik desværre gå for længe hjemme. Jeg skulde taget hende til mig tidligere.

OSVALD.
Ja, men er hun ikke prægtig at se på, mor?
(fylder sit glas.)

FRU ALVING.
Regine har mange og store fejl –

OSVALD.
Å ja, hvad gør det?
(han drikker igen.)

FRU ALVING.
Men jeg holder af hende alligevel; og jeg har ansvaret for hende. Jeg vilde ikke for alt i verden, at hun skulde komme noget til.

OSVALD
(springer op)
.
Mor, Regine er min eneste redning!

FRU ALVING
(rejser sig)
.
Hvad mener du med det?

OSVALD.
Jeg kan ikke gå her og bære al denne sjælekval alene.

FRU ALVING.
Har du ikke din mor til at bære den med dig?

OSVALD.
Jo, det tænkte jeg; og derfor kom jeg også hjem til dig. Men det går ikke på den måden. Jeg ser det; det går ikke. Jeg holder ikke mit liv ud her!

FRU ALVING.
Osvald!

OSVALD.
Jeg må leve anderledes, mor. Derfor må jeg bort ifra dig. Jeg vil ikke ha’, at du skal gå og se på det.

FRU ALVING.
Min ulykkelige gut! Å, men, Osvald, så længe du er så syg som nu –

OSVALD.
Var det bare sygdommen alene, så blev jeg nok hos dig, mor. For du er min bedste ven i verden.

FRU ALVING.
Ja, ikke sandt, Osvald; er jeg ikke det!

OSVALD
(driver urolig om)
.
Men det er alle kvalerne, naget, angeren, – og så den store dødelige angst. Å – denne forfærdelige angst!

FRU ALVING
(går efter ham)
.
Angst? Hvilken angst? Hvad mener du?

OSVALD.
Å, du må ikke spørge mig om mere. Jeg véd det ikke. Jeg kan ikke beskrive det for dig.

FRU ALVING
(går over mod højre og trækker i klokkestrængen)
.

OSVALD.
Hvad er det du vil?

FRU ALVING.
Jeg vil min gut skal være glad, vil jeg. Han skal ikke gå her og gruble.
(til Regine, som kommer i døren.)
Mere champagne. En hel flaske.
(Regine går.)

OSVALD.
Mor!

FRU ALVING.
Tror du ikke vi forstår at leve her på gården også?

OSVALD.
Er hun ikke prægtig at se på? Slig, som hun er bygget! Og så kærnesund.

FRU ALVING
(sætter sig ved bordet)
.
Sæt dig, Osvald, og lad os tale roligt sammen.

OSVALD
(sætter sig)
.
Du véd nok ikke, mor, at jeg har en uret at gøre god igen mod Regine.

FRU ALVING.
Du!

OSVALD.
Eller en liden ubetænksomhed – hvad du vil kalde det. Meget uskyldigt forresten. Da jeg sidst var hjemme –

FRU ALVING.
Ja?

OSVALD.
– så spurgte hun mig så ofte om Paris, og jeg fortalte hende da et og andet dernedefra. Så husker jeg, at jeg en dag kom til at sige: skulde De ikke selv ha’ lyst til at komme derned?

FRU ALVING.
Nu?

OSVALD.
Jeg så, at hun blev ganske blussende rød, og så sa’ hun: jo, det havde jeg rigtignok lyst til. Ja ja, svarte jeg, det kan der nok bli’ råd for – eller noget sligt.

FRU ALVING.
Nu ja?

OSVALD.
Jeg havde naturligvis glemt det hele; men da jeg iforgårs kom til at spørge hende, om hun var glad over, at jeg skulde bli’ så længe hjemme –

FRU ALVING.
Ja?

OSVALD.
– da så hun så besynderligt på mig, og så spurgte hun: men hvad blir der så af min rejse til Paris?

FRU ALVING.
Hendes rejse!

OSVALD.
Og så fik jeg ud af hende, at hun havde taget sagen alvorligt, at hun havde gåt her og tænkt på mig hele tiden, og at hun havde lagt sig efter at lære fransk –