Complete Works of Henrik Ibsen (666 page)

HILDE.
Dævler også?

SOLNESS
(standser)
.
Snille dævler og onde dævler. Lyshårede dævler og svarthårede. Vidste en bare altid, om det er de lyse eller de mørke, som har tag i en!
(driver om.)
Håhå! Det var ingen sag da!

HILDE
(følger ham med øjnene)
.
Eller en havde en rigtig frodig, struttende sund samvittighed. Så en turde det, en helst vilde.

SOLNESS
(standser ved konsolbordet)
.
Jeg tror nu, de fleste er lige så store skrælinger, som jeg, i det stykke.

HILDE.
Kan såmæn godt være, det.

SOLNESS
(læner sig til bordet)
.
I sagabøgerne –. Har De læst noget i disse her gamle sagabøgerne?

HILDE.
Ja da! I den tiden jeg læste bøger, så –

SOLNESS.
I sagabøgerne står der om vikinger, som sejled til fremmede lande og plyndred og brændte og slog mænd ihjel –

HILDE.
Og fanged kvinder –

SOLNESS.
– og beholdt dem hos sig –

HILDE.
– tog dem hjem med sig på skibene –

SOLNESS.
– og bar sig ad med dem, som – som de værste trold.

HILDE
(ser hen for sig med et halvt tilsløret blik)
.
Jeg synes, det måtte være spændende.

SOLNESS
(med en kort, brummende latter)
.
Ja, at fange kvinder, ja?

HILDE.
At bli’ fanget.

SOLNESS
(ser et øjeblik på hende)
.
Nå så.

HILDE
(ligesom afbrydende)
.
Men hvor vil De så hen med disse her vikingerne, bygmester?

SOLNESS.
Jo, for de karene, de havde robust samvittighed, de! Når de kom hjem igen, så kunde de både æde og drikke. Og glade som barneunger var de også. Og kvinderne da! De vilde mangengang sletikke ifra dem igen. Kan De skønne sligt, Hilde?

HILDE.
De kvinderne kan jeg så forfærdelig godt skønne.

SOLNESS.
Åhå! Kanske De selv kunde gøre ligedan?

HILDE.
Hvorfor ikke det?

SOLNESS.
Leve sammen – frivillig – med så’n en voldsmand?

HILDE.
Hvis det var en voldsmand, som jeg var kommet til at holde rigtig af, så –

SOLNESS.
Kunde De da komme til at holde af en slig en?

HILDE.
Herregud, en kan da ikke selv hjælpe for, hvem en kommer til at holde af, véd jeg.

SOLNESS
(ser eftertænksom på hende)
.
Å nej, – det er vel troldet indeni en, som rå’r for det.

HILDE
(med en halv latter)
.
Og så alle disse velsignede dævlerne, som De kender så godt. Både de lyshårede og de mørkhårede.

SOLNESS
(varmt og stille)
.
Så vil jeg ønske, at dævlerne vælger nænsomt for Dem da, Hilde.

HILDE.
For mig har de alt valgt. En gang for alle.

SOLNESS
(ser dybt på hende)
.
Hilde, – De er ligesom en vild skogfugl, De.

HILDE.
Langt ifra det. Jeg gemmer mig ikke bort under buskerne.

SOLNESS.
Nej, nej. Der er nok snarere noget af rovfuglen i Dem.

HILDE.
Snarere det – kanske.
(i stor heftighed.)
Og hvorfor ikke rovfugl! Hvorfor skulde jeg ikke gå på rov, jeg også? Ta’ det bytte, jeg har lyst til? Hvis jeg såsandt kan få kløerne i det da. Vinde bugt med det.

SOLNESS.
Hilde, – véd De, hvad De er for noget?

HILDE.
Ja, jeg er jo så’n en slags underlig fugl.

SOLNESS.
Nej. De er ligesom en gryende dag. Når jeg ser på Dem, – da er det som om jeg så imod solopgangen.

HILDE.
Sig mig, bygmester, – er De viss på, at De aldrig har ropt på mig? Så’n indvendig?

SOLNESS
(sagte og langsomt)
.
Jeg tror næsten, at jeg må ha’ gjort det.

HILDE.
Hvad vilde De med mig?

SOLNESS.
De er ungdommen, De, Hilde.

HILDE
(smiler)
.
Ungdommen, som De er så ræd for?

SOLNESS
(nikker langsomt)
.
Og som jeg igrunden stunder så sårt imod.
(Hilde rejser sig, går hen til det lille bord og henter Ragnar Broviks mappe.)

HILDE
(rækker mappen mod ham)
.
Det var altså disse her tegningerne –

SOLNESS
(kort, afvisende)
.
Læg de grejerne væk! Jeg har set nok på dem.

HILDE.
Ja, men De skal jo skrive på dem for ham.

SOLNESS.
Skrive på dem! Aldrig i verden.

HILDE.
Men når nu den stakkers gamle manden ligger for døden da! Kan De så ikke gøre ham og sønnen en glæde før de skilles? Og kanske han så kunde få bygge efter dem også.

SOLNESS.
Ja, det er jo netop det, han kan. Det har han nok sikret sig, han, – den mosjøen.

HILDE.
Men Herregud, – når så er, – kan De så ikke lyve en bitte liden smule da?

SOLNESS.
Lyve?
(rasende.)
Hilde, – gå fra mig med de fandens tegningerne!

HILDE
(trækker mappen lidt til sig)
.
Nå, nå, nå, – bid mig da ikke. – De snakker om trold, De. Jeg synes, De selv bær’ Dem ad som et trold.
(ser sig om.)
Hvor har De pen og blæk?

SOLNESS.
Har ikke sligt noget herinde.

HILDE
(går mod døren)
.
Men ude hos den frøkenen har De da –

SOLNESS.
Bli’ hvor De er, Hilde! – Jeg skulde lyve, sa’ De. Å ja, for hans gamle fars skyld kunde jeg nok det. For ham har jeg engang knækket. Kastet overende.

HILDE.
Ham også?

SOLNESS.
Jeg trængte plads for mig selv. Men denne her Ragnar, – han må ikke for nogen pris få lov til at komme frem.

HILDE.
Stakker, det gør han vel heller ikke. Når han ikke duer til noget, så –

SOLNESS
(nærmere, ser på hende og hvisker)
.
Kommer Ragnar Brovik frem, så slår han mig til jorden. Knækker mig, – ligesom jeg gjorde med hans far.

HILDE.
Knækker Dem? Duer han da?

SOLNESS.
Ja, det kan De lide på, at han duer! Han er den ungdom, som står færdig til at banke på hos mig. Og gøre det af med hele bygmester Solness.

HILDE
(ser stille bebrejdende på ham)
.
Og endda så vilde De stænge ham ude. Fy, bygmester!

SOLNESS.
Den har kostet hjerteblod nok, den kamp, jeg har kæmpet. – Og så er jeg ræd, at hjælperne og tjenerne, de lystrer mig ikke længer.

HILDE.
Så får De lægge ivej på egen hånd da. Der er ikke andet for.

SOLNESS.
Håbløst, Hilde. Omslaget kommer. Lidt før eller lidt senere. For gengældelsen, den er ubønhørlig, den.

HILDE
(i angst, holder sig for ørerne)
.
Snak da ikke sligt noget! Vil De ta’ livet a’ mig! Ta’ fra mig det, som er mig mere end livet!

SOLNESS.
Og hvad er det?

HILDE.
At se Dem stor. Se Dem med en krans i hånden. Højt, højt oppe på et kirketårn.
(atter rolig.)
Nå, frem med blyanten da. For en blyant har De vel på Dem?

SOLNESS
(tar sin tegnebog frem)
.
Her har jeg en.

HILDE
(lægger mappen på sofabordet)
.
Godt. Og så sætter vi os her, vi to, bygmester.
(Solness sætter sig ved bordet.)

HILDE
(bag ham, læner sig over stolryggen)
.
Og så skriver vi på tegningerne. Rigtig, rigtig pænt og varmt skriver vi. For denne her stygge Roar – eller hvad han heder.

SOLNESS
(skriver nogle linjer, drejer hodet og ser op på hende)
.
Si’ mig en ting, Hilde.

HILDE.
Ja?

SOLNESS.
Når De nu altså har gåt og ventet på mig i ti år –

HILDE.
Hvad så?

SOLNESS.
Hvorfor skrev De ikke til mig? Så kunde jeg ha’ svaret Dem.

HILDE
(hurtig)
.
Nej, nej, nej da! Det var just det, jeg ikke vilde ha’.

SOLNESS.
Hvorfor ikke?

HILDE.
Jeg var ræd for, at det kunde gå istykker for mig da. – Men vi skulde jo skrive på tegningerne, bygmester.

SOLNESS.
Vi skulde jo det.

HILDE
(bøjer sig fremover og ser til, mens han skriver)
.
Så godt og hjertevarmt. Å, hvor jeg hader – hvor jeg hader denne Roald –

SOLNESS
(skrivende)
.
Har De aldrig holdt så’n rigtig af nogen, De, Hilde?

HILDE
(hårdt)
.
Hvad siger De?

SOLNESS.
Om De aldrig har holdt af nogen.

HILDE.
Af nogen anden, mener De vel?

SOLNESS
(ser op på hende)
.
Af nogen anden, ja. Har De aldrig det? I disse ti årene? Aldrig?

HILDE.
Å jo, så en gang imellem. Når jeg var rigtig gal på Dem, fordi De ikke kom.

SOLNESS.
Da brød De Dem om andre også?

HILDE.
En liden smule. For en uges tid eller så. Herregud, bygmester, De véd da vel, hvorledes sligt noget har sig.

SOLNESS.
Hilde, – hvad er det, De er kommen for?

HILDE.
Spild ikke tiden med snak. Den stakkers gamle manden kunde gerne ligge der og dø for os imens.

SOLNESS.
Svar mig, Hilde. Hvad er det, De vil mig?

HILDE.
Jeg vil ha’ mit kongerige.

SOLNESS.
Hm –
(han ser flygtigt mod døren til venstre og vedbliver så at skrive på tegningerne.)
(Fru Solness kommer ind i det samme. Hun har nogle pakker med sig.)

FRU SOLNESS.
Her har jeg ta’t med mig lidt til Dem, frøken Wangel. De store pakkerne blir sendt ud siden.

HILDE.
Å, hvor det er inderlig snilt af Dem alligevel!

FRU SOLNESS.
Bare simpel pligt. Sletikke andet.

SOLNESS
(læser det skrevne igennem)
.
Aline!

FRU SOLNESS.
Ja?

SOLNESS.
Så du om hun – bogholdersken var derude?

FRU SOLNESS.
Ja, naturligvis var hun der.

SOLNESS
(lægger tegningerne i mappen)
.
Hm –

FRU SOLNESS.
Hun stod ved pulten, som hun altid plejer – når jeg går igennem værelset.

SOLNESS
(rejser sig)
.
Så vil jeg gi’ det til hende da. Og si’ hende, at –

HILDE
(tar mappen fra ham)
.
Å nej, la’ da mig få ha’ den glæden!
(går mod døren, men vender sig.)
Hvad heder hun?