Complete Works of Henrik Ibsen (667 page)

SOLNESS.
Hun heder frøken Fosli.

HILDE.
Isch, det høres jo så koldt! Til fornavn, mener jeg?

SOLNESS.
Kaja, – tror jeg.

HILDE
(åbner døren og råber ud)
.
Kaja! Kom her ind! Skynd Dem! Bygmesteren vil snakke med Dem.
(Kaja Fosli kommer indenfor døren.)

KAJA
(ser forskræmt på ham)
.
Her er jeg –?

HILDE
(rækker hende mappen)
.
Se her, Kaja! De kan ta’ dette her til Dem. For nu har bygmesteren skrevet på.

KAJA.
Å, endelig da!

SOLNESS.
Gi’ det til den gamle så fort De kan.

KAJA.
Jeg vil gå straks hjem med det.

SOLNESS.
Ja, gør det. Og så kan jo Ragnar komme til at bygge.

KAJA.
Å, må han få komme her hen og takke Dem for alt –?

SOLNESS
(hårdt)
.
Jeg vil ingen tak ha’! Hils og si’ ham det fra mig.

KAJA.
Ja, jeg skal –

SOLNESS.
Og si’ ham så med det samme, at herefter har jeg ikke nogen brug for ham. Og ikke for Dem heller.

KAJA
(sagte og bævende)
.
Ikke for mig heller!

SOLNESS.
Nu får De jo andre ting at tænke på. Og ta’ vare. Og det er jo bare bra’, det. Ja, gå så hjem med tegningerne, frøken Fosli. Fort! Hører De det!

KAJA
(som før)
.
Ja, herr Solness.
(hun går ud.)

FRU SOLNESS.
Gud, for nogen lumske øjne hun har.

SOLNESS.
Hun! Det stakkers lille fæet.

FRU SOLNESS.
Åh, – jeg ser nok, hvad jeg ser, jeg, Halvard. – Siger du dem virkelig op?

SOLNESS.
Ja.

FRU SOLNESS.
Hende også?

SOLNESS.
Var det ikke så, du helst vilde ha’ det?

FRU SOLNESS.
Men at du kan undvære hende –? Å ja, du har vel sagtens én i baghånden, du, Halvard.

HILDE
(lystig)
.
Ja, jeg duer ialfald ikke til at stå ved skrivepulten.

SOLNESS.
Nå, nå, nå, – det gir sig nok, Aline. Nu skal du bare tænke på at flytte ind i det nye hjemmet – så fort du kan. Ikveld hejser vi kransen oppe –
(vender sig til Hilde)
– helt øverst oppe på tårnspiret. Hvad siger De til det, frøken Hilde?

HILDE
(stirrer på ham med tindrende øjne)
.
Det blir forfærdelig dejligt at få se Dem så højt oppe igen.

SOLNESS.
Mig!

FRU SOLNESS.
Å Gud, frøken Wangel, forestil Dem da ikke sligt noget! Min mand –! Så svimmel, som han er!

HILDE.
Svimmel! Nej, det er han da rigtignok ikke!

FRU SOLNESS.
Å jo såmæn er han så.

HILDE.
Men jeg har jo selv set ham øverst oppe på et højt kirketårn!

FRU SOLNESS.
Ja, jeg hører jo folk snakker om det. Men det er så rent umuligt –

SOLNESS
(heftigt)
.
Umuligt, – umuligt, ja! Men jeg stod nu deroppe, alligevel, jeg!

FRU SOLNESS.
Nej, hvor kan du nu sige det, Halvard? Du tåler jo ikke engang at gå ud på altanen heroppe i anden etage. Slig har du jo altid været.

SOLNESS.
Du kunde kanske få se noget andet ikvæld.

FRU SOLNESS
(angst)
.
Nej, nej, nej! Det skal jeg da med Guds hjælp aldrig få se! For jeg vil straks skrive til doktoren. Og han skal nok få dig fra det.

SOLNESS.
Men Aline da –!

FRU SOLNESS.
Jo, for du er jo syg, Halvard! Dette her kan ikke være noget andet! Å Gud, – å Gud!
(hun går skyndsomt ud til højre.)

HILDE
(ser spændt på ham)
.
Er det så eller er det ikke?

SOLNESS.
At jeg er svimmel?

HILDE.
At min bygmester ikke tør, – ikke kan stige så højt, som han selv bygger?

SOLNESS.
Er det slig, De ser på den sagen?

HILDE.
Ja.

SOLNESS.
Jeg tror snart ikke en krog i mig kan være sikker for Dem.

HILDE
(ser mod karnapvinduet)
.
Der oppe altså. Helt der oppe –

SOLNESS
(går nærmere)
.
I det øverste tårnkammerset kunde De få bo, Hilde. – Kunde få det der som en prinsesse.

HILDE
(ubestemmeligt, mellem alvor og spøg)
.
Ja, det har De jo lovet mig.

SOLNESS.
Har jeg egentlig det?

HILDE.
Fy, bygmester! De sa’, at jeg skulde bli’ prinsesse. Og at jeg skulde få et kongerige af Dem. Og så tog De og – Nå!

SOLNESS
(varsomt)
.
Er De ganske viss på, at det ikke er så’n en drøm, – en indbildning, som bar fæstnet sig hos Dem?

HILDE
(hvast)
.
For De gjorde det kanske ikke?

SOLNESS.
Véd knapt selv –.
(sagtere.)
Men det véd jeg rigtignok nu, at jeg –

HILDE.
At De –? Si’ det straks!

SOLNESS.
– at jeg burde ha’ gjort det.

HILDE
(i kækt udbrud)
.
Aldrig i verden er De svimmel!

SOLNESS.
Ikvæld hejser vi altså kransen, – prinsesse Hilde,

HILDE
(med et bittert drag)
.
Over Deres nye hjem, ja.

SOLNESS.
Over det nye huset. Som aldrig blir hjem for mig.
(han går ud gennem havedøren.)

HILDE
(ser ud for sig med et tilsløret blik og hvisker med sig selv. Der høres kun ordene:)
– – – forfærdelig spændende – –

TREDJE AKT

(En stor, bred veranda, hørende til bygmester Solness’s våningshus. En del af huset med udgangsdør til verandaen ses til venstre. Rækværk foran denne til højre. Længst tilbage, på verandaens smalside, fører en trappe ned til den lavere liggende have. Store, gamle træer i haven strækker sine grene over verandaen og henimod huset. Længst til højre, inde mellem træerne, skimtes det nederste af den nye villa med stillads om tårnpartiet. I baggrunden begrænses haven af et gammelt pindegærde. Udenfor gærdet en gade med lave, forfaldne småhuse.)
(Aftenhimmel med solbelyste skyer.)
(På verandaen står en havebænk langs husvæggen og foran bænken et langagtigt bord. Ved den anden side af bordet en lænestol og nogle taburetter. Alle møblerne er af kurvfletning.)
(Fru Solness, indhyllet i et stort hvidt krepsjal, sidder hvilende i lænestolen og stirrer henover mod højre.)
(Lidt efter kommer Hilde Wangel op ad trappen fra haven. Hun er klædt som sidst og har sin hat på hodet. På brystet bærer hun en liden buket af almindelige småblomster.)

FRU SOLNESS
(vender hodet lidt)
.
Har De været omkring i haven, De, frøken Wangel?

HILDE.
Ja, jeg har set mig om dernede.

FRU SOLNESS.
Og fundet blomster også, ser jeg.

HILDE.
Ja da! For dem er der mere end nok af. Så’n inde mellem buskerne.

FRU SOLNESS.
Nej, er der det? Endnu? Ja, for jeg kommer der jo omtrent aldrig.

HILDE
(nærmere)
.
Hvad for noget! Flyer De ikke ned i haven hver dag da?

FRU SOLNESS
(med et mat smil)
.
Jeg „flyer” nok ikke nogensteds, jeg. Ikke nu længer.

HILDE.
Nå, men går De da ikke ned en gang imellem og hilser på alt det dejlige, som der er?

FRU SOLNESS.
Det er ble’t så fremmed for mig, altsammen. Jeg er næsten ræd for at se det igen.

HILDE.
Deres egen have!

FRU SOLNESS.
Jeg synes ikke den er min længer nu.

HILDE.
Å, hvad er det for noget –?

FRU SOLNESS.
Nej, nej, den er ikke det. Det er ikke som i mors og fars tid. De har ta’t så sørgelig meget væk af haven, frøken Wangel. Tænk, – de har stykket ud, – og bygget huse for fremmede mennesker. Folk, som jeg ikke kender. Og de kan sidde og se på mig inde fra vinduerne.

HILDE
(med et lyst udtryk)
.
Fru Solness?

FRU SOLNESS.
Ja?

HILDE.
Må jeg få lov at være her hos Dem lidt?

FRU SOLNESS.
Ja gerne det, hvis De kan ha’ lyst.
(Hilde flytter en taburet hen til lænestolen og sætter sig.)

HILDE.
Ah, – her kan en rigtig sidde og sole sig som en kat.

FRU SOLNESS
(lægger hånden let på hendes nakke)
.
Det er snilt, at De vil sidde hos mig. Jeg trode, De skulde ind til min mand.

HILDE.
Hvad skulde jeg hos ham?

FRU SOLNESS.
Hjælpe ham, tænkte jeg.

HILDE.
Nej tak. Forresten er han ikke inde. Han går der borte hos arbejdsfolkene. Men han så’ så glubsk ud, at jeg turde ikke snakke til ham.

FRU SOLNESS.
Å, igrunden er han så mild og blød i sindet.

HILDE.
Han!

FRU SOLNESS.
De kender ham ikke rigtig endnu, De, frøken Wangel.

HILDE
(ser varmt på hende)
.
Er De gla’ nu, De skal flytte over i det nye?

FRU SOLNESS.
Jeg skulde jo være glad. For Halvard vil jo så ha’ det –

HILDE.
Å, ikke just derfor, synes jeg.

FRU SOLNESS.
Jo, jo, frøken Wangel. For det er da bare min pligt, det, at bøje mig under ham. Men det falder mangen gang så svært at tvinge sit sind til lydighed.

HILDE.
Ja, det må visst falde svært.

FRU SOLNESS.
Det kan De tro. Når en ikke er bedre menneske end jeg, så –

HILDE.
Når en har gåt igennem så meget tungt, som De –

FRU SOLNESS.
Hvoraf véd De det?

HILDE.
Deres mand sa’ det.

FRU SOLNESS.
Til mig rører han så lidet ved de ting. – Ja, De kan tro, jeg har gåt mere end nok igennem i mit liv, jeg, frøken Wangel.

HILDE
(ser deltagende på hende og nikker langsomt)
.
Stakkers fru Solness. Først så brændte det for Dem –

FRU SOLNESS
(med et suk)
.
Ja. Alt mit brændte.

HILDE.
Og så kom jo det, som værre var.

FRU SOLNESS
(ser spørgende på hende)
.
Værre?

HILDE.
Det, som værst var.

FRU SOLNESS.
Hvilket, mener De?

HILDE
(sagte)
.
De misted jo begge smågutterne.

FRU SOLNESS.
Å, de, ja. Ja, se, det var nu en sag for sig, det. Det var jo en højere tilskikkelse. Og sådant noget får en bøje sig under. Og takke til.

HILDE.
Gør De da det?

FRU SOLNESS.
Ikke altid, desværre. Jeg véd jo så godt, at det var min pligt. Men jeg kan det ikke alligevel.

HILDE.
Nej, nej, det er så rimeligt, det, synes jeg.

FRU SOLNESS.
Og tidt og ofte så må jeg jo sige til mig selv, at det var en retfærdig straf over mig –

HILDE.
Hvorfor det?

FRU SOLNESS.
Fordi jeg ikke var standhaftig nok i ulykken.

HILDE.
Men jeg skønner da ikke, at –

FRU SOLNESS.
Å nej, nej, frøken Wangel, – snak ikke mere til mig om de to smågutterne. Dem skal vi bare være glade for. For de har det så godt, – så godt nu. Nej, det er de små tab i livet, som skærer en så ind i hjertet. At miste alt det, som andre folk regner for næsten ingenting.

HILDE
(lægger armene på hendes knæ og ser varmt op til hende)
.
Søde fru Solness, – fortæl mig, hvad det er for noget!

FRU SOLNESS.
Som jeg siger. Bare småting. Der brændte nu alle de gamle portrætterne på væggene. Og alle de gamle silkedragterne brændte. De, som havde hørt familjen til i så langsommelige tider. Og alle mors og bedstemors kniplinger – de brændte også. Og tænk, – smykkerne da!
(tungt.)
Og så alle dukkerne.

HILDE.
Dukkerne?

FRU SOLNESS
(grådkvalt)
.
Jeg havde ni dejlige dukker.

HILDE.
Og de brændte også?

FRU SOLNESS.
Allesammen. Å, det var så sårt, – så sårt for mig.

HILDE.
Havde De gåt og gemt på alle de dukkerne da? Lige siden De var liden?

FRU SOLNESS.
Ikke gemt på dem. Jeg og dukkerne blev ved at leve sammen siden også.

HILDE.
Efter at De var ble’t voksen?

FRU SOLNESS.
Ja, længe efter den tid.

HILDE.
Efter at De var gift også?

FRU SOLNESS.
Å ja da. Når bare ikke han så’ det, så –. Men så blev de jo indebrændt, stakker. Der var ingen, som tænkte på at redde dem. Å, det er så sørgeligt at forestille sig. Ja, De må ikke le af mig, frøken Wangel.

HILDE.
Jeg ler sletikke.

FRU SOLNESS.
For der var jo på en måde liv i dem også. Jeg bar dem under mit hjerte. Ligesom små ufødte barn.
(Doktor Herdal, med hatten i hånden, kommer ud gennem døren og får øje på fru Solness og Hilde.)

DOKTOR HERDAL.
Nå, De sidder altså ude og lar Dem forkøle, De, frue?

FRU SOLNESS.
Jeg synes, her er så godt og varmt idag.

DOKTOR HERDAL.
Ja, ja. Men er her noget på færde i huset? Jeg fik en billet fra Dem.

FRU SOLNESS
(rejser sig)
.
Ja, der er noget, jeg må tale med Dem om.

DOKTOR HERDAL.
Godt. Så går vi kanske ind da.
(til Hilde.)
I fjelduniform idag også, frøken?

HILDE
(lystig, rejser sig)
.
Ja da! I fuld puds! Men idag skal jeg ikke tilvejrs og brække halsen. Vi to vil pænt bli’ nedenunder og se på, vi, doktor.

DOKTOR HERDAL.
Hvad skal vi se på?

FRU SOLNESS
(sagte, forskrækket til Hilde)
.
Hys, hys, – for Guds skyld! Nu kommer han! Se bare at få ham fra det indfaldet. Og la’ os så være venner, frøken Wangel. Kan vi ikke det?

HILDE
(kaster sig voldsomt om hendes hals)
.
Å, om vi bare kunde.

FRU SOLNESS
(gør sig læmpeligt løs)
.
Så-så-så! Der kommer han, doktor! Lad mig få snakke med Dem.

DOKTOR HERDAL.
Er det ham, det gælder?

FRU SOLNESS.
Ja visst er det ham. Kom bare ind.
(hun og doktoren går ind i huset.)
(I næste øjeblik kommer bygmester Solness fra haven op ad trappen. Et alvorligt drag lægger sig over Hildes ansigt.)

SOLNESS
(skotter mod husdøren, som lukkes varsomt indenfra)
.
Har De lagt mærke til det, Hilde, at så fort jeg kommer, så går hun?

HILDE.
Jeg har lagt mærke til, at så fort De kommer, så får De hende til at gå.

SOLNESS.
Kanske det. Men jeg kan ikke gøre ved det.
(ser opmærksomt på hende.)
Fryser De, Hilde? Jeg synes, De ser så’n ud.

HILDE.
Jeg kom nu netop op fra en gravkælder.

SOLNESS.
Hvad skal det sige?

HILDE.
At jeg har fåt frost i kroppen, bygmester.

SOLNESS
(langsomt)
.
Jeg tror, jeg forstår –

HILDE.
Hvad vil De her oppe nu?

SOLNESS.
Jeg fik øje på Dem der borte fra.

HILDE.
Men da så’ De vel hende også, da?

SOLNESS.
Jeg vidste, at hun straks vilde gå, hvis jeg kom.

HILDE.
Er det svært ondt for Dem, det, at hun så’n går af vejen for Dem?

SOLNESS.
På en måde kendes det som en lettelse også.

HILDE.
At De ikke har hende lige for øjnene?

SOLNESS.
Ja.

HILDE.
At De ikke støt og stadig ser, hvor tungt hun tar sig dette her med smågutterne?

SOLNESS.
Ja. Mest derfor.
(Hilde driver henover verandaen med hænderne på ryggen, stiller sig ved rækværket og ser udover haven.)

SOLNESS
(efter et lidet ophold)
.
Snakked De længe med hende?

HILDE
(står ubevægelig og svarer ikke)
.

SOLNESS.
Længe, spør’ jeg.

HILDE
(tier, som før)
.

SOLNESS.
Hvad snakked hun om da, Hilde?