Complete Works of Henrik Ibsen (610 page)

GINA.
Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten.

HJALMAR.
Å, de to afskum, så rige på alle laster! En hat må skaffes tilveje.
(tar et andet stykke smørrebrød.)
Der må gøres anstalter. For jeg har da ikke i sinde at sætte livet til heller.

(søger efter noget på brettet.)

GINA.
Hvad er det du ser efter?

HJALMAR.
Smør.

GINA.
Smør skal straks komme.

(går ud i køkkenet.)

HJALMAR
(råber efter hende)
.

Å, det behøves ikke; jeg kan så godt spise det tørre brød.

GINA
(bringer en smørskål)
.

Se her; det skal være nykærnet.

(Hun skænker en ny kop kaffe for ham; han sætter sig i sofaen, lægger mere smør på smørrebrødet, spiser og drikker en stund i taushed.)

HJALMAR.
Vilde jeg, uden at bli’ overhængt af nogen – af nogen som helst, – kunde bo der inde i stuen en dags tid eller to?

GINA.
Ja, det kunde du så godt, hvis du bare vilde.

HJALMAR.
For jeg indser ikke muligheden af at få alle fars sager ud i en slig fart.

GINA.
Og så er det jo det til, at først måtte du vel sige ham, at du ikke længere vilde leve isammens med os andre.

HJALMAR
(skyder kaffekoppen fra sig)
.

Det også, ja; at skulle rippe op igen alle disse forviklede forhold –. Jeg må område mig; jeg må ha’ pusterum; jeg kan ikke bære alle byrderne på en eneste dag.

GINA.
Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er udenfor.

HJALMAR
(flytter på grossererens brev)
.

Jeg ser, det papiret ligger her og slænge endnu.

GINA.
Ja, jeg har ikke rørt det.

HJALMAR.
Mig kommer jo den papirlap ikke ved –

GINA.
Nå, jeg tænker såmæn ikke på at gøre mig den nyttig.

HJALMAR.
– men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder alligevel; i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde det så let –

GINA.
Jeg skal nok ta’ vare på det, Ekdal.

HJALMAR.
Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli’ hans sag, om han vil gøre brug af det.

GINA
(sukker)
.

Ja, stakkers gamle far –

HJALMAR.
For en sikkerheds skyld –. Hvor finder jeg noget klister?

GINA
(går til reolen)
.

Her står klisterpotten.

HJALMAR.
Og så en pensel.

GINA.
Her er penselen også.

(bringer ham sagerne.)

HJALMAR
(tar en saks)
.

Bare en papirstrimmel på bagsiden –.
(klipper og klistrer.)
Det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed ejendom, – og aller mindst på en uformuende oldings. Nå, ikke på – den andens heller. – Se så. Lad det ligge der så længe. Og når det er ble’t tørt, så ta’ det væk. Jeg vil ikke se det aktstykke for mine øjne mere. Aldrig!

(Gregers Werle kommer ind fra gangen.)

GREGERS
(lidt forundret)
.

Hvad, – sidder du her, Hjalmar?

HJALMAR
(rejser sig hurtigt)
.

Jeg var sunken ned af mathed.

GREGERS.
Da har dog spist frokost, ser jeg.

HJALMAR.
Også legemet gør stundom sine krav gældende.

GREGERS.
Hvad har du så bestemt dig til?

HJALMAR.
For en mand, som jeg, er der kun én vej at gå. Jeg er i færd med at sanke sammen mine vigtigste sager. Men det tar tid, kan du vel tænke.

GINA
(lidt utålmodig)
.

Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke vadsækken?

HJALMAR
(efter et ærgerligt sideblik mod Gregers)
.

Pak, – og gør i stand!

GINA
(tar vadsækken)
.

Ja-ja, så lægger jeg ned skjorten og det andre da.

(går ind i stuen og trækker døren til efter sig.)

GREGERS
(efter en kort taushed)
.

Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli’ enden på det. Er det virkelig en nødvendighed for dig at gå fra hus og hjem?

HJALMAR
(driver urolig omkring)
.

Hvad vil du da, jeg skal gøre? – Jeg er ikke skikket til at være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha’ det godt og trygt og fredeligt omkring mig.

GREGERS.
Men kan du da ikke det? Forsøg det bare. Nu synes jeg, her er fast grund at bygge på, – og begynd så forfra. Og husk på, du har jo også opfindelsen at leve for.

HJALMAR.
Å tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lange udsigter med den.

GREGERS.
Så?

HJALMAR.
Ja Herregud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir vanskeligere dag for dag –

GREGERS.
Og du, som har lagt så stort et arbejde i dette.

HJALMAR.
Det var denne udsvævende Relling, som fik mig til det.

GREGERS.
Relling?

HJALMAR.
Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærksom på mit anlæg for en eller anden mærkelig opfindelse i fotografien.

GREGERS.
Aha, – det var Relling!

HJALMAR.
Å, jeg har været så inderlig lykkelig over den sag. Ikke så meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode på den, – trode på den med barnesindets hele magt og styrke. – Ja, det vil sige, – jeg dåre har gåt her og bildt mig ind, at hun trode på den.

GREGERS.
Kan du virkelig tænke, at Hedvig skulde været falsk imod dig!

HJALMAR.
Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det er Hedvig, som står ivejen. Hun kommer til at stænge solen ude fra hele mit liv.

GREGERS.
Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne stænge for dig?

HJALMAR
(uden at svare)
.

Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min fattige stue og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt mysende øjne. Å, jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig af hende; – og så digted og drømte jeg mig ind i den indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen.

GREGERS.
Siger du, at det bare var en indbildning!

HJALMAR.
Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang til at åbne mig, Gregers. Der er denne forfærdelige tvil –; kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig.

GREGERS.
Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om.
(lytter.)
Hvad er det? Jeg synes vildanden skriger.

HJALMAR.
Vildanden skræpper. Far er på loftet.

GREGERS.
Er han det!
(glæde lyser op i ham.)
Jeg siger, du kunde nok få vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af dig!

HJALMAR.
Å, hvad vidnesbyrd kan hun gi’ mig! Jeg tør ikke tro på nogen forsikkring fra den kant.

GREGERS.
Hedvig kender visselig ikke til svig.

HJALMAR.
Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så sikkert. Hvem véd, hvad Gina og denne fru Sørby mangen gang kan ha’ siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha’ ørerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke så uventet endda. Jeg syntes nok, at jeg mærked noget sligt.

GREGERS.
Hvad er det dog for en ånd, som er faret i dig!

HJALMAR.
Jeg har fåt øjnene op. Pas du på; – du skal se, gavebrevet er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for barnet, hvad det så skal være. De kan ta’ hende fra mig, hvad tid og time de lyster.

GREGERS.
Aldrig i verden går Hedvig fra dig.

HJALMAR.
Vær du ikke så viss på det. Dersom de står og vinker efter hende med fulde hænder –? Å, jeg, som har elsket hende så usigelig! Jeg, som vilde sat min højeste lykke i at ta’ hende varsomt ved hånden og lede hende, som man leder et mørkræd barn gennem et stort øde rum! – Nu føler jeg det så nagende sikkert, – den fattige fotograf oppe i loftslejligheden har aldrig været noget helt og fuldt for hende. Hun har bare så listelig sørget for at stå på en god fod med ham så længe til tiden kom.

GREGERS.
Dette her tror du ikke selv, Hjalmar.

HJALMAR.
Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke véd, hvad jeg skal tro, – at jeg aldrig kan få vide det. Men kan du da virkelig tvile på, at det må være, som jeg siger? Hå-hå, du stoler for stærkt på den ideale fordring, min gode Gregers! Dersom de andre kom, de, med de bugnende hænder, og råbte til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente –

GREGERS
(hurtigt)
.

Ja, hvad da, tror du?

HJALMAR.
Hvis jeg så spurte hende: Hedvig, er du villig til at gi’ slip på livet for mig?
(ler spotsk.)
Jo tak, – du skulde nok få høre, hvad svar jeg fik!

(Et pistolskud høres inde på loftet.)

GREGERS
(højt, i glæde)
.

Hjalmar!

HJALMAR.
Se så; nu går han på jagt også.

GINA
(kommer ind)
.

Uf, Ekdal; jeg synes, gamlefar går og dundrer inde på loftet alene.

HJALMAR.
Jeg vil se ind –

GREGERS
(levende, grebet)
.

Bi lidt! Véd du, hvad det var?

HJALMAR.
Ja visst véd jeg det.

GREGERS.
Nej, du véd ikke, Men jeg véd det. Det var vidnesbyrdet!

HJALMAR.
Hvilket vidnesbyrd?

GREGERS.
Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden.

HJALMAR.
Skyde vildanden!

GINA.
Nej, tænk –!

HJALMAR.
Hvad skulde det til?

GREGERS.
Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun.

HJALMAR
(blødt, bevæget)
.