Complete Works of Henrik Ibsen (495 page)

FYRST JULIAN.
Jeg forstod det ikke. Han vilde vide, hvad et orakel havde svaret.

FYRST GALLOS.
Ah!

FYRST JULIAN.
Dølg intet for mig. Hvad gælder det?

FYRST GALLOS.
Det gælder død eller landsforvisning.

AGATHON.
Nådige frelser!

FYRST JULIAN.
Hvad aned jeg ikke! Dog nej, kejserinden var trøstig. O, men tal, tal!

FYRST GALLOS.
Hvad skal jeg tale? Véd jeg mere, end du? Har kejseren ymtet om et orakel, så må et visst sendebud være fængslet, eller nogen har forrådt mig –

FYRST JULIAN.
Sendebud? – Gallos, hvad er det, du har vovet!

FYRST GALLOS.
O, kunde jeg da længer leve dette liv i uvisshed og angst? Lad ham handle med mig, som han vil; alt andet er bedre, end dette –

FYRST JULIAN
(sagte, fører ham nogle skridt tilside)
.

Varsom, Gallos! Hvad er det med sendebudet?

FYRST GALLOS.
Jeg har rettet et spørgsmål til Osiris-presterne i Abydos –

FYRST JULIAN.
Ah, oraklet! Og dette hedenskab –!

FYRST GALLOS.
Hedenskabet skulde man nok sætte sig ud over; men – ja, nu kan du gerne vide det – jeg har spurgt om udfaldet af Perser-krigen –

FYRST JULIAN.
Hvilket afsind! – Gallos, – jeg ser det på dig; du har spurgt om mere!

FYRST GALLOS.
Hold op; jeg har ikke spurgt –

FYRST JULIAN.
Jo, jo; du har spurgt om en mægtig mands liv eller død!

FYRST GALLOS.
Og om nu så var? Hvad ligger os begge mere på hjerte, end dette?

FYRST JULIAN
(falder ham i armene)
.

Ti stille, du rasende!

FYRST GALLOS.
Væk fra mig! Kryb du for ham, som en hund; – jeg er ikke tilsinds at tåle det længer. Jeg vil skrige det ud på alle torve –
(råber til Agathon.)
Har du set ham, Kappadokier? Har du set morderen?

FYRST JULIAN.
Gallos! Broder!

AGATHON.
Morderen!

FYRST GALLOS.
Morderen i den røde kåbe; min faders morder, min stedmoders, min ældste broders –

FYRST JULIAN.
O, du kalder fordærvelse over os!

FYRST GALLOS.
Elleve hoveder i en eneste nat; elleve lig; vor hele slægt. – Ah, men du kan tro, samvittigheden tumler med ham; den risler ham gennem benpiberne som en orme-mylder.

FYRST JULIAN.
Hør ikke på ham! Bort, bort!

FYRST GALLOS
(griber Julian i skulderen)
.

Stå; – du ser så bleg og forstyrret ud; er det kanske dig, som har forrådt mig?

FYRST JULIAN.
Jeg! Din egen broder –!

FYRST GALLOS.
Ah, hvad broder, broder! Broderskabet skærmer ingen i vor slægt. Har du lønligt eftersporet mine veje, så sig det! Hvem anden skulde det være? Tror du ikke jeg véd, hvad her hviskes om? Kejseren tænker jo på dig til sin efterfølger.

FYRST JULIAN.
Aldrig! Jeg sværger dig, elskede Gallos, det skal aldrig ske! Jeg vil ikke. En stærkere har kåret mig. – O, tro mig, Gallos; min vej er mærket. Jeg går ikke did, siger jeg. O, du hærskarernes Gud, – jeg på kejsersædet; – nej, nej, nej!

FYRST GALLOS.
Ha-ha; godt spillet, gøgler!

FYRST JULIAN.
Ja, du kan vel spotte, du, som ikke véd, hvad der er hændt. Jeg véd det knapt selv. O, Agathon, – om dette hoved skulde salves! Var det ikke et frafald, – en synd til døden? Vilde ikke Herrens hellige olje brænde mig som dryppende bly!

FYRST GALLOS.
Da måtte vor høje frænde være mere skaldet, end Julius Cæsar.

FYRST JULIAN.
Forbryd dig ikke –! Giv kejseren, hvad kejserens er –

FYRST GALLOS.
Min faders blod, – din faders og din moders –!

FYRST JULIAN.
O, hvad véd vi om hine rædsler? Vi var jo små dengang. Det meste var soldaternes skyld; det var oprørerne, – onde rådgivere –

FYRST GALLOS
(ler)
.

Efterfølgeren øver sig!

FYRST JULIAN
(i gråd)
.

O, Gallos, gid jeg fik dø eller forjages i dit sted! Jeg forspilder min sjæl her. Jeg skulde tilgive, – og jeg kan det ikke. Det onde vokser i mig; had og hævn hvisker –

FYRST GALLOS
(hurtigt, ser imod kirken)
.

Nu kommer han!

FYRST JULIAN.
Vær sindig, dyrebare broder! – Ah, Hekebolios!

(Kirkedøren er imidlertid bleven åbnet. Menigheden strømmer ud; nogle går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet drage forbi. Mellem de kommende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer prestelig klædning.)

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(idet han vil gå forbi til venstre)
.

Er det dig, min Julian? Ak, jeg har atter havt en tung stund for din skyld.

FYRST JULIAN.
Desværre; det har du visst altfor ofte.

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Kristus er fortørnet på dig, min søn! Det er dit trodsige sindelag, som han vredes over; det er dine kærlighedsløse tanker, al denne verdslige forfængelighed –

FYRST JULIAN.
Jeg véd det, min Hekebolios! Du siger mig det så tidt.

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Nys løfted jeg mig i bøn for din bedring. O det var som om vor ellers så nåderige frelser slog det hen, – som om han ikke vilde høre på mig; han lod tant og spredthed snige sig ind i mine tanker –

FYRST JULIAN.
Du bad for mig? O, du kærlighedsfulde Hekebolios, – du beder selv for os umælende dyr, – at sige, når vi går i hofklæder!

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Hvad siger du, min søn!

FYRST JULIAN.
Hekebolios, hvorledes kunde du skrive hint forsmædelige digt?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg! Jeg sværger dig ved alt, hvad højt og helligt er –!

FYRST JULIAN.
Det står i dine øjne, at du lyver! Jeg véd med fuld visshed, at du har skrevet det. Hvorledes kunde du skrive det, spørger jeg, – og det til og med i Libanios’s navn?

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Nu vel, min inderlig kære, når du véd det, så –

FYRST JULIAN.
Ah, Hekebolios! Svig og løgn og falskhed –

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Se, du dyrebare, så højt elsker jeg dig! Alt kan jeg gøre for den mands sjæl, hvem Herren engang skal salve. Har jeg sveget og løjet af omhu for dig, så véd jeg, at en nådefuld Gud har med velbehag skuet ned på min færd og udstrakt sin billigende hånd derover.

FYRST JULIAN.
Jeg blinde! Lad mig trykke disse mensvorne fingre –

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
Kejseren!

(Kejser Konstanzios med hele sit følge kommer fra kirken. Agathon er allerede under det foregående trådt tilbage mellem buskerne på højre side.)

KEJSER KONSTANZIOS.
O, denne livsalige himmelfred over mig!

KEJSERINDE EUSEBIA.
Du føler dig styrket, min Konstanzios?

KEJSER KONSTANZIOS.
Ja ja! Jeg så duen dale levende ned over mig. Den tog alle skyld-byrder med. – Nu tør jeg vove meget, Memnon!

SLAVEN MEMNON
(sagte)
.

Vov straks, herre!

KEJSER KONSTANZIOS.
Der står de begge.

(han går hen imod dem.)

FYRST GALLOS
(griber uvilkårligt efter sværdet og råber angst)
:

Gør mig ikke noget ondt!

KEJSER KONSTANZIOS
(med udstrakte arme)
.

Gallos! Frænde!
(han omfavner og kysser ham.)
Se, i lys af påskenattens stjerner vælger jeg den, som ligger mit hjerte nær. – Bøj jer alle til jorden. Hils Cæsar Gallos!

(Almindelig forbauselse blandt følget; uvilkårlige udråb høres.)

KEJSERINDE EUSEBIA
(med et skrig)
.

Konstanzios!

FYRST GALLOS
(fortumlet)
.

Cæsar!

FYRST JULIAN.
Ah!

(han griber, ligesom i glæde, efter kejserens hænder.)

KEJSER KONSTANZIOS
(slår afværgende imod ham)
.

Nærm dig ikke! Hvad vil du? Er ikke Gallos den ældste? Hvad håb har du gjort dig? Hvilke rygter har du i dit forblindede hovmod –? Bort; bort!

FYRST GALLOS.
Jeg – jeg Cæsar!

KEJSER KONSTANZIOS.
Min arving og min efterfølger. Inden tre dage drager du til hæren i Asien. Perser-krigen ligger dig jo stærkt på hjerte –

FYRST GALLOS.
O, min nådigste herre –!

KEJSER KONSTANZIOS.
Tak mig i gerning, elskede Gallos! Kong Sapores står vest for Eufrat. Jeg véd jo, hvor bekymret du er for mit liv; lad det altså være dit hverv at slå ham.
(han vender sig om, griber Julian med begge hænder om hovedet og kysser ham.)
Og du, Julian, fromme ven og broder, – det måtte så være.

FYRST JULIAN.
Velsignelse over kejserens vilje!

KEJSER KONSTANZIOS.
Ingen ønsker! Dog hør, – jeg har også tænkt på dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde frit i Konstantinopel –

FYRST JULIAN.
Ja, lovet være Kristus og kejseren!

KEJSER KONSTANZIOS.
Du véd det allerede? Hvem har sagt dig det?

FYRST JULIAN.
Hvilket, herre?

KEJSER KONSTANZIOS.
At Libanios er forvist?

FYRST JULIAN.
Libanios – forvist!

KEJSER KONSTANZIOS.
Jeg har forvist ham til Athen.

FYRST JULIAN.
Ah!

KEJSER KONSTANZIOS.
Der ude ligger skibet; han sejler inat

FYRST JULIAN
(sagte)
.

Ham selv; ham selv!

KEJSER KONSTANZIOS.
Du har jo længe ønsket det. Jeg har ikke kunnet føje dig før; men nu –; lad dette være dig et ringe vederlag, min Julian –

FYRST JULIAN
(griber raskt hans hånd)
.

Herre, vis mig én nåde til!

KEJSER KONSTANZIOS.
Kræv alt, hvad du vil.

FYRST JULIAN.
Lad mig rejse til Pergamon. Du véd, den gamle Ædesios lærer der –

KEJSER KONSTANZIOS.
Et højst sælsomt ønske. Du, imellem hedningerne –?

FYRST JULIAN.
Ædesios er ikke farlig; han er en højsindet olding og derhos affældig –

KEJSER KONSTANZIOS.
Og hvad vil du ham, broder?

FYRST JULIAN.
Jeg vil lære at brydes med løverne.