Complete Works of Henrik Ibsen (494 page)

VISDOMSLÆREREN.
Og hvad gaver har så denne Hekebolios i sammenligning med de gaver, der så underfuldt åbenbared sig hos hint fyrstelige barn, som, efter hvad der siges, i Kappadokia, på de henrettede Galilæeres grave, forkyndte en lære, hvilken jeg holder for vildfarende og som derfor desto vanskeligere vinder indgang, men som han dog forkyndte med en sådan åndens henrevethed, at – ifald jeg tør tro et såre udbredt rygte – mangfoldige børn af hans egen alder gav sig under ham og fulgte ham som lærlinge! Ah, Hekebolios er, som I andre, – mere nidsyg end nidkær; derfor har Libanios ventet forgæves.

FYRST JULIAN
(griber ham om armen)
.

Hvad har Libanios sagt? For Gud – jeg besværger dig, lad mig vide det!

VISDOMSLÆREREN.
Han har sagt alt, hvad du nys har hørt. Og han har sagt mere end det. Han har sagt: se hin fyrstelige Galilæer; han er åndens Akilleus.

FYRST JULIAN.
Akilleus!
(sagtere.)
Min moders drøm.

VISDOMSLÆREREN.
Hist inde i de åbne læresale står kampen. Dag og glæde er over striden og over de stridende. Ordets pile hviner; viddets hvasse sværd knittrer i slaget; de salige guder sidder smilende i skyen –

FYRST JULIAN.
O, vig fra mig med dit hedenskab –

VISDOMSLÆREREN.
– og heltene går hjem til lejren, armomslyngede, uden nag, med blussende kinder, med blodets svulmende strøm i alle årer, med erkendelsens bytte og med løv om panden. Ah, hvor er Akilleus? Jeg ser ham ikke. Akilleus er vred –

FYRST JULIAN.
Akilleus er ulykkelig! – Men kan jeg tro det! O, sig mig –; jeg svimler –; alt det har Libanios sagt?

VISDOMSLÆREREN.
Hvi kom Libanios til Konstantinopel? Kom han hid af en anden grund, end for at søge en viss ynglings hædrende venskab?

FYRST JULIAN
(spændt)
.

Tal sandhed! Nej, nej, dette kan ikke være sandt. Hvorledes skulde det forliges med al den hån og spot, som –? Man håner ikke den, hvis venskab man søger.

VISDOMSLÆREREN.
Galilæer-rænker, for at tårne en mur af had og vrede imellem de to kæmper.

FYRST JULIAN.
Du vil dog vel ikke nægte, at det var Libanios –?

VISDOMSLÆREREN.
Jeg vil nægte alt sligt til det yderste.

FYRST JULIAN.
Spottedigtene skulde ikke komme fra ham?

VISDOMSLÆREREN.
Ikke et eneste. De er alle tilhobe blevne til i kejserslottet og udspredte under hans navn –

FYRST JULIAN.
Ah, hvad siger du der –?

VISDOMSLÆREREN.
Hvad jeg tør vedstå for hvem det skal være. Du har en hvas tunge; – hvo véd, om ikke du selv –

FYRST JULIAN.
Jeg –! Men kan jeg tro dette? Libanios skulde ikke have skrevet dem? Ingen af dem?

VISDOMSLÆREREN.
Nej, nej!

FYRST JULIAN.
Ikke engang det skændige digt om Atlas med de skrå skuldre?

VISDOMSLÆREREN.
Nej, nej, siger jeg.

FYRST JULIAN.
Heller ikke hint tåbelige og højst uforskammede vers om abekatten i hofklæder?

VISDOMSLÆREREN.
Ha-ha; det er skrevet i kirken og ikke i læresalen. Du tror det ikke? Jeg siger dig, det er Hekebolios –

FYRST JULIAN.
Hekebolios!

VISDOMSLÆREREN.
Ja, Hekebolios; Hekebolios selv, som for at lægge ondt imellem sin uven og sin lærling –

FYRST JULIAN
(med knyttede hænder)
.

Ah, om så var!

VISDOMSLÆREREN.
Havde denne forblindede og bedragne yngling kendt os visdomsvenner, så havde han ikke handlet så hårdt imod os.

FYRST JULIAN.
Hvad taler du om?

VISDOMSLÆREREN.
Nu er det for sent. Lev vel, herre!

(han vil gå.)

FYRST JULIAN
(griber hans hånd)
.

Ven og broder, – hvem er du?

VISDOMSLÆREREN.
En mand, som sørger fordi han ser det guddoms-bårne gå under.

FYRST JULIAN.
Hvad kalder du det guddoms-bårne?

VISDOMSLÆREREN.
Det uskabte i det skiftende.

FYRST JULIAN.
Lige mørkt for mig.

VISDOMSLÆREREN.
Der gives en hel og herlig verden, som I Galilæere er blinde for. I den er tilværelsen en højtid mellem billedstøtter og under tempelsange, med fyldte skummende skåler og med roser i håret. Svimlende broer spænder sig mellem ånd og ånd, lige til de fjerneste lys i rummet. – Jeg kender den, som kunde være hersker i dette store solfulde rige.

FYRST JULIAN
(angst)
.

Ja, med salighedens forlis!

VISDOMSLÆREREN.
Hvad er salighed? Genforening med ophavet.

FYRST JULIAN.
Ja, i medvidende liv; genforening for mig, som den jeg er!

VISDOMSLÆREREN.
Genforening, som regndråbens med havet, som det smuldrende løvs med den jord, der fostred det.

FYRST JULIAN.
O, havde jeg lærdom! Havde jeg våben at løfte mod dig!

VISDOMSLÆREREN.
Hent dig våben, unge mand! Læresalen er en tankernes og evnernes fægtesal –

FYRST JULIAN
(vigende)
.

Ah!

VISDOMSLÆREREN.
Se hine glade ynglinge derborte. Der er Galilæere iblandt dem. Vildfarelser i de guddommelige ting volder ingen splid imellem os. – Lev vel! I Galilæere har gjort sandheden landflygtig. Se nu du, hvorledes vi bærer skæbnens slag. Se os med løv om de løftede pander. Således går vi bort, – kortende natten med sang, og forventende Helios.

(han stiger ned af trappen, hvor lærlingerne har biet på ham; derpå hører man båden ro bort med dem.)

FYRST JULIAN
(ser længe ud over vandet)
.

Hvem var han, den gådefulde mand?

AGATHON
(kommer nærmere)
.

Hør mig, Julian –!

FYRST JULIAN
(i livfuld bevægelse)
.

Han forstod mig! Og Libanios selv; den store, uforlignelige Libanios –! Tænk dig, Agathon, Libanios har sagt – –. O, hvor skarpt må dog ikke det hedenske øje være!

AGATHON.
Dette var et fristelsens værk, tro mig!

FYRST JULIAN
(uden at agte på ham)
.

Jeg holder det ikke længer ud imellem disse mennesker. Fra dem kom altså hine vederstyggelige spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag min ryg; her er ingen, som tror på det, jeg bærer i mig. De går efter mig; de vrænger ad mine lader og min tale; Hekebolios selv –! O, jeg føler det, – Kristus viger fra mig; jeg bliver ond her.

AGATHON.
O, du véd det ikke, – just du er særlig under nåden.

FYRST JULIAN
(går op og ned ved rækværket)
.

Jeg er den, som Libanios gad kæmpe med. Hvilket sælsomt ønske! Libanios holder mig for sin ligemand. Det er mig, han venter på –

AGATHON.
Hør og lyd; Kristus venter på dig!

FYRST JULIAN.
Ven, hvad mener du?

AGATHON.
Synet, som drev mig til Konstantinopel –

FYRST JULIAN.
Ja, ja, synet; det havde jeg næsten glemt. En åbenbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl!

AGATHON.
Det var hjemme i Kappadokia for en måned siden, eller lidt mere. Da kom det rygte ud, at hedningerne igen havde begyndt at holde lønlige sammenkomster ved nattetid i Kybeles tempel –

FYRST JULIAN.
De dumdristige! Det er dem jo strængt forbudt –

AGATHON.
Alle troende rejste sig også i harme. Øvrigheden lod templet bryde ned, og vi sønderslog de forargelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære iblandt os dreves af Herrens ånd til at gå videre. Under salmesang, og med hellige faner foran, drog vi gennem staden og faldt som vredens sendebud over de ugudelige; vi tog deres kostbarheder fra dem; mange huse blev stukne i brand; mange hedninger omkom i ilden; end flere flygtende dræbte vi i gaderne. O, det var en stor tid til Guds ære!

FYRST JULIAN.
Og så? Synet, min Agathon!

AGATHON.
Tre fulde nætter og dage var hævnens herre stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbelighed længer holde skridt med åndens iver, og vi afstod fra forfølgelsen. – Jeg lå på mit leje; jeg kunde hverken våge eller sove. Det tyktes mig, at jeg var hul indvendig, og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i brændende hede; jeg afrev mit hår, jeg græd, jeg bad, jeg sang; – jeg véd ikke mere, hvorledes det var. – Da, med ét, så jeg foran mig ved væggen et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra hans hoved; han holdt et rør i armen og fæsted sine øjne mildt på mig.

FYRST JULIAN.
Det så du!

AGATHON.
Jeg så det. Og da talte han og sagde: stat op, Agathon; søg ham, som skal arve riget; byd ham gå ind i hulen og brydes med løverne.

FYRST JULIAN.
Brydes med løverne? O, sælsomt, sælsomt! – Ah, om det var –! Mødet med hin vismand –. En åbenbaring; et bud til mig –; jeg skulde være under udvælgelsen?

AGATHON.
Det er du visselig.

FYRST JULIAN.
Brydes med løverne! – Ja, jeg ser det; – således er det, min Agathon! Det er Guds vilje, at jeg skal søge Libanios –

AGATHON.
Nej, nej, hør mig tilende!

FYRST JULIAN.
– liste ham hans kunst og hans lærdom af, – fælde de vantro med deres egne våben, – slå, slå, som Paulus, – sejre, som Paulus, i Herrens sag!

AGATHON.
Nej, nej, det er ikke således ment.

FYRST JULIAN.
Kan du tvile? Libanios, – er ikke han vældig som bergenes løve, og er ikke læresalen –?

AGATHON.
Jeg siger dig, det er ikke så; thi skikkelsen føjed til: forkynd den kårne, at han skal ryste kejserstadens støv af sine fødder, og aldrig mere gå ind ad dens porte.

FYRST JULIAN.
Og det er du viss på, Agathon?

AGATHON.
Ja, tilfulde.

FYRST JULIAN.
Altså ikke her. Brydes med løverne? Hvor, hvor? O, hvor finder jeg lys i dette!

(Fyrst Gallos, en smuk stærkbygget mand på femogtyve år, med lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på venstre side.)

FYRST JULIAN
(imod ham)
.

Gallos!

FYRST GALLOS.
Hvad godt?
(peger på Agathon.)
Hvem er det menneske?

FYRST JULIAN.
Agathon.

FYRST GALLOS.
Hvilken Agathon? Du søger omgængelse med så mange slags –. Ah, for Gud, det er jo Kappadokieren! Du er bleven en hel mand –

FYRST JULIAN.
Véd du det, Gallos, – kejseren har spurgt efter dig.

FYRST GALLOS
(spændt)
.

Nu? I nat?

FYRST JULIAN.
Ja, ja; han vil tale med dig. Han syntes at være i den yderste vrede.

FYRST GALLOS.
Hvoraf véd du det? Hvad sagde han?