Complete Works of Henrik Ibsen (520 page)

KEJSER JULIAN.
Din gud er ingen vældig gud. Jeg skal vise dig, at kejseren er stærkere end han –

BISKOP MARIS.
Fortabt! – Så lyser jeg da forbandelsen over dig, du kirkens frafaldne søn!

LÆREREN HEKEBOLIOS
(bleg)
.

Herre og kejser, lad ikke dette ske!

BISKOP MARIS
(med høj røst)
.

Forbandet være du, Julianos Apostata! Forbandet være du, kejser Julian! Gud Herren har udspyttet dig af sin mund! Forbandet være dine øjne og dine hænder! Forbandet være dit hoved og al din gerning! Ve, ve, ve over apostaten! Ve, ve, ve – –

(Et hult rullende drøn fornemmes. Templets tag og søjler vakler og synes at styrte sammen under et tordnende brag, medens hele bygningen indhylles i en støvsky. Mængden udstøder et forfærdelsens skrig; mange flygter, andre falder til jorden. En stund er der åndeløs stilhed. Lidt efter lidt synker støvskyen, og man ser Apollons tempel i ruiner.)

BISKOP MARIS
(hvis begge ledsagere er flygtede, står alene og siger dæmpet)
:

Gud talte.

KEJSER JULIAN
(bleg og med dæmpet røst)
.

Apollon talte. Hans tempel var besmittet; derfor knuste han det.

BISKOP MARIS.
Og jeg siger dig, det var den Herre, som lagde Jerusalems tempel i grus.

KEJSER JULIAN.
Hvis så er, da skal Galilæerens kirker stænges, og hans prester skal under svøbeslag piskes til at rejse dette tempel igen.

BISKOP MARIS.
Prøv, afmægtige! Hvo mægted at rejse Jerusalems tempel, da Golgatas fyrste havde lyst forstyrrelsen over det?

KEJSER JULIAN.
Jeg skal mægte det! Kejseren skal mægte det! Eders gud skal gøres til løgner. Sten på sten skal jeg opbygge hint Jerusalems tempel, i pragt og herlighed, som det var i Salomos dage.

BISKOP MARIS.
Ikke sten skal det lykkes dig at føje til sten; thi det er forbandet af Herren.

KEJSER JULIAN.
Vent, vent; du skal få se – ifald du kunde se – du, som står der forladt og hjælpeløs, famlende ud i natten uden at vide, hvorhen du skal flytte din fod.

BISKOP MARIS.
For mig lyser det lyn, som engang skal slå dig og dine.

(Han famler sig ud. Kejser Julian står tilbage, omringet af en liden bleg og skrækslagen skare.)

TREDJE AKT

(I Antiokia. En åben søjlegang med billedstøtter og et vandspring foran. På venstre side, inde i søjlegangen, fører en trappe op til det kejserlige palats.)

(En skare hofmænd, lærere, digtere og talere, blandt dem livlægen Oribases og digteren Herakleos, er forsamlet, dels inde i søjlegangen, dels foran omkring vandspringet; de fleste af dem er klædte i forrevne kapper med filtret hår og skæg.)

DIGTEREN HERAKLEOS.
Dette levnet holder jeg ikke længe ud. Stå op med solen, gå i koldt bad, løbe og fægte sig træt bagefter –

LIVLÆGEN ORIBASES.
Det er dog alt tilhobe ret sundt.

DIGTEREN HERAKLEOS.
Er det også sundt at æde havtang og rå fisk?

EN HOFMAND.
Er det sundt at skulle sluge kødet i store stykker, ganske blodigt, som det kommer fra slagteren?

DIGTEREN HERAKLEOS.
Kød har jeg ikke set meget af i den sidste uge. Det meste går til ofringerne. Jeg tror, at inden føje tid vil man kunne sige om de højst ærværdige guder, at de er de eneste kødædere i Antiokia.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Du er endnu den gamle spottefugl, o Herakleos!

DIGTEREN HERAKLEOS.
Ej, hvad tænker du, ven? Det være langt fra mig at spotte kejserens vise forordninger. Velsignet være kejser Julian! Træder han ikke i de udødeliges fodspor? Thi, sig mig, synes der ikke at være indført en viss sparsomhed også i det guddommelige hushold?

EN HOFMAND.
Ha-ha-ha; du har ikke så ganske uret.

DIGTEREN HERAKLEOS.
Se blot til Kybele, denne fordum så overflødige gudinde, hvis billede kejseren nylig har genfundet i en askegrube –

EN ANDEN HOFMAND.
Det var i en møgdynge –

DIGTEREN HERAKLEOS.
Vel troligt; Kybele har jo med det frugtbargørende at skaffe. Men se blot til denne gudinde, siger jeg; – til trods for de hundrede bryster, flyder hun hverken af mælk eller honning.

(En kreds af leende tilhørere har samlet sig om ham. Mens han taler er kejser Julian kommen frem oppe på trappen i søjlegangen uden at bemærkes af dem, der står nedenfor. Han bærer en pjaltet kappe, sammenbunden med et reb; hår og skæg er uredt, fingrene tilsmudsede af blæk; i begge hænder, under armene og indstukne i bæltet holder han bunker af pergamentruller og papirer. Han standser og lytter til Herakleos med alle tegn på forbittrelse.)

DIGTEREN HERAKLEOS
(vedblivende)
.

Ja, det lader virkelig til, at denne verdens amme er bleven gold. Man skulde næsten tro, hun var kommen ud over den alder, da kvinderne –

EN HOFMAND
(som har fåt øje på kejseren)
.

Fy, fy, Herakleos, – skam dig dog!

KEJSER JULIAN
(giver hofmanden et vink, at han skal tie)
.

DIGTEREN HERAKLEOS
(fortsætter)
.

Så lad hende fare. Men går det ikke ligeså med Ceres? Lægger hun ikke for dagen en højst sørgelig – jeg kunde næsten kalde det kejserlig – gærrighed? Ja, tro mig, havde vi lidt mere samkvem med det høje Olymp nuomstunder, vilde vi få mange lignende ting at høre. Jeg tør sværge på, at nektar og ambrosia tilmåles så knapt, som vel muligt. O Zeus, hvor må du ikke være bleven slunken! O, du skalkagtige Dionysos, hvor meget er der vel nu tilovers af dine lænders fylde? O, du lystne, let-rødmende Venus, – o, du alle ægtemænd nærgående Mars –!

KEJSER JULIAN
(i fuld vrede)
.

O, du højst uforskammede Herakleos! O, du lumpne, galdespyende giftmund –

DIGTEREN HERAKLEOS.
Ah, min nådige kejser!

KEJSER JULIAN.
O, du frække forhåner af alle ophøjede ting! Så det skulde altså times mig, – det, at måtte høre din kvækkende tunge i den samme stund jeg træder fra min bogsal ud i den friske morgenluft!
(han kommer nærmere.)
Véd du, hvad jeg her holder under min venstre arm? Nej, det véd du ikke. Det er et stridsskrift imod dig, du bespottelige og gækkelige Herakleos!

DIGTEREN HERAKLEOS.
Hvad, min kejser, – imod mig?

KEJSER JULIAN.
Ja, et stridsskrift imod dig. Et stridsskrift, som jeg i denne nat har forfattet i vrede. Eller måtte jeg kanske ikke optændes til vrede over din højst usømmelige opførsel igår? Hvad var det, du tillod dig i læresalen i mit og mange andre alvorlige mænds påhør? Måtte vi ikke flere timer i rad døje hine skammelige fabler om guderne, som du gav til bedste? Hvor turde du komme frem med slige opdigtelser? Var det ikke løgn alt tilhobe fra først til sidst?

DIGTEREN HERAKLEOS.
Ak, min kejser, hvis du kalder det at lyve, så har både Ovid og Lukian løjet.

KEJSER JULIAN.
Hvad andet? O, jeg kan ikke udsige, hvilken harme der betog mig, da jeg fornam, hvor din ublu tale bar hen. „Menneske, lad intet overraske dig”, således fristedes jeg til med komedieskriveren at udbryde, da jeg hørte dig, lig en ragget bondekøter, fremgø – ikke taknemmelighedsråb, men nogle urimelige ammestue-fortællinger, der til og med var tåbeligt affattede. Thi disse vers var slette, Herakleos; – jeg har vist det her i skriftet. Ja, hvilken lyst følte jeg ikke til at rejse mig fra mit sæde og gå bort, da jeg så dig fremføre både Dionysos og hin store udødelige, efter hvem du er opkaldt, ligesom på et theater. Men når jeg betvang mig og blev siddende, så kan jeg forsikkre dig, at det skede mindre af hensyn til digteren end til skuespillerne – om jeg tør kalde dem så. Dog skede det mest af hensyn til mig selv. Thi måtte jeg ikke nære frygt for, at det skulde se ud, som om jeg flygtede lig en opskræmt due? Se, derfor lod jeg mig ikke mærke med noget, men foreholdt mig i stilhed hint vers af Homer:

    
„Bær det, mit hjerte, en stakket tid; tungere ting har du udholdt.

    
Tål, som før, at en galen hund håner de evige guder”.

Ja, vi får vel døje dette og mere. Tiden er ikke bedre end som så. Vis mig den lykkelige, hvem det blev forundt at bevare sine øjne og ører ubesmittede i denne jernalder!

LIVLÆGEN ORIBASES.
Jeg beder dig, min høje herre, at du ikke forivrer dig? Lad det være dig en trøst, at vi alle hørte med uvilje på denne mands tåbeligheder.

KEJSER JULIAN.
Det er ingenlunde sandt! Jeg mærkede på de flestes ansigter noget ganske andet end uvilje, hver gang denne skamløse gøgler fremplaprede sine utérligheder og derhos så sig om i kredsen med et fedt smil, ret som om han havde gjort noget, der var at rose sig af.

DIGTEREN HERAKLEOS.
Ak, min kejser, jeg er højst ulykkelig –

KEJSER JULIAN.
Ja, det må du vel være; thi det er i sandhed ikke småting, dette. Eller har kanske ikke fortællingerne om guderne en stor hensigt og et vigtigt mål? Er ikke disse fortællinger blevne til i det øjemed at føre menneskeånden ad en både behagelig og let vej opad til de løndomsfulde boliger, hvor den højeste gud hersker, – og derved gøre sjælene dygtige til at forenes med ham? Hvad ellers? Er det ikke af denne grund, at de gamle digtere opfandt deslige fortællinger, og er det ikke derfor, at både Platon og andre gentog dem, eller vel endog forøged deres tal? Jeg siger eder, at udenfor dette øjemærke er hine fortællinger kun til nytte for børn og barbarer, – ja, knapt nok det. Men var det da børn og barbarer, du havde for dig igår? Hvorfra henter du den dristighed at tale til mig, som om jeg var et barn? Mener du, at du er bleven en vismand og har fåt ret til vismandens frisprog, fordi du har iført dig en forreven kappe og taget tiggerstaven i hånd?

EN HOFMAND.
O, hvor sandt sagt, min kejser! Nej, nej, der hører visselig mere til.

KEJSER JULIAN.
Så? Gør der virkelig? Og hvad da? Kanske det, at lade håret gro og aldrig at rense sine negler? O, du hykleriske Kleon! Men jeg kender eder alle tilhobe. Her i skriftet har jeg givet eder et navn, som –; nu skal I få høre –

(Han blader i papirbunkerne. I det samme kommer taleren Libanios, rigt klædt og med en hovmodig mine, ind fra højre.)

LIVLÆGEN ORIBASES
(dæmpet)
.

Ah, hvilket held at du kom, højt hædrede Libanios!

KEJSER JULIAN
(fremdeles bladende)
.

Hvor står det dog –?

TALEREN LIBANIOS
(til Oribases)
.

Hvad held mener du, ven?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Kejseren er i stor vrede; dit komme vil formilde ham.

KEJSER JULIAN.
Ah, se her har jeg det –
(fortrædelig.)
Hvad vil det menneske?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Herre, det er –

KEJSER JULIAN.
Godt, godt, godt! Nu skal I få høre, om jeg kender eder eller ikke. Der gives iblandt de ulykkelige Galilæere et antal rasende, som kalder sig bodfærdige. Disse kaster vrag på alt jordisk gods, men kræver dog store gaver af alle de tåbelige, der hylder dem lig hellige og næsten tilbedelsesværdige. Se, disse folk ligner I, på det nær, at jeg intet skænker eder. Thi jeg er ikke så tåbelig som hine. Ja, ja, hvis jeg ikke var fast i det stykke, så vilde I snart overløbe hoffet med eders uforskammethed. Eller gør I det ikke allerede? Er der ikke mange iblandt eder, som vilde komme igen, selv om jeg jog dem bort? O, mine kære venner, hvad skal dette føre til? Er I visdomselskere? Er I efterfølgere af Diogenes, hvis klædning og lader I har taget på? I sandhed, man ser eder ikke nær så ofte i læresalene som hos min skatmester. O, hvor er dog ikke visdommen bleven en jammerlig og foragtelig ting for eders skyld! O, I hyklere og højst uvidende talere! O, I – – men hvad vil dog den fede mand hist henne?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Herre, det er stadsforstanderen –

KEJSER JULIAN.
Stadsforstanderen får vente. De sager, her handles om, går foran alle ringere ting. Eller hvad? Denne mand har en så utålmodig mine. Er det da så vigtigt –?

TALEREN LIBANIOS.
Ingenlunde, herre; jeg kan komme igen en anden dag.

(han vil gå.)

LIVLÆGEN ORIBASES.
Herre, kender du ikke denne udmærkede mand igen? Det er veltalenhedslæreren Libanios.

KEJSER JULIAN.
Hvad? Libanios? Umuligt, Libanios – den uforlignelige Libanios – skulde være her? Hvor er det tænkeligt?

TALEREN LIBANIOS.
Jeg trode kejseren vidste, at borgerne i Antiokia havde valgt mig til formand for stadsforstanderne.

KEJSER JULIAN.
Sikkerlig vidste jeg det. Men da jeg holdt mit indtog i staden og forstanderne kom mig imøde for at hilse mig med en tale, da så jeg mig forgæves om efter Libanios. Libanios var ikke iblandt dem.

TALEREN LIBANIOS.
Kejseren havde ikke ytret noget ønske om at høre Libanios tale ved den lejlighed.

KEJSER JULIAN.
Taleren Libanios burde vide, hvad kejseren ønsker i så måde.

TALEREN LIBANIOS.
Libanios vidste ikke, hvad tid og adskillelse kunde have virket. Libanios fandt det derfor sømmeligst at stille sig blandt mængden. Der stod han på et visselig ikke ubemærkeligt sted; men det behagede ikke kejseren at lade sine øjne falde på ham.

KEJSER JULIAN.
Jeg trode dog, at du dagen efter modtog mit brev –?

TALEREN LIBANIOS.
Priskos, din nye ven, bragte mig det.

KEJSER JULIAN.
Og ikke des mindre – eller måske derfor – holdt du dig borte –?

TALEREN LIBANIOS.
Hovedpine og vigtige sysler –

KEJSER JULIAN.
Ak, Libanios, fordum gjorde du dig ikke så kostbar.

TALEREN LIBANIOS.
Jeg kommer, når man indbyder mig. Skulde jeg være påtrængende? Skulde jeg gå den af kejseren højt hædrede Maximos i vejen?

KEJSER JULIAN.
Maximos viser sig aldrig ved hoffet.

TALEREN LIBANIOS.
Rimeligt nok. Maximos holder selv hof. Kejseren har jo indrømmet ham et helt palats.