Complete Works of Henrik Ibsen (547 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
3.23Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

ADJUNKT RØRLUND.
Det vilde aldrig nogen ingeniør gøre hos os.

 

KONSUL BERNICK.
Ingen ingeniør i de store lande vilde betænke sig på at gøre det.

 

ADJUNKT RØRLUND.
I de store lande? Nej, det tror jeg nok. I hine fordærvede og samvittighedsløse samfund –

 

KONSUL BERNICK.
Å, der er adskilligt godt ved de samfund.

 

ADJUNKT RØRLUND.
Og det kan De sige, De, som selv –?

 

KONSUL BERNICK.
I de store samfund har man dog plads til at fremme et gavnligt foretagende; der har man mod til at ofre noget for en stor sag; men her snevres man ind af alskens smålige hensyn og betænkeligheder.

 

ADJUNKT RØRLUND.
Er et menneskeliv et småligt hensyn?

 

KONSUL BERNICK.
Når dette menneskeliv står som en trusel imod tusenders velfærd.

 

ADJUNKT RØRLUND.
Men De opstiller jo rent utænkelige tilfælder, herr konsul! Jeg forstår Dem slet ikke idag. Og så viser De hen til de store samfund. Ja, derude, – hvad gælder et menneskeliv der? Der regner man med menneskeliv som med kapitaler. Men vi står dog på et ganske andet moralsk standpunkt, skulde jeg mene. Se til vor hæderlige skibsrederstand! Nævn en eneste reder her hos os, som for ussel vinding vilde ofre et menneskeliv! Og tænk så på hine skurke i de store samfund, som for fordelens skyld bortfragter det ene usødygtige skib efter det andet –

 

KONSUL BERNICK.
Jeg taler ikke om usødygtige skibe!

 

ADJUNKT RØRLUND.
Men jeg taler om dem, herr konsul.

 

KONSUL BERNICK.
Ja, men hvad skal det til? Det kommer jo ikke sagen ved. – Å, disse små frygtagtige hensyn! Hvis en general hos os skulde føre sine folk i ilden og få dem nedskudt, han vilde få søvnløse nætter bagefter. Således er det ikke andetsteds. De skulde høre, hvad han derinde fortæller –

 

ADJUNKT RØRLUND.
Han? Hvem? Den amerikanske –?

 

KONSUL BERNICK.
Ja vel. De skulde høre, hvorledes man i Amerika –

 

ADJUNKT RØRLUND.
Han er derinde? Og det siger De mig ikke. Jeg vil straks –

 

KONSUL BERNICK.
Det nytter Dem ikke; De kommer ingen vej med ham.

 

ADJUNKT RØRLUND.
Det skal vi få se. Nå, der har vi ham.
(Johan Tønnesen kommer fra værelset til venstre.)

 

JOHAN TØNNESEN
(taler tilbage gennem den åbne dør)
:
Ja ja, Dina, lad så være; men jeg gir ikke slip på Dem alligevel. Jeg kommer igen, og da skal det blive godt imellem os.

 

ADJUNKT RØRLUND.
Med tilladelse, hvad sigter De til med de ord? Hvad er det De vil?

 

JOHAN TØNNESEN.
Jeg vil, at den unge pige, som De igår sværted mig for, skal blive min hustru.

 

ADJUNKT RØRLUND.
Deres –? Og De kan tænke Dem, at –?

 

JOHAN TØNNESEN.
Jeg vil have hende til hustru.

 

ADJUNKT RØRLUND.
Nu, da skal De også erfare –
(går hen til den halvåbne dør.)
Fru Bernick, De må have den godhed at være vidne –. Og De også, frøken Marta. Og lad Dina komme.
(ser frøken Hessel.)
Ah, er De også her?

 

FRØKEN HESSEL
(i døren)
.
Skal jeg også komme?

 

ADJUNKT RØRLUND.
Så mange der vil; jo flere jo bedre.

 

KONSUL BERNICK.
Hvad har De isinde?
(Frøken Hessel, fru Bernick, frøken Bernick, Dina og Hilmar Tønnesen kommer ud fra værelset.)

 

FRU BERNICK.
Herr adjunkt, jeg har ikke med min bedste vilje kunnet forhindre ham –

 

ADJUNKT RØRLUND.
Jeg skal forhindre ham, frue. – Dina, De er en ubetænksom pige. Men jeg bebrejder Dem ikke så meget. De har altfor længe ståt her uden det moralske støttepunkt, som skulde holde Dem oppe. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke før har tilført Dem dette støttepunkt.

 

DINA.
De skal ikke tale nu!

 

FRU BERNICK.
Men hvad er det?

 

ADJUNKT RØRLUND.
Just nu må jeg tale, Dina, skønt Deres adfærd igår og idag har gjort mig det tifold vanskeligere. Men for Deres redning må alle andre hensyn vige. De mindes det ord, jeg gav Dem. De mindes, hvad De loved at svare, når jeg fandt, at tiden var kommen. Nu tør jeg ikke længer betænke mig, og derfor –
(til Johan Tønnesen:)
denne unge pige, som De efterstræber, er min trolovede.

 

FRU BERNICK.
Hvad siger De?

 

KONSUL BERNICK.
Dina!

 

JOHAN TØNNESEN.
Hun! Deres –?

 

FRØKEN BERNICK.
Nej, nej, Dina!

 

FRØKEN HESSEL.
Løgn!

 

JOHAN TØNNESEN.
Dina, – taler den mand sandt?

 

DINA
(efter et kort ophold)
.
Ja.

 

ADJUNKT RØRLUND.
Hermed er forhåbentlig alle forlokkelsens kunster gjort magtesløse. Det skridt, jeg for Dinas vel har besluttet mig til, må gerne gøres kundbart for vort hele samfund. Jeg nærer det sikre håb, at det ikke vil mistydes. Men nu, frue, tænker jeg, det er bedst, vi fører hende herfra og søger at bringe ro og ligevægt i hendes sind igen.

 

FRU BERNICK.
Ja, kom. O, Dina, hvilken lykke for dig!
(Hun fører Dina ud til venstre; adjunkt Rørlund følger med dem.)

 

FRØKEN BERNICK.
Farvel, Johan!
(hun går.)

 

HILMAR TØNNESEN
(i havedøren)
.
Hm – det må jeg rigtignok sige –

 

FRØKEN HESSEL,
(som har fulgt Dina med øjnene.)
Ikke forknyt, gut! Jeg blir her og passer på pastoren.
(hun går ud til højre.)

 

KONSUL BERNICK.
Johan, nu rejser du ikke med „Indian Girl”.

 

JOHAN TØNNESEN.
Just nu.

 

KONSUL BERNICK.
Men du kommer dog ikke igen?

 

JOHAN TØNNESEN.
Jeg kommer igen.

 

KONSUL BERNICK.
Efter dette? Hvad vil du her efter dette?

 

JOHAN TØNNESEN.
Hævne mig på jer alle; knuse så mange, jeg kan, af jer.
(Han går ud til højre. Købmand Vigeland og fuldmægtig Krap kommerfra konsulens værelse.)

 

KØBMAND VIGELAND.
Se så, nu er papirerne i orden, herr konsul.

 

KONSUL BERNICK.
Godt, godt –

 

FULDMÆGTIG KRAP
(dæmpet)
.
Og det står altså fast, at „Indian Girl” sejler imorgen.

 

KONSUL BERNICK.
Den sejler.
(Han går ind i sit værelse. Købmand Vigeland og fuldmægtig Krap gårud til højre. Hilmar Tønnesen vil følge efter dem, men i det samme stikker Olaf hovedet forsigtigt ud gennem døren til venstre.)

 

OLAF.
Onkel! Onkel Hilmar!

 

HILMAR TØNNESEN.
Uf, er det dig? Hvorfor blir du ikke ovenpå? Du har jo arrest.

 

OLAF
(et par skridt frem)
.
Hys! Onkel Hilmar, véd du nyt?

 

HILMAR TØNNESEN.
Ja, jeg véd, at du har fåt prygl idag.

 

OLAF
(ser truende mod faderens værelse)
.
Han skal ikke slå mig oftere. Men véd du, at onkel Johan sejler imorgen med Amerikanerne?

 

HILMAR TØNNESEN.
Hvad rager det dig? Se at komme dig ovenpå igen.

 

OLAF.
Jeg kan kanske også engang komme på bøffeljagt, onkel.

 

HILMAR TØNNESEN.
Vås; slig en kryster, som du –

 

OLAF.
Ja, bi bare; du får nok vide noget imorgen!

 

HILMAR TØNNESEN.
Klodrian!
(Han går ud gennem haven, Olaf løber ind i værelset igen og lukker døren, da han ser fuldmægtig Krap, som kommer fra højre.)

 

FULDMÆGTIG KRAP
(går hen til konsulens dør og åbner den halvt)
.
Undskyld, at jeg kommer igen, herr konsul; men det trækker op til et overhændigt uvejr.
(venter et øjeblik; intet svar.)
Skal „Indian Girl” sejle alligevel?
(Efter et kort ophold svarer:)

 

KONSUL BERNICK
(inde i værelset)
.
„Indian Girl” sejler alligevel.
(Fuldmægtig Krap lukker døren og går atter ud til højre.)

 

FJERDE AKT

 

(Havesalen hos konsul Bernick. Arbejdsbordet er udflyttet. Det er stormfuld eftermiddag og allerede tusmørke, hvilket tiltager under det følgende.)
(En tjener tænder lysekronen; et par tjenestepiger bringer blomsterpotter, lamper og lys, der stilles på borde og opsatser langs væggene. Grosserer Rummel, i kjole, med handsker og hvidt halstørklæde, står i salen og giver anordninger.)

 

GROSSERER RUMMEL
(til tjeneren)
.
Bare hvert andet lys, Jakob. Det bør ikke se altfor festligt ud; det skal jo komme overraskende. Og alle disse blomster –? Å jo; lad dem kun stå; det kan jo se ud, som om de stod der til daglig –
(Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.)

 

KONSUL BERNICK
(i døren)
.
Hvad skal dette sige?

 

GROSSERER RUMMEL.
Au, au, er du der?
(til tjenestefolkene.)
Ja, nu kan I gerne gå sålænge.
(Tjeneren og pigerne går ud gennem den øverste dør til venstre.)

 

KONSUL BERNICK
(kommer nærmere)
.
Men, Rummel, hvad skal dette betyde?

 

GROSSERER RUMMEL.
Det betyder, at dit stolteste øjeblik er kommet. Byen bringer sin første mand et fanetog iaften.

 

KONSUL BERNICK.
Hvad siger du!

 

GROSSERER RUMMEL.
Fanetog med musik! Fakler skulde vi også have havt; men det turde vi ikke vove i dette stormfulde vejr. Nå, illumineret blir der; og det lyder jo også ganske godt, når det kommer i aviserne.

 

KONSUL BERNICK.
Hør, Rummel, dette vil jeg ikke vide noget af.

 

GROSSERER RUMMEL.
Ja, nu er det for sent; om en halv time har vi dem.

 

KONSUL BERNICK.
Men hvorfor har du ikke sagt mig det før?

 

GROSSERER RUMMEL.
Just fordi jeg var bange, du skulde gøre indvendinger. Men jeg satte mig i forbindelse med din frue; hun tillod mig at arrangere lidt, og så vil hun sørge for forfriskninger.

 

KONSUL BERNICK
(lytter)
.
Hvad er det? Kommer de allerede? Jeg synes, jeg hører sang.

 

GROSSERER RUMMEL
(ved havedøren)
.
Sang? Å, det er bare Amerikanerne. Det er „Indian Girl”, som haler ud til tønden.

 

KONSUL BERNICK.
Haler den ud! Ja –; nej, jeg kan ikke dette iaften, Rummel; jeg er syg.

 

GROSSERER RUMMEL.
Ja, du ser virkelig dårlig ud. Men du må mande dig op. Du må, død og pine, mande dig op! Både jeg og Sandstad og Vigeland har lagt den største vægt på at få denne tilstelning istand. Vore modstandere må trykkes ned under tyngden af en så fyldig opinionsytring som muligt. Byrygterne formerer sig; meddelelsen om ejendomskøbene kan ikke holdes tilbage længere. Du må nødvendigvis allerede iaften, under sang og taler, under glassenes klang, kort sagt, under en svulmende feststemning lade dem vide, hvad du har risikeret til samfundets bedste. Under en sådan svulmende feststemning, som jeg nys udtrykte mig, kan man udrette overordentlig meget her hos os. Men den må også til, ellers går det ikke.

 

KONSUL BERNICK.
Ja, ja, ja –

 

GROSSERER RUMMEL.
Og især når et så delikat og kildent punkt skal frem. Nå, du har, Gud ske lov, et navn, som kan magte det, Bernick. Men hør nu; vi skulde dog træffe lidt aftale. Student Tønnesen har skrevet en sang til dig. Den begynder meget smukt med de ord: „Løft ideens fane højt”. Og adjunkt Rørlund har fåt det opdrag at holde festtalen. Den må du naturligvis svare på.

 

KONSUL BERNICK.
Jeg kan det ikke iaften, Rummel. Kunde ikke du –?

 

GROSSERER RUMMEL.
Umuligt, så gerne jeg end vilde. Talen blir jo, som du kan vide, særligt henvendt til dig. Nå, måske rettes der også nogle ord til os andre. Jeg har talt med Vigeland og Sandstad om det. Vi havde tænkt, at du kunde svare med et leve for vort samfunds trivsel; Sandstad vil tale nogle ord om endrægtighed mellem de forskellige samfundslag; Vigeland vil nok ytre noget om det ønskelige i, at det nye foretagende ikke må forrykke det moralske grundlag, hvorpå vi nu står, og jeg tænker i nogle få passende ord at erindre kvinden, hvis mere beskedne virken heller ikke er uden betydning for samfundet. Men du hører jo ikke –

 

KONSUL BERNICK.
Jo – jo visst. Men sig mig, tror du der er et så overhændigt hav udenfor?

 

GROSSERER RUMMEL.
Å, du er bange for „Palmetræet”? Det er jo godt assureret.

 

KONSUL BERNICK.
Ja, assureret; men –

 

GROSSERER RUMMEL.
Og i god stand; og det er det vigtigste.

 

KONSUL BERNICK.
Hm –. Om der tilstøder et fartøj noget, så er det jo heller ikke sagt, at der går menneskeliv tilspilde. Der kan gå skib og ladning tabt, – og man kan miste kofferter og papirer –

 

GROSSERER RUMMEL.
For pokker, kofferter og papirer ligger der da ikke stor magt på.

 

KONSUL BERNICK.
Ikke det! Nej, nej, jeg mente blot –. Hys; – der synger de igen.

 

GROSSERER RUMMEL.
Det er ombord i „Palmetræet”.
(Købmand Vigeland kommer fra højre.)

 

KØBMAND VIGELAND.
Ja, nu haler „Palmetræet” ud. Godaften, herr konsul.

 

KONSUL BERNICK.
Og De, som søkyndig mand, holder fremdeles fast ved, at –?

 

KØBMAND VIGELAND.
Jeg holder fast ved forsynet, jeg, herr konsul; jeg har desuden selv været ombord og uddelt nogle små traktater, som, jeg har det håb, skal virke til velsignelse.
(Købmand Sandstad og fuldmægtig Krap kommer fra højre.)

 

KØBMAND SADSTAD
(endnu i døren)
.
Ja, går det godt, så går alting godt. Å se, godaften, godaften!

 

KONSUL BERNICK.
Noget påfærde, herr Krap?

 

FULDMÆGTIG KRAP.
Jeg siger intet, herr konsul.

 

KØBMAND SANDSTAD.
Hele besætningen på „Indian Girl” er drukken; jeg skal ikke være en ærlig mand, hvis de udyr kommer levende frem.
(Frøken Hessel kommer fra højre.)

 

FRØKEN HESSEL
(til konsul Bernick)
.
Ja, nu kan jeg hilse fra ham.

 

KONSUL BERNICK.
Allerede ombord?

 

FRØKEN HESSEL.
Snart ialfald. Vi skiltes udenfor hotellet.

 

KONSUL BERNICK.
Og hans forsæt står fast?

 

FRØKEN HESSEL.
Fast som fjeld.

 

GROSSERER RUMMEL
(oppe ved vinduerne)
.
Pokker i disse nymodens indretninger; jeg kan ikke få forhængene ned.

 

FRØKEN HESSEL.
Skal de ned? Jeg trode tvertom –

 

GROSSERER RUMMEL.
Først ned, frøken. Ja, De véd dog, hvad der forestår?

 

FRØKEN HESSEL.
Ja vel. Lad mig hjælpe;
(tager fat i snorene.)
jeg skal lade forhænget gå ned for svoger, – skønt jeg heller lod det gå op.

 

GROSSERER RUMMEL.
Det kan De også siden. Når haven er fyldt af den bølgende mængde, går forhængene op, og man skuer indenfor en overrasket og glad familje; – en borgers hjem bør være som et glasskab.

 

KONSUL BERNICK
(synes at ville sige noget, men vender sig hurtigt og går ind i sit værelse)
.

 

GROSSERER RUMMEL.
Ja, lad os så holde den sidste rådslagning. Kom med, herr Krap; De må bistå os med et par faktiske oplysninger.
(Alle herrerne går ind i konsulens værelse. Frøken Hessel har trukket forhængene for vinduerne og vil just gøre det samme med forhænget for den åbne glasdør, da Olaf ovenfra springer ned på havetrappen; han har et plaid over skuldren og en bylt i hånden.)

 

FRØKEN HESSEL.
Åh, Gud forlade dig, gut, hvor du skræmte mig!

 

OLAF
(skjuler bylten)
.
Hys, tante!

 

FRØKEN HESSEL.
Springer du ud af vinduet? Hvor skal du hen?

 

OLAF.
Hys; sig ingenting. Jeg vil til onkel Johan; – bare ned på bryggen, forstår du; – bare sige ham farvel. Godnat, tante!
(han løber ud gennem haven.)

 

FRØKEN HESSEL.
Nej, bliv! Olaf – Olaf!
(Johan Tønnesen, rejseklædt, med en taske over skuldren, kommer varsomt gennem døren til højre.)

 

JOHAN TØNNESEN.
Lona!

 

FRØKEN HESSEL
(vender sig)
.
Hvad! Kommer du igen?

 

JOHAN TØNNESEN.
Der er endnu nogle minutters tid. Jeg må se hende endnu en gang. Vi kan ikke skilles således.
(Frøken Bernick og Dina, begge med kåber på, og den sidste med en liden vadsæk i hånden, kommer fra den øverste dør til venstre.)

 

DINA.
Til ham; til ham!

 

FRØKEN BERNICK.
Ja, du skal komme til ham, Dina!

 

DINA.
Der er han!

 

JOHAN TØNNESEN.
Dina!

 

DINA.
Tag mig med Dem!

 

JOHAN TØNNESEN.
Hvad –!

 

FRØKEN HESSEL.
Du vil?

 

DINA.
Ja, tag mig med Dem! Den anden har skrevet mig til, har sagt, at iaften skal det gøres offentligt for alle mennesker –

 

JOHAN TØNNESEN.
Dina, – De elsker ham ikke?

 

DINA.
Jeg har aldrig elsket det menneske. Jeg kaster mig på bunden af fjorden, hvis jeg blir hans forlovede! Å, hvor knuged han mig ikke iknæ igår med sine hovmodige ord! Hvorledes lod han mig ikke føle, at han drog en ringeagtet skabning op til sig! Jeg vil ikke ringeagtes længer. Jeg vil rejse. Må jeg følge med Dem?

 

JOHAN TØNNESEN.
Ja, ja – og tusend gange ja!

 

DINA.
Jeg skal ikke længe falde Dem til besvær. Hjælp mig blot over; hjælp mig lidt tilrette i førstningen –

 

JOHAN TØNNESEN.
Hurra, det finder sig nok, Dina!

 

FRØKEN HESSEL
(peger mod konsulens dør)
.
Hys; sagte, sagte!

 

JOHAN TØNNESEN.
Dina, jeg skal bære Dem på hænderne!

 

DINA.
Det får De ikke lov til. Jeg vil bære mig selv frem; og derover kan jeg det nok. Bare jeg kommer bort herfra. Å, disse fruer, – De véd det ikke, – de har også skrevet mig til idag; de har formanet mig at skønne på min lykke, foreholdt mig, hvilken højmodighed han har vist. Imorgen og alle dage vil de passe på mig, for at se om jeg gør mig værdig til alt dette. Jeg har en rædsel for al denne skikkelighed!

 

JOHAN TØNNESEN.
Sig mig, Dina, er det kun derfor De rejser? Er jeg ingenting for Dem?

 

DINA.
Jo, Johan, De er mig mere end alle andre mennesker.

 

JOHAN TØNNESEN.
O Dina –!

 

DINA.
Alle siger de her, at jeg må hade og afsky Dem; at det er min pligt; men jeg skønner ikke dette med pligt; jeg kommer aldrig til at skønne det.

 

FRØKEN HESSEL.
Det skal du heller ikke, barn!

 

FRØKEN BERNICK.
Nej, det skal du ikke; og derfor skal du også følge ham som hans hustru.

 

JOHAN TØNNESEN.
Ja, ja!

 

FRØKEN HESSEL.
Hvad? Nu må jeg kysse dig, Marta! Det havde jeg ikke ventet af dig.

 

FRØKEN BERNICK.
Nej, det tror jeg nok; jeg havde ikke selv ventet det. Men engang måtte det komme til udbrud i mig. Å, hvor vi her lider under mishandling af vaner og vedtægter! Gør oprør imod dette, Dina. Bliv hans hustru. Lad der ske noget, som trodser al denne skik og brug.

 

JOHAN TØNNESEN.
Hvad svarer De, Dina?

 

DINA.
Ja, jeg vil være Deres hustru.

 

JOHAN TØNNESEN.
Dina!

 

DINA.
Men først vil jeg arbejde, blive noget selv, således, som De er det. Jeg vil ikke være en ting, som tages.

Other books

A Time of Exile by Katharine Kerr
Death in Brunswick by Boyd Oxlade
Secrets in the Shallows (Book 1: The Monastery Murders) by Karen Vance Hammond, Kimberly Brouillette
The Accident by Kate Hendrick
Starlight by Debbie Macomber
Storm by Virginia Bergin