Complete Works of Henrik Ibsen (542 page)

KONSUL BERNICK.
Nå, jeg lægger hende det slet ikke til last. Jeg ønsker hende overhovedet ikke anderledes. Du kan vide, – i et stort hus, som vort,– det er altid godt at have et sådant jævnt menneske, som man kan sætte til hvad der forefalder.

JOHAN TØNNESEN.
Ja, men hun –?

KONSUL BERNICK.
Hun? Hvorledes? Nå jå, hun har naturligvis nok at interessere sig for; hun har jo mig og Betty og Olaf og mig. Menneskene bør da ikke i første række tænke på sig selv, og allermindst kvinderne. Vi har jo dog alle et større eller mindre samfund at støtte og at virke for. Således gør jeg ialfald.
(tyder mod fuldmægtig Krap, som kommer fra højre.)
Ja, der har du straks et bevis. Tror du, det er mine egne affærer, som optager mig? På ingen måde.
(hurtigt til Krap.)
Nå?

FULDMÆGTIG KRAP
(sagte, viser en bunke papirer)
.
Alle købekontrakterne i orden.

KONSUL BERNICK.
Ypperligt! Fortræffeligt! – Ja nu, svoger, må du sandelig have mig undskyldt sålænge.
(dæmpet og med et håndtryk.)
Tak, tak, Johan; og vær overbevist om, at alt, hvad jeg kan tjene dig i, – nå, du forstår mig nok. – Kom, herr Krap.
(de går ind i konsulens værelse.)

JOHAN TØNNESEN
(ser en stund efter ham)
.
Hm –
(Han vil gå ned i haven. I det samme kommer frøken Bernick med en liden kurv på armen ind fra højre.)

JOHAN TØNNESEN.
Nej se, Marta!

FRØKEN BERNICK.
Ah – Johan, – er det dig?

JOHAN TØNNESEN.
Så tidligt på farten du også.

FRØKEN BERNICK.
Ja. Vent lidt; nu kommer visst de andre straks.
(vil gå ud til venstre.)

JOHAN TØNNESEN.
Hør, Marta, har du altid sådant hastværk?

FRØKEN BERNICK.
Jeg?

JOHAN TØNNESEN.
Igår gik du ligesom af vejen, så jeg ikke fik tale et ord med dig, og idag –

FRØKEN BERNICK.
Ja, men –

JOHAN TØNNESEN.
Før var vi dog altid sammen, – vi to gamle legekammerater.

FRØKEN BERNICK.
Ak, Johan, det er mange, mange år siden.

JOHAN TØNNESEN.
Nå, Herregud, det er femten år siden, hverken mere eller mindre. Synes du kanske, jeg har forandret mig så meget?

FRØKEN BERNICK.
Du? Å ja, du også, endskønt –

JOHAN TØNNESEN.
Hvad mener du?

FRØKEN BERNICK.
Å, det var ingenting.

JOHAN TØNNESEN.
Du lader ikke til at være bleven meget oplivet ved at se mig igen.

FRØKEN BERNICK.
Jeg har ventet så længe, Johan, – for længe.

JOHAN TØNNESEN.
Ventet? At jeg vilde komme?

FRØKEN BERNICK.
Ja.

JOHAN TØNNESEN.
Og hvorfor, mente du, jeg vilde komme?

FRØKEN BERNICK.
For at sone, hvad du har forbrudt.

JOHAN TØNNESEN.
Jeg?

FRØKEN BERNICK.
Har du glemt, at en kvinde døde i nød og skam for din skyld? Har du glemt, at for din skyld blev et opvoksende barns bedste år forbittret?

JOHAN TØNNESEN.
Og dette må jeg høre af dig? Marta, har da aldrig din broder –?

FRØKEN BERNICK.
Hvad han?

JOHAN TØNNESEN.
Har han aldrig –; nu ja, jeg mener, har han aldrig havt så meget som et undskyldende ord for mig?

FRØKEN BERNICK.
Ak, Johan, du kender jo Karstens strænge grundsætninger.

JOHAN TØNNESEN.
Hm –, ja visst, ja visst, jeg kender nok min gamle ven Karstens strænge grundsætninger. – Men dette er jo –! Nå. Jeg talte nylig med ham. Jeg synes, at han har forandret sig adskilligt.

FRØKEN BERNICK.
Hvor kan du sige det? Karsten har da altid været en udmærket mand.

JOHAN TØNNESEN.
Ja, det var just ikke således ment; men lad gå. – Hm; nu skønner jeg altså, hvad lys du har set mig i; det er den forlornes hjemkomst, du har gåt og ventet på.

FRØKEN BERNICK.
Hør, Johan, jeg vil sige dig, hvad lys jeg har set dig i.
(peger ned i haven.)
Ser du hende, som leger dernede i græsset med Olaf? Det er Dina. Erindrer du det forvirrede brev, du skrev mig til, da du rejste? Du skrev, at jeg skulde tro på dig. Jeg har troet på dig, Johan. Alt det onde, som her bagefter gik rygter om, må være sket i forvildelse, uden tanke, uden overlæg –

JOHAN TØNNESEN.
Hvad mener du?

FRØKEN BERNICK.
O, du forstår mig jo nok; – ikke et ord mere om det. Men bort måtte du jo, begynde forfra – et nyt liv. Ser du, Johan, jeg har været din stedfortræder herhjemme, jeg, din gamle legekammerat. De pligter, du ikke husked på at varetage her, eller ikke kunde varetage, dem har jeg varetaget for dig. Jeg siger dig dette, for at du ikke skal have også det at bebrejde dig. Det forurettede barn har jeg været en moder for, har opdraget hende, så godt jeg kunde –

JOHAN TØNNESEN.
Og spildt hele dit liv for den sag –

FRØKEN BERNICK.
Det har ikke været spildt. Men du kom sent, Johan.

JOHAN TØNNESEN.
Marta, – dersom jeg kunde sige dig –. Nå, lad mig da ialfald takke dig for dit trofaste venskab.

FRØKEN BERNICK
(smiler tungt)
.
Hm –. Ja, nu har vi altså udtalt, Johan. Hys; der kommer nogen. Farvel; jeg kan ikke nu –
(Hun går ud gennem den bagerste dør til venstre. Frøken Hessel kommer fra haven, fulgt af fru Bernick.)

FRU BERNICK
(endnu i haven)
.
Men for Guds skyld, Lona, hvad tænker du på!

FRØKEN HESSEL.
Lad mig være, siger jeg; jeg vil og må tale med ham.

FRU BERNICK.
Men det vilde jo være den største skandale! Ah, Johan, er du endnu her?

FRØKEN HESSEL.
Ud med dig, gut; stå ikke her og hæng i stueluften; gå ned i haven og snak med Dina.

JOHAN TØNNESEN.
Ja, det tænkte jeg netop på.

FRU BERNICK.
Men –

FRØKEN HESSEL.
Hør du, John, har du set rigtig på Dina?

JOHAN TØNNESEN.
Ja, det tror jeg nok.

FRØKEN HESSEL.
Ja, du skulde se rigtig tilgavns på hende, gut. Det var noget for dig!

FRU BERNICK.
Men, Lona –!

JOHAN TØNNESEN.
Noget for mig?

FRØKEN HESSEL.
Ja, at se på, mener jeg. Gå nu!

JOHAN TØNNESEN.
Ja, ja, jeg går mere end gerne.
(han går ned i haven.)

FRU BERNICK.
Lona, jeg er som forstenet over dig. Dette kan dog umuligt være dit alvor.

FRØKEN HESSEL.
Jo så minsæl er det så. Er hun ikke frisk og sund og sand? Det er netop en kone for John. Det er slig en, han trænger til derover; det vil være noget andet end en gammel halvsøster.

FRU BERNICK.
Dina! Dina Dorf! Betænk dog –

FRØKEN HESSEL.
Jeg betænker først og fremst guttens lykke. For hjælpe til, det må jeg; selv er han ikke videre fremmelig i sligt; småpiger og fruentimmer har han aldrig havt noget rigtigt syn for.

FRU BERNICK.
Han? Johan! Nå, jeg synes rigtignok, vi har havt sørgelige beviser for –

FRØKEN HESSEL.
Å pokker i vold med den dumme historie! Hvor er Bernick henne? Jeg vil tale med ham.

FRU BERNICK.
Lona, du gør det ikke, siger jeg!

FRØKEN HESSEL.
Jeg gør det. Synes gutten om hende, – og hun om ham, – så skal de også have hverandre. Bernick er jo slig en klog mand; han må finde på en udvej –

FRU BERNICK.
Og du kan tænke dig, at disse amerikanske usømmeligheder skulde blive tålt her –

FRØKEN HESSEL.
Sniksnak, Betty –

FRU BERNICK.
– at en mand, som Karsten, med hans strænge moralske tænkemåde –

FRØKEN HESSEL.
Å pyt, den er vel ikke så urimelig stræng.

FRU BERNICK.
Hvad er det, du vover at sige?

FRØKEN HESSEL.
Jeg vover at sige, at Bernick er vel ikke synderlig mere moralsk end andre mandfolk.

FRU BERNICK.
Så dybt sidder altså hadet til ham endnu! Men hvad vil du da her, når du aldrig har kunnet glemme at –? Jeg begriber ikke, at du turde træde ham under øjnene efter den skammelige fornærmelse, som du dengang tilføjed ham.

FRØKEN HESSEL.
Ja, Betty, dengang forløb jeg mig stygt.

FRU BERNICK.
Og hvor højmodigt har han ikke tilgivet dig, han, som dog aldrig havde forbrudt noget! Thi han kunde dog ikke for, at du gik her og gjorde dig forhåbninger. Men siden den tid har du hadet mig også.
(brister i gråd.)
Du har aldrig undt mig min lykke. Og nu kommer du her for at vælte alt dette over mig, – for at vise byen, hvilken familje jeg har bragt Karsten ind i. Ja, det er mig, det går ud over, og det er det, du vil. O, det er afskyeligt af dig!
(hun går grædende bort gennem den øverste dør til venstre.)

FRØKEN HESSEL
(ser efter hende)
.
Stakkels Betty.
(Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.)

KONSUL BERNICK
(endnu i døren)
.
Ja, ja, det er godt, herr Krap; det er udmærket. Send 400 kroner til bespisning af de fattige.
(vender sig.)
Lona!
(nærmere.)
Du er alene? Kommer ikke Betty her?

FRØKEN HESSEL.
Nej. Skal jeg kanske hente hende?

KONSUL BERNICK.
Nej, nej, nej, lad være! O, Lona, du véd ikke, hvor jeg har brændt efter at få tale åbent med dig, – efter at få trygle om din tilgivelse.

FRØKEN HESSEL.
Hør nu, Karsten, lad os ikke blive sentimentale; det klæder os ikke.

KONSUL BERNICK.
Du må høre mig, Lona. Jeg véd jo, hvorledes jeg har skinnet imod mig nu, da du har erfaret dette med Dinas moder. Men jeg sværger dig til, det var kun en kortvarig forvildelse; jeg har virkelig, sandt og oprigtigt, holdt af dig engang.

FRØKEN HESSEL.
Hvorfor tror du jeg er kommen herhjem?

KONSUL BERNICK.
Hvad du end har isinde, så bønfalder jeg dig om, ikke at foretage noget, før jeg har retfærdiggjort mig. Jeg kan det, Lona; jeg kan ialfald undskylde mig.

FRØKEN HESSEL.
Nu er du ræd. – Du har engang holdt af mig, siger du. Ja, det forsikred du mig tidt nok i dine breve; og kanske det også var sandt – på en måde, sålænge du leved derude i en stor og frigjort verden, som gav dig mod til selv at tænke frit og stort. Du fandt kanske hos mig lidt mere karakter og vilje og selvstændighed, end hos de fleste herhjemme. Og så var det jo en hemmelighed mellem os to; der var ingen, som kunde gøre sig lystig over din slette smag.

KONSUL BERNICK.
Lona, hvor kan du dog tro –?

FRØKEN HESSEL.
Men da du så kom tilbage; da du hørte spottegloserne, som hagled ned over mig; da du fornam latteren over alt det, som de her kaldte mine forkertheder –

KONSUL BERNICK.
Du var hensynsløs dengang.

FRØKEN HESSEL.
Mest for at ærgre disse skørteklædte og bukseklædte snærper, som sjokked om i byen. Og da du så traf den unge forlokkende skuespillerinde –

KONSUL BERNICK.
Det var en lapsestreg; intet videre; jeg sværger dig til, ikke tiendedelen var sandt af de rygter og den sladder, som kom i omløb.