Complete Works of Henrik Ibsen (539 page)

FRU BERNICK.
Johan –!

FRU RUMMEL
(sagte til fru Lynge)
.
Den forlorne broder!

KONSUL BERNICK
(nølende)
.
Er Johan med?

FRØKEN HESSEL.
Ja vel; ja vel; jeg rejser da ikke uden ham. Men I ser så sørgelige ud. Og så sidder I her i tusmørke og syr på noget hvidt. Der er da ikke dødsfald i familjen?

ADJUNKT RØRLUND.
Min frøken, De befinder Dem her i foreningen for de moralsk fordærvede –

FRØKEN HESSEL
(halv sagte)
.
Hvad siger De? Disse pene stilfærdige damer skulde være –?

FRU RUMMEL.
Nej nu må jeg sige –!

FRØKEN HESSEL.
Ah, forstår, forstår! Men for pokker, det er jo fru Rummel! Og der sidder jo fru Holt også! Nå, vi tre er da ikke bleven yngre siden sidst. Men hør nu, I godtfolk; lad nu de moralsk fordærvede vente en dags tid; de blir da ikke værre for det. En glædesstund som denne –

ADJUNKT RØRLUND.
En hjemkomst er ikke altid en glædesstund.

FRØKEN HESSEL.
Så? Hvorledes læser De Deres bibel, herr pastor?

ADJUNKT RØRLUND.
Jeg er ikke pastor.

FRØKEN HESSEL.
Nå, så blir De det visst. – Men fy, fy, fy – dette moralske lintøj lugter så fordærvet, – akkurat som ligsvøb. Jeg er vant til luften på prærierne, jeg, skal jeg sige.

KONSUL BERNICK
(tørrer panden)
.
Ja, her er virkelig noget kvalmt herinde.

FRØKEN HESSEL.
Vent, vent; vi skal nok komme op af gravkælderen.
(trækker forhængene til side.)
Fuldt dagslys må her være, når gutten kommer. Ja, der skal I se en gut, som har vasket sig –

HILMAR TØNNESEN.
Uf!

FRØKEN HESSEL
(åbner dør og vinduer)
.
– ja, det vil sige, når han får vasket sig – oppe i hotellet; for på dampskibet blev han skiden som et svin.

HILMAR TØNNESEN.
Uf, uf!

FRØKEN HESSEL.
Uf? Ja, så sandelig er det ikke –!
(peger på Hilmar og spørger de øvrige.)
Går han her og driver og siger uf endnu?

HILMAR TØNNESEN.
Jeg driver ikke; jeg går her for min sygdoms skyld.

ADJUNKT RØRLUND.
Hm, mine damer, jeg tror ikke –

FRØKEN HESSEL
(der har fåt øje på Olaf)
.
Er det din, Betty? – Ræk mig labben, gut! Eller er du kanske ræd for din gamle stygge tante?

ADJUNKT RØRLUND
(idet han tager sin bog under armen)
.
Mine damer, jeg tror ikke her er stemning for at arbejde videre idag. Men imorgen kommer vi jo sammen igen?

FRØKEN HESSEL
(idet de fremmede damer rejser sig for at tage afsked)
.
Ja, lad os det. Jeg skal være på pletten.

ADJUNKT RØRLUND.
De? Med tilladelse, frøken, hvad vil De gøre i vor forening?

FRØKEN HESSEL.
Jeg vil lufte ud, herr pastor.

ANDEN AKT

(Havesalen i konsul Bernicks hus.)
(Fru Bernick sidder alene ved arbejdsbordet med sit sytøj. Lidt efter kommer konsul Bernick med hat på hovedet samt handsker og stok ind fra højre.)

FRU BERNICK.
Kommer du alt hjem, Karsten?

KONSUL BERNICK.
Ja. Der er nogen jeg har sat stævne.

FRU BERNICK
(med et suk)
.
Å ja, Johan kommer vel herned igen, kan jeg tænke.

KONSUL BERNICK.
Det er en mand, siger jeg.
(sætter hatten fra sig.)
Hvor er alle damerne henne idag?

FRU BERNICK.
Fru Rummel og Hilda havde ikke tid.

KONSUL BERNICK.
Så? Sendt afbud?

FRU BERNICK.
Ja; de havde så meget at bestille i huset.

KONSUL BERNICK.
Forstår sig. Og de andre kommer naturligvis heller ikke?

FRU BERNICK.
Nej, de har også forfald idag.

KONSUL BERNICK.
Det kunde jeg have sagt på forhånd. Hvor er Olaf henne?

FRU BERNICK.
Jeg lod ham gå lidt ud med Dina.

KONSUL BERNICK.
Hm; Dina, den forfløjne taske –. At hun straks igår kunde give sig så meget af med Johan –!

FRU BERNICK.
Men, kære Karsten, Dina véd jo slet ikke –

KONSUL BERNICK.
Nå, men så skulde Johan ialfald have havt den takt, ikke at vise hende nogen opmærksomhed. Jeg så nok de øjne, købmand Vigeland satte op.

FRU BERNICK
(med sytøjet i skødet)
.
Karsten, kan du begribe, hvad de vil her hjemme?

KONSUL BERNICK.
Hm; han har jo en farm derover, som det nok ikke går synderlig godt med; og hun slog jo igår på, at de måtte rejse på anden plads –

FRU BERNICK.
Ja, desværre, det må vel være noget sådant. Men at hun er fulgt med! Hun! Efter den blodige fornærmelse, hun har tilføjet dig –!

KONSUL BERNICK.
Å, tænk ikke på disse gamle historier.

FRU BERNICK.
Hvor kan jeg tænke på andet i denne tid? Han er jo dog min broder; – ja, det er ikke for hans skyld; men al den ubehagelighed, det vilde forvolde dig –. Karsten, jeg er så dødelig angst for at –

KONSUL BERNICK.
Hvad er du angst for?

FRU BERNICK.
Kan man ikke falde på at sætte ham fast for de penge, som blev borte for din moder?

KONSUL BERNICK.
Å, hvad snak! Hvem kan bevise, at der blev penge borte?

FRU BERNICK.
Ak, Gud, det véd jo hele byen, desværre; og du har jo selv sagt –

KONSUL BERNICK.
Jeg har ingenting sagt. Byen véd ingen besked om de affærer; det var altsammen løse rygter.

FRU BERNICK.
O, hvor du er højmodig, Karsten!

KONSUL BERNICK.
Lad være med disse mindelser, siger jeg! Du véd ikke, hvor du piner mig ved at rippe op i alt dette.
(han går op og ned ad gulvet; derpå slænger han stokken fra sig.)
At de også skulde komme hjem just nu, – nu, da jeg behøver en ublandet god stemning både i byen og i pressen. Der vil blive skrevet korrespondancer til aviserne i nabobyerne. Tager jeg vel imod dem, eller tager jeg slet imod dem, så vil det blive drøftet og udtydet. Der vil blive rørt op i alt dette gamle, – ligesom du gør. I et samfund, som vort –.
(kaster handskerne mod bordpladen.)
Og ikke et menneske har jeg her, som jeg kan tale med og søge nogen støtte hos.

FRU BERNICK.
Slet ingen, Karsten?

KONSUL BERNICK.
Nej, hvem skulde det være? – At få dem på halsen netop nu! Det er ikke tvivl om, at de vil gøre skandale på en eller anden måde, – især hun. Er det da ikke også en ulykke at have slige mennesker i sin familje!

FRU BERNICK.
Ja, jeg kan da ikke hjælpe for at –

KONSUL BERNICK.
Hvad kan du ikke hjælpe for? At du er i slægt med dem? Nej, det er et meget sandt ord.

FRU BERNICK.
Og jeg har heller ikke bedt dem komme hjem.

KONSUL BERNICK.
Se så; der har vi det! Jeg har ikke bedt dem komme hjem; jeg har ikke skrevet efter dem; jeg har ikke trukket dem hjem efter hårene! Å, jeg kan hele remsen udenad.

FRU BERNICK
(brister i gråd)
.
Men du er da også så ukærlig –

KONSUL BERNICK.
Ja, det er ret; giv dig til at græde, så byen også skal få det at snakke om. Lad være med det tosseri, Betty. Sæt dig udenfor; her kan komme nogen. Skal man kanske se madamen med røde øjne? Jo, det vilde være dejligt, om det kom ud iblandt folk at –. Nå, der hører jeg nogen i gangen.
(det banker.)
Kom ind!
(Fru Bernick går ud på havetrappen med sit sytøj. Skibsbygger Aune kommer ind fra højre.)

SKIBSBYGGER AUNE.
Goddag, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Goddag. Nå, De kan vel gætte, hvad det er, jeg vil Dem?

SKIBSBYGGER AUNE.
Fuldmægtigen talte igår om, at konsulen ikke skulde være fornøjet med –

KONSUL BERNICK.
Jeg er misfornøjet med det hele stel på værftet, Aune. De kommer jo ingen vej med havaristerne. «Palmetræet” burde have været under sejl for længe siden. Købmand Vigeland går her hver dag og plager mig; det er en vanskelig mand at have til medreder.

SKIBSBYGGER AUNE.
„Palmetræet” kan gå tilsjøs iovermorgen.

KONSUL BERNICK.
Nå endelig. Men Amerikaneren, „Indian Girl”, som har ligget her i fem uger og –

SKIBSBYGGER AUNE.
Amerikaneren? Jeg har forståt det, som om vi først og fremst skulde lægge al kraft på Deres eget skib.

KONSUL BERNICK.
Det har jeg ikke givet Dem nogen anledning til at tro. Der skulde gøres al mulig fortgang med Amerikaneren også; men det sker ikke.

SKIBSBYGGER AUNE.
Skuden er pilråden i bunden, herr konsul; jo mere vi lapper på den, jo værre blir det.

KONSUL BERNICK.
Det er ikke derfra det skriver sig. Fuldmægtig Krap har sagt mig hele sandheden. De forstår ikke at arbejde med de nye maskiner, som jeg har anskaffet, – eller rettere, De vil ikke arbejde med dem.

SKIBSBYGGER AUNE.
Herr konsul, jeg er nu oppe i de femti år; lige fra guttealderen har jeg været vant til den gamle arbejdsmåde –

KONSUL BERNICK.
Den kan vi ikke bruge nutildags. De må ikke tro, Aune, at det er for fordelens skyld; den behøver jeg heldigvis ikke; men jeg har hensyn at tage til det samfund, jeg lever i, og til den forretning, jeg står i spidsen for. Det er fra mig fremskridtene må komme, ellers kommer de aldrig.

SKIBSBYGGER AUNE.
Jeg vil også gerne fremskridt, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Ja, for Deres indskrænkede kreds, for arbejderstanden. Å, jeg kender nok Deres agitationer; De holder taler; De vigler folkene op; men når et håndgribeligt fremskridt tilbyder sig, som nu med vore maskiner, så vil De ikke være med; så blir De ræd.

SKIBSBYGGER AUNE.
Ja, jeg blir virkelig ræd, herr konsul; jeg blir ræd på de manges vegne, som maskinerne tar brødet fra. Konsulen taler så ofte om at tage hensyn til samfundet; men jeg tænker, at samfundet har vel også sine pligter. Hvor tør lærdommen og kapitalen sætte de nye opfindelser ind i arbejdet, før samfundet får oplært en slægt, som kan bruge dem?

KONSUL BERNICK.
De læser og grubler formeget, Aune; det har De ikke godt af; det er det, som gør Dem misfornøjet med Deres stilling.

SKIBSBYGGER AUNE.
Det er ikke det, herr konsul; men jeg kan ikke tåle at se den ene brave arbejder afskediges efter den anden og gøres brødløs for disse maskiners skyld.

KONSUL BERNICK.
Hm; da bogtrykkerkunsten blev opfunden, blev mange skriverkarle brødløse.

SKIBSBYGGER AUNE.
Vilde konsulen været så glad i den kunst, hvis De dengang havde været skriverkarl?

KONSUL BERNICK.
Jeg har ikke havt bud efter Dem for at disputere. Jeg har ladet Dem kalde for at sige Dem, at vor havarist „Indian Girl” skal være færdig til at gå under sejl iovermorgen.

SSIBSBYGGER AUNE.
Men, herr konsul –

KONSUL BERNICK.
Iovermorgen, hører De; på samme tid som vort eget skib; ikke en time senere. Jeg har mine gode grunde til at drive på den sag. Har De læst avisen for imorges? Nå, så véd De, at Amerikanerne har gjort optøjer igen. Dette ryggesløse pak sætter jo hele byen på ende; der går ingen nat hen uden at her er slagsmål i værtshusene og på gaderne; al den anden vederstyggelighed vil jeg nu ikke tale om.

SKIBSBYGGER AUNE.
Ja, det er visst nok, at de er slemme folk.

KONSUL BERNICK.
Og hvem er det, som får skylden for dette uvæsen? Det er mig! Ja, det er mig, det går ud over. Disse avisskrivere skumler på en forblommet måde over, at vi lægger hele arbejdskraften på „Palmetræet”. Jeg, der har den opgave, ved exemplets magt at virke på mine medborgere, må lade mig kaste sligt i næsen. Det tåler jeg ikke. Jeg er ikke tjent med, at mit navn blir således tilsølet.

SKIBSBYGGER AUNE.
Å, konsulens navn er så godt, at det kan bære både det og mere.

KONSUL BERNICK.
Ikke nu; just i denne tid har jeg brug for al den agtelse og velvilje, som mine medborgere kan skænke mig. Jeg har et stort foretagende igære, som De vel har hørt; men lykkes det ildesindede mennesker at rokke den ubetingede tillid til min person, så kan det berede mig de største vanskeligheder. Derfor vil jeg for enhver pris undgå disse ondskabsfulde og skumlende avisskriverier, og derfor har jeg sat fristen til iovermorgen.

SKIBSBYGGER AUNE.
Herr konsul, De kunde ligeså gerne sætte fristen til i eftermiddag.

KONSUL BERNICK.
De mener, at jeg forlanger umuligheder?

SKIBSBYGGER AUNE.
Ja, med den arbejdsstok, vi nu har –

KONSUL BERNICK.
Godt, godt; – så får vi se os om andetsteds.

SKIBSBYGGER AUNE.
Vil De virkelig afskedige endnu flere af de gamle arbejdere?

KONSUL BERNICK.
Nej, det tænker jeg ikke på.

SKIBSBYGGER AUNE.
For jeg tror nok, det vilde sætte ondt blod både i byen og i aviserne, om De gjorde det.

KONSUL BERNICK.
Ikke umuligt; derfor lar vi det også være. Men hvis ikke „Indian Girl” er udklareret iovermorgen, så afskediger jeg Dem.

SKIBSBYGGER AUNE
(med et ryk)
.
Mig!
(han ler.)
Nu spøger De, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Det skulde De ikke stole på.

SKIBSBYGGER AUNE.
De kunde tænke på at afskedige mig? Mig, hvis far og farfar har været i værftets tjeneste alle sine levedage, og jeg selv ligeså –

KONSUL BERNICK.
Hvem er det, som tvinger mig til det?

SKIBSBYGGER AUNE.
De forlanger umulige ting, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Å, en god vilje kender ingen umuligheder. Ja eller nej; svar mig bestemt, eller De har Deres afsked på stedet.

SKIBSBYGGER AUNE
(et skridt nærmere)
.
Herr konsul, har De tænkt rigtig over, hvad det vil sige at give en gammel arbejder afsked. De mener, at han får se sig om efter noget andet? Å ja, det kan han nok; men er det dermed gjort? De skulde engang være tilstede i en slig afskediget arbejders hus den kveld han kommer hjem og sætter redskabskisten indenfor døren.

KONSUL BERNICK.
Tror De jeg afskediger Dem med let hjerte? Har jeg ikke altid været en rimelig husbond?

SKIBSBYGGER AUNE.
Så meget værre, herr konsul. Just derfor vil de derhjemme ikke give Dem skylden; de vil ikke sige noget til mig, for det tør de ikke; men de vil se på mig, når jeg ikke mærker det, og tænke som så: det må vel være fortjent. Ser De vel, det – det kan jeg ikke bære. Så ringe en mand jeg end er, har jeg dog altid været vant til at regnes for den første iblandt mine. Mit tarvelige hjem er også et lidet samfund, herr konsul. Dette lille samfund har jeg kunnet støtte og holde oppe, fordi min kone har troet på mig, og fordi mine børn har troet på mig. Og nu skal det hele falde sammen.