Complete Works of Henrik Ibsen (536 page)

OLAF
(som er kommen op på havetrappen)
.
Har du været forfulgt af en hvalros, onkel?

HILMAR TØNNESEN.
Jeg drømte det, din klodrian! Men går du endnu her og leger med den latterlige bue? Hvorfor får du dog ikke fat på et rigtigt gevær?

OLAF.
Jo, det vilde jeg gerne, men –

HILMAR TØNNESEN.
For et sådant gevær, det er der da nogen mening i; der er altid noget nervespændende i det, når man skal fyre det af.

OLAF.
Og så kunde jeg skyde bjørne, onkel. Men jeg får ikke lov for far.

FRU BERNICK.
Du må virkelig ikke sætte ham sådant i hodet, Hilmar.

HILMAR TØNNESEN.
Hm, – jo, det er en slægt, der opdrages nutildags! Der tales om idræt og idræt, – Gud bevares, – men altsammen så er det leg; aldrig en alvorlig drift til dette hærdende, som ligger i at træde faren mandigt under øjnene. Stå ikke og peg imod mig med buen, din klods; den kan gå løs.

OLAF.
Nej, onkel, der er ingen pil i.

HILMAR TØNNESEN.
Det kan du ikke vide; der kan være en pil i alligevel. Tag den væk, siger jeg! – Hvorfor pokker er du aldrig rejst over til Amerika med et af din faders skibe? Der kunde du få se en bøffeljagt eller en kamp med rødhuderne.

FRU BERNICK.
Nej, men Hilmar –

OLAF.
Ja, det vilde jeg gerne, onkel; og så kanske jeg kunde træffe onkel Johan og tante Lona.

HILMAR TØNNESER.
Hm –; sliddersladder.

FRU BERNICK.
Nu kan du gå ned i haven igen, Olaf.

OLAF.
Mor, må jeg også gå ud på gaden?

FRU BERNICK.
Ja; men endelig ikke for langt.
(Olaf løber ud gennem gitterporten.)

ADJUNKT RØRLUND.
De burde ikke sætte barnet slige nykker i hodet, herr Tønnesen.

HILMAR TØNNESEN.
Nej, naturligvis, han bør gå her og blive en hjemmesidder, som så mange andre.

ADJUNKT RØRLUND.
Men hvorfor rejser De ikke selv over?

HILMAR TØNNESEN.
Jeg? Med min sygdom? Nå, det forstår sig, den tar man jo ikke stort hensyn til her i byen. Men desuagtet, – man har dog visse forpligtelser mod det samfund, man står i. Her må dog ialfald være nogen, som holder ideens fane højt. Uf, nu skriger han igen!

FRUERNE.
Hvem skriger?

HILMAR TØNNESEN.
Å nej, jeg véd ikke. De er lidt højrøstede derinde, og det gør mig så nervøs.

FRU RUMMEL.
Det er nok min mand, herr Tønnesen. Men jeg skal sige Dem, han er så vant til at tale i store forsamlinger –

ADJUNKT RØRLUND.
De andre er heller ikke lavmælte, synes mig.

HILMAR TØNNESEN.
Nej, Gud bevars, når det gælder at værge for pengepungen, så –; alting går jo op i smålige materielle beregninger her. Uf!

FRU BERNICK.
Det er ialfald bedre end før, da alting gik op i forlystelser.

FRU LYNGE.
Var her virkelig så slemt før?

FRU RUMMEL.
Ja, det kan De tro, fru Lynge. De kan prise Dem lykkelig, at De ikke bode her dengang.

FRU HOLT.
Jo, her er rigtignok foregåt forandringer! Når jeg tænker tilbage på mine pigedage –

FRU RUMMEL.
Å, tænk blot en fjorten–femten år tilbage. Gud fri os vel, hvilket liv her var! Dengang bestod både balforeningen og musikforeningen –

FRØKEN BERNICK.
Og den dramatiske forening. Den kan jeg godt huske.

FRU RUMMEL.
Ja, det var der, Deres stykke blev opført, herr Tønnesen.

HILMAR TØNNESEN
(op mod baggrunden)
.
Å, hvad, hvad –!

ADJUNKT RØRLUND.
Student Tønnesens stykke?

FRU RUMMEL.
Ja, det var længe før De kom hid, herr adjunkt. Det gik forresten bare én gang.

FRU LYNGE.
Var det ikke i det stykke De fortalte mig, at De havde spillet elskerinde, fru Rummel?

FRU RUMMEL
(skotter efter adjunkten)
.
Jeg? Det kan jeg virkelig ikke huske, fru Lynge. Men jeg husker godt al den støjende selskabelighed i familjerne.

FRU HOLT.
Ja, jeg véd såmæn de huse, hvor der blev givet to store middage i ugen.

FRU LYNGE.
Og så var her jo et omrejsende skuespillerselskab, har jeg hørt.

FRU RUMMEL.
Ja, det var nu det allerværste –!

FRU HOLT
(urolig)
.
Hm, hm –

FRU RUMMEL.
Nå, skuespillere? Nej, det husker jeg sletikke.

FRU LYNGE.
Jo, de mennesker skal have gjort så mange gale streger, siges der. Hvorledes hænger det egentlig sammen med de historier?

FRU RUMMEL.
Å, det er igrunden ingenting, fru Lynge.

FRU HOLT.
Søde Dina, ræk mig det linned der.

FRU BERNICK
(på samme tid)
.
Kære Dina, gå ud og bed Katrine bringe os kaffeen.

FRØKEN BERNICK.
Jeg skal gå med dig, Dina.
(Dina og Frøken Bernick går ud gennem den øverste dør til venstre.)

FRU BERNICK
(rejser sig)
.
Og så får De undskylde mig et øjeblik, mine damer; jeg tænker vi drikker kaffeen derude.
(Hun går ud på havetrappen og dækker et bord; adjunkten står i døren og taler med hende. Hilmar Tønnesen sidder derude og ryger.)

FRU RUMMEL
(sagte)
.
Gud, fru Lynge, hvor De gjorde mig forskrækket!

FRU LYNGE.
Jeg?

FRU HOLT.
Ja, men det var rigtig Dem selv, som begyndte, fru Rummel.

FRU RUMMEL.
Jeg? Nej, hvor kan De dog sige det, fru Holt? Der kom da ikke et levende ord over min mund.

FRU LYNGE.
Men hvad er det da?

FRU RUMMEL.
Hvor kunde De begynde at tale om –! Tænk, – så De da ikke, at Dina var inde?

FRU LYNGE.
Dina? Men bevares vel, er der noget påfærde med –?

FRU HOLT.
Og så her i huset! Véd De da ikke, at det var fru Bernicks broder –?

FRU LYNGE.
Hvad han? Jeg véd jo slet ingen ting; jeg er jo ganske ny –

FRU RUMMEL.
Har De da ikke hørt at –? Hm –
(til datteren.)
du kan gå ned i haven lidt, du Hilda.

FRU HOLT.
Gå du også, Netta. Og vær rigtig venlig mod den stakkels Dina, når hun kommer.
(Frøken Rummel og frøken Holt går ud i haven.)

FRU LYNGE.
Nå, hvad var det så med fru Bernicks broder?

FRU RUMMEL.
Véd De ikke, det var ham, som havde den fæle historie?

FRU LYNGE.
Har student Tønnesen havt en fæl historie?

FRU RUMMEL.
Nej, Herregud, studenten er jo hendes fætter, fru Lynge. Jeg taler om broderen –

FRU HOLT.
– den forlorne Tønnesen –

FRU RUMMEL.
Johan hed han. Han rømte over til Amerika.

FRU HOLT.
Måtte rømme, kan De tænke Dem.

FRU LYNGE.
Og han havde altså den fæle historie?

FRU RUMMEL.
Ja, det var noget sådant –; hvad skal jeg kalde det? Det var noget sådant med Dinas moder. Å, jeg husker det, som om det var idag. Johan Tønnesen var dengang på kontoret hos gamle fru Bernick; Karsten Bernick var nylig kommen hjem fra Paris, – var endnu ikke bleven forlovet –

FRU LYNGE.
Nå, men den fæle historie?

FRU RUMMEL.
Jo, ser De, – den vinter var Møllers skuespillerselskab her i byen –

FRU HOLT.
– og ved det selskab var skuespiller Dorf og kone. Alle de unge mennesker var rent forgabet i hende.

FRU RUMMEL.
Ja, Gud véd, hvor de kunde finde, at hun var smuk. Men så kommer skuespiller Dorf hjem sent en aften –

FRU HOLT.
– ganske uventet –

FRU RUMMEL.
– og så finder han –; nej, det lar sig virkelig ikke fortælle.

FRU HOLT.
Nej, fru Rummel, han fandt ingenting, for døren var stængt på indsiden.

FRU RUMMEL.
Ja, det er jo det jeg siger; han fandt døren stængt. Og vil De tænke Dem, han, som er indenfor, må springe ud af vinduet.

FRU HOLT.
Helt oppe fra et kvistvindu!

FRU LYNGE.
Og det var fru Bernicks broder?

FRU RUMMEL.
Ja visst var det så.

FRU LYNGE.
Og så var det han rømte til Amerika?

FRU HOLT.
Ja, så måtte han jo rømme, kan De begribe.

FRU RUMMEL.
For bagefter blev der opdaget noget, som næsten var ligeså slemt; tænk Dem, han havde forgrebet sig på kassen –

FRU HOLT.
Men det véd man jo ikke rigtig, fru Rummel; kanske det bare var rygter.

FRU RUMMEL.
Nej, nu må jeg sige –! Var ikke det bekendt over hele byen? Var ikke gamle fru Bernick nær ved at gå fallit for den sags skyld? Det har jeg da fra Rummel selv. Men Gud bevare min mund.

FRU RUMMEL.
Nå, til madam Dorf gik ialfald pengene ikke, for hun –

FRU LYNGE.
Ja, hvorledes blev det mellem Dinas forældre bagefter?

FRU RUMMEL.
Jo, Dorf rejste sin vej både fra kone og barn. Men madammen var såmæn fræk nok til at blive her et helt år. Vise sig på theatret turde hun jo ikke mere; men så ernærte hun sig med at vaske og sy for folk –

FRU HOLT.
Og så prøved hun på at få en danseskole igang.

FRU RUMMEL.
Det gik naturligvis ikke. Hvilke forældre vilde vel betro sine børn til en sådan en? Men det vared heller ikke længe med hende; den fine madam var nok ikke vant til at arbejde; det slog sig for brystet og så døde hun.

FRU LYNGE.
Uh, dette var rigtignok fæle historier!

FRU RUMMEL.
Ja, De kan tro, det har været hårdt at døje for Bernicks. Det er den dunkle plet i deres lykkes sol, som Rummel engang udtrykte sig. Tal derfor aldrig om de ting her i huset, fru Lynge.

FRU HOLT.
Og, for Guds skyld, heller ikke om halvsøsteren!

FRU LYNGE.
Ja, fru Bernick har jo en halvsøster også?

FRU RUMMEL.
Har havt – lykkeligvis; for nu er nok slægtskabet ude mellem de to. Jo, det var en for sig selv! Vil De tænke Dem, hun klipped håret af sig, og så gik hun med mandfolkstøvler i regnvejr.

FRU HOLT.
Og da halvbroderen – det forlorne subjekt – var rømt, og hele byen naturligvis var oprørt over ham, – véd De, hvad hun så gør? Hun rejser over til ham!

FRU RUMMEL.
Ja, men den skandale hun gjorde før hun rejste, fru Holt!

FRU HOLT.
Hys, tal ikke om det.

FRU LYNGE.
Gud, gjorde hun også skandale?

FRU RUMMEL.
Jo, nu skal De høre, fru Lynge. Bernick havde netop da forlovet sig med Betty Tønnesen; og just som han kommer med hende under armen ind til hendes tante for at melde det –

FRU HOLT.
Tønnesens var nemlig forældreløse, skal De vide –

FRU RUMMEL.
– så rejser Lona Hessel sig op fra den stol, hun sidder på, og gir den fine dannede Karsten Bernick en ørefigen, så det sang i ham.