Complete Works of Henrik Ibsen (535 page)

FØRSTE AKT

(En rummelig havesal i konsul Bernicks hus. I forgrunden til venstre fører en dør ind til konsulens værelse; længere tilbage, på samme væg, er en lignende dør. Midt på den modsatte væg er en større indgangs-dør. Væggen i baggrunden er næsten helt af spejlglas med en åben dør ud til en bred havetrappe, hvorover er spændt et solsejl. Nedenfor trappen ses en del af haven, der indhegnes af et gitter med en liden indgangsport. Udenfor og langsmed gitteret løber en gade, der på den modsatte side er bebygget med små lysmalte træhuse. Det er sommer og varmt solskin. Enkelte mennesker går nu og da forbi henne i gaden; man standser og samtaler; der handles i en på hjørnet liggende krambod o. s. v.)

(Inde i havesalen sidder omkring et bord en forsamling af damer. Midt for bordet sidder fru Bernick. Ved hendes venstre side sidder fru Holt med datter; dernæst fru Rummel og frøken Rummel. Til højre for fru Bernick sidder fru Lynge, frøken Bernick og Dina Dorf. Alle damerne er beskæftigede med håndarbejde. På bordet ligger store bunker af halvfærdigt og tilklippet linned samt andre beklædningsgenstande. Længere tilbage, ved et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et glas sukkervand, sidder adjunkt Rørlund og forelæser af en bog i guldsnit, dog således at kun enkelte ord bliver hørlige for tilskuerne. Ude i haven løber Olaf Bernick omkring og skyder tilmåls med en bue.)

(En liden stund efter kommer skibsbygger Aune stilfærdigt ind gennem døren til højre. Der indtræder nogen forstyrrelse i læsningen; fru Bernick nikker til ham og peger mod døren til venstre. Aune går sagte hen og banker et par gange sagte og med mellemrum på konsulens dør. Fuldmægtig Krap, med hat i hånden og papirer under armen, kommer ud fra værelset.)

FULDMÆGTIG KRAP.
Nå, er det Dem, som banker?

SKIBSBYGGER AUNE.
Konsulen har havt bud efter mig.

FULDMÆGTIG KRAP.
Har så; men kan ikke modtage Dem; har overdraget til mig at –

SKIBSBYGGER AUNE.
Til Dem? Jeg vilde nok helst –

FULDMÆGTIG KRAP.
– overdraget til mig at sige Dem det. De må holde op med disse lørdags-foredrag for arbejderne.

SKIBSBYGGER AUNE.
Så? Jeg tænkte dog, jeg måtte bruge min fritid –

FULDMÆGTIG KRAP.
De må ikke bruge Deres fritid til at gøre folkene ubrugelige i arbejdstiden. Sidst lørdag har De talt om den skade, arbejderne skal have af vore nye maskiner og af den nye arbejdsmåde på værftet. Hvorfor gør De det?

SKIBSBYGGER AUNE.
Det gør jeg for at støtte samfundet.

FULDMÆGTIG KRAP.
Det var mærkeligt! Konsulen siger, at det er samfundsopløsende.

SKIBSBYGGER AUNE.
Mit samfund er ikke konsulens samfund, herr fuldmægtig! Som formand i arbejdersamfundet må jeg –

FULDMÆGTIG KRAP.
De er først og fremst formand på konsul Bernicks værft. De har først og fremst at gøre Deres skyldighed imod det samfund, som kaldes konsul Bernicks firma; for det er det, vi allesammen lever af. – Ja, nu véd De, hvad konsulen havde at sige Dem.

SKIBSBYGGER AUNE.
Konsulen vilde ikke have sagt det på den måde, herr fuldmægtig! Men jeg skønner nok, hvem jeg har at takke for dette her. Det er den fordømte amerikanske havarist. De folk vil, at arbejdet skal gå, som de er vant til det derover, og det –

FULDMÆGTIG KRAP.
Ja, ja, ja; jeg kan ikke indlade mig på vidtløftigheder. Nu kender De konsulens mening; altså basta! Vil De så gå ned på værftet igen; det kan visst behøves; jeg kommer selv derned om lidt. – Om forladelse, mine damer!
(Han hilser og går ud gennem haven og nedad gaden. Skibsbygger Aune går stille ud til højre. Adjunkten, der under den foregående dæmpede samtale har fortsat læsningen, er straks efter færdig med bogen og klapper den sammen.)

ADJUNKT RØRLUND.
Se så, mine kære tilhørerinder, dermed er det ude.

FRU RUMMEL.
Ak, hvilken lærerig fortælling!

FRU HOLT.
Og så moralsk!

FRU BERNICK.
En sådan bog gir virkelig meget at tænke på.

ADJUNKT RØRLUND.
Å ja; den danner et velgørende modstykke til hvad vi desværre daglig kan se, både af aviser og af tidsskrifter. Denne forgyldte og sminkede yderside, som de store samfund bærer tilskue, – hvad dølger den egentlig? Hulhed og rådenskab, om jeg så må sige. Ingen moralsk grundvold under fødderne. Med ét ord, – de er kalkede grave, disse store samfund nutildags.

FRU HOLT.
Ja, det er visst og sandt.

FRU RUMMEL.
Vi behøver jo bare at se hen til det amerikanske skibsmandskab, som ligger her i denne tid.

ADJUNKT RØRLUND.
Nå, slige udskud af menneskeheden vil jeg sletikke tale om. Men selv i de højere kredse, – hvorledes står det til der? Tvivl og gærende uro på alle kanter; ufred i sindene og usikkerhed i alle forholde. Hvorledes er ikke familjelivet undergravet derude? Hvorledes ytrer sig ikke frække omstyrtningslyster lige over for de alvorligste sandheder?

DINA
(uden at se op)
.
Men sker der ikke også mange store gerninger?

ADJUNKT RØRLUND.
Store gerninger –? Jeg forstår ikke –

FRU HOLT
(forbauset)
.
Men, Gud, Dina –!

FRU RUMMEL
(på samme tid)
.
Men, Dina, hvor kan Du dog –?

ADJUNKT RØRLUND.
Jeg tror ikke det vilde være sundt, om den slags gerninger fik indpas hos os. Nej, da bør nok vi herhjemme takke Gud, at vi har det, som vi har det. Vel vokser her ugræs mellem hveden her også, desværre; men det stræber vi da redeligt at luge op så godt vi formår. Det gælder at holde samfundet rent, mine damer, – at holde ude alt dette uprøvede, som en utålmodig tid vil påtvinge os.

FRU HOLT.
Og sligt findes der desværre mere end nok af.

FRU RUMMEL.
Ja, ifjor var det jo på et hængende hår, at vi skulde fåt jernbane til byen.

FRU BERNICK.
Nå, det fik da Karsten forhindret.

ADJUNKT RØRLUND.
Forsynet, fru Bernick. De kan være forvisset om, at Deres mand var et redskab i en højeres hånd, da han nægted at tage sig af det påfund.

FRU BERNICK.
Og alligevel fik han høre så meget ondt i aviserne. Men vi glemmer rent at takke Dem, herr adjunkt. Det er virkelig mere end venligt af Dem, at De ofrer så megen tid på os.

ADJUNKT RØRLUND.
Å hvad; nu i skoleferierne –

FRU BERNICK.
Ja, ja, det er dog et offer alligevel, herr adjunkt.

ADJUNKT RØRLUND
(flytter sin stol nærmere)
.
Tal aldrig om det, bedste frue. Bringer De ikke allesammen et offer for en god sags skyld? Og bringer De det ikke gerne og gladeligen? Disse moralsk fordærvede, hvis forbedring vi arbejder for, er at betragte som sårede soldater på en slagmark; De, mine damer, er diakonisserne, de barmhjertige søstre, der plukker charpi til disse ulykkelige tilskadekomne, lægger forbindingen lindt om sårene, læger og heler dem –

FRU BERNICK.
Det må være en stor nådensgave at kunne se alt i et så smukt lys.

ADJUNKT RØRLUND.
Meget er medfødt i så henseende; men meget kan også erhverves. Det gælder kun at se tingene i lys af en alvorlig livsopgave. Ja, hvad siger nu De, frøken Bernick? Finder ikke De, at De har fåt ligesom et tryggere grundlag at stå på, siden De ofred Dem for skolegerningen?

FRØKEN BERNICK.
Ak, jeg véd ikke, hvad jeg skal sige. Tidt, når jeg går dernede i skolestuen, ønsker jeg, at jeg var langt ude på det vilde hav.

ADJUNKT RØRLUND.
Ja se, det er anfægtelserne, kære frøken. Men mod slige urolige gæster gælder det at stænge døren. Det vilde hav, – det mener De naturligvis ikke bogstaveligt; De mener det store bølgende menneskesamfund, hvor så mange går tilgrunde. Og sætter De virkelig så megen pris på det liv, De hører summe og bruse hist udenfor? Se bare ned på gaden. Der går menneskene i solheden og sveder og tumler med sine små anliggender. Nej, da har vi det sandeligen bedre, vi, som sidder svalt herinde og vender ryggen til den kant, hvorfra forstyrrelsen kommer.

FRØKEN BERNICK.
Ja, Gud, De har visst så fuldkommen ret –

ADJUNKT RØRLUND.
Og i et hus, som dette, – i et godt og rent hjem, hvor familjelivet kommer tilsyne i sin smukkeste skikkelse, – hvor fred og endrægtighed hersker – –
(til fru Bernick.)
Hvad lytter De efter, frue?

FRU BERNICK
(vendt mod den forreste dør til venstre)
.
Hvor højrøstede de blir derinde.

ADJUNKT RØRLUND.
Er der noget særdeles påfærde?

FRU BERNICK.
Jeg véd ikke. Jeg hører, der er nogen inde hos min mand.
(Hilmar Tønnesen, med cigar i munden, kommer ind ad døren til højre, men standser ved synet af de mange damer.)

HILMAR TØNNESEN.
Å, om forladelse –
(vil trække sig tilbage.)

FRU BERNICK.
Nej, Hilmar, kom kun nærmere; du forstyrrer ikke. Var det noget du vilde?

HILMAR TØNNESEN.
Nej, jeg vilde kun se indom. – Godmorgen, mine damer.
(til fru Bernick.)
Nå, hvad blir det så til?

FRU BERNICK.
Med hvad?

HILMAR TØNNESEN.
Bernick har jo trommet et møde sammen.

FRU BERNICK.
Så? Men hvad er det da egentlig?

HILMAR TØNNESEN.
A, det er jo dette jernbanevrøvl igen.

FRU RUMMEL.
Nej, kan det være muligt?

FRU BERNICK.
Stakkels Karsten, skal han have endnu flere ubehageligheder –

ADJUNKT RØRLUND.
Men hvorledes rimer vi dette sammen, herr Tønnesen? Konsul Bernick gav jo dog ifjor så tydeligt tilkende, at han ikke vilde have nogen jernbane.

HILMAR TØNNESEN.
Ja, det synes jeg også; men jeg mødte fuldmægtig Krap, og han fortalte, at jernbanesagen var tagen op igen og at Bernick holdt møde med tre af byens pengemænd.

FRU RUMMEL.
Ja, var det ikke det jeg syntes, at jeg hørte Rummels stemme.

HILMAR TØNNESEN.
Jo, herr Rummel er naturligvis med, og så er det købmand Sandstad i bakken og Mikkel Vigeland, – „Hellig-Mikkel”, som de kalder ham.

ADJUNKT RØRLUND.
Hm –

HILMAR TØNNESEN.
Om forladelse, herr adjunkt.

FRU BERNICK.
Og nu var her så godt og fredeligt.

HILMAR TØNNESEN.
Ja, jeg, for min part, skulde ikke have noget imod, om de begyndte at kævle igen. Det blev ialfald en adspredelse.

ADJUNKT RØRLUND.
Å, den slags adspredelser synes jeg man må kunne undvære.

HILMAR TØNNESEN.
Det er nu som man er anlagt. Visse naturer trænger nu og da til oprivende kampe. Men sligt har småstadslivet desværre ikke meget at byde af, og det er ikke enhver givet at –
(blader i adjunktens bog.)
„Kvinden som samfundets tjenerinde”. Hvad er det for noget sludder?

FRU BERNICK.
Gud, Hilmar, det må du ikke sige. Du har visst ikke læst den bog.

HILMAR TØNNESEN.
Nej; og jeg agter heller ikke at læse den.

FRU BERNICK.
Du er nok ikke rigtig vel tilpas idag.

HILMAR TØNNESEN.
Nej, jeg er ikke.

FRU BERNICK.
Har du kanske ikke sovet godt inat?

HILMAR TØNNESEN.
Nej, jeg har sovet meget slet. Jeg gik en tur igåraftes for min sygdoms skyld. Så drev jeg op i klubben og læste en rejseberetning fra nordpolen. Det er noget stålsættende i dette at følge menneskene i deres kamp med elementerne.

FRU RUMMEL.
Men det bekom Dem da visst ikke godt, herr Tønnesen.

HILMAR TØNNESEN.
Nej, det bekom mig meget slet; jeg lå hele natten og vælted mig i halvsøvne og drømte, at jeg blev forfulgt af en væmmelig hvalros.