Complete Works of Henrik Ibsen (537 page)

FRU LYNGE.
Nej, nu har jeg da aldrig –!

FRU HOLT.
Ja, det er aldeles visst.

FRU RUMMEL.
Og så pakked hun sin koffert og rejste til Amerika.

FRU LYNGE.
Men så må hun vel selv have havt et godt øje til ham.

FRU RUMMEL.
Ja, det kan De tro hun havde. Hun gik her og bildte sig ind, at der skulde blive et par af dem, når han kom hjem fra Paris.

FRU HOLT.
Ja, tænk, at hun kunde tro noget sligt! Bernick, – denne unge belevne verdensmand, – komplet kavallér, – alle damernes yndling –

FRU RUMMEL.
– og så anstændig alligevel, fru Holt; og så moralsk.

FRU LYNGE.
Men hvad har denne frøken Hessel taget sig til i Amerika?

FRU RUMMEL.
Ja, ser De, derover hviler der, som Rummel engang udtrykte sig, et slør, der neppe bør løftes.

FRU LYNGE.
Hvad vil det sige?

FRU RUMMEL.
Hun står jo ikke længere i forbindelse med familjen, kan De skønne; men så meget véd da hele byen, at hun har sunget for penge i værtshusene derover –

FRU HOLT.
– og at hun har holdt foredrag på salene –

FRU RUMMEL.
– og at hun har givet ud en ravgal bog.

FRU LYNGE.
Nej tænk –!

FRU RUMMEL.
Å jo, Lona Hessel er nok også en af solpletterne i den Bernickske familjelykke. Men nu véd De altså besked, fru Lynge. Jeg har, ved Gud, bare talt om dette, for at De skal tage Dem iagt.

FRU LYNGE.
Jo, det kan De være rolig for jeg skal. – Men den stakkels Dina Dorf! Det gør mig rigtig ondt for hende.

FRU RUMMEL.
Nå, for hende var det jo en ren lykke. Tænk, om hun var bleven i forældrenes hænder! Vi tog os naturligvis af hende, allesammen, og formaned hende, så godt vi kunde. Siden fik frøken Bernick sat igennem, at hun kom her i huset.

FRU HOLT.
Men et vanskeligt barn har hun altid været. De kan tænke Dem, – alle de slette exempler. En sådan en er jo ikke som en af vore egne; hun må tages med det gode, fru Lynge.

FRU RUMMEL.
Hys, – der kommer hun.
(højt.)
Ja, den Dina, det er rigtig en flink pige. Nå, er du der, Dina? Vi sidder her og lægger tøjet fra os.

FRU HOLT.
Ak, hvor din kaffe dufter dejligt, søde Dina. En sådan kop formiddagskaffe –

FRU BERNICK
(ude på havetrappen)
.
Vær så god, mine damer!
(Frøken Bernick og Dina har imidlertid hjulpet tjenestepigen at bringe kaffetøjet. Alle damerne tager plads derude; de taler overvættes venligt til Dina. Lidt efter går hun ind i salen og søger sit håndarbejde.)

FRU BERNICK
(ude ved kaffebordet)
.
Dina, vil ikke du også –?

DINA.
Nej tak; jeg vil ikke.
(Hun sætter sig ved sit sytøj. Fru Bernick og adjunkten veksler nogle ord; et øjeblik efter går han ind i salen.)

ADJUNKT RØRLUND
(gør sig et ærinde hen til bordet og siger dæmpet)
:
Dina.

DINA.
Ja.

ADJUNKT RØRLUND.
Hvorfor vil De ikke være derude?

DINA.
Da jeg kom ind med kaffeen, kunde jeg se på den fremmede dame, at de havde talt om mig.

ADJUNKT RØRLUND.
Og så De da ikke også, hvor venlig hun var imod Dem derude.

DINA.
Men det tåler jeg ikke!

ADJUNKT RØRLUND.
De har et stridigt sind, Dina.

DINA.
Ja.

ADJUNKT RØRLUND.
Men hvorfor har De det?

DINA.
Jeg er ikke anderledes.

ADJUNKT RØRLUND.
Kunde De ikke prøve på at blive anderledes?

DINA.
Nej.

ADJUNKT RØRLUND.
Hvorfor ikke?

DINA
(ser på ham)
.
Jeg hører jo til de moralsk fordærvede.

ADJUNKT RØRLUND.
Fy, Dina!

DINA.
Moder hørte også til de moralsk fordærvede.

ADJUNKT RØRLUND.
Hvem har talt til Dem om slige ting?

DINA.
Ingen; de taler aldrig. Hvorfor gør De ikke det! Allesammen så tar de så læmpeligt på mig, som om jeg vilde gå istykker, hvis –. Å, hvor jeg hader al denne godhjertethed.

ADJUNKT RØRLUND.
Kære Dina, jeg forstår så godt, at De føler Dem trykket her, men –

DINA.
Ja, kunde jeg blot komme langt bort. Jeg skulde nok hjælpe mig selv frem, når jeg bare ikke leved mellem mennesker, der var så – så –

ADJUNKT RØRLUND.
Hvorledes så?

DINA.
Så anstændige og så moralske.

ADJUNKT RØRLUND.
Men, Dina, det mener De ikke.

DINA.
Å, De skønner godt, hvorledes jeg mener det. Hver dag kommer Hilda og Netta her, for at jeg skal tage dem til mønster. Jeg kan aldrig blive så skikkelig som de. Jeg vil ikke blive det. Å, var jeg langt borte, så skulde jeg nok blive brav.

ADJUNKT RØRLUND.
De er jo brav, kære Dina.

DINA.
Hvad hjælper det mig her?

ADJUNKT RØRLUND.
Altså rejse –. Tænker De alvorligt på det?

DINA.
Jeg vilde ikke blive her en dag længer, dersom ikke De var.

ADJUNKT RØRLUND.
Sig mig, Dina, – hvorfor er De egentlig så gerne sammen med mig.

DINA.
Fordi De lærer mig så meget smukt.

ADJUNKT RØRLUND.
Smukt? Kalder De det, jeg kan lære Dem, for noget smukt?

DINA.
Ja. Eller egentlig – De lærer mig ikke noget; men når jeg hører Dem tale, så kommer jeg til at se så meget smukt.

ADJUNKT RØRLUND.
Hvad forstår De da egentlig ved en smuk ting?

DINA.
Det har jeg aldrig tænkt over.

ADJUNKT RØRLUND.
Så tænk over det nu. Hvad forstår De ved en smuk ting?

DINA.
En smuk ting er noget, som er stort – og langt borte.

ADJUNKT RØRLUND.
Hm. – Kære Dina, jeg er så inderlig bekymret for Dem.

DINA.
Kun det?

ADJUNKT RØRLUND.
De véd dog visst godt, hvor usigelig kær De er mig.

DINA.
Dersom jeg var Hilda eller Netta, vilde De ikke være bange for at lade nogen mærke det.

ADJUNKT RØRLUND.
Å, Dina, De kan så lidet dømme om de tusend hensyn –. Når en mand er sat til at være en moralsk støtte for det samfund, han lever i, så –; man kan ikke være forsigtig nok. Dersom jeg blot var viss på, at man vilde forstå rigtig at udtyde mine bevæggrunde –. Men det får være det samme; De må og De skal hjælpes op. Dina, er det en aftale, at når jeg kommer – når forholdene tillader mig at komme – og jeg siger: her er min hånd, – da vil De tage den og være min hustru? – Lover De mig det, Dina?

DINA.
Ja.

ADJUNKT RØRLUND.
Tak, tak! Thi også for mig –. Å, Dina, jeg har Dem så kær –. Hys; der kommer nogen. Dina, for min skyld, – gå ud til de andre.
(Hun går ud til kaffebordet. I samme øjeblik kommer grosserer Rummel, købmand Sandstad og købmand Vigeland ud fra det forreste værelse til venstre, fulgt af konsul Bernick, der har en bunke papirer i hånden.)

KONSUL BERNICK.
Nå, så er sagen altså afgjort.

KØBMAND VIGELAND.
Ja, i Guds navn, lad den så være.

GROSSERER RUMMEL.
Den er afgjort, Bernick! Et Normands-ord står fast som Dovrefjelds klipper, det véd du!

KONSUL BERNICK.
Og ingen svigter; ingen falder fra, hvad modstand vi så end møder.

GROSSERER RUMMEL.
Vi står og falder sammen, Bernick!

HILMAR TØNNESEN
(der er kommen frem i havedøren)
.
Falder? Med tilladelse, er det ikke jernbanen, som falder?

KONSUL BERNICK.
Nej tvertimod, den skal komme til at gå –

GROSSERER RUMMEL.
– med damp, herr Tønnesen.

HILMAR TØNNESEN
(nærmere)
.
Så?

ADJUNKT RØRLUND.
Hvorledes?

FRU BERNICK
(i havedøren)
.
Men, kære Karsten, hvad er det egentlig –?

KONSUL BERNICK.
Å, kære Betty, hvor kan nu det interessere dig?
(til de tre herrer.)
Men nu må vi udfærdige listerne, jo før jo heller. Det er en selvfølge, at vi fire tegner os først. Den stilling, vi indtager i samfundet, gør os det til pligt at strække os så langt som muligt.

KØBMAND SANDSTAD.
Forstår sig, herr konsul.

GROSSERER RUMMEL.
Det skal gå, Bernick; det er svoret.

KONSUL BERNICK.
Å ja, jeg er slet ikke bange for udfaldet. Vi må se til at virke, hver i sin bekendtskabskreds; og kan vi først pege hen på en rigtig livlig deltagelse i alle samfundslag, så følger det af sig selv, at kommunen også må bidrage sit.

FRU BERNICK.
Men, Karsten, du må endelig komme ud og fortælle os –

KONSUL BERNICK.
Å, kære Betty, det er noget, som damer ikke kan sætte sig ind i.

HILMAR TØNNESEN.
Du vil altså virkelig tage dig af jernbanesagen alligevel?

KONSUL BERNICK.
Ja, naturligvis.

ADJUNKT RØRLUND.
Men ifjor, herr konsul –?

KONSUL BERNICK.
Ifjor var det en ganske anden sag. Dengang var der tale om en kystlinje –

KØBMAND VIGELAND.
– som vilde været ganske overflødig, herr adjunkt; for vi har jo dampskibe –

KØBMAND SANDSTAD.
– og som vilde faldet så urimelig kostbar –

GROSSERER RUMMEL.
– ja, og som ligefrem havde skadet væsentlige interesser her i byen.

KONSUL BERNICK.
Hovedsagen var, at den ikke vilde kommet det større samfund tilgode. Derfor satte jeg mig imod den, og så blev indlandslinjen vedtagen.

HILMAR TØNNESEN.
Ja, men den kommer jo ikke til at berøre byerne heromkring.

KONSUL BERNICK.
Den kommer til at berøre vor by, min kære Hilmar; for nu lægger vi en sidebane herned.

HILMAR TØNNESEN.
Aha; et nyt påfund altså.

GROSSERER RUMMEL.
Ja, er ikke det et ypperligt påfund? Hvad?

ADJUNKT RØRLUND.
Hm –

KØBMAND VIGELAND.
Nægtes kan det ikke, at forsynet ligesom har lagt terrænet tilrette for en sidebane.

ADJUNKT RØRLUND.
Siger De virkelig det, herr Vigeland?

KONSUL BERNICK.
Ja, jeg må tilstå, at jeg også betragter det som en styrelse, at jeg ivåres rejste opover i forretninger, og så tilfældigvis kom ind i et dalføre, hvor jeg ikke tidligere havde været. Det slog mig som et lyn, at her måtte vi kunne lægge en sidebane ned til os. Jeg har ladet en ingeniør befare strøget; her har jeg de foreløbige beregninger og overslag; der er ingenting ivejen.

FRU BERNICK
(fremdeles, tilligemed de øvrige damer, i havedøren)
.
Men, kære Karsten, at du har holdt alt dette skjult for os.