Complete Works of Henrik Ibsen (533 page)

FLERE AF HÆRFØRERENS FØLGE.
Der er han! Der er han!

(Kejser Julian, uden hjelm og rustning, kun med sværd og skjold, ledsaget af kejserlige hustropper, kommer fra højre.)

KEJSER JULIAN.
Godt, at jeg fandt dig, Nevita!

HÆRFØREREN NEVITA.
Ah, herre, – uden våbenklædning; hvor uforsigtigt –!

KEJSER JULIAN.
I disse egne bider intet våben på mig. Men gå, Nevita; tag hele anførselen; hesten blev skudt under mig og –

HÆRFØREREN NEVITA.
Min kejser, så er du dog kommen til skade?

KEJSER JULIAN.
Nej; kun et stød i hovedet; lidt svimmel. Gå, gå – – Hvad er det? Der trænger så mange forunderlige skarer midt ind imellem os.

HÆRFØREREN NEVITA
(dæmpet)
.

Anatolos, du indestår for kejseren.

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Vær rolig, herre!

(Hærføreren Nevita går med sine ledsagere ud til højre. Kejser Julian, livvagtsføreren Anatolos og nogle af hustropperne blir tilbage. Kampen på sletten fjerner sig mere og mere.)

KEJSER JULIAN.
Hvor mange af vore tror du, der er faldne, Anatolos?

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Det er visst intet ringe antal, herre! men jeg er sikker på, at der er faldne flere af Perserne.

KEJSER JULIAN.
Ja, ja; men der er dog faldne mange, både Grækere og Romere. Tror du ikke?

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Min kejser, du er visselig ikke vel. Dit ansigt er ganske blegt –

KEJSER JULIAN.
Ser du disse, som ligger der, – nogle på ryggen, andre forover med udstrakte arme? De er dog vel alle døde?

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Ja, herre, det er ikke at tvile på.

KEJSER JULIAN.
De er døde, ja! De véd altså intet, hverken om nederlaget i Jerusalem eller om de andre nederlag. – Tror du ikke, Anatolos, at der vil falde mange flere Grækere i dette slag?

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Herre, vi vil håbe, det blodigste arbejd er over.

KEJSER JULIAN.
Der vil falde mange, mange flere, siger jeg! Men det forslår ikke. Hvad hjælper det, at mange falder? Det kommer dog til efterslægten – – Sig mig, Anatolos, hvorledes tror du, at kejser Kaligula tænkte sig hint sværd?

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Hvilket sværd, herre?

KEJSER JULIAN.
Du véd, han ønskte sig et sværd, hvormed han i et eneste hugg kunde –

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Hør hærskriget, herre! Nu er jeg sikker på, at Perserne viger.

KEJSER JULIAN
(lytter)
.

Hvad er det for sang i luften?

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Herre, tillad at jeg henter Oribases; eller endnu bedre, – kom, kom; du er syg!

KEJSER JULIAN.
Det er sang i luften. Kan du ikke høre det?

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Hvis så er, så er det Galilæerne –

KEJSER JULIAN.
Ja, visst er det Galilæerne. Ha-ha-ha, de kæmper i vore rækker og ser ikke, hvem der står på den anden side. O, I dårer tilhobe! Hvor er Nevita? Hvorfor går han imod Perserne? Ser han ikke, at Perserne ikke er de farligste? – I forråder mig alle.

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
(sagte til en af soldaterne)
.

Skynd dig til lejren; hent kejserens livlæge!

(Soldaten går ud til højre.)

KEJSER JULIAN.
Hvilke myldrende skarer! Tror du, de har fåt øje på os, Anatolos?

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Hvem, herre? Hvor?

KEJSER JULIAN.
Ser du dem ikke, – hist – højt oppe og langt borte! Du lyver! Du ser dem godt.

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Ved de evige guder, det er kun morgenskyerne; det er dagen, som bryder frem.

KEJSER JULIAN.
Det er Galilæerens hærskarer, siger jeg dig! Se, – de i de rødbræmmede klæder, det er dem, som led bloddøden. Syngende kvinder omringer dem og spinder buestrenge af sit lange afrevne hår. Børn er i følge med dem og tvinder stenslynger af sine udhaspede tarme. Brændende fakler –! Hvor tusendfoldige, – hvor talløse! De stævner lige hid! Alle ser de på mig; alle går de ret imod mig!

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Det er Perserne, herre! Vore rækker viger –

KEJSER JULIAN.
De skal ikke vige. – I skal ikke! Stå fast, Grækere! Stå, stå, Romere! Idag skal vi frigøre verden!

(Kampen har imidlertid trukket sig fremover sletten igen. Kejser Julian styrter sig med hævet sværd ind i den vildeste slagtummel. Almindelig forvirring.)

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
(råber ud til højre)
.

Til hjælp! Kejseren er i den yderste fare!

KEJSER JULIAN
(mellem de kæmpende)
.

Jeg ser ham; jeg ser ham! Et længere sværd! Hvem har et længere sværd at låne mig?

FREMSTORMENDE SOLDATER
(fra højre)
.

Med Kristus for kejseren!

SOLDATEN AGATHON
(blandt de kommende)
.

Med Kristus for Kristus!

(han kaster sit spyd; det strejfer kejserens arm og borer sig ind i hans side.)

KEJSER JULIAN.
Ah!

(han griber i spyd-jernet for at drage det ud, men sønderskærer derved sin hånd, udstøder et højt skrig og falder.)

SOLDATEN AGATHON
(råber i trængselen)
.

Romer-landsen fra Golgata!

(han kaster sig våbenløs ind mellem Perserne; man ser, at han nedhugges.)

FORVIRREDE RÅB.
Kejseren! Er kejseren såret?

KEJSER JULIAN
(forsøger at rejse sig, men falder tilbage og råber)
:

Du har sejret, Galilæer!

MANGE STEMMER.
Kejseren er falden!

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Kejseren er såret! Værg ham – værg ham, i gudernes navn!

(Hån stiller sig med fortvilelse imod de fremtrængende Persere. Kejseren bæres afmægtig bort. I det samme kommer krigsøversten Jovian med nye skarer ud på sletten.)

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Frem – frem, troende brødre; giv kejseren, hvad kejserens er!

VIGENDE SOLDATER
(råber ham imøde)
.

Han er falden! Kejseren er falden!

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Falden! O, hævnens vældige Gud! Frem, frem; Herren vil, at hans folk skal leve! Jeg ser himlen åben; jeg ser englene med flammende sværd –!

SOLDATER
(fremstormende)
.

Kristus er iblandt os!

AMMIANS SKARER.
Galilæernes gud er iblandt os! Tæt om ham! Han er den stærkeste!

(Vild slagtummel. Krigsøversten Jovian trænger ind i de fiendtlige rækker. Solopgang. Perserne flygter til alle sider.)

(Kejserens telt med tildækket indgang i baggrunden. Lys dag.)

(Kejser Julian ligger bevidstløs på sit leje. Sårene i hans højre side, arm og hånd er forbundne. Tæt ved ham står livlægen Oribases og Makrina samt husmesteren Eutherios. Længere tilbage Basilios fra Cæsaræa og visdomslæreren Priskos. Ved foden af sengen står mystikeren Maximos.)

MAKRINA.
Han bløder igen. Jeg må lægge bindet fastere.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Tak ske dig, du milde kvinde; dine varlige hænder kom os vel tilpas.

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Lever han virkelig endnu?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Visst lever han.

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Men han ånder jo ikke.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Han ånder dog.

(Høvedsmanden Ammian kommer sagte ind med kejserens sværd og skjold, som han lægger fra sig, og blir stående ved forhænget.)

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Ak, gode høvedsmand, hvorledes står sagerne derude?

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Bedre end her. Er han allerede –?

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Nej, nej, – endnu ikke. Men er det visst, at vi har drevet Perserne tilbage?

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Ja, fuldstændigt. Det var krigsøversten Jovian, som slog dem på flugt. Nys kom tre fornemme udsendinger fra kong Sapores til lejren for at bede om våbenstilstand.

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Og tror du, Nevita går ind på det?

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Nevita har overgivet anførselen til Jovian. Alle flokker sig om Jovian. Alle ser i ham den eneste redningsmand –

LIVLÆGEN ORIBASES.
Tal sagte; han rører sig.

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Rører sig? Vågner kanske til samling? O, om han skulde få opleve dette!

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Hvilket, Ammian?

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Både soldater og førere rådslår om valget af den nye kejser.

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Hvad siger du!

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
O, hvilken skamløs utålmodighed!

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Hærens farefulde stilling undskylder det tildels; og dog –

MAKRINA.
Han vågner; – han slår øjnene op –

KEJSER JULIAN
(ligger en stund stille og ser mildt på de omstående)
.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Herre, kender du mig?

KEJSER JULIAN.
Ja, fuldkommen, min Oribases.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Lig blot stille.

KEJSER JULIAN.
Ligge stille? Hvad minder du mig om? Jeg må op!

LIVLÆGEN ORIBASES.
Umuligt, herre; jeg bønfalder dig –

KEJSER JULIAN.
Jeg må op, siger jeg. Hvor kan jeg ligge stille nu? Jeg må slå Sapores fuldstændigt.

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Sapores er slåt, herre! Han har skikket sendebud til lejren for at bede om våbenstilstand.

KEJSER JULIAN.
Har han virkelig? Dette er mig såre kært. – Ham sejred jeg dog altså over. Men ingen våbenstilstand. Jeg vil slå ham helt til jorden. – Ah, hvor har jeg mit skjold? Skulde jeg have mistet skjoldet?

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Nej, min kejser, – her er både dit skjold og dit sværd.

KEJSER JULIAN.
Det er mig i sandhed såre kært. Mit gode skjold. Jeg vilde nødig vide det i barbarernes hænder. Giv mig det på armen –

MAKRINA.
O, herre, det er dig for tungt nu!

KEJSER JULIAN.
Ah, – du? Du har ret, fromme Makrina; det er lidt for tungt. – Læg det foran mig, så jeg kan se det. Hvad? Er det dig, Ammian? Holder du vagt hos mig? Hvor er Anatolos?

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Herre, han er nu salig.