Complete Works of Henrik Ibsen (531 page)

KEJSER JULIAN.
Meget sandt, Oribases; så snart lykken har vendt sig, så vil alt vorde godt. Tømmermandssønnens rige falder inden føje tid; det véd vi nok. Så mange år, som året har dage, så længe skal han herske; og nu har vi jo –

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Min elskede herre, vilde ikke et bad gøre dig godt?

KEJSER JULIAN.
Mener du det? – Du kan gå, Eutherios! Gå, gå! Jeg har noget at tale med Oribases.

(Husmesteren Eutherios går ud bag teltet. Kejseren drager Oribases over til den anden side.)

KEJSER JULIAN.
Har Eutherios fortalt dig noget denne morgen?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Nej, herre!

KEJSER JULIAN.
Har han ikke fortalt dig om noget fra inat –

LIVLÆGEN ORIBASES.
Nej, min kejser, – slet intet. Eutherios er meget taus.

KEJSER JULIAN.
Skulde han fortælle dig noget, så må du ikke tro det. Det er ingenlunde gåt således til, som han siger. Det er ham selv, som står mig efter livet.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Han, – din gamle trofaste tjener!

KEJSER JULIAN.
Jeg vil holde øje med ham.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Det vil jeg også.

KEJSER JULIAN.
Vi vil begge to holde øje med ham.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Herre, jeg tror, du har nydt ringe søvn inat.

KEJSER JULIAN.
Ja.

LIVLÆGEN ORIBASES
(vil tale men besinder sig)
.

KEJSER JULIAN.
Véd du, hvoraf det kom, at jeg ikke fik sove?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Nej, min kejser!

KEJSER JULIAN.
Sejrherren fra den mulviske bro var hos mig.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Den store Konstantin?

KEJSER JULIAN.
Ja, I de sidste nætter har jeg ikke havt ro for denne skygge. Han kommer lidt efter midnat og går ikke bort før henimod morgenstunden.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Herre, det er fuldmånen; den har altid øvet en sælsom virkning på dit sind.

KEJSER JULIAN.
Efter de gamles mening plejer deslige syner – – Hvor blir dog Maximos af? Men hines mening er ingenlunde at bygge på. Vi ser jo, de har faret vild i så mangt og meget. Selv hvad de fortæller om guderne tør vi ikke ubetinget tro. Ikke heller om skyggerne og de magter for øvrigt, som råder for menneskenes velfærd. Hvad véd vi om disse magter? Vi véd intet, Oribases, – fraregnet deres lunefuldhed og ubestandighed, for hvilke egenskaber vi har temmelig sikkre vidnesbyrd. Jeg skulde ønske, Maximos vilde komme. –
(hen for sig.)
Her? Det er jo ikke her, at det faretruende uvejr trækker op. Det skulde jo være i de frygiske egne –

LIVLÆGEN ORIBASES.
Hvilke egne, herre, – og hvilket uvejr?

KEJSER JULIAN.
O, intet – intet.

HÆRFØREREN NEVITA
(kommer fra højre side af sletten)
.

Nu, min kejser, er hæren sat i gang –

KEJSER JULIAN.
Nordover?

HÆRFØREREN NEVITA
(studser)
.

Forstår sig, herre!

KEJSER JULIAN.
Ja, vi skulde dog ventet til Maximos –

HÆRFØREREN NEVITA.
Hvad skal det sige, min kejser! Her er intet at vente efter. Vi står uden levnetsmidler; spredte fiendtlige rytterhobe viser sig allerede både i øst og i syd –

KEJSER JULIAN.
Ja, ja, vi må frem, – nordover. Nu kommer Maximos straks. Jeg har ladet de etruskiske spåmænd hente fra bagtroppen; de skal endnu engang forsøge – – Nogle Magere har jeg også fåt fat på, og de siger sig at være vel forfarne i de kaldæiske hemmeligheder. Vore egne prester tager varsler på ni forskellige steder –

HÆRFØREREN NEVITA.
Herre, hvorledes varslerne end falder ud, så siger jeg dig, vi må frem. Soldaterne er ikke længere at stole på; de skønner godt, vor eneste redning er at nå de armeniske berge.

KEJSER JULIAN.
Did vil vi, Nevita, – hvorledes så varslerne falder ud. Men det er dog en stor tryghed at vide, at man handler ligesom efter samråd med hine uudgrundelige magter, der, når de vil, kan gribe så overordentlig dybt ind i et menneskes skæbne.

HÆRFØREREN NEVITA
(går fra ham og siger kort og bydende)
.

Anatolos, tag kejserens telt ned!

(han hvisker nogle ord til livvagtsføreren og går ud til højre.)

KEJSER JULIAN.
Alle varsler har i disse firti dage været ulykkespående; og det viser just, at man tør sætte lid til dem; thi i al denne tid er vor sag kun lidet fremmet. Men ser du vel, min Oribases, – nu da jeg har et nyt foretagende for øje – Ah, Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS
(kommer inde fra sletten)
.

Hæren er alt undervejs, herre; stig tilhest!

KEJSER JULIAN.
Varslerne – varslerne?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ej, hvad – varslerne! Spørg ikke om varslerne.

KEJSER JULIAN.
Tal! Jeg vil vide, hvad de har svaret.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Alle varsler tier.

KEJSER JULIAN.
De tier?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg var hos presterne; offerdyrenes indvolde gav intet tegn. Jeg var hos de etruskiske gøglere; fuglens flugt og skrig sagde dem intet. Hos Magerne var jeg også; deres skrifter havde intet svar at give. Og jeg selv –

KEJSER JULIAN.
Du selv, min Maximos?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Nu kan jeg sige dig det. Jeg har i denne nat gransket stjernernes stilling. De forkyndte mig intet, Julian!

KEJSER JULIAN.
Intet. – Taushed – taushed, som om solskiven var i færd med at formørkes. Alene! Ingen bro mere mellem mig og ånderne. Hvor er du nu, du hvide sejlskinnende flåde, som kom og gik i dagglans og som bar bud mellem jord og himmel? Flåden er brændt. Også denne flåde er brændt. O, alle mine skinnende skibe. Eller hvad, Maximos, – hvad tror du om dette?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg tror på dig.

KEJSER JULIAN.
Ja, ja, – gør det!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Verdensviljen har nedlagt sin vælde i din hånd; derfor tier den.

KEJSER JULIAN.
Således vil vi tyde det. Og vi får handle derefter, – skønt vi helst kunde ønsket at – – Denne taushed! At stå så helt alene. Dog gives der andre, som også må siges at stå næsten alene. Galilæerne. De har kun den ene gud; og én gud er jo dog næsten ingen gud. Hvorledes går det da til, at vi daglig ser disse mennesker – –?

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS
(der imidlertid har ladet teltet nedtage)
.

Min kejser, nu må du stige tilhest; jeg tør ikke længere lade dig tilbage her.

KEJSER JULIAN.
Ja, nu vil jeg stige tilhest. Hvor har I min gode Babylonios? Se så; med sværdet i hånden – Kom, I dyrebare venner!

(Alle går ud til højre.)

(Sumpig skogegn. Et mørkt stillestående vand mellem træerne. Vagt blus langt borte. Måneskinsnat med drivende skyer.)

(Nogle soldater står på vagt i forgrunden.)

MAKRINA OG KVINDERNE
(synger udenfor til venstre)
.

Ve os! Ve!

Slægten er lagt

under vredens magt.

Vi skal døden se!

EN AF SOLDATERNE
(lyttende)
.

Hyss! Hører I? Der borte synger de galilæiske kvinder.

EN ANDEN SOLDAT.
De synger som ugler og natteravne.

EN TREDJE SOLDAT.
Da vilde jeg dog gerne være hos dem. Det er tryggere hos Galilæerne end hos os. Galilæernes gud er stærkere end vore.

DEN FØRSTE SOLDAT.
Kejseren har fortørnet guderne, det er sagen. Hvor kunde han falde på at sætte sig i gudernes sted?

DEN TREDJE SOLDAT.
Det er værre, at han har fortørnet Galilæernes gud. Véd I ikke, det siges for ganske sikkert, at han og hans heksemester en af de sidste nætter har skåren bugen op på en svanger kvinde for at tage varsler af hendes indvolde?

DEN FØRSTE SOLDAT.
Ja, men jeg tror ikke på det. I al fald har det ikke været nogen græsk kvinde; det må have været en barbarkvinde.

DEN TREDJE SOLDAT.
Det siges, at Galilæernes gud tager sig af barbarerne også; og hvis så er, så kommer det til at gå ud over os.

DEN ANDEN SOLDAT.
Å hvad, – kejseren er en stor kriger.

DEN FØRSTE SOLDAT.
Kong Sapores skal også være en stor kriger.

DEN ANDEN SOLDAT.
Tror du det er hele Perser-hæren, vi har for os?

DEN FØRSTE SOLDAT.
Nogle siger, det skal bare være fortroppen; ingen véd det så nøje.

DEN TREDJE SOLDAT.
Jeg skulde ønske, jeg var over hos Galilæerne.

DEN FØRSTE SOLDAT.
Vil du også falde fra?

DEN TREDJE SOLDAT.
Der falder jo så mange fra. I de sidste dage har –

DEN FØRSTE SOLDAT
(råber ud i mørket)
.

Stå – stå! Hvem kommer der?

EN RØST.
Venner fra forposterne!

(Nogle soldater kommer frem mellem træerne med Kappadokieren Agathon imellem sig.)

DEN ANDEN SOLDAT.
Ho-ho; en, som har villet løbe bort.

EN AF DE KOMMENDE.
Nej, han er gåt fra vid og samling.

SOLDATEN AGATHON.
Jeg er ikke fra vid og samling. O, for Guds store barmhjertigheds skyld, – slip mig løs!

SOLDATEN FRA FORPOSTERNE.
Han siger, han vil dræbe et dyr med syv hoveder.

SOLDATEN AGATHON.
Ja, ja, ja, det vil jeg. O, slip mig dog løs! Ser I dette spyd? Véd I, hvad det er for et spyd? Med dette spyd vil jeg dræbe dyret med de syv hoveder, og så får jeg min sjæl igen. Kristus har selv lovet mig det. Han var hos mig inat.

DEN FØRSTE SOLDAT.
Det er hunger og træthed, som har gjort ham forstyrret.

EN AF DE KOMMENDE.
Til lejren med ham; der kan han sove ud.

SOLDATEN AGATHON.
Slip mig! O, I skulde vide, hvad dette er for et spyd!

(Soldaterne fører ham bort i forgrunden til højre.)

DEN TREDJE SOLDAT.
Hvad kunde han mene med det dyr?

DEN FØRSTE SOLDAT.
Det er galilæiske hemmeligheder. De har så meget sådant imellem sig.

(Husmesteren Eutherios og livlægen Oribases kommer hurtigt og spejdende oppe fra højre.)

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Ser du ham ikke?

LIVLÆGEN ORIBASES.
Nej. – Ah, soldater! – Sig mig, gode venner, gik nogen her forbi?

DEN FØRSTE SOLDAT.
Ja, en deling spydkastere.

LIVLÆGEN ORIBASES.
Godt, godt! Men ingen andre? Ingen af de høje herrer? Ingen af hærførerne?

SOLDATERNE.
Nej, ingen.