Complete Works of Henrik Ibsen (527 page)

MAKRINA.
O, Basilios, se, – den ene blegere, den ene mere udtæret end den anden!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og så utallig mange kristne brødre iblandt dem! Ve over kejser Julian! Dette er grusommere udtænkt end alle pinebænkens kvaler. Imod hvem er det, at han fører sine hærskarer? Mindre imod Perserkongen end imod Kristus.

MAKRINA.
Tror du dette forfærdelige om ham?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ja, Makrina, det går mere og mere op for mig, at det er os, slaget skal ramme. Alle de nederlag, han har lidt i Antiokia, al den modstand, han har mødt, alle de ydmygelser og skuffelser, han har måttet døje for sin ugudelige færd, det tænker han alt sammen at dække over med glemsel ved et sejrrigt krigstog. Og det vil lykkes ham. En stor sejr vil udslette alt hint. Menneskene er ikke anderledes; de ser retten i lykken, og under magten bøjer de fleste sig.

MAKRINA
(peger ud til venstre)
.

Nye skarer! Utællelige, uden ophør –

(En afdeling soldater kommer forbi; en ung mand i rækken falder af udmattelse om på vejen.)

EN UNDERFØRER
(slår ham med sin kæp)
.

Op med dig, du lade hund!

MAKRINA
(iler til)
.

O, slå ham ikke!

SOLDATEN.
Lad dem slå; – jeg lider så gerne.

HØVEDSMANDEN AMMIAN
(kommer)
.

Atter ophold! – Nå, det er ham. Kan han virkelig ikke mere?

UNDERFØREREN.
Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige, herre; han falder hvert øjeblik.

MAKRINA.
O, vær tålmodig! Hvem er denne ulykkelige? – Se her; sug saften af disse frugter. – Hvem er han, herre?

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
En Kappadokier, – en af de vildfarende, som var med at skænde Venus-templet i Antiokia.

MAKRINA.
O, en af hine blodvidner –!

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Prøv at rejse dig, Agathon! Jeg ynkes over dette menneske. De revsed ham voldsommere, end han kunde tåle. Han har ikke været ved sin forstand siden.

AGATHON
(rejser sig)
.

Jeg kan godt tåle det. Og jeg er fuldt ved min forstand, herre! Slå, slå, slå; – jeg lider så gerne.

HØVEDSMANDEN AMMIAN
(til underføreren)
.

Fremad; her er ikke tid at spilde.

UNDERFØREREN
(til soldaterne)
.

Fremad; fremad!

AGATHON.
Babylonios faldt; – snart skal den babyloniske horkarl falde. Zaitas løve blev fældet; – fældes skal verdens kronede løve!

(Soldaterne drives ud til højre.)

HØVEDSMANDEN AMMIAN
(til Basilios og Makrina)
.

I sælsomme mennesker; – I farer vild og øver dog det gode. Tak, at I har kvæget de udmattede; og gid kejserens tarv tillod, at jeg turde handle så mildt imod eders brødre, som jeg gerne vilde.

(han går ud til højre.)

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Gud være med dig, du ædle hedning!

MAKRINA.
Hvem mon denne mand var?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Jeg kendte ham ikke.
(peger ud til venstre.)
O, se, se, – der er han selv!

MAKRINA.
Kejseren? Er det kejseren?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ja, det er ham.

(Kejser Julian med flere krigsøverster, ledsaget af livvagtsføreren Anatolos samt en vagtafdeling kommer fra venstre.)

KEJSER JULIAN
(til sine ledsagere)
.

Ej, hvad træt? Skulde en hests fald bringe mig til at standse? Eller skulde det være mindre sømmeligt at gå tilfods, end at bestige et ringere dyr? Træt! Min stamfader har udsagt, at det bør sig en kejser at dø stående. Jeg siger, at det bør sig en kejser, i hans hele liv – ikke blot i dødsstunden – at vise en efterfølgelsesværdig udholdenhed; jeg siger – – Ah, ved himlens store lys, ser jeg ikke der for mine øjne Cæsaræeren Basilios!

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(bøjer sig dybt)
.

Din ringe tjener, o mægtigste herre!

KEJSER JULIAN.
Ja, det skal jeg tro! Du tjener mig i sandhed godt, Basilios!
(går nærmere.)
Så dette er altså det landhus, der er kommet i så stort ry ved de breve, som udgår herfra. Man taler trindt i alle lande mere om dette hus, end man taler om læresalene, skønt jeg hverken har skyet flid eller møje for at bringe dem på fode igen. Ikke sandt, – denne kvinde er sikkerlig din søster Makrina?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Så er det, herre!

KEJSER JULIAN.
Du er en skøn kvinde, og ung endnu. Og dog har du, som jeg hører, givet afkald på livet.

MAKRINA.
Herre, jeg har givet afkald på livet for at komme til ret at leve.

KEJSER JULIAN.
Ak, jeg kender såre godt eders vildfarelser. I sukker efter det, som ligger hinsides og hvorom I intet med visshed véd; I spæger eders kød; I undertrykker alle menneskelige lyster. Og dog siger jeg eder, at dette kan være en forfængelighed, så godt som enhver anden.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Tro ikke, herre, at jeg er blind for den fare, som ligger i forsagelsen. Jeg véd vel, at min ven Gregor har ret, når han skriver, at han trøster sig til at være eneboer med hjertet uden at være det med legemet. Og jeg véd også, at denne grove klædning lidet båder min sjæl, ifald jeg regner mig det til fortjeneste at bære den. Men således føler jeg det ikke. Dette tilbagetrukne liv fylder mig med en usigelig lykke; det er alt. Hine vilde brydninger, som verden oplever i denne tid, træder mig ikke her for øje i sin uskønhed. Her fornemmer jeg mit legeme ophøjet i bønnen, og min sjæl renset ved en tarvelig levemåde.

KEJSER JULIAN.
O, min nøjsomme Basilios, jeg tror dog, du eftertragter noget mere. Hvis man har sagt sandt, så har din søster her forsamlet om sig en hob unge kvinder, hvilke hun oplærer efter sit forbillede. Og du selv har jo, ligesom din galilæiske mester, kåret dig tolv lærlinge. Hvad er din agt med dem?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
At sende dem ud til alle lande for at styrke vore brødre i striden.

KEJSER JULIAN.
Ja så! Udrustet med alle veltalenhedens våben sender du din hær imod mig. Og hvor har du denne veltalenhed, denne skønne græske kunst fra? Du har den fra vore læresale. Og med hvilken ret besidder du den? Du har listet dig som en spejder ind i vor lejr for at udforske, hvor vi sikkrest kan rammes. Og nu nytter du denne kundskab til vor største skade! Véd du vel, Basilios, at jeg ikke er tilsinds at tåle denne usømmelighed længere? Jeg vil slå eder dette våben ud af hænderne. Hold eder til Matthæus og Lukas og andre slige uhøvlede bogskrivere. Men I skal ikke herefter få lov til at fortolke vore gamle digtere og heller ikke vore gamle visdomslærere; thi jeg agter det ubilligt, at I suger kundskab og fordel af disse kilder, på hvis sandhed I slet ingen tro har. Ligervis skal det forbydes alle galilæiske lærlinge at komme i vore læresale; thi hvad vil de vel der? Frastjæle os vor kunst for at bruge den imod os selv.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Herre, jeg har allerede før hørt dette sælsomme forsæt omtale. Og jeg må give Gregor medhold, når han skriver, at du ikke har nogen udelukkende ret til den græske lærdom, ej heller til den græske talekunst. Jeg må give ham medhold, når han siger, at du jo bruger bogstavskriften, som dog er opfunden hos Egypterne, og at du ifører dig purpuret, skønt det først kom i brug hos folkene i Tyros. Ja, herre, – mere end det. Du underkaster dig lande og gør dig til hersker over folkeslag, hvis sprog du ikke forstår og hvis sæder du ikke kender. Og det har du ret til. Men den samme ret, du har i den synlige verden, den samme ret har han, som du kalder Galilæeren, i den usynlige –

KEJSER JULIAN.
Nok om dette! Jeg vil ikke oftere høre sligt. I taler, som om der gaves to verdensherskere, og med den indvending prøver I at standse mig på alle mine veje. O, I latterlige! I stiller en død imod en levende. Men I skal snart få vide, hvorledes det hænger sammen. Det skrift imod eder, som jeg længe har arbejdet på, det må I ikke tro, at jeg har lagt tilside under krigens sysler. Tænker I kanske, at jeg tilbringer mine nætter med at sove? Ah, I forregner eder! For „Skæg-haderen” høsted jeg kun spot, – og det selv hos dem, som kunde havt besynderlig gavn af at lægge sig visse sandheder på hjerte. Men det skal ingenlunde afskrække mig. Eller skulde det sømme sig for en mand med kæp i hånden at vige tilbage for en flok gøende hunde? – Hvorfor smilte du, kvinde? Hvad var det du lo af?

MAKRINA.
Hvorfor, o herre, ivrer du så stærkt imod en, som du kalder død?

KEJSER JULIAN.
Ah, jeg skønner! Du vil dermed sige, at han lever.

MAKRINA.
Jeg vil dermed sige, at du, o mægtige herre, i dit hjerte føler, at han visselig lever.

KEJSER JULIAN.
Jeg? Hvad nu! Jeg skulde føle –?

MAKRINA.
Hvad er det, du hader og forfølger? Ikke ham men din tro på ham. Og lever han ikke i dit had og i din forfølgelse, således, som han lever i vor kærlighed?

KEJSER JULIAN.
Jeg kender eders vredne talemåder. I Galilæere siger ét og mener dermed et andet. Og sligt kalder I for talekunst! O, I middelmådige ånder! Hvilken dårskab! Jeg skulde føle, at den korsfæstede Jøde lever? O, hvilken sunken tid, der kan lade sig nøje med sligt! Men menneskene er ikke bedre nutildags. Galskab regnes for visdom. Hvorledes har jeg ikke i usigelig mange nætter våget og gransket for at finde tingenes rette grund? Men hvor er de, som følger mig efter? Mange priser min tale; men få eller ingen lader sig overtyde. Dog, sandelig, enden er ikke endnu. Der skal komme noget over eder som en overraskelse. I skal fornemme, hvor alt det spredte stræber hen, for at ene sig i ét. I skal erfare, at alt det, som I nu foragter, det har herligheden i sig, – og det kors, som I hænger eders fortrøstning på, det vil jeg tømre om til en stige for ham, som I ikke kender.

MAKRINA.
Og jeg siger dig, kejser, at du ikke er andet end en svøbe i Guds hånd, – en svøbe, som må slå os for vore synders skyld. Ve os, at dette skulde komme! Ve os, at vi, splidagtigt og kærlighedsløst, veg af fra den rette vej! Der var ingen konge mere i Israel. Derfor slog Herren dig med vanvid, at du skulde tugte os. Hvilken ånd har han ikke formørket, for at den skulde rase imod os! Hvilket blomstrende træ har han ikke kvistet af til ris for vore skyldtyngede skuldre! Varsler mante dig, og du agted dem ikke. Røster kaldte dig, og du hørte dem ikke. Hænder skrev sin ildskrift på væggen for dig, og du strøg skriften ud uden at tyde den.

KEJSER JULIAN.
Basilios, – jeg gad gerne have kendt denne kvinde før i dag.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Kom, Makrina!

MAKRINA.
Ve mig, at jeg fik se disse skinnende øjne! Engel og slange, enet til et; den frafaldnes længsel og fristerens list på en gang! O, hvorledes har vore brødre og søstre kunnet bære sejrshåbet højt i denne udsendings nærhed? I ham er en større. Ser du det ikke, Basilios, – i ham vil Gud Herren slå os til døden.

KEJSER JULIAN.
Du har sagt det!

MAKRINA.
Ikke jeg!

KEJSER JULIAN.
Første vundne sjæl!

MAKRINA.
Vig fra mig!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Kom, – kom!

KEJSER JULIAN.
Bliv her! – Anatolos, slå vagt om dem! – Det er min vilje, at I skal følge hæren, – både I og eders lærlinge, – ynglinge og kvinder.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Herre, det kan du ikke ville.

KEJSER JULIAN.
Det er ikke klogt at efterlade fæstninger i ryggen. Se, jeg slår ud med min hånd og dæmper denne brændende pileregn, som I har udgydt fra hint lille landhus.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Nej, nej, herre, – denne voldsgerning –