Complete Works of Henrik Ibsen (530 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
11.33Mb size Format: txt, pdf, ePub
ads
 

Nådigste herre, – tillad, at jeg varer dig ad. Der er udbrudt en farefuld uro i lejren.

 

KEJSER JULIAN.
Jeg tåler ingen uro mere. Hæren skal rykke frem.

 

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Ja, min kejser, – men de genstridige Galilæere –

 

KEJSER JULIAN.
Galilæerne? Hvad de?

 

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Da skatmestrene nylig skulde uddele lønning til soldaterne, havde de opstillet dit høje billede foran lønningsbordene –

 

KEJSER JULIAN.
Således skal det stedse ske herefter.

 

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Det pålagdes hver mand, alt som han gik frem, at kaste noget røgelse i fyrfadene –

 

KEJSER JULIAN.
Nu ja, ja?

 

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Mange af de galilæiske soldater gjorde det uden at tænke videre derved; men andre vægred sig –

 

KEJSER JULIAN.
Hvad! De vægred sig?

 

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
I førstningen, herre; men da skatmestrene forestilled dem, at det var en gammel skik, som igen skulde indføres og som ikke havde noget med det guddommelige at skaffe –

 

KEJSER JULIAN.
Aha; hvad så?

 

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
– så faldt de til føje og gjorde, som man bød dem.

 

KEJSER JULIAN.
Ser I vel; de faldt til føje!

 

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Men siden, herre, smilte vore egne ad dem og spotted og sagde ubetænksomt, at nu gjorde de bedst i at udslette korsets og fiskens tegn, som de plejer at indriste på armene; thi nu havde de dyrket den guddommelige kejser.

 

KEJSER JULIAN.
Ja, ja! Og Galilæerne?

 

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
De brød ud i høje klager – –; hør, hør, herre; det er umuligt at tale dem til rette.

 

(Vilde skrig høres udenfor mellem teltene.)

 

KEJSER JULIAN.
Disse rasende! Opsætsighed til det sidste. De véd ikke, at deres mesters magt er brudt.

 

(Kristne soldater løber frem på sletten. Nogle slår sig for brystet; andre sønderriver sine klæder, alt under gråd og råb.)

 

EN SOLDAT.
Kristus døde for mig, og jeg sveg ham!

 

EN ANDEN SOLDAT.
O, du straffende Herre i himlen, slå mig; jeg har dyrket falske guder!

 

SOLDATEN AGATHON.
Djævlen på kejsersædet har dræbt min sjæl! Ve, ve, ve!

 

ANDRE SOLDATER
(afriver blytegnene, som de bærer om halsen)
.

 

Vi vil ikke tjene afguder!

 

ATTER ANDRE.
Gudsfornægteren er ikke vor hersker! Vi vil hjem! Hjem!

 

KEJSER JULIAN.
Fromentinos, grib disse afsindige! Hug dem ned!

 

(Fromentios og flere blandt de omstående vil styrte ind på de kristne soldater. I det samme udbreder sig et stærkt lysende skin; luer slår ivejret fra skibene.)

 

FØRERE OG SOLDATER
(skrækslagne)
.

 

Flåden brænder!

 

KEJSER JULIAN.
Ja, flåden brænder! Og mere end flåden brænder. På dette røde væltende bål brænder den korsfæstede Galilæer til aske; og den jordiske kejser brænder med Galilæeren. Men op af asken stiger – lig hin vidunderlige fugl – jordens gud og åndens kejser i én, i én, i én!

 

FLERE STEMMER.
Vanvid har slåt ham!

 

HÆRFØREREN NEVITA
(kommer fra venstre)
.

 

Det er fuldbragt.

 

KRIGSØVERSTEN JOVIAN
(ilsomt fra lejren)
.

 

Sluk, sluk, sluk!

 

KEJSER JULIAN.
Brænd, brænd!

 

HØVEDSMANDEN AMMIAN
(fra lejren)
.

 

Herre, du er forrådt! Hin persiske overløber var en bedrager –

 

KEJSER JULIAN.
Du lyver, mand! Hvor er han?

 

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Flygtet!

 

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Forsvunden, som en skygge –

 

HÆRFØREREN NEVITA.
Flygtet!

 

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
De, som ledsaged ham, udsiger, at han blev ligesom borte mellem hænderne på dem.

 

HØVEDSMANDEN AMMIAN.
Hans hest er også borte fra indhegningen, hvor den stod; den fremmede må være flygtet ind over sletterne.

 

KEJSER JULIAN.
Sluk branden, Nevita!

 

HÆRFØREREN NEVITA.
Umuligt, min kejser!

 

KEJSER JULIAN.
Sluk, sluk! Det skal være muligt!

 

HÆRFØREREN NEVITA.
Intet er umuligere. Alle landtouge er overhugne; alle skibe driver ned på de brændende vrag.

 

FYRST HORMISDAS
(kommer frem mellem teltene)
.

 

Forbandelse over mine landsmænd! O, herre, at du kunde lytte til denne rænkefulde.

 

RÅB FRA LEJREN.
Flåden brænder! Skilte fra hjemmet! Døden foran os!

 

SOLDATEN AGATHON.
Afgud, afgud, – byd stormen tie! byd luerne dø!

 

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Stormen vokser. Ilden er som et rullende hav –

 

MYSTIKEREN MAXIMOS
(hvisker)
.

 

Vogt dig for de frygiske egne.

 

KEJSER JULIAN
(råber til hæren)
.

 

Lad flåden brænde! Inden syv dage skal I brænde Ktesifon.

 

FEMTE AKT

 

(En øde stenet ørkenslette uden træer og græs. Til højre kejserens telt. Eftermiddag.)

 

(Udmattede soldater ligger i klynger inde på sletten. Fra og til drager hærafdelinger forbi fra venstre til højre. Udenfor teltet går visdomslærerne Priskos og Kytron samt flere andre af kejserens ledsagere ventende i spænding og uro. Livvagtsføreren Anatolos står med soldater foran teltåbningen.)

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Er det ikke ufatteligt, at dette krigsråd kan vare så længe?

 

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Ja, i sandhed, man skulde mene, her var kun to ting at vælge imellem: at rykke frem eller rykke tilbage.

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Dette er ikke til at blive klog på. – Sig mig, gode Anatolos, hvorfor i gudernes navn rykker vi ikke frem?

 

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Ja, hvorfor ængster man os og gør holdt her midt i ørken?

 

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Ser I den dirrende luft nede i himmelbrynet både i nord, øst og syd?

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Ja vel, ja vel; det er heden –

 

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Det er sletten, som brænder.

 

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Hvad siger du! Brænder sletten?

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Spøg dog ikke så uhyggelig, gode Anatolos! Sig os – hvad er det?

 

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Sletten brænder, siger jeg. Hist ude, hvor ørkenen hører op, har Perserne tændt ild i græsset. Vi kan ikke komme nogen vej, før jordbunden er afkølet.

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
O, er ikke dette forfærdeligt? Hvilke barbarer? At gribe til deslige midler –!

 

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Men så er der jo intet valg. Uden levnetsmidler, uden vand –; hvorfor går vi ikke tilbage?

 

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Over Tigris og Eufrat?

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Og flåden brændt! Hvorledes føres dog denne krig? O, at dog ikke kejseren tænker mere på sine venner! Hvorledes skal jeg komme hjem igen?

 

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Du, som vi andre, ven!

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Som I andre? Som I andre! Ja, det er en god tale. Med eder er det en anden sag. I er krigsmænd. Det er eders kald at udholde visse besværligheder, som jeg slet ikke er vant til. Jeg har ikke fulgt med kejseren for at døje så meget ondt. Her pines jeg af myg og giftfluer; – se, hvorledes mine hænder ser ud!

 

VISDOMSLÆREREREN PRISKOS.
Tilvisse er vi ikke kommen her for dette. Vi påtog os at følge hæren for at affatte lovtaler over de sejre, som kejseren agtede at vinde. Hvor er der blevet af disse sejre? Hvad har man udrettet i de sex møjsommelige uger siden flådens brand? Man har ødelagt nogle forladte byer af det usleste slags. Man har fremvist i lejren nogle fanger, som fortropperne skulde have taget. Jeg véd rigtignok ikke, i hvilke slag det skulde være sked! Og jeg synes også, at hine fanger så ligere ud til at være opsnappede hyrder og bønder –

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Og så at man kunde brænde flåden! Sagde jeg ikke straks, at dette vilde blive en kilde til ulykker?

 

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Det hørte jeg dog ikke.

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Hvad? Sagde jeg det ikke? Hørte ikke du, o Priskos, at jeg sagde det?

 

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Jeg véd sandelig ikke, ven; men jeg véd, at jeg selv til ingen nytte ivrede imod dette ulyksalige foretagende. Ja, jeg kan sige, at jeg har været imod det hele krigstog på denne årstid. Hvilken overilelse! Hvor har dog kejseren havt sine øjne? Er det den samme helt, der fægtede så overmåde heldigt ved Rhin-strømmen? Skulde man ikke tro, at han var slagen med blindhed eller med en åndelig sygdom?

 

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
Hyss, hyss; – hvad tale er det?

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Ja, det var visst nok lidet sømmeligt sagt af vor Priskos. Men heller ikke jeg kan nægte, at jeg sporer en sørgelig mangel på visdom i flere af den kronede visdomselskers senere handlinger. Hvor overilet, at stille sit billede op i lejren og lade sig dyrke, som om han var en gud! Hvor uklogt, så åbenbart at håne hin sælsomme lærer fra Nazareth, hvilken dog må siges at råde over en særdeles magt, der ellers kanske kunde kommet os alle til gode under disse farefulde omstændigheder. Ah, der kommer Nevita selv. Nu får vi høre –

 

(Hærføreren Nevita kommer ud fra teltet. I åbningen vender han sig og gør et tegn indad. Straks efter kommer livlægen Oribases ud.)

 

HÆRFØREREN NEVITA
(drager lægen tilside)
.

 

Sig mig ærligt, Oribases, – er der noget ivejen med kejserens sind?

 

LIVLÆGEN ORIBASES.
Hvor falder du på det, herre?

 

HÆRFØREREN NEVITA.
Hvorledes skal jeg ellers tyde hans adfærd?

 

LIVLÆGEN ORIBASES.
O, min elskede kejser –!

 

HÆRFØREREN NEVITA.
Oribases, du må ikke dølge noget for mig.

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON
(nærmer sig)
.

 

O, tappre hærfører, hvis det ikke er påtrængende –

 

HÆRFØREREN NEVITA.
Siden, siden!

 

LIVLÆGEN ORIBASES
(til Nevita)
.

 

Vær rolig, herre! Der skal ikke ske nogen ulykke. Eutherios og jeg har lovet hverandre at holde øje med ham.

 

HÆRFØREREN NEVITA.
Ah, du vil da vel ikke dermed sige, at –?

 

LIVLÆGEN ORIBASES.
Sidste nat var han nær ved at forkorte sit liv. Lykkeligvis kom Eutherios tilstede –; o, tal ikke til nogen om det!

 

HÆRFØREREN NEVITA.
Slip ham ikke af syne.

 

VISDOMSLÆREREN PRISKOS
(nærmer sig)
.

 

Det vilde være os en stor trøst at erfare, hvad krigsrådet –?

 

HÆRFØREREN NEVITA.
Tilgiv; jeg har vigtige ting at skøtte.

 

(Han går ud bag teltet. Krigsøversten Jovian kommer i det samme ud fra åbningen.)

 

KRIGSØVERSTEN JOVIAN
(indad)
.

 

Skal ske, min nådige kejser!

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Ah, højst fortræffelige Jovian! Nu? Er tilbagetoget besluttet?

 

KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg vil ikke råde nogen at kalde det et tilbagetog.

 

(han går ud bag teltet.)

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
O, disse krigsmænd! En visdomselskers sindsro gælder intet for dem. Ah!

 

(Kejser Julian kommer ud fra teltet; han er bleg og indfalden. Sammen med kejseren kommer husmesteren Eutherios og flere krigsøverster, hvilke sidste straks går bort over sletten til højre.)

 

KEJSER JULIAN
(til visdomslærerne)
.

 

Glæd jer nu, mine venner! Nu vil snart alt blive godt.

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Ak, velsignede herre, har du fundet en udvej?

 

KEJSER JULIAN.
Vi har udveje nok, Kytron; det gælder kun at vælge den bedste. Nu vil vi ændre noget ved hærens fremrykning –

 

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
O, priset være din klogskab!

 

KEJSER JULIAN.
Dette tog imod øst, – det leder ikke til noget.

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Nej, nej, det er visst!

 

KEJSER JULIAN.
Nu går vi mod nord, Kytron!

 

VISDOMSLÆREREN KYTRON.
Hvad, herre, – imod nord?

 

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Altså ikke vestover?

 

KEJSER JULIAN.
Ikke vestover. Langt fra ikke vestover. Det vilde have sin vanskelighed for flodernes skyld. Og Ktesifon må vi lade ligge til senere. Uden skibene kan vi ikke tænke på at tage staden. Det var Galilæerne, som voldte dette med skibsbranden; jeg har mærket et og andet. Hvo tør kalde det et tilbagetog, at jeg går nordover? Hvad véd I om mine hensigter? Perserhæren står et steds i det nordlige; det er vi nu temmelig visse på. Har jeg først slåt Sapores –; det skal gøres af i ét slag –; i Persernes lejr vil vi finde umådelige forråd – Når jeg fører Perser-kongen som fange gennem Antiokia og de andre stæder, så gad jeg dog se, om ikke borgerne falder mig tilfode.

 

KRISTNE SOLDATER
(drager syngende over sletten)
.

 

Øksen ligger ved træets rod;

 

verdens ceder skal fældes.

 

På Golgata skyder af Herrens blod

 

palmen, som aldrig ældes.

 

(ud til højre.)

 

KEJSER JULIAN
(følger dem med øjnene)
.

 

Galilæerne synger altid. Sange om død og sår og smerte. Hine kvinder, jeg tog med som sygeplejersker, – de har gjort os mere skade end gavn. De har lært soldaterne sælsomme sange, hvilke jeg ikke før har hørt. Dog vil jeg ikke herefter straffe nogen for sligt. Det leder kun til des større forvildelse. Véd du, Priskos, hvad der hændte med de opsætsige, som nys nægtede at vise de kejserlige billeder den skyldige ærefrygt?

 

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Nys, herre?

 

KEJSER JULIAN.
Da jeg, for at indgyde ligesindede en gavnlig skræk, vilde lade nogle af disse mennesker aflive, så trådte den ældste frem og bad, under høje glædesråb, om at måtte få lov til at dø først. – Ser du, Priskos, – da jeg igår erfoer dette –

 

VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
Igår! O herre, du fejler. Dette er sked for firti dage siden.

 

KEJSER JULIAN.
Så længe? Ja, ja, ja! Hebræerne måtte vandre firti år i ørken. Alle de gamle måtte uddø. Der måtte vokse op en ny slægt; men den – mærk jer det – den slap ind i det land, som var dem alle lovet.

 

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Det er højt på dagen, herre; – vil du ikke tænke på måltidet?

 

KEJSER JULIAN.
Ikke endnu, min Eutherios! Kødets spægelse tør være til gavn for alle mennesker. Ja, jeg siger eder, vi må lægge vind på at vorde en ny slægt. Jeg kan ikke gøre noget med jer, således, som I nu er. Vil I ud af ørken, så må I vandre i et rent levnet. Se til Galilæerne. Vi kunde lære visse ting af de mennesker. Der gives ingen nødlidende og hjælpeløse iblandt dem; de lever som brødre og søstre indbyrdes, – og mest nu, da deres genstridighed har tvunget mig til at tugte dem. Disse Galilæere, skal I vide, har noget i hjertet, som jeg højlig skulde ønske, at I vilde beflitte jer på. I kalder eder efterfølgere af Sokrates, af Platon, af Diogenes. Er der nogen af eder, som vilde gå glad i døden for Platons skyld? Mon vor Priskos vilde ofre sin venstre hånd for Sokrates? Mon Kytron vilde for Diogenes lade sit øre afhugge? I gjorde det sandelig ikke! Jeg kender jer, I kalkede grave! Gå fra mine øjne; – jeg kan ikke bruge jer!

 

(Visdomslærerne går nedslagne bort; de øvrige fjerner sig også under bekymret hvisken. Kun livlægen Oribases og husmesteren Eutherios blir tilbage hos kejseren. Livvagtsføreren Anatolos står fremdeles med sine soldater udenfor teltet.)

 

KEJSER JULIAN.
Hvor sælsomt! Hvor er det ikke i sin dybeste grund ufatteligt? Oribases, – kan du forklare mig denne gåde?

 

LIVLÆGEN ORIBASES.
Min kejser, – hvilken gåde mener du?

 

KEJSER JULIAN.
Med tolv ringe mænd, fiskere, uvidende mennesker, grundlagde han dette.

 

LIVLÆGEN ORIBASES.
O herre, disse tanker afkræfter dig.

 

KEJSER JULIAN.
Og hvem er det, som har holdt det sammen til denne dag? Kvinder og ukyndige for største delen –

 

LIVLÆGEN ORIBASES.
Ja, ja, herre; men nu vil snart en lykkelig vending af krigstoget –

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
11.33Mb size Format: txt, pdf, ePub
ads

Other books

Mr. Softee by Faricy, Mike
Charlotte au Chocolat by Charlotte Silver
Crescendo by Phyllis Bentley
Lights Out by Jason Starr
The Briefcase by Hiromi Kawakami
Chariots of the Gods by Erich Von Daniken
RodeHard by lauren Fraser