Complete Works of Henrik Ibsen (540 page)

KONSUL BERNICK.
Ja, hvis ikke andet kan være, så må det mindre falde for det større; det enkelte får i Guds navn ofres for det almindelige. Andet véd jeg ikke at svare Dem, og anderledes går det heller ikke her i verden. Men De er en halsstarrig mand, Aune! De står mig imod, ikke fordi De ikke kan andet, men fordi De ikke vil lægge for dagen maskinernes overlegenhed over håndkraften.

SKIBSBYGGER AUNE.
Og De holder så fast ved dette, herr konsul, fordi De véd, at hvis De jager mig bort, så får De derved ialfald bevist pressen Deres gode vilje.

KONSUL BERNICK.
Og om så var? De hører jo, hvad det gælder for mig, – enten at få pressen på halsen eller få den velvilligt stemt for mig i det øjeblik jeg arbejder for en stor sag til almenvellets fremme. Hvad så? Kan jeg da handle anderledes end jeg gør? Jeg kan sige Dem, at her drejer spørgsmålet sig om, enten at holde Deres hjem oppe, som De kalder det, eller kanske at holde hundreder af nye hjem nede, hundreder af hjem, som aldrig vil kunne grundes, aldrig vil kunne få en rygende skorsten, hvis det ikke lykkes mig at sætte igennem, hvad jeg nu virker for. Derfor er det, at jeg har givet Dem valget.

SKIBSBYGGER AUNE.
Ja, når så er, så har jeg ikke mere at sige.

KONSUL BERNICK.
Hm –; min kære Aune, det gør mig oprigtig ondt, at vi må skilles.

SKIBSBYGGER AUNE.
Vi skilles ikke, herr konsul.

KONSUL BERNICK.
Hvorledes?

SKIBSBYGGER AUNE.
En simpel mand har også noget at hævde her i verden.

KONSUL BERNICK.
Ja vel, ja vel; – og De tror altså, at De tør love –?

SKIBSBYGGER AUNE.
„Indian Girl” kan udklareres iovermorgen.
(han hilser og går ud til højre.)

KONSUL BERNICK.
Aha, der fik jeg dog bugt med den stivnakke. Det tager jeg som et godt varsel –
(Hilmar Tønnesen, med cigar i munden, kommer gennem haveporten.)

HILMAR TØNNESEN
(på havetrappen)
.
Goddag, Betty! Goddag, Bernick!

FRU BERNICK.
Goddag.

HILMAR TØNNESEN.
Nå, du har grædt, ser jeg. Du véd det altså?

FRU BERNICK.
Hvad véd jeg?

HILMAR TØNNESEN.
At skandalen er i fuld gang? Uf!

KONSUL BERNICK.
Hvad skal det sige?

HILMAR TØNNESEN
(kommer indenfor)
.
Jo, de to amerikanske går omkring i gaderne og viser sig i selskab med Dina Dorf.

FRU BERNICK
(følger efter)
.
Men, Hilmar, kan det være muligt –?

HILMAR TØNNESEN.
Jo, desværre, det er fuld sandhed. Lona var endog så taktløs at råbe efter mig; men jeg lod naturligvis som jeg ikke hørte det.

KONSUL BERNICK.
Og det er vel ikke gåt ubemærket for sig.

HILMAR TØNNESEN.
Nej, det kan du nok vide. Folk stod stille og så efter dem. Det lod til at være gåt som en løbeild over byen, – omtrent som en brand på de vestlige prærier. I alle huse stod der mennesker ved vinduerne og vented på, at toget skulde komme forbi; hoved ved hoved bag gardinerne – uf! Ja, du må undskylde, Betty; jeg siger uf; for dette gør mig nervøs; – skal det vare ved, så blir jeg nødt til at tænke på at foretage en længere rejse.

FRU BERNICK.
Men du skulde dog talt til ham og forestillet ham –

HILMAR TØNNESEN.
På åben gade? Nej, du må virkelig undskylde. Men at det menneske overhovedet vover at vise sig her i byen! Nå, vi får se om ikke pressen sætter en stopper på ham; ja, undskyld, Betty; men –

KONSUL BERNICK.
Pressen, siger du? Har du hørt antydninger til noget sligt?

HILMAR TØNNESEN.
Jo, det er ikke så ganske frit for. Da jeg gik fra jer igåraftes, drev jeg op i klubben for min sygdoms skyld. Jeg mærked godt på den taushed, der blev, at de to amerikanske havde været på bane. Så kommer den uforskammede redaktør Hammer ind og gratulerer mig ganske højt med min rige fætters hjemkomst.

KONSUL BERNICK.
Rige –?

HILMAR TØNNESEN.
Ja, så udtrykte han sig. Jeg målte ham naturligvis med et vel fortjent blik og lod ham forstå, at jeg ikke kendte noget til Johan Tønnesens rigdom. „Så”, siger han, „det var da besynderligt; i Amerika plejer man dog at slå sig op, når man har noget at begynde med, og Deres fætter rejste jo ikke tomhændet derover”.

KONSUL BERNICK.
Hm, gør mig nu den tjeneste –

FRU BERNICK
(bekymret)
.
Der kan du se, Karsten –

HILMAR TØNNESEN.
Ja, jeg har ialfald havt en søvnløs nat for den persons skyld. Og så går han endda omkring i gaderne med et ansigt, som om ingenting var ivejen med ham. Hvorfor blev han ikke borte med engang? Det er da også utåleligt, hvor enkelte mennesker kan være sejglivet.

FRU BERNICK.
Gud, Hilmar, hvad er det du siger?

HILMAR TØNNESEN.
Å, jeg siger ingenting. Men der slipper han helskindet fra jernbaneulykker og fra overfald af kaliforniske bjørne og af Sortefod-Indianere; ikke skalperet engang –. Uf, der har vi dem.

KONSUL BERNICK
(ser opad gaden)
.
Olaf er også med!

HILMAR TØNNESEN.
Ja naturligvis; de vil da minde folk om, at de hører til byens første familje. Se, se, der kommer alle dagdriverne ud fra apotheket og glor efter dem og gør sine anmærkninger. Dette er virkelig ikke for mine nerver; hvorledes en mand under slige omstændigheder skal kunne holde ideens fane højt, det –

KONSUL BERNICK.
De styrer lige hid. Hør nu, Betty, det er mit bestemte ønske, at du viser dem al mulig venlighed.

FRU BERNICK.
Tillader du det, Karsten?

KONSUL BERNICK.
Ja visst; ja visst; og du også, Hilmar. De blir her forhåbentlig ikke så længe; og når vi er iblandt os selv –; ingen hentydninger; vi bør på ingen måde støde dem.

FRU BERNICK.
O, Karsten, hvor du er højmodig.

KONSUL BERNICK.
Nå, nå, lad nu det være.

FRU BERNICK.
Nej, lad mig takke dig; og tilgiv, at jeg før kunde blive så hæftig. O, du havde jo al grund til at –

KONSUL BERNICK.
Lad være; lad være, siger jeg!

HILMAR TØNNESEN.
Uf!
(Johan Tønnesen og Dina, derefter frøken Hessel og Olaf kommer gennem haven.)

FRØKEN HESSEL.
Goddag, goddag, I kære mennesker.

JOHAN TØNNESEN.
Nu har vi været ude og set os om på gamle tomter, Karsten.

KONSUL BERNICK.
Ja, jeg hører det. Mange forandringer; ikke sandt?

FRØKEN HESSEL.
Konsul Bernicks store og gode gerninger overalt. Vi har været oppe i anlæggene, som du har skænket byen –

KONSUL BERNICK.
Nå der?

FRØKEN HESSEL.
„Karsten Bernicks gave”, som der står over indgangen. Jo, du er nok manden for det hele her.

JOHAN TØNNESEN.
Og prægtige skibe har du også. Jeg traf kaptejnen på „Palmetræet”, min gamle skolekammerat –

FRØKEN HESSEL.
Ja, et nyt skolehus har du jo også bygget; og både gasledningen og vandledningen skyldes jo dig, hører jeg.

KONSUL BERNICK.
Nå, man må dog virke for det samfund, man lever i.

FRØKEN HESSEL.
Ja, det er vakkert, svoger; men det er også en glæde at se, hvorledes folk skønner på dig. Jeg er ikke forfængelig, tror jeg; men jeg kunde ikke lade være at minde en og anden, vi talte med, om at vi hørte til familjen.

HILMAR TØNNESEN.
Uf –!

FRØKEN HESSEL.
Siger du uf til det?

HILMAR TØNNESEN.
Nej, jeg sagde hm –

FRØKEN HESSEL.
Nå, det skal du få lov til, stakker. Men idag er I nok ganske alene?

FRU BERNICK.
Ja, idag er vi alene.

FRØKEN HESSEL.
Ja, vi mødte såmæn et par af de moralske oppe på torvet; de lod til at have svært travlt. Men vi har jo sletikke fåt snakke ordentligt sammen endnu; igår var jo disse tre banebryderne her, og så havde vi denne pastoren –

HILMAR TØNNESEN.
Adjunkten.

FRØKEN HESSEL.
Jeg kalder ham pastoren. Men hvad synes I nu om mit værk i disse femten år? Er han ikke bleven en stout gut? Hvem skulde kende igen galningen, som løb hjemmefra?

HILMAR TØNNESEN.
Hm –!

JOHAN TØNNESEN.
Å, Lona, brout nu ikke formeget.

FRØKEN HESSEL.
Jo, det er jeg rigtignok kry af. Herregud, det er jo det eneste, jeg har udrettet her i verden; men det gir mig da et slags ret til at være til. Ja, Johan, når jeg tænker på, hvorledes vi to begyndte derover med vore fire bare næver –

HILMAR TØNNESEN.
Hænder.

FRØKEN HESSEL.
Jeg siger næver; for skidne var de –

HILMAR TØNNESEN.
Uf!

FRØKEN HESSEL.
– og tomme var de også.

HILMAR TØNNESEN.
Tomme? Nej, nu må jeg sige –!

FRØKEN HESSEL.
Hvad må du sige?

KONSUL BERNICK.
Hm!

HILMAR TØNNESEN.
Nu må jeg sige – uf!
(han går ud på havetrappen.)

FRØKEN HESSEL.
Hvad går der af mennesket?

KONSUL BERNICK.
Å bryd dig ikke om ham; han er noget nervøs i denne tid. Men vil du ikke se dig lidt om i haven? Dernede har du jo ikke været endnu, og jeg har just en times tid fri.

FRØKEN HESSEL.
Jo, det vil jeg gerne; I kan tro, jeg har tidt og ofte været med mine tanker her i haven hos jer.

FRU BERNICK.
Der er sket store forandringer der også, skal du få se.
(Konsulen, fruen og frøken Hessel går ned i haven, hvor man af og til ser dem under det følgende.)

OLAF
(i havedøren)
.
Onkel Hilmar, véd du, hvad onkel Johan spurgte mig om? Han spurgte, om jeg vilde være med ham til Amerika.

HILMAR TØNNESEN.
Du, din klodrian, som går her og hænger i din moders skørter –

OLAF.
Ja, men det vil jeg ikke længer. Du skal få se, når jeg blir stor –

HILMAR TØNNESEN.
Å visvas; du har ikke nogen alvorlig trang til dette stålsættende, som ligger i at –
(de går ned i haven.)

JOHAN TØNNESEN
(til Dina, som har taget hatten af og står i døren til højre og ryster støvet af sin kjole)
.
De er bleven dygtig varm efter turen.

DINA.
Ja, det var en dejlig tur; så dejlig tur har jeg aldrig havt før.

JOHAN TØNNESEN.
Plejer De kanske ikke ofte gå formiddagsture?

DINA.
Jo; men det er bare med Olaf.

JOHAN TØNNESEN.
Så. – Har De kanske større lyst til at gå ned i haven end til at blive her?

DINA.
Nej, jeg har større lyst til at blive her.

JOHAN TØNNESEN.
Jeg også. Og så er det jo en aftale, at vi hver morgen går en slig tur sammen.

DINA.
Nej, herr Tønnesen, det skulde De ikke gøre.

JOHAN TØNNESEN.
Hvad skulde jeg ikke? De loved det jo.

DINA.
Ja, men når jeg nu tænker over det, så –, De skal ikke gå ud med mig.

JOHAN TØNNESEN.
Men hvorfor ikke det?