Complete Works of Henrik Ibsen (407 page)

FALK.
Guds sandhed, Svanhild; – den gør modig.

SVANHILD
(ser mod huset med et udtryk af skyhed)
.
De kom som onde fristere, de to,
hver talsmand for sin halve del af slægten.
En spurgte: hvor kan ungdomselskov gro,
når sjælen luder under velstandsvægten?
Den anden spurgte: hvor har elskov liv,
når kravet er en evig armodskiv?
Forfærdeligt – at præke denne lære
som sandheds ord, og endda livet bære!

FALK.
Og hvis det nu gjaldt os?

SVANHILD.
Gjaldt os? – Hvad da?
Kan ydre vilkår gøre til og fra?
Jeg har alt sagt dig det; hvis du vil stride,
da vil jeg stå og falde ved din side.
O, intet er så let som biblens bud,
at lægge hjemmet bag sig, juble, lide,
og følge den, man elsker, frem til Gud.

FALK
(favner hende)
.
Så kom da, vintervejr, med vold og vælde!
Vi står i stormen; os kan ingen fælde!
(Fru Halm og Guldstad kommer ind fra højre i baggrunden. Falk og Svanhild blir stående ved lysthuset.)

GULDSTAD
(dæmpet)
.
Se, frue!

FRU HALM
(overrasket)
.
Sammen!

GULDSTAD.
Tvivler De endnu?

FRU HALM.
Det var mærkværdigt!

GULDSTAD.
Å, jeg har nok mærket,
at han så stilt har ruget over værket.

FRU HALM
(hen for sig)
.
Hvem skulde tænkt, at Svanhild var så slu?
(livligt til Guldstad.)
Men, nej, jeg kan ej tro –

GULDSTAD.
Vel; det skal prøves.

FRU HALM.
Nu straks på stedet?

GULDSTAD.
Ja, og eftertrykkeligt.

FRU HALM
(rækker ham hånden)
.
Gud være med Dem!

GULDSTAD
(alvorlig)
.
Tak, det kan behøves.
(kommer nedover.)

FRU HALM
(ser sig tilbage, idet hun går)
.
Hvad udfald sagen får, blir barnet lykkeligt.
(går ind i huset.)

GULDSTAD
(nærmer sig til Falk)
.
Det er vel knapt med tiden?

FALK.
Et kvarter,
så går jeg.

GULDSTAD.
Der behøves ikke mer.

SVANHILD
(vil fjerne sig)
.
Farvel!

GULDSTAD.
Nej bi!

SVANHILD.
Skal jeg?

GULDSTAD.
Til De har svaret.
Imellem os må alting være klaret; –
vi tre får tale ud af hjertet sammen.

FALK
(overrasket)
.
Vi tre?

GULDSTAD.
Ja, Falk, – nu må vi kaste hammen.

FALK
(undertrykker et smil)
.
Til tjeneste.

GULDSTAD.
Så hør. Det er omtrent
et halvt års tid vi har hinanden kendt;
vi kævled –

FALK.
Ja.

GULDSTAD.
Fast aldrig var vi enige;
vi gav hinanden tidt det glatte lag;
De stod som høvding for en stortænkt sag,
jeg var kun en af døgnbedriftens menige.
Og endda var det som en streng, der bandt
imellem os, som tusind glemte sager
ifra min egen ungdoms tankelager,
De støved op og frem for dagen fandt.
Ja ja, De ser på mig; men gråsprængt hår
har også flommet frit og brunt en vår,
og panden, som ens dagliggerning dynker
med trældomssved, bar ikke altid rynker.
Dog nok om det! jeg er forretningsmand –

FALK
(let spottende)
.
De er den sunde praktiske forstand.

GULDSTAD.
Og De er håbets unge glade sanger.
(træder mellem dem.)
Se derfor, Falk og Svanhild, står jeg her.
Nu må vi tale; thi den stund er nær,
som bær i skjoldet lykke eller anger.

FALK
(spændt)
.
Så tal!

GULDSTAD
(smilende)
.
Jeg sagde Dem igår, jeg grunded
på et slags digtning –

FALK.
På en faktisk.

GULDSTAD
(nikker langsomt)
.
Ja!

FALK.
Og hvis man spør, hvor De tar stoffet fra –?

GULDSTAD
(ser et øjeblik på Svanhild og vender sig atter mod Falk)
.
Det er et fælles stof vi to har fundet.

SVANHILD.
Nu må jeg gå.

GULDSTAD.
Nej, bliv og hør tilende.
En anden kvinde bad jeg ej om sligt;
Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kende;
til snærperi er Deres sind for rigt.
Jeg så Dem vokse, så Dem foldes ud;
De ejed alt, hvad jeg hos kvinden skatter; –
men længe så jeg kun i Dem en datter; –
nu spør jeg – vil De være mig en brud?
(Svanhild viger sky tilbage.)

FALK
(griber ham ved armen)
.
Tal ikke mere!

GULDSTAD.
Rolig; hun skal svare.
Spørg også De, – – så kan hun vælge frit.

FALK.
Jeg – siger De?

GULDSTAD
(ser fast på ham)
.
Det gælder at bevare
tre liv for lykken, – ej alene mit.
Forstil Dem ej, det nytter Dem kun lidt;
thi skønt min gerning ligger i det lave,
så fik jeg endda et slags klarsyns-gave.
Ja, Falk, De elsker hende. Glad jeg så
den unge kærlighed i blomst at stå;
men denne kærlighed, den stærke, kække,
den er det, som kan hendes lykke knække.

FALK
(farer op)
.
Det tør De sige!

GULDSTAD
(rolig)
.
Med erfarings ret.
Hvis nu De hende vandt –

FALK
(trodsende)
.
Hvad så?

GULDSTAD
(langsomt og med eftertryk)
.
Ja sæt
hun turde alt på denne grundvold bygge,
og vove alt på dette ene kort, –
og livets storm så fejed grunden bort,
og blomsten falmed under tidens skygge?

FALK
(forglemmer sig og udbryder)
:
Ugørligt!

GULDSTAD
(ser betydningsfuldt på ham)
.
Hm, så tænkte også jeg,
da jeg var ung, som De. I gamle dage
jeg brandt for en; da delte sig vor vej.
Igår vi mødtes; – intet er tilbage.

FALK.
Igår?

GULDSTAD
(smiler alvorligt)
.
Igår. De kender prestefruen –

FALK.
Hvad? Det var hende, som –

GULDSTAD.
Som tændte luen.
For hende sørged jeg i mange år,
og i dem alle stod hun for mit minde,
som den hun var, hin unge fagre kvinde,
dengang vi mødtes i den friske vår.
Nu tænder I den samme dårskabsild,
nu frister I det samme vovespil, –
se, derfor er det, at jeg siger: Varlig!
Stands lidt, og tænk jer om; – jer leg er farlig!

FALK.
Nej, jeg har sagt det hele thevandslag
min stærke tro, som ingen tvivl kan fælde –

GULDSTAD
(udfylder meningen)
.
At kærligheden efter frit behag
kan trodse vane, nød og sorg og ælde.
Nå, lad så være; muligt er det sandt;
men se nu sagen fra en anden kant.
Hvad elskov er, véd ingen at forklare;
hvori den stikker, denne glade tro,
at én blev skabt til saligt liv i to –
se, det kan ingen mand på jord besvare.
Men ægteskabet, det er noget praktisk,
og ligeså forlovelse, min ven;
og let det lar sig eftervise faktisk,
at en er skikket just for den og den.
Men kærligheden kårer jo iblinde,
den vælger ej en hustru, men en kvinde;
og hvis nu denne kvinde ej er skabt
til viv for Dem –?

FALK
(spændt)
.
Nu?

GULDSTAD
(trækker på skuldrene)
.
Så er sagen tabt.
En lykkelig forlovelse betinges
ej blot af elskov, men af meget mer,
familjelemmer, som man gerne ser,
af sind, som under samme hat kan bringes.
Og ægteskabet? Ja, det er et hav
af lutter fordringer og lutter krav,
som lidet har med elskov at bestille.
Her kræves huslighed og dyder milde,
her kræves køkkensands og andet sligt,
forsagelse og agt for bud og pligt, –
og meget som i frøkenens nærværelse
ej gøres kan til genstand for belærelse.

FALK.
Og derfor –?

GULDSTAD.
Lyd et råd, så godt som guld.
Brug lidt erfaring; hør Dem om i livet,
hvor hvert par elskende tar munden fuld,
som hele millionen dem var givet.
For alteret skal de sporenstregs, de to;
de får et hjem og er i lykkens kridthus;
så går en tid i sejersrus og tro;
så kommer der en opgørsdag; – jo, jo!
Da er det hele bo et stort fallithus!
Fallit er ungdoms blomst på konens kind,
fallit er tankens flor i hendes indre;
fallit er sejrens mod i mandens sind,
fallit hver glød, som fordum sås at tindre;
fallit, fallit er hele boets masse;
og slige to gik dog i livet ind
som elskovs handelshus af første klasse!

FALK
(i stærkt udbrud)
.
Det er en løgn!

GULDSTAD
(urokkelig)
.
For nogle timer siden
var det dog sandhed. Det var Deres ord,
da her de stod, som han i brabantstriden,
og sloges med det ganske thevandsbord.
Da lød benægtelsen fra alle kanter,
som nu fra Dem; nå ja, det fattes nemt;
vi finder alle jo, det klinger slemt
at høre døden nævne, når vi skranter.
Se presten, han, som komponerte, malte,
i frierdagene med ånd og smag; –
hvor kan De undres på, at manden dalte,
da han og hun kom under fælles tag?
Hun var jo skabt for ham til elskerinde, –
til viv for ham hun skabtes ingensinde.
Og så kopisten, som skrev gode vers?
Da fyren var i Herrens navn forlovet,
kom hele rimeriet straks påtvers,
og siden den tid har hans muse sovet
ved rokkeduren af en evig jus.
Der ser I – –
(betragter Svanhild.)
Fryser De?

SVANHILD
(sagte)
.
Jeg fryser ikke.

FALK
(tvinger sig ind under en spøgende tone)
.
Og når det aldrig ender med et plus,
men kun med minus, – hvorfor vil De stikke
den kapital, De råder over, i
sligt lidet fordelagtigt lotteri?
Det lader næsten, som De har den tro,
at De blev særlig skabt for bankerotten?

GULDSTAD
(ser på ham, smiler og ryster på hovedet)
.
Min kække unge Falk, – gem lidt på spotten. –
På to slags vis et par kan sætte bo.
Det grundes kan ved illusjonskreditten,
ved langsigtsveksler på en evig rus,
på permanents af aldren atten-nitten,
og på umulighed af gigt og snus; –
det grundes kan på rosenrøde kinder,
på klare øjne og på lange hår,
på tryghed for, at aldrig sligt forsvinder,
og at parykkens time aldrig slår.
Det grundes kan på stemningsfulde tanker,
på blomsterflor i ørkenstøvet tørt,
på hjerter, der, et livsløb gennem, banker,
som da det første ja blev sagt og hørt.
Hvad kaldes slig trafik? De navnet kender; –
det kaldes humbug, – humbug, kære venner!

FALK.
Nu skønner jeg, De er en farlig frister, –
De, velstandsmanden, kanske millionær,
mens alt, hvad mit i denne verden er,
blev båret bort af to artillerister.

GULDSTAD
(skarpt)
.
Hvad mener De med det?

FALK.
Det ligger nær;
thi den solide grundvold, kan jeg tænke,
er sagtens mønt, – mirakelmidlet mønt,
som låner mangen middelaldersk enke
sankt Gertruds gyldenglorie til pynt.

GULDSTAD.
Å nej, den er dog noget, som er bedre.
Den er den stille, hjertevarme strøm
af venlig agt, der kan sin genstand hædre,
så fuldt, som jublen i en ørskedrøm.
Den er en følelse af pligtens lykke,
af omsorgs velbehag, af hjemmets fred,
af viljers bøjning mod hinanden ned,
af vågen for at ingen sten skal trykke
den kårnes fod, hvor hun i livet skred.
Den er en mildhedshånd, som læger sårene,
den mandekraft, som bær med villig ryg,
den ligevægt, som rækker gennem årene,
den arm, som støtter tro og løfter tryg. –
Det er det indskud, Svanhild, jeg kan byde
til Deres lykkes bygning; svar mig nu.
(Svanhild gør en stærk anstrængelse for at tale; Guldstad løfter hånden og hindrer hende.)
Betænk Dem vel, at ej De skal fortryde!
Vælg mellem os med klar og sindig hu.