Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
BISP NIKOLAS
(som imidlertid har nærmet sig)
.
Bind jarlens hænder nu, kong Håkon.
HÅKON
(dæmpet)
.
Mener I det trænges?
BISP NIKOLAS.
I får aldrig købt landets fred på billigere vilkår.
HÅKON.
Så kan jeg. Hid med pennen!
(skriver.)
SKULE JARL
(til bispen, der går over til højre)
.
I har kongens øre, som det lader.
BISP NIKOLAS.
Til gavn for jer.
SKULE JARL.
Siger I det?
BISP NIKOLAS.
Før kveld vil I takke mig.
(han fjerner sig.)
HÅKON
(rækker pergamentet frem)
.
Læs dette, jarl.
SKULE JARL
(læser, ser forbauset på kongen og siger med halv stemme)
:
I bryder alt forhold til Kanga hin unge?
HÅKON.
Til Kanga, som jeg har elsket over alt i verden. Fra idag af tør hun aldrig træffes på den vej, hvor kongen går frem.
SKULE JARL.
Stort er det, som I der gør, Håkon; – jeg véd godt fra mig selv, hvad det må koste –
HÅKON.
Bort må hver den, som er kongen altfor kær. – Bind brevet sammen.
(giver det til Ivar Bodde.)
BISP NIKOLAS
(bøjer sig over stolen)
.
Herre konge, nu vandt I langt frem mod jarlens venskab.
HÅKON
(rækker ham hånden)
.
Tak, bisp Nikolas; I rådede mig til det bedste. Bed om en nåde, og den skal vises jer.
BISP NIKOLAS.
Vil I?
HÅKON.
Det tilsiger jeg eder med mit kongeord.
BISP NIKOLAS.
Så gør Vegard Væradal til sysselmand på Hålogaland.
HÅKON.
Vegard? Han er fast den troeste ven jeg har; nødig skikkede jeg ham så langt fra mig.
BISP NIKOLAS.
Kongens ven bør kongeligt lønnes. Bind jarlen på den vis, som jeg har rådet til, så er I tryg for alle tider.
HÅKON
(tager et pergamentblad)
.
Vegard skal have syssel på Hålogaland.
(skrivende.)
Her giver jeg ham mit kongelige brev derpå.
(Bispen fjerner sig.)
SKULE JARL
(nærmer sig bordet)
.
Hvad skriver I der?
HÅKON
(rækker ham bladet)
.
Læs.
SKULE JARL
(læser og ser visst på kongen)
.
Vegard Væradal? På Hålogaland?
HÅKON.
På det nordre, som er ledigt.
SKULE JARL.
I mindes da ikke, at Andres Skjaldarband også har syssel der nord? De to er bittre avindsmænd; – Andres Skjaldarband holder sig til mig –
HÅKON
(smiler og rejser sig)
.
Og Vegard Væradal til mig. Derfor må de se til at blive forligte jo før jo heller. Der må ingen splid være mellem kongens og jarlens mænd herefterdags.
BISP NIKOLAS.
Hm, dette her turde snart gå galt!
(nærmer sig urolig.)
SKULE JARL.
I tænker klogt og dybt, Håkon.
HÅKON
(varm)
.
Skule jarl, jeg tog riget fra jer idag, – men lad eders datter dele det med mig!
SKULE JARL.
Min datter!
MARGRETE.
Gud!
HÅKON.
Margrete, – vil I være dronning?
MARGRETE
(tier)
.
HÅKON
(tager hendes hånd)
.
Svar mig.
MARGRETE
(sagte)
.
Jeg vil gerne være eders hustru.
SKULE JARL
(med et håndslag)
.
Fred og forlig af hjertet!
HÅKON.
Tak!
IVAR BODDE
(til Dagfinn)
.
Himlen være lovet; nu dages det.
DAGFINN BONDE.
Jeg tror det næsten. Så godt har jeg aldrig likt jarlen før.
BISP NIKOLAS
(bagved)
.
Stadig på vagt, gode Dagfinn, – stadig på vagt.
IVAR BODDE
(til Vegard)
.
Nu er I sysselmand på Hålogaland; her har I kongens hånd for det.
(giver ham brevet.)
VEGARD VÆRADAL.
Jeg skal siden takke kongen for hans nåde.
(vil gå.)
BISP NIKOLAS
(standser ham)
.
Andres Skjaldarband er en hård hals, lad jer ikke kue.
VEGARD VÆRADAL.
Det har aldrig lykkets for nogen før.
(går.)
BISP NIKOLAS
(følger efter)
.
Vær som fjeld og flint mod Andres Skjaldarband, – og tag min velsignelse med jer forresten.
IVAR BODDE,
(som har ventet bag kongen med pergamenterne i hånden)
.
Her er brevene, herre –
HÅKON.
Godt; giv dem til jarlen.
IVAR BODDE.
Til jarlen? Vil I ikke sætte seglet for?
HÅKON.
Det plejer jo jarlen gøre; – han har seglet.
IVAR BODDE
(dæmpet)
.
Ja hidindtil, – sålænge han førte værgemålet for eder; – men nu!
HÅKON.
Nu som før; – jarlen har seglet.
(fjerner sig.)
SKULE JARL.
Giv mig brevene, Ivar Bodde.
(Går over til bordet med dem, tager frem rigsseglet, som han bærer gemt i beltet, og forsegler under det følgende.)
BISP NIKOLAS
(halvlydt)
.
Håkon Håkonssøn er konge – og jarlen har kongens segl; – det går nok, det går nok.
HÅKON.
Hvad siger I, herre bisp?
BISP NIKOLAS.
Jeg siger, Gud og Sankt Olaf våger over sin hellige kirke.
(Går ind i kongshallen.)
HÅKON
(nærmer sig Margrete)
.
En klog dronning kan virke store ting i landet; eder turde jeg tryggelig kåre, thi jeg véd I er klog.
MARGRETE.
Kun det!
HÅKON.
Hvad mener I?
MARGRETE.
Intet, intet, herre.
HÅKON.
Og I bærer ikke nag til mig, om I end har sluppet fagre ønsker for min skyld?
MARGRETE.
Jeg har ingen fagre ønsker sluppet for eders skyld.
HÅKON.
Og I vil stå mig nær, og give mig gode råd.
MARGRETE.
Jeg vilde så gerne stå eder nær.
HÅKON.
Og give mig gode råd. Tak for det; kvinders råd båder hver mand, og jeg har herefter ingen anden end eder; – min moder måtte jeg sende bort –
MARGRETE.
Ja, hun var eder altfor kær.
HÅKON.
Og jeg er konge. Farvel da, Margrete! I er så ung endnu; men næste sommer skal vort bryllup stå, – og fra den stund lover jeg at holde eder hos mig i al sømmelig tro og ære.
MARGRETE
(smiler sørgmodigt)
.
Ja, jeg véd det vil vare længe, før I sender mig bort.
HÅKON
(levende)
.
Sende eder bort? Det vil jeg aldrig gøre!
MARGRETE
(med tårefyldte øjne)
.
Nej, det gør Håkon kun med dem, som er ham altfor kære.
(Går mod udgangsdøren. Håkon ser tankefuld efter hende.)
FRU RAGNHILD
(fra højre side)
.
Kongen og jarlen så længe herinde! Angsten dræber mig; – Margrete, hvad har kongen sagt og gjort?
MARGRETE.
O, så meget! Sidst tog han en sysselmand og en dronning.
FRU RAGNHILD.
Du, Margrete!
MARGRETE
(om moderens hals)
.
Ja!
FRU RAGNHILD.
Du blir dronning!
MARGRETE.
Kun dronning; – men jeg tror jeg er glad ved det endda.
(Hun og moderen følges ud til højre.)
SKULE JARL
(til Ivar Bodde)
.
Her er vore breve; bring dem til kongsmoderen og til Kanga.
(Ivar Bodde bøjer sig og går.)
DAGFINN BONDE
(i salsdøren)
.
Erkebispen af Nidaros begærer at måtte bringe kong Håkon Håkonssøn sin hylding!
HÅKON
(ånder af fuldt bryst)
.
Endelig er jeg da konge i Norge.
(Går ind i hallen.)
SKULE JARL
(gemmer kongens segl i beltet)
.
Men jeg råder land og rige.
Teppet faller.
(Gildehallen i Bergens kongsgård. Et stort buevindu midt på bagvæggen. Langsmed denne er en forhøjning med sæder for kvinderne. Ved den venstre langvæg står kongsstolen nogle trin over gulvet; midt på den modsatte væg stor indgangsdør. Bannere, mærker, skjolde og våben samt brogede tepper hænger ned fra vægstolperne og fra det udskårne træloft. Rundtom i hallen står drikkeborde med kander, horn og bægre.)
(Kong Håkon sidder på forhøjningen hos Margrete, Sigrid, Fru Ragnhild og mange fornemme kvinder. Ivar Bodde står bag kongens stol. Om drikkebordene er kongens og jarlens mænd samt gæster bænkede. Ved det fremste bord til højre sidder blandt andre Dagfinn Bonde, Gregorius Jonssøn og Pål Flida. Skule jarl og bisp Nikolas spiller bretspil ved et bord til venstre. Jarlens husfolk går fra og til og bærer drikkesager frem. Fra en tilstødende stue høres musik under de følgende optrin.)
DAGFINN BONDE.
Nu lider det alt på femte dagen, og endda er madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte krus frem.
PÅL FLIDA.
Det var aldrig jarlens vis at svelte sine gæster.
DAGFINN BONDE.
Nej, det ser slig ud. Så gildt et kongsbryllup har ikke været spurgt i Norge før.
PÅL FLIDA.
Skule jarl har heller ikke giftet bort nogen datter før.
DAGFINN BONDE.
Sandt nok; jarlen er en mægtig mand.
EN HIRDMAND.
Sidder inde med tredjedelen af riget. Det er mere, end nogen jarl havde før i tiden.
PÅL FLIDA.
Kongens del er dog større.
DAGFINN BONDE.
Det snakker vi ikke om her; nu er vi venner og vel forligte.
(drikker Pål til.)
Lad så kongen være konge og jarlen jarl.
PÅL FLIDA
(ler)
.
Grejdt høres det på dig, at du er kongsmand.
DAGFINN BONDE.
Det pligter også jarlsmændene at være.
PÅL FLIDA.
Aldrig det. Vi har svoret jarlen ed, men ikke kongen.
DAGFINN BONDE.
Det kan ske endnu.
BISP NIKOLAS
(dæmpet til jarlen under spillet)
.
Hører I, hvad Dagfinn Bonde siger?
SKULE JARL
(uden at se op)
.
Jeg hører nok.
GREGORIUS JONSSØN
(ser visst på Dagfinn)
.
Tænker kongen på sligt?
DAGFINN BONDE.
Nå nå, – lad fare; – ingen splid idag.
BISP NIKOLAS.
Kongen vil tage eders mænd i ed, jarl.
GREGORIUS JONSSØN
(stærkere)
.
Tænker kongen på sligt, spørger jeg?
DAGFINN BONDE.
Jeg svarer ikke. Lad os drikke på fred og venskab mellem kongen og jarlen. Øllet er godt.
PÅL FLIDA.
Det har også fået god tid til at ligge.
GREGORIUS JONSSØN.
Tre gange har jarlen beredt bryllupet, tre gange lovede kongen at komme, – tre gange svigtede han.
DAGFINN BONDE.
Last jarlen for det; han gav os fuldt op at tage vare i viken.
PÅL FLIDA.
Sigurd Ribbung gav jer nok mere at tage vare i Vermeland, efter hvad der siges.
DAGFINN BONDE
(opfarende)
.
Ja, hvem var det, som slap Sigurd Ribbung løs?
GREGORIUS JONSSØN.
Sigurd Ribbung rømte fra os i Nidaros, det er vitterligt for alle.
DAGFINN BONDE.
Men det er ikke vitterligt for nogen, at I hindrede ham.
BISP NIKOLAS
(til jarlen, der betænker sig på et træk)
.
Hører I, jarl, – det var jer, som slap Sigurd Ribbung.
SKULE JARL
(trækker)
.
Den vise er gammel.
GREGORIUS JONSSØN
(til Dagfinn)
.
Jeg tænkte dog, du havde hørt om Islændingen, Andres Torstejnssøn, Sigurd Ribbungs ven –
DAGFINN BONDE.
Ja; da Sigurd var rømt, hængte I Islændingen, det véd jeg.
BISP NIKOLAS
(trækker og siger leende til jarlen)
.
Nu slår jeg bonden, herre jarl.
SKULE JARL
(lydt)
.
Slå ham; en bonde gælder ikke stort.
(flytter en brikke.)
DAGFINN BONDE.
Nej, det fik Islændingen sande, den tid Sigurd Ribbung rømte til Vermeland.
(Undertrykt latter mellem kongsmændene; samtalen fortsættes dæmpet; straks efter kommer en mand ind og hvisker til Gregorius Jonssøn.)
BISP NIKOLAS.
Og så trækker jeg hid; og så har I tabt.
SKULE JARL.
Det lader så.
BISP NIKOLAS
(lægger sig tilbage i stolen)
.
I værgede ikke godt om kongen på det sidste.
SKULE JARL
(stryger brikkerne overende og rejser sig)
.
Jeg er længesiden træt af at være kongsværge.
GREGORIUS JONSSØN
(nærmer sig og siger dæmpet)
.
Herre jarl, Jostejn Tamb lader melde, at nu ligger skibet klar til at gå under sejl.
SKULE JARL
(sagte)
.
Godt.
(tager et forseglet pergament frem.)
Her er brevet.
GREGORIUS JONSSØN
(ryster på hovedet)
.
Jarl, jarl, – er det rådeligt?
SKULE JARL.
Hvilket?
GREGORIUS JONSSØN.
Kongens segl er for.
SKULE JARL.
Det er til kongens bedste jeg handler.
GREGORIUS JONSSØN.
Så lad kongen selv vise tilbudet fra sig.
SKULE JARL.
Det gør han ikke, om han får råde. Al hans hug og tanke er rettet på at kue Ribbungerne, derfor vil han sikre sig på andre kanter.
GREGORIUS JONSSØN.
Klogt kan det være, det som I her gør, – men det er farligt.
SKULE JARL.
Lad mig om det. Bring brevet, og sig Jostejn, at han sejler straks.
GREGORIUS JONSSØN.
Det skal ske, som I byder.
(går ud til højre og kommer ind igen om lidt.)
BISP NIKOLAS
(til jarlen)
.
I har mangt at skøtte, lader det til.
SKULE JARL.
Men liden tak for det.
BISP NIKOLAS.
Kongen har rejst sig.
(Håkon kommer nedover; alle mænd står op fra bordene.)
HÅKON
(til bispen)
.
Højlig må det glæde os, hvor frisk og stærk I har holdt ud i alle disse lystige dage.
BISP NIKOLAS.
Det blaffrer op engang imellem, herre konge; men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg hele vinteren udover.
HÅKON.
Ja, ja, – I har levet et stærkt liv, rigt på mangen rygtbar gerning.
BISP NIKOLAS
(ryster på hovedet)
.
Å, der er måde med det; jeg har mangt ugjort endnu. Den som vidste, om en fik tid til det altsammen.
HÅKON.
De levende får tage arv efter dem, som går bort, ærværdige herre; alle vil vi jo det bedste for land og folk.
(vender sig til jarlen.)
Et undrer mig højlig; ingen af vore sysselmænd på Hålogaland er mødt frem til bryllupet.
SKULE JARL.
Sandt nok; Andres Skjaldarband havde jeg så sikkert ventet.
HÅKON
(smilende)
.
Og Vegard Væradal også.
SKULE JARL.
Også Vegard, ja.
HÅKON
(spøgende)
.
Og jeg håber, I havde taget bedre imod min gamle ven nu, end for syv år siden på Oslo brygge, da I stak ham i kinden, så sværdet skar sig selv ud.
SKULE JARL
(ler tvungent)
.
Ja, dengang Gunnulf, eders morbroder, hug højre hånd af Sira Ejliv, min bedste ven og rådgiver.
BISP NIKOLAS
(muntert)
.
Og da Dagfinn Bonde og hirdmændene satte stærk nattevagt på kongsskibet, og sagde, at kongen var utryg i jarlens værge!
HÅKON
(alvorligt)
.
De dage er gamle og glemte.
DAGFINN BONDE
(nærmer sig)
.
Nu kan der blæses til våbenlegen nede på volden, hvis det lyster eder, herre.
HÅKON.
Godt. Idag vil vi tage al glæde med; imorgen får vi begynde igen at tænke på Ribbungerne og Orknøjarlen.
BISP NIKOLAS.
Ja, han nægter jo at svare skatten?
HÅKON.
Havde jeg Ribbungerne vel fra halsen, så foer jeg selv vestover.
(Håkon går op mod forhøjningen, rækker Margrete hånden og fører hende ud til højre; lidt efter lidt følger de øvrige efter.)
BISP NIKOLAS
(til Ivar Bodde)
.
Hør lidt her. Hvem er den mand, som heder Jostejn Tamb?
IVAR BODDE.
Her er en farmand fra Orknø, som heder slig.
BISP NIKOLAS.
Fra Orknø? Ja så. Og nu sejler han hjem?
IVAR BODDE.
Ja, han gør nok det.
BISP NIKOLAS
(sagtere)
.
Med dyr ladning, Ivar Bodde!
IVAR BODDE.
Korn og klæde, tror jeg.
BISP NIKOLAS.
Og et brev fra Skule jarl.
IVAR BODDE
(studser)
.
Til hvem?
BISP NIKOLAS.
Véd ikke; – der var kongssegl for –
IVAR BODDE
(griber ham om armen)
.
Herre bisp, – er det som I siger!
BISP NIKOLAS.
Hys, bland ikke mig op i den sag.
(fjerner sig.)
IVAR BODDE.
Da må jeg straks –! Dagfinn Bonde! Dagfinn, Dagfinn –!
(trænger sig gennem mængden ved udgangsdøren.)
BISP NIKOLAS
(deltagende til Gregorius Jonssøn)
.
Ingen dag uden en eller anden fanger ulempe på gods og frihed!
GREGORIUS JONSSØN.
Hvem gælder det nu?
BISP NIKOLAS.
En stakkels farmand, – Jostejn Tamb synes jeg de kaldte ham.
GREGORIUS JONSSØN.
Jostejn –?
BISP NIKOLAS.
Dagfinn Bonde vil nægte ham at sejle.
GREGORIUS JONSSØN.
Vil Dagfinn nægte ham, siger I?
BISP NIKOLAS.
Ret nu gik han.
GREGORIUS JONSSØN.
Tilgiv, herre, jeg må skynde mig –
BISP NIKOLAS.
Ja, gør det, gode lendermand; – Dagfinn Bonde er så ilsindet.
(Gregorius Jonssøn iler ud til højre blandt resten af de tilstedeværende; kun Skule jarl og bisp Nikolas bliver tilbage i hallen.)
SKULE JARL
(går tankefuld op og ned; pludselig er det ligesom han vågner; han ser sig om og siger)
:
Hvor stilt her blev med engang.
BISP NIKOLAS.
Kongen gik.
SKULE JARL.
Og alle mænd fulgte ham efter.
BISP NIKOLAS.
Alle, undtagen vi.
SKULE JARL.
Det er noget stort, det, at være konge.
BISP NIKOLAS
(forsigtig)
.
Gad I prøve det, jarl?
SKULE JARL
(smiler alvorligt)
.
Jeg har prøvet det; hver søvnsvanger nat er jeg konge i Norge.