Complete Works of Henrik Ibsen (412 page)

BISP NIKOLAS.
Drømme varsler.

SKULE JARL.
De frister også?

BISP NIKOLAS.
Neppe jer. Før i tiden, det kan jeg skønne; – men nu, da I har tredjedelen af riget, råder som første mand i landet og er dronningens fader –

SKULE JARL.
Mest nu, – mest nu.

BISP NIKOLAS.
Dølg intet! Skrift; thi I bærer visselig på en stor kval.

SKULE JARL.
Mest nu, som jeg siger. Det er den store forbandelse, som ligger over alt mit liv, dette, at stå det højeste så nær – bare et slug imellem – et spring over, – på den anden side er kongsnavn og purpurkåbe og trone og magt og alt; daglig har jeg det for øje – men vinder aldrig over.

BISP NIKOLAS.
Sandt, sandt, jarl.

SKULE JARL.
Da de tog Guthorm Sigurdssøn til konge, stod jeg i min ungdoms fuldeste kraft; da var det som det skreg lydt i mig: væk med barnet, – jeg er den voksne, stærke mand! – men Guthorm var kongssøn; der lå et slug mellem mig og tronen.

BISP NIKOLAS.
Og I vovede ikke –

SKULE JARL.
Så blev Erling Stejnvæg hyldet af Slittungerne. Da skreg det i mig igen: Skule er en større høvding end Erling Stejnvæg! Men jeg måtte brudt med Birkebejnerne, – det var sluget dengang.

BISP NIKOLAS.
Og Erling blev konge for Slittungerne, og for Ribbungerne siden, og I ventede!

SKULE JARL.
Jeg ventede på Guthorms død.

BISP NIKOLAS.
Og Guthorm døde, og Inge Bårdssøn, eders broder, blev konge.

SKULE JARL.
Så ventede jeg på min broders død. Han var syg fra første færd af; hver morgen, når vi mødtes i den hellige messe, sad jeg og skottede efter, om ikke sotten tog til. Hvert drag af smerte, som strøg over hans ansigt, var mig som et vindpust i sejlet og bar mig nærmere mod tronen. Hvert suk, han lettede sin ve og vånde i, lød for mig, som horn og lur langt bortunder liderne, som sendebud, der kom langvejs fra for at melde, at nu fik jeg snart tage rigsstyret. Slig rykkede jeg hver kærlig brodertanke op med rod og trevler; og Inge døde og Håkon kom, – og Birkebejnerne tog ham til konge.

BISP NIKOLAS.
Og I ventede.

SKULE JARL.
Mig tykkedes der måtte komme hjælp ovenfra. Jeg kendte kongskraften i mig, og jeg ældedes; hver dag, der gik, var en dag, som toges bort fra min livsgerning. Hver kveld tænkte jeg: imorgen sker der et jertegn, som fælder ham og sætter mig på det tomme sæde.

BISP NIKOLAS.
Ringe var Håkons magt dengang; han var kun et barn; det galdt ikke andet, end et skridt af eder, men I tog det ikke.

SKULE JARL.
Det skridt var svært at tage; det havde skilt mig fra al min slægt og fra alle venner.

BISP NIKOLAS.
Ja, der er sagen, Skule jarl, – der er forbandelsen, som har ligget over eders liv. I vil vide hver vej åben i nødsfald, – I vover ikke at bryde alle broer af og kun beholde én igen, værge den alene, og sejre eller falde der. I stiller snarer for eders uven, I bygger fælde for hans fod og hænger hvasse sværd over hans hoved, I strør gift i alle fade og I har hundrede garn ude; men vil han ind i et af dem, så vover I ikke at trække i tråden; griber han efter giften, så tykkes det jer tryggere, at han falder for sværd; er han ved at lade sig fange om morgenen, så finder I det bedre, at det sker ved kveldstid.

SKULE JARL
(ser alvorligt på ham)
.
Og hvad vilde I gøre, herre bisp?

BISP NIKOLAS.
Tal ikke om mig; min gerning er at tømre kongsstolene i dette land, ikke at sidde deroppe og styre folk og rige.

SKULE JARL
(efter et kort ophold)
.
Svar mig på ét, ærværdige herre, men svar mig med al sandhed. Hvorfor går Håkon så uryggelig frem på den lige vej? Han er ikke kløgtigere end I, ikke djærvere end jeg.

BISP NIKOLAS.
Hvem gør den største gerning i verden?

SKULE JARL.
Det gør den største mand.

BISP NIKOLAS.
Men hvem er den største mand?

SKULE JARL.
Den modigste.

BISP NIKOLAS.
Så siger høvdingen. En prest vilde sige, det er den mest troende, – en vismand, at det er den kyndigste. Men det er ingen af dem, jarl. Den lykkeligste mand er den største mand. Den lykkeligste er det, som gør de største gerninger, han, hvem tidens krav kommer over ligesom i brynde, avler tanker, dem han ikke selv fatter, og som peger for ham på den vej, han ikke selv véd hvor bær hen, men som han dog går og må gå, til han hører folket skrige i glæde, og han ser sig om med spilte øjne og undrer sig og skønner, at han har gjort et storværk.

SKULE JARL.
Ja, der er dette uryggelig sikre ved Håkon.

BISP NIKOLAS.
Det er det, som Romerne kaldte ingenium. – Jeg er ikke stiv i latinen forresten; men det kaldtes ingenium.

SKULE JARL
(først tankefuld, siden i stigende bevægelse)
.
Håkon skulde være skabt af et andet stof end jeg? Være af de lykkelige? – Ja, trives ikke alting for ham? Føjer ikke alting sig til det bedste, når det gælder ham? Selve bonden mærker det; han siger, at træerne bær togange frugt, og fuglene ruger æg togange hver sommer, mens Håkon er konge. Vermelandsbygden, som han brændte og hærgede, den står og lyser med tømrede huse igen, og alle akre svinger tungt for vinden. Det er som blodet og asken gødsler, der Håkon farer frem i hærfærd; det er som Herren dækker over med grøde, hvad Håkon tramper ned; det er som de hellige magter skynder sig at slette ud hver skyld efter ham. Og hvor let gik han ikke til at blive konge! Han trængte til at Inge skulde dø tidligt, og Inge døde; han trængte til værn og værge, og hans mænd værnede og værgede ham; han trængte til jernbyrd, og hans moder kom og bar den for ham.

BISP NIKOLAS
(i uvilkårligt udbrud)
.
Men vi – vi to –!

SKULE JARL.
Vi?

BISP NIKOLAS.
Ja I – I da!

SKULE JARL.
Håkon har retten, bisp.

BISP NIKOLAS.
Har han retten, fordi han er den lykkelige; – den største lykke er den, at have retten. Men med hvilken ret fik Håkon retten og ikke I?

SKULE JARL
(efter et kort ophold)
.
Der er ting, som jeg vil bede Gud frelse mig fra at tænke på.

BISP NIKOLAS.
Så I aldrig et gammelt billede i Nidaros kristkirke? Det viser syndfloden, som vokser og højner sig op over alle berge, så der kun er en eneste tind igen. Opover der klyver en hel slægt, fader og moder og søn og søns hustru og børn; – og sønnen river faderen ned i vandflommen for at vinde bedre fæste, og han vil rive moderen med, og hustru og alle børn, for at vinde op til toppen selv; – thi deroppe er en fodsbred land, der kan han holde sig en time. – Det, jarl, det er visdommens saga og hver vismands saga.

SKULE JARL.
Men retten!

BISP NIKOLAS.
Sønnen havde retten. Han havde styrke og lyst til livet; – føj din lyst og brug din evne, den ret har hvermand.

SKULE JARL.
Til det, som godt er, ja.

BISP NIKOLAS.
Leg og spil med ord! Der gives ikke godt og ondt, ikke op og ned, ikke højt og lavt. Slige ord må I glemme, ellers gør I aldrig det sidste skridt, sætter aldrig over sluget.
(dæmpet og indtrængende.)
I skal ikke hade flok eller sag, fordi flokken eller sagen vil dette og ikke hint; men I skal hade hver mand i flokken, fordi han er eder imod, og I skal hade hver den, som står rundt om en sag, fordi sagen ikke fremmer eders vilje. Alt det, som I kan bruge, det er godt, – alt det, som lægger bråte på eders vej, det er ondt.

SKULE JARL
(ser grublende frem for sig)
.
Hvad har ikke jeg kostet på den kongsstol, som jeg dog ikke rak op til; – og hvad har Håkon kostet på den, han, som nu sidder der så tryg! Jeg var ung og slap min fagre lønlige kærlighed, for at gifte mig ind i en mægtig æt. Jeg bad til de hellige, at der måtte skænkes mig en søn, – jeg fik kun døtre.

BISP NIKOLAS.
Håkon får sønner, jarl, – se til!

SKULE JARL
(går over mod vinduet til højre)
.
Ja, – alt føjer sig for Håkon.

BISP NIKOLAS
(følger efter ham)
.
Og I, I vil lade jer jage fredløs fra lykken alt eders liv igennem! Er I da blind? Ser I ikke, at det er en stærkere magt end Birkebejnerflokken, som står bagved Håkon og fremmer al hans gerning? Han får hjælpen deroppefra, fra dem – dem, som står eder imod – fra dem, som var eders avindsmænd fra fødselen af! Og for disse avindsmænd bøjer I eder! Rejs jer, mand; skyd ryg! Hvad fik I ellers eders ubændige sjæl til? Kom ihug, at det første storværk i verden blev øvet af en, som rejste sig mod et stærkt rige!

SKULE JARL.
Hvem?

BISP NIKOLAS.
Engelen, som rejste sig mod lyset!

SKULE JARL.
Og som blev slængt i afgrundens gab –

BISP NIKOLAS
(vildt)
.
Og skabte et rige der, og blev konge, en mægtig konge, – mægtigere end nogen af de titusende – jarler deroppe!
(synker ned på bænken ved drikkebordet.)

SKULE JARL
(ser længe på ham og siger)
:
Bisp Nikolas, er I noget mere eller noget mindre end et menneske?

BISP NIKOLAS
(smiler)
.
Jeg er i uskyldighedsstand: jeg kender ikke forskel mellem godt og ondt.

SKULE JARL
(halvt til sig selv)
.
Hvorfor satte de mig ind i verden, når de ikke vilde stelle det bedre for mig? Håkon har så fast og uryggelig en tro på sig selv, – alle hans mænd har så fast og uryggelig en tro på ham –

BISP NIKOLAS.
Dølg, at I ikke har slig tro på eder selv! Tal, som om I havde den; sværg højt og dyrt på, at I har den, – og alle vil tro på jer.

SKULE JARL.
Havde jeg en søn! Havde jeg en søn, som kunde tage al den store arv efter mig!

BISP NIKOLAS
(livfuldt)
.
Jarl – hvis I havde en søn?

SKULE JARL.
Jeg har ingen.

BISP NIKOLAS.
Håkon får sønner.

SKULE JARL
(knuger hænderne)
.
Og er kongefødt!

BISP NIKOLAS
(rejser sig)
.
Jarl, – hvis han ikke var det?

SKULE JARL.
Han har jo godtgjort det; jernbyrden –

BISP NIKOLAS.
Og hvis han ikke var det – trods jernbyrden?

SKULE JARL.
Vil I sige, at Gud løj, da han lod jernbyrden lykkes?

BISP NIKOLAS.
Hvad var det Inga fra Vartejg trøstede sig til at æske Gudsdom for?

SKULE JARL.
At det barn, hun fødte øster i Borgasyssel, var Håkon Sverressøns søn.

BISP NIKOLAS
(nikker, ser sig om og siger sagte)
:
Og hvis nu kong Håkon ikke var dette barn?

SKULE JARL
(farer et skridt tilbage)
.
Almægtige –!
(fatter sig.)
Det er utænkeligt.

BISP NIKOLAS.
Hør mig, jarl. Jeg er seks og syvti år; det tar til at bære brat nedover bakke nu, og denne sag drister jeg mig ikke til at tage med derover –

SKULE JARL.
Tal, tal! Er han ikke Håkon Sverressøns søn?

BISP NIKOLAS.
Hør mig. Det gjordes ikke vitterligt for nogen, den tid Inga var med barn. Håkon Sverressøn var nylig død, og sagtens frygtede hun for Inge Bårdssøn, som da var konge, og for eder, – nå ja, for Baglerne med, kan jeg tænke. Hun fødte lønligt i Trond prests hus, øster i Heggen herred, og ni dage efter rejste hun hjem; men kongsbarnet blev et helt år hos presten, uden at hun turde se til det, og uden at nogen vidste det, undtagen Trond og hans to sønner.

SKULE JARL.
Ja, ja, – og så?

BISP NIKOLAS.
Da barnet var årsgammelt kunde det ikke godt dølges længere. Inga røbede da sagen for Erlend af Huseby, – en gammel Birkebejner fra Sverres tider – véd I.