Complete Works of Henrik Ibsen (416 page)

HÅKON.
Lad det være godt; men jeg må sige eder, at jeg højligen undres. I stevner mig hid for at få min tilgivelse, og så bereder I mig sligt et møde.

BISP NIKOLAS.
Møde, herre?

HERTUG SKULE.
Det er mig, kongen sigter til. Vil I, herre bisp, forsikre kong Håkon, ved min tro og ære, at jeg intet vidste om hans komme, før jeg satte foden på Oslo brygge.

BISP NIKOLAS.
Ak, ak; al skyld hviler på mig! Jeg har været en sygelig, sengeliggende mand hele det sidste år; jeg har lidet eller intet spurgt til landets sager; jeg tænkte, det var godt og vel mellem de høje frænder nu!

HÅKON.
Jeg har mærket, at venskabet mellem hertugen og mig trives bedst, når vi holder os fra hinanden; derfor farvel, bisp Nikolas, og Gud være med eder, der I nu går hen.
(vil gå.)

HERTUG SKULE
(sagte og urolig)
.
Bisp, bisp; han går!

BISP NIKOLAS
(pludselig og med vild kraft)
.
Bliv, kong Håkon!

HÅKON
(standser)
.
Hvad nu?

BISP NIKOLAS.
I får ikke gå ud af denne stue, før gamle bisp Nikolas har talt sit sidste ord!

HÅKON
(lægger uvilkårlig hånden på sværdet)
.
Er I kanske kommen mandstærk til Viken, hertug?

HERTUG SKULE.
Jeg har ingen del i dette.

BISP NIKOLAS.
Det er med ordets magt, jeg skal vide at holde jer. Hvor der er ligfærd i huset, der er den døde første mand i laget; han kan gøre og lade, hvad han vil – så langt hans evne strækker. Derfor vil jeg holde min egen ligtale nu; før i tiden var jeg altid så ræd for at kong Sverre skulde komme til at holde den –

HÅKON.
Tal ikke så vildt, herre!

HERTUG SKULE.
I knapper af den dyre stund, I har igen!

HÅKON.
Eders øje er alt sløvt!

BISP NIKOLAS.
Ja, mit syn er sløvt; jeg kan knapt se jer, der I står; men indeni mig drager mit liv lysende klart forbi. Jeg ser syner der –; hør og lær, konge! – Min æt var den mægtigste i landet; mange store høvdinger gik ud fra den; jeg vilde være den største af dem alle. Jeg var ikke mere end gut, da jeg begyndte at hungre efter storværk; jeg tyktes, jeg umuligt kunde vente til jeg blev voksen; – der rejste sig konger med mindre ret end jeg, – Magnus Erlingssøn, Sverre prest –; jeg vilde også være konge; men høvding først, – det var nødvendigt. Så skulde slaget stå på Ilevoldene; der var det førstegang jeg var med. Solen randt, og der gik glitrende lyn fra tusende blanke våben. Magnus og alle hans mænd gik frem, som til en leg; jeg alene kendte mig klemt om hjertet. Hårdt foer vor fylking frem; men jeg kunde ikke vinde med – jeg var ræd!

Alle Magnus’s andre høvdinger stred mandelig, og mange faldt, der de stred; men jeg flygtede stenberget opover, løb og løb, og stansede ikke før jeg kom ned til fjorden igen, langt ude. Mangen mand måtte vaske sine blodige klæder i Trondhjemsfjorden den kveld; – jeg måtte også vaske mine, men det var ikke for blod. Ja, konge, jeg var ræd; skabt til høvding – og ræd! Det slog ned som et lyn i mig; jeg blev hver mand ond fra den time; jeg bad lønligt i kirkerne, jeg græd og knælte for altrene, jeg gav rige gaver, gjorde hellige løfter; jeg fristede og prøvede i slag efter slag, ved Saltøsund, på Jonsvoldene den sommer Baglerne lå i Bergen, – altid fåfængt. Sverre var den, som skønte det først, han talte det højt ud og med spot, og fra den dag lo hver mand i flokken, når Nikolas Arnessøn gik frem i hærklæder. – Ræd, ræd –, og endda vilde jeg være høvding, vilde være konge, følte mig skabt til konge forresten, kunde fremmet Guds rige på jorden; men det var de hellige selv, som stængte bommen for mig.

HÅKON.
Før ikke klage over himlen, bisp! I har hadet meget!

BISP NIKOLAS.
Ja, jeg har hadet meget; hadet hvert hoved i dette land, som højnede sig op over mængden. Men jeg hadede, fordi jeg ikke kunde elske. Fagre kvinder, – o, jeg kunde sluge dem med gnistrende øjne endnu! Jeg er otti år, og endnu står min hug til at fælde mænd og favne kvinder; – men det gik mig der, som i slaget; bare vilje og begær, magtstjålen fra fødselen af; – lystens sydende gave – og dog krøbling! Så blev jeg da prest; konge eller prest må den mand være, som vil råde for al magten.
(ler.)
Jeg prest! Jeg en kirkelig mand! Jo, én kirkelig gerning havde himlen særligt skabt mig til, – den, at tage de høje toner, – synge med kvinderøst på de store kirkefester. Og endda kræver de deroppe af mig – halvmanden –, hvad de har ret til at kræve af hver den, der fik evnen fuldt ud til sin livsgerning! Der har været tider, da det tyktes mig, sligt krav kunde være billigt; her har jeg ligget på sottesengen slagen af rædsel for straf og dom! Nu er det over; jeg har marg i sjælsknoklerne igen! Jeg har intet forbrudt; det er mig uretten er øvet imod; jeg er klageren!

HERTUG SKULE
(dæmpet)
.
Herre – brevet! I har ikke langt igen!

HÅKON.
Tænk på eders sjæl og ydmyg eder!

BISP NIKOLAS.
En mands gerning er hans sjæl, og min gerning skal blive ved at leve på jorden. Men I, kong Håkon, I skulde vogte jer; thi ligesom himlen har stået mig imod og fanget skade til løn, således står I den mand imod, der holder landets lykke i sin hånd –

HÅKON.
Ha – hertug, hertug! Nu skønner jeg mødet her!

HERTUG SKULE
(heftigt til bispen)
.
Ikke et ord mere af sligt!

BISP NIKOLAS
(til Håkon)
.
Han vil stå jer imod sålænge hans hoved sidder fast på akslerne. Del med ham! Jeg får ikke fred i kisten, jeg kommer igen, hvis ikke I to deler! Ingen af jer skal lægge den andens højde til sin egen vækst; her blev en kæmpe i landet, hvis det skede, og her skal ingen kæmpe være; thi jeg var aldrig nogen kæmpe!
(synker mat tilbage på bænken.)

HERTUG SKULE
(kaster sig på knæ ned ved bænken og råber til Håkon)
:
Skaf hjælp! For Guds barmhjertigheds skyld, bispen må ikke dø endnu!

BISP NIKOLAS.
Hvor det tager til at skumre for mine øjne! – Konge, for sidste gang, – vil I dele med hertugen?

HÅKON.
Ikke en skærv skænker jeg bort af det, som Gud gav mig!

BISP NIKOLAS.
Godt og vel.
(dæmpet.)
Troen skal I ialfald miste.
(råber:)
Viljam!

HERTUG SKULE
(dæmpet)
.
Brevet! brevet!

BISP NIKOLAS
(uden at høre på ham)
.
Viljam!
(Viljam kommer; bispen trækker ham tæt hen til sig og hvisker:)
Da jeg fik den sidste olje, så blev jo alle mine synder mig forladte?

SIRA VILJAM.
Alle synder, fra eders fødsel og til den stund, I fik oljen.

BISP NIKOLAS.
Ikke længer? Ikke helt til jeg går bort?

SIRA VILJAM.
Herre, I synder ikke inat.

BISP NIKOLAS.
Hm, ingen kan vide –; tag guldbægret, jeg fik efter bisp Absalon, – giv det til kirken – og læs syv store kirkebønner til.

SIRA VILJAM.
Herre, Gud vil være eder nådig!

BISP NIKOLAS.
Syv bønner til, siger jeg – for hvad jeg synder inat! Gå, gå!
(Viljam går; bispen vender sig til Skule.)
Hertug, om I engang læser Trond prests brev, og det muligt skulde vise sig, at Håkon var den rette, – hvad vil I så gøre?

HERTUG SKULE.
I Guds navn, – da skal han også være konge.

BISP NIKOLAS.
Tænk jer om; det gælder meget her. Gransk hver fold i eders hjerte; svar, som om I stod tildoms! Hvad vil I gøre, hvis han er den rette?

HERTUG SKULE.
Bøje mig og tjene ham.

BISP NIKOLAS
(mumler)
.
Ja, ja, tag så følgerne.
(til Skule.)
Hertug, jeg er svag og træt; det kommer så mildt og forsonligt over mig –

HERTUG SKULE.
Det er døden! Trond prests brev! Hvor er det?

BISP NIKOLAS.
Først en anden sag; – jeg gav jer listen over mine uvenner –

HERTUG SKULE
(utålmodig)
.
Ja, ja; jeg skal hævne alt på dem –

BISP NIKOLAS.
Nej, jeg er så mild nu; jeg vil tilgive, som skrevet står. Ligesom I forsager magten, således vil jeg forsage hævnen. Brænd listen.

HERTUG SKULE.
Godt, godt; som I vil.

BISP NIKOLAS.
Her i fyrfadet, så jeg ser på det –

HERTUG SKULE
(kaster papiret i ilden)
.
Se så, nu brænder den! Og nu, tal, tal! Det gælder tusenders liv, dersom I ikke taler nu.

BISP NIKOLAS
(med funklende øjne)
.
Tusenders liv!
(skriger:)
Lys! luft!

HÅKON
(iler til døren og råber)
:
Til hjælp! Bispen dør!
(Sira Viljam og flere af bispens folk kommer ind.)

HERTUG SKULE
(ryster bispens arm)
.
Norges lykke gennem hundrede år, dets storhed for evige tider kanhænde!

BISP NIKOLAS.
Evige tider!
(triumferende:)
Perpetuum mobile!

HERTUG SKULE.
Ved vore sjæles salighed, – hvor er Trond prests brev!

BISP NIKOLAS
(råbende)
:
Syv bønner til, Viljam!

HERTUG SKULE
(ude af sig selv)
.
Brevet! brevet!

BISP NIKOLAS
(smiler i dødskampen)
.
Det var det I brændte, gode hertug.
(Falder tilbage på bænken og dør.)

HERTUG SKULE
(udstøder et uvilkårligt skrig, idet han farer tilbage og bedækker ansigtet med sine hænder)
.
Gud, du almægtige!

MUNKENE
(kommer flygtende ud fra kapellet)
.
Frelse sig, hvo kan!

ENKELTE STEMMER.
Alt ondt er løst inat!

ANDRE.
Det lo højt fra krogen! – Det skreg: „vi har ham!” – Alle lys sluktes!

HÅKON.
Nu døde bisp Nikolas.

MUNKENE
(flygter ud til højre)
.
Pater noster, – pater noster!

HÅKON
(nærmer sig Skule og siger dæmpet)
:
Hertug, jeg vil ikke granske efter, hvilke lønlige råd I lagde op med bispen, før han døde; – men fra imorgen må I lægge eders magt og værdighed i mine hænder igen; det ser jeg grant nu, – vi to kan ikke gå frem sammen.

HERTUG SKULE
(ser åndsfraværende på ham)
.
Gå frem sammen –?

HÅKON.
Imorgen holder jeg thing i kongsgården; der må alt blive grejdt mellem os.
(Går ud til højre.)

HERTUG SKULE.
Bispen død og brevet brændt! Et liv fuldt af tvivl og kamp og rædsel! O, kunde jeg bede! – Nej, – handle må jeg; – ikveld må skridtet gøres helt ud!
(til Viljam:)
Hvor gik kongen?

SIRA VILJAM
(forskrækket)
.
Krist fri mig, – hvad vil I ham?

HERTUG SKULE.
Tror I kanske jeg agter at dræbe ham inat?
(Går ud til højre.)

SIRA VILJAM
(ser hovedrystende efter ham, medens husfolkene bære liget ud til venstre)
.
Bispen sagde: syv bønner til; – jeg mener det er tryggest, at vi læser fjorten.
(Følger efter de øvrige.)

En stue i kongsgården.

(I baggrunden er indgangsdøren; på hver af sidevæggene mindre døre; forrest på højre side et vindu. En lampe brænder under taget. Tæt ved døren til venstre står en bænk, og længere tilbage en vugge, hvori kongsbarnet sover; Margrete sidder knælende hos barnet.)

MARGRETE
(vugger og synger)
:
Nu løftes laft og lofte
til stjernehvælven blå;
nu flyver lille Håkon
med drømmevinger på.
Der er en stige stillet
fra jord til himlen op;
nu stiger lille Håkon
med englene til top.
Guds engle små, de våger
for vuggebarnets fred;
Gud sign’ dig, lille Håkon,
din moder våger med.
(Kort ophold. Hertug Skule kommer ind fra baggrunden.)